For nylig havde jeg atter fornøjelsen af at være til koncert med Birthe Kjær. Musikken er fantastisk, og solen skinnede fra en skyfri himmel, da den friske sangerinde sang ”Sommer Og Sol”. Man bliver helt glad i låget til en koncert med masser af mennesker, hvor folk synger sammen og hygger sig i fulde drag.

Apropos fællessang og hyggeligt samvær så spillede jeg igen klaver på demensplejehjemmet tidligere på ugen. Det er glædeligt og rørende at være sammen med de rare, ældre mennesker, der slapper af, og på trods af demenssygdom sagtens kan huske de gode, gamle sange fra deres barn- og ungdom. Ligeledes rører det mig at se det hjertelige personale tage hånd om beboerne.

Den sidste tid har været én stor pærevælling af blandede begivenheder. En kær ven er blevet bisat – savnet er stort. En festlig 18-års fødselsdag er blevet fejret. Der har været hyggelige og sjove familiesammenkomster. Hyggestunder med venner og bekendte er det også blevet til. Samvær med naboer fra opgangen er også positive, tilbagevendende begivenheder.

For vist 10 dage siden havde jeg en lidt mærkværdig oplevelse, som jeg stadig grubler en smule over. Jeg kom gående mod busstoppestedet. En kvinde fra boligområdet kom gående i den modsatte retning. Hun stoppede op og takkede mig for at fortsætte med at rydde op i boligområdet…

Jeg kiggede mig spontant tilbage for at se, om jeg mon havde tabt noget på jorden. Hun har før været spydig, så måske var det hendes måde at kommentere på, hvis jeg havde tabt et eller andet på jorden?!

Det var dog ikke tilfældet…

Hun smilte og sagde ”tusind Tak”, og så gik hun videre?!

Jeg blev paf og forsøgte at spørge ind til, hvad hun mente, men jeg fik ikke et svar?!

I sidste uge mødte jeg en, jeg ofte hyggesnakker med fra boligområdet. Vedkommende smågrinte og spurgte, om jeg havde læst beboerbladet. Det havde (og har) jeg ikke. Min postkasse er nederst, og buskene gør min post gennemblødt, når det regner meget. Beboerbladet var så vådt og ødelagt, at jeg smed det ud.

Vedkommende storsmilede og sagde, at der snart sker noget meget positivt i boligområdet?!

Jeg nåede ikke at spørge ind til, hvad der sker, for vedkommende steg af ved det næste busstoppested.

Jeg må have skaffet en kopi af beboerbladet, så jeg kan blive klogere på situationen. Jeg indrømmer gerne, at jeg selvsagt er meget nysgerrig!

Gad vide om det positive, der kommer til at ske i boligområdet, direkte har noget med mig at gøre?! Kvinden, jeg mødte, sagde jo i hvert fald ”tusind Tak!”…

En ældre kvinde opsøgte mig forleden og bekræftede enhver mistanke, jeg førhen har haft om slet spil i boligområdet.

Da jeg boede i den gamle opgang, talte jeg ret ofte med den pågældende kvinde, når vi tilfældigt kom forbi hinanden. Hun virkede til at være lidt ensom og ville altid gerne fortælle forskelligt. Det skal der også være tid til, så vi sludrede ret ofte.

Hendes adfærd ændrede sig dog drastisk, da jeg flyttede ind i denne opgang, og i takt med at værkstedshelvedet begyndte. Hun var i høj grad en medløber og tog aktiv del i at chikanere mig og kalde mig forskelligt.

Hun har opført sig meget grimt, og hun har været yderst ondskabsfuld. Derfor har jeg taget afstand til hende, og jeg bruger ikke længere tid på at tale med hende.

Da vi var et stykke fra hinanden, stoppede hun op og ventede på mig i den side, jeg gik i…

Min tålmodighed (og godmodighed) er sluppet op over for visse mennesker, så jeg sagde meget bestemt: ”Du kan lige vove på at begynde på noget som helst!”

Overraskende nok var hun ikke længere brysk, konfronterende og chikanerende. Hun fremstammede forsigtigt en undskyldning.

Jeg er for så vidt af den opfattelse, at det er flot og stort af folk, der er villige til at undskylde. Dog gjorde hendes (bort)forklaring mig ærgerlig og nok også lidt vred.

Hun vævede lidt rundt i, hvad hun egentlig ville sige. Min lunte er ret kort i forhold til de folk, der på det groveste har mobbet og chikaneret mig, så jeg sagde efter lidt tid: ”Hvis du har noget at sige, skal du se at få det sagt. Jeg skal videre!”

Det falder mig ikke naturligt at være kort for hovedet og afvisende, men mennesker, som hende der er på ”listen”, har jeg virkelig ikke meget tilovers for. Det med ”listen” har jeg forklaret nærmere i blogindlæg ”156 I medvind og medgang.”.

Hun fremstammede noget med, at jeg jo på trods af alt har valgt at blive boende, og at så vil hun gerne være venner igen?!

Det påfaldende og groteske ved hendes såkaldte undskyldning var, at hun nærmest undskyldte sig selv og sin upassende og lede adfærd med, at folk jo plejer at flytte fra boligområdet, når de bliver udsat for ødelæggende chikane?!

Jeg stod lidt paf med løftede øjenbryn og sagde så med lidt hovedrysten: ”Så fordi jeres mission med at mobbe og chikanere mig ikke har fået mig til at flytte, så mener du, vi skal være venner nu?! Ha’ du nu en rigtig god dag…”.

På vej hjem overvejede jeg, om jeg burde have mindet hende om, hvor modbydelig hun har været. Skulle jeg monstro have remset op, hvad hun har tilladt sig at kalde mig af øgenavne? Havde det gjort en forskel i forhold til mulige, fremtidige ”ofre”, hvis jeg havde uddybet for hende, hvor ked af det jeg blev, da hun i en flok sammen med blandt andet beboerrådgiveren for nogle år siden stod uden for mit vindue og grinte og pegede?

Jeg er kommet frem til, at det nok var godt nok, at jeg ikke spildte min tid på at påpege og forklare.

Alt det, jeg er blevet udsat for, kan ikke gøres ugjort! Desværre! Man kan dog naivt håbe på, at de mangfoldige medløber-chikanører tænker sig om en ekstra gang, inden de igen går med til at forsøge at smadre et liv!

Situationen med den ældre kvinde forleden bekræftede på sørgelig vis for mig, hvordan tingene i rigtig mange år – i flere årtier – har “fungeret” i boligområdet. Uønskede elementer, som har turdet påberåbe sig rettigheder, og som har turdet åbne munden, er blevet chikaneret og truet. Enten har de stakkels mennesker valgt at tie på grund af den grove behandling, eller også har de set sig nødsaget til at flytte på grund af chikane, hærværk og trusler.

Jeg kæmpede Kampen for Retfærdighed, og jeg gav ikke op!

Det gør mig stolt og glad, at jeg på trods af helt urimelige vilkår tog kampen op, og at jeg selv på trods af dødstrusler nægtede at give op!

Kampen for Retfærdighed har været det hele værd

Jeg nyder mit hjem, jeg er utrolig glad for min lejlighed, og jeg sætter stor pris på min lille have

De øvrige i opgangen er søde, sjove, hyggelige, hjælpsomme og velfungerende. Beliggenheden er god i forhold til nærmest alt, jeg har brug for, og vejret pt. kan man i hvert fald heller ikke rigtig tillade sig at klage over. Alt er godt!

Så sent som i går var der opgangshygge. Desværre er vores fine bænk udenfor bygningen forsvundet, så der kunne vi ikke sidde. Vi håber på, bænken bliver leveret tilbage.

En havde bagt kage, og vi hyggede og snakkede om alt muligt. Næsten hver gang drøfter vi også kortvarigt, hvor frygtelig og barsk en tid det var, da værkstedshelvedet, chikanen og retssagen stod på. Vi kan dog smile til hinanden og takke hinanden for, at vi stod last og brast sammen, og at vi ikke var bange for at sige sandheden!

Selvom alt på sin vis ånder fred og idyl i boligområdet, så har alt bøvlet, den voldsomme chikane, truslerne, overfaldet og konfrontationerne sat dybe spor i boligområdet. Flere, end jeg nok egentlig har været klar over, har været involveret og har været påvirket af fadæsen!

Der bor simpelthen så mange flinke og ordentlige mennesker i boligområdet, og af og til får jeg lige en venlig bemærkning fra folk, jeg møder: ”Vi holder også øje”, ”sig til hvis du får brug for hjælp”, ræk ud – vi er der”, ”godt kæmpet – tak for din indsats”.

Den sidstnævnte kommentar har jeg efterhånden fået nogle gange. Det gør mig glad og stolt at vide, at jeg ikke udelukkende har kæmpet for mig selv, mit hjem og mine rettigheder, men at jeg også har kæmpet for andre og har gjort en forskel i dén henseende.

Jeg har gennem tiden fået tilsendt dokumentation, der viser, hvad andre har modtaget af usaglige og ubehøvlede skrivelser – blandt andet fra beslutningstagere i boligområdet…

Det er skammeligt og sørgeligt, at der hidtil har været en dagsorden, hvor visse personer har kunnet køre friløb og gøre præcis, som det passede dem…

Al opmærksomheden med Kampen for Retfærdighed, Teknik og Miljøs indblanding, retssagen og hele italesættelsen af det forkerte, ondskabsfulde og uretfærdige har i det mindste vist været med til at sætte en stopper for noget af makværket…

Vejlby Vest skal være et sted, hvor samtlige kan være glade og trygge!

Alle skal behandles ret ens og i hvert fald pænt og ordentligt!

Forleden var jeg på skovtur med nogle kolleger. Vi endte med at sidde i en af mine kollegers have lige ned til stranden. Det var en skøn og hyggelig aften i godt selskab.

Da jeg cyklede hjemad smilte jeg, for selvom jeg ikke bor lige ned til vandet, så ville jeg ikke bytte mit hjem og mine gode, søde, hjælpsomme naboer væk – selv ikke for et hjem lige ved strandkanten.

Hjemmet skal være ens trygge base, hvor man kan sove, hvile, slappe af og hygge, og mit hjem er (efter en lang og udtrættende kamp) blevet min trygge base!

Da jeg skulle hente en pakke i går, spillede en far bold med sine børn. Et andet sted stod en flok unge og hyggesnakkede. Det er rart at komme i vores lokale kiosk, hvor man kan købe forskelligt, og hvor man kan hente og bringe pakker.

Jeg oplever, at næsten alt ånder fred og idyl pt., og skulle noget være gået min næse forbi, så ræk endelig ud og giv mig dokumentation – så tager vi kampen op, hvis der er en kamp, der er værd at kæmpe!

Det har været en dejlig, varm, solrig dag. Jeg vil ønske alle en god aften

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 161 Livets facetter… first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Tallet ”160” får mig til at tænke på den festlige sang ”Volvo B18”. Sangen er en kærlighedserklæring til en gammel Volvo. Når omkvædene lyder, hører en bestemt dans til – i festligt lag i hvert fald.

Jeg husker stadig min tid på Handelshøjskolen i Aarhus, hvor mangfoldige studerende til festerne i introugen dansede løs til ”Volvo B18”. Gode minder

I stærk kontrast til gode minder står de år hvor jeg uafbrudt var nødsaget til at skulle kæmpe for mit hjem og ind imellem endda også for mit liv. I dage, måneder og år fik jeg virkelig med grovfilen og blev udsat for mangt og meget…

Heldigvis er langt det meste en saga forbi efter retssagens afslutning.

Når man i årevis har været i stærk modvind og pludselig har medvind, så kan man godt komme til at føle sig lidt som en fri fugl. Jeg har lidt en følelse af, at jeg – ligesom der bliver sunget om i sangen ”Volvo B18” – kører med høj fart ud af en lige landevej med frit udsyn, god stemning og dejlig baggrundsmusik. Det er en rar følelse!

Det er dog sådan i livet – eksempelvis også hvis man er så heldig at kunne køre i et klenodie, som en Volvo B18 velsagtens er – at man ej kan være sikker på ikke at støde på bump på vejen.

Jeg er ligesom alle andre her i livet ikke forskånet for udfordringer. Intensiteten og volumen i boligområdet har dog aftaget væsentligt, efter retssagen er afsluttet.

Enkelte brodne kar forsøger fortsat at chikanere mig, men jeg håndterer hvert enkelt chikanetiltag, og til chikanørernes frustration, så lider jeg ikke i stilhed

Jeg tror på, at man skal turde italesætte, når nogen agerer helt afsporet. Ved at sætte ord på hvad der foregår, bliver sagen belyst, og der kan sættes en stopper for nederdrægtighederne!

Det er ved at være længe siden, jeg lavede det sidste blogindlæg. Flere har spurgt til, om jeg er okay, og om mit gulv, mit skab og mit vindue er blevet lavet. Ja til det hele!

Jeg har det godt, og jeg kan med glæde meddele, at min lejlighed langt om længe er blevet færdiglavet efter vandskaden i 2023.

Jeg har boet i min lejlighed i lidt over 4 år nu, og det er første gang, jeg kan hejse flaget og melde, at der både er ro i mit hjem, og at der lige pt. ikke mangler at blive lavet noget.

I sidste uge fik jeg en lidt overraskende anmodning. Jeg blev bedt om at give en overordnet opdatering på situationen.

Situationen er overordnet set det levende helvede, jeg har gennemlevet de sidste godt 3 år inden retssagen. Situationen omfatter rigtig mange mennesker og instanser.

Der har gennem årene været massevis af ødelæggende og nedslående hændelser, som er dokumenteret og samtidig bevidnet af flere.

Jeg og øvrige er til stadighed agtpågivende i forhold til, hvis nogen begynder på noget som helst uordentligt og / eller uretfærdigt igen!

Jeg blev glad og taknemmelig, da jeg modtog den lidt uventede anmodning.

Det er betryggende og rart at vide, at der er folk med indflydelse, der (fortsat) holder et vågent øje med, hvad der foregår. Det er kærkomment, at forskellige udefra holder sig opdateret i forhold til, hvad der rører sig i Vejlby Vest.

Tak for ordentlighed, retskaffenhed og medmenneskelighed!

Det første, jeg valgte at nævne i min opdatering, var, at der fortsat er ro i og fra kælderlokalerne lige under min lejlighed! Sådan skal det være, og sådan er det! Skulle noget ændre sig i dén henseende, så vil der øjeblikkeligt blive skredet ind!

I blogindlæg ”159 Opladning.” beskrev jeg, at det ikke ligefrem har været en udsøgt fornøjelse for mig at kommunikere med Bytømreren, som er Alboas samarbejdspartner. Hele problematikken med hvor forkert og uretfærdigt jeg er blevet behandlet, valgte jeg også at nævne som et punkt i min opdatering. Det er ligesom alt andet relevant.

Et andet nævneværdigt punkt var overfaldsmanden. Desværre er han stadig på spil…

Forrige søndag skulle jeg hygge med en veninde. Hun havde lige skrevet, at hun snart ville køre ind på parkeringspladsen for at hente mig. Jeg gik op mod parkeringspladsen, hvor overfaldsmanden pludselig kom gående imod mig. Jeg fik først øje på ham få sekunder før, vi stødte på hinanden, men han havde øjnet mig. Han styrede over mod mig, men min veninde råbte højt ”hej smukke”, hvilket gjorde, det gik op for ham, at der var et potentielt vidne.

Desværre virker det til, den selvudnævnte ”gode perker”, som han af uforståelige årsager kalder sig selv, har planer om igen at overfalde mig. Selv på en søndag ved højlys dag holder han sig ikke tilbage…

I min opdatering nævnte jeg stort som småt. Blandt andet nævnte jeg også, at en vis ældre mand atter har kigget intenst ind i min have. Indtil videre har jeg kun taget ham i det én gang for nylig, men det skal stoppes omgående!

Med den historik der desværre er med stalking, overvågning, hetz og chikane, så ser jeg ikke gennem fingre med noget som helst!

Da jeg sendte min opdatering afsted, fik jeg tak og fik besked på at henvende mig når som helst. Desuden har jeg lovet løbende at opdatere om, hvad der rører sig – generelt i Vejlby Vest og i forhold til min lejlighed og mit velbefindende.

Hele mit formål med Kampen for Retfærdighed var også fra starten af at råbe op og gøre opmærksom på det uretfærdige, forkerte, absurde og helt afsporede.

Det er lykkedes mig at opnå præcis, hvad jeg ville, og det er jeg meget stolt af og glad for.

Man kan ikke ændre på, hvad der er foregået i omkring 40 år, men man kan være med til at sætte en stopper for noget, der slet ikke er i orden.

I det sidste blogindlæg beskrev jeg, at det på ingen måde har været hverken let eller ubesværet for mig at få min lejlighed sat i stand igen efter vandskaden i 2023.

Da jeg fik besked på, at det var nødvendigt at lægge et helt nyt gulv i det rum, jeg både bruger til kontor og soveværelse, blev jeg opgivende og faktisk også ked af det. Jeg så for mig og frygtede, at Bytømreren ville trække arbejdet ud i uendelighed. Der er en fortid, der bestyrker min mistanke…

Jeg skrev til boliginspektøren og gav udtryk for mine bekymringer. Jeg nævnte, at jeg ville være mere tryg ved, hvis det ikke var den faste tømrer i Vejlby Vest, der skulle ind i mit hjem og få mulighed for at forpeste min hverdag yderligere.

Boliginspektøren havde forståelse og imødekom min forespørgsel. Det blev arrangeret, at den flinke tømrer, der hjalp mig efter vandskaden, hvor områdets faste tømrer var sygemeldt, skulle kaldes ind.

Han er venlig, ordentlig og grundig, og ham er jeg tryg ved. Han har lavet det hele så fint, og han gjorde arbejdet hurtigst muligt.

Om det var tilfældighedernes spil, eller om nogen rent faktisk prøvede på at forsinke ham i at få færdiggjort min lejlighed, det får jeg nok aldrig et helt klart svar på.

Han fik fra mandag til torsdag til at skifte mit gulv og ordne mit skab samt mit vindue.

Mandag gik det hele fint. Gulvet blev fjernet, og tømreren og to lærlinge nåede endda at gøre klar til, at et nyt gulv kunne lægges.

Mandag fortalte tømreren, at han ikke ville kunne nå så meget om tirsdagen, da han skulle på to kurser. To kurser på en dag virker som lidt meget, når han nu ovenikøbet var under tidspres og skulle have færdiggjort en opgave?! Jeg skrev og informerede boliginspektøren om den viden, jeg havde fået.

Jeg sørger for at holde boliginspektøren og Alboas hovedkontor opdateret om alt, der foregår i Vejlby Vest. Jeg har erfaret, at det er en rigtig god idé!

Om min besked til boliginspektøren har noget med sagen at gøre, det ved jeg ikke, men i hvert fald blev det ene af kurserne udsat og senere helt aflyst.

Om tirsdagen nåede den flinke og grundige tømrer altså at lægge næsten hele mit nye gulv. Han manglede kun to gulvbrædder og gulvlisterne.

Onsdag havde vi aftalt, at han ville komme og gå i gang klokken 7.00. Jeg ventede, men han dukkede ikke op – til at starte med i hvert fald. Efter omkring 1 time kom han. Han var mødt til tiden og havde holdt udenfor porten og havde ventet på at komme ind i boligområdet for at genoptage arbejdet.

Områdets faste tømrer havde dog glemt at åbne porten for ham… Glemsomhed eller på fuld beregning? Jeg har min teori med min bitre erfaring in mente…

Onsdag blev gulvet helt færdigt og vinduet ligeledes. Da tømreren skulle male skabet, som også gik i stykker efter vandskaden i maj måned i 2023, studsede vi begge en del over resultatet. Den maling, tømreren havde fået udleveret fra områdets maler, var en hel del lysere end farven på skabet. Først drøftede vi, om det mon ville gøre en forskel, når malingen tørrede. Farveforskellen var dog drastisk stor, og det viste sig også, at tømreren havde fået udleveret den forkerte maling.

Den flinke og grundige tømrer sørgede for at hente den rigtige farve og fik malet skabet igen.

Torsdag kunne vi ikke få det til at passe med, at han kunne komme og ordne det sidste. Vi aftalte, at han skulle komme fredag morgen.

Han kom som aftalt fredag morgen. Min lejlighed er blevet fin, og arbejdet er færdig.

Lige så vel som jeg er forarget og oprørt over, at visse folk slavisk forsøger at sabotere min hverdag og mit hjem, så er jeg samtidig taknemmelig for gode mennesker – som eksempelvis den tømrer, der blev hentet ind til at udføre arbejdet i min lejlighed.

I denne uge har jeg atter spillet klaver til fællessang på et demensplejehjem. Det er hyggeligt og livsbekræftende. Det at synge sammen giver glæde. Jeg skal ærligt indrømme, jeg bliver lidt rørt hver gang. Det at se det søde og omsorgsfulde plejepersonale danse med en af de demente, og se pårørende tage sig af deres kære, imens vi hygger og synger – det er særligt, og jeg går hver gang fra plejehjemmet med en rigtig god følelse i kroppen.

Solen har skinnet i mange dage efterhånden, hvilket har givet anledning til at sidde udenfor og hygge. Det er så skønt med søde og hyggelige naboer, der lige skriver, om man kommer udenfor på bænken og hygger. Det giver sammenhold, og det er altid skønt at grine og bare nyde livet.

Lige så stille får jeg mine ting på plads i lejligheden, og jeg nyder mit hjem!

Som en afslutning på dette blogindlæg vil jeg besvare et af de mange indkomne spørgsmål.

15. Du skriver ofte om, hvor godt et sammenhold og naboskab I har i din opgang. Hvordan bærer I jer ad?

Jeg ved godt, man kan være uheldig og havne i en opgang, hvor der bestemt ikke er et godt naboskab. Jeg oplevede det på nærmeste hold, da jeg boede i min gamle opgang. Et i flere henseender dysfunktionelt naboskab med nag, psykisk sygdom, smålighed og sågar ulækkerhed. Man kan støde hovedet mod en mur og havne et sted, hvor man nærmest intet kan stille op. Jeg holdt mig dengang til de mennesker i opgangen, som var flinke og behagelige, og som jeg havde noget til fælles med.

I min nuværende opgang oplever jeg, at vi alle respekterer hinanden, og at vi giver plads til hinanden. Man hyggesnakker lige, når man har tid, og man hjælper, hvis man kan. Vi holder øje med hinandens hjem, og et godt naboskab kan give tryghed og glæde. Vi løber bestemt ikke hinanden på dørene, men vi er der for hinanden.

Jeg kan give et eksempel. For nogle uger siden havde jeg været afsted i weekenden. Da jeg lige var kommet hjem, fik jeg en sms om, at der var nybagt kage, og om jeg ikke kom op og hyggede. Vi sad en flok naboer og hyggesnakkede og grinte. En anden gang er det måske mig, der bager, eller også inviterer jeg naboerne på sodavand ude på bænken, så vi kan hygge i solen.

Jeg er taknemmelig for søde, positive, velfungerende naboer, der opfører sig ordentligt og også bare nyder livet

Generelt er jeg egentlig taknemmelig for rigtig meget!

Som jeg startede med at skrive, så flasker tingene sig i store træk for mig, og det føles som om, jeg drøner derudad med 160 kilometer i timen med et smil på læben.

Rigtig god dag derude

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 160 ”160 kilometer, ud af lige vej…” first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Det kan dog have endnu større omkostninger, hvis man undlader eller glemmer at lade ens egne, indre batterier op.

Jeg har brugt påskeferien på at lade op!

De fleste mennesker har travle hverdage med masser af gøremål. Man skal nå en helt masse. Det kan være svært at afse tid til lige at stoppe op og mærke efter.

Det er en skøn påskeferie, hvor jeg har hygget med familie og venner. Jeg har slappet af og har sovet længe (længere end normalt i hvert fald). Gåture i naturen er det også blevet til, og et par påskefrokoster og diverse hyggesammenkomster har der også været tid og overskud til.

Her 2. påskedag er det rigtig rart at kunne mærke, at jeg er ladet op, hvilket er gjort med god tid til latter, hygge og afslapning.

Da jeg kom hjem til min lejlighed, var min første tanke ”home, sweet home”. Jeg har bestemt nydt at være afsted, men det er også dejligt at være hjemme igen. På en dag som i dag hvor det regner lige så stille, og hvor fuglene fløjter i træerne, så ånder alt fred og idyl.

Til en af påskefrokosterne, jeg har været til med vennerne hjemmefra, faldt snakken pludselig på en påske-komsammen i min lejlighed for nogle år siden. Jeg havde inviteret nogle venner til spisning, og efterfølgende var planen, at vi blandt andet skulle spille brætspil.

Det blev desværre slet ikke lige den festlige begivenhed, vi alle havde satset på og glædet os til… Det blev en meget afkortet affære, hvor vi så os nødsaget til at bryde op og gå hver til sit.

Det, der spolerede vores påskehygge dengang, var den altoverdøvende værkstedslarm fra de ikke lydisolerede kælderlokaler lige under min lejlighed.

Samtlige af os husker, at vi ikke kunne overdøve larmen fra de store arbejdsmaskiner og de forskellige værktøjer. Ikke engang ved at tænde for musik og skrue op kunne vi overdøve den generende og enerverende larm. Man skulle tro, at man trods alt kunne regne med ro på en helligdag, men imens værkstedet stadig eksisterede, blev der ikke taget hensyn til noget som helst!

Mine gæster gik hjem, og jeg blev i min lejlighed. Jeg husker tydeligt – hvilket naboer også kan bevidne – at larmen fra de store arbejdsmaskiner og de forskellige værktøjer fortsatte i timevis.

Mange flere vidner kunne tillige have vidnet i Retten om, hvor ødelæggende og generende det forbudte og brandfarlige værksteds-foretagende var.

Heldigvis kæmpede jeg Kampen for Retfærdighed!

Heldigvis har jeg fået ro i mit hjem!

Heldigvis er værkstedet en saga forbi!

Det var en fadæse, der aldrig nogensinde kommer til at gentage sig!

Allerede på nuværende tidspunkt har jeg og vennerne lagt en plan om, at påskefrokosten næste år skal holdes i min lejlighed. Det bliver hyggeligt og sjovt!

En af de udfordringer, jeg desværre fortsat kæmper med, er stadig følgerne efter den akutte vandskade i min lejlighed i maj måned i 2023. Det er ved at være hele 2 år siden, og alligevel er min lejlighed ikke kommet helt i orden endnu…

De mange tusinde liter vand, der fossede ned i min lejlighed, ødelagde desværre en hel del ting og inventar.

Det var en langsommelig affære at komme bare nogenlunde i orden i min lejlighed igen. Det tog tid, da der skulle lægges nyt køkkengulv på, vægge skulle repareres og males, osv., osv.

I månederne efter vandskaden gav mit gulv i soveværelset sig. Revnerne mellem gulvbrædderne blev væsentligt større. Jeg fik forklaringen, at årsagen var fugt fra vandskaden. Jeg fik at vide, at det var et spørgsmål om tid, og så ville gulvet tørre og trække sig mere sammen igen.

Månederne gik og ganske rigtigt, så blev revnerne mellem gulvbrædderne smallere igen. Der skete dog samtidig også det, at forandringerne medførte, at gulvet knækkede. Jeg trådte ned i et hul, hvor min fod kom i klemme. Det ødelagte sted var lige midt i gangpassagen mellem mit soveværelse og min stue.

Jeg kontaktede områdets tømrer, som sagde, at han sagtens kunne reparere skaden. Det var i maj måned i 2024. Jeg ventede tålmodigt og henvendte mig også flere gange, men der kom ingen for at reparere mit ødelagte gulv?!

Da sommerferien var overstået, tænkte jeg i første omgang, at så ville der nok langt om længe komme en og sørge for, at jeg ikke kunne komme til skade, når jeg gik på mit gulv. Der kom dog ingen?!

Man kan vænne sig til meget, så til sidst vænnede jeg mig nok nærmest til, at jeg bare ikke måtte gå på mit gulv i det område. Desværre kom jeg dog til det ind imellem alligevel, og det samme gjorde nogle af mine gæster.

I december 2024 var min tålmodighed sluppet op. Jeg ved godt, tålmodighed er en dyd, men ind imellem er man nødt til at sætte foden ned og sige ”nok er nok!”.

Som jeg skrev om i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”, så henvendte jeg mig til Alboa og boliginspektøren om problematikken i december 2024. Det træk skulle jeg nok have lavet før, for boliginspektøren sørgede rent faktisk for, at Bytømreren skulle lave mit gulv.

Efter flere skrivelser frem og tilbage blev der lagt en plan for, at en enkelt gulvbrædde skulle udskiftes.

Boliginspektøren havde fra tømrerens side først fået indtryk af, at problemet var ude ved en side på mit gulv. Jeg sendte dog billeder og viste, at det var lidt over 2 meter inde fra den ene side og over 1,5 meter inde fra den anden side.

To tømrere kom i min lejlighed og brugte det meste af en dag på at udskifte den ødelagte gulvbrædde. Da tømrerne mente, at opgaven nu var fuldført, var jeg dog ikke ovenud tilfreds. Gulvet virkede stadig vakkelvornt, og det bukkede markant under.

Jeg var i kontakt med Bytømrerens leder. Han kom efterfølgende i min lejlighed sammen med den ene af tømrerne. Jeg viste, at gulvet stadig ikke var i orden, men lederen forsikrede mig om, at gulve i gamle lejligheder generelt giver lidt efter og knirker og knager. Jeg argumenterede lidt for, at jeg gerne ville have lavet gulvet ordentligt, men endte med (lidt modvilligt) at godtage (”bort)-forklaringen, selvom jeg ikke havde en god mavefornemmelse.

Desværre havde jeg ret! Mit gulv er igen knækket omkring det samme sted, og jeg skal atter rydde mit rum og skal igen have arbejdsfolk ind i mit hjem. Hvor er det belastende og ærgerligt!

Torsdag før påskeferien var Bytømrerens leder og tømreren på ny i min lejlighed. De skulle besigtige forholdet og kunne begge sagtens se, at mit gulv ER knækket.

Aftalen, torsdag før påskeferien (altså for 12 dage siden) blev, at lederen skulle kontakte boliginspektøren, så der kunne indgås aftale om, hvornår samt hvordan og hvorledes mit gulv skal laves – gerne helt færdigt denne gang!

I og med at jeg og mine besøgende risikerer at skade vores fødder, når vi går på mit ødelagte gulv, så var min formodning, at Bytømrerens leder ville prioritere at kontakte boliginspektøren hurtigst muligt om problemet – i hvert fald inden den efterfølgende, ret lange påskeferie. Jeg tog fejl!

Da jeg selv kontaktede boliginspektøren inden påskeferien, havde han slet ikke hørt fra Bytømrerens leder?!

Jeg undrer og ærgrer mig virkelig over, at et professionelt tømrerfirma ikke prioriterer at få fuldført og færdiggjort en opgave, som i forvejen er trukket mega i langdrag, og hvor der er en historik med fejl og mangler?!

I morgen, tirsdag den 22. april 2025, er det første hverdag efter påskeferien. Det bliver spændende at se, om Bytømreren helt har glemt opgaven, eller hvad der lige foregår…

Det mest ærgerlige – udover at kunne komme til skade ved at gå på sit gulv – er, at man mister tålmodigheden samtidig med, at man desværre mister respekten og tilliden. Havde jeg haft frit valg, så havde jeg nok valgt et andet firma til at ordne gulvet i min lejlighed. Det er dog nu engang Bytømreren, min boligforening har et samarbejde med, så jeg må håbe og satse på det bedst mulige – og det hurtigste – resultat…

Når Bytømreren næste gang har været i min lejlighed for at ordne mit gulv, så jeg ikke længere skal kunne komme til skade, når jeg går på det, så vil jeg gerne have boliginspektøren ud i min lejlighed for at godkende resultatet. Jeg orker ikke flere omgange, hvor jeg skal rydde og gøre plads, og hvor jeg skal undvære at kunne bruge et ret essentielt rum i min lejlighed!

Da jeg havde gæster forleden, påpegede en af mine besøgende, at skaderne foroven på skabslågen i gangen ej heller er blevet ordnet efter vandskaden i maj måned i 2023. Skabslågen er grå, og desværre stikker det ødelagte træ ud foroven, hvor vandmasserne ødelagde skabet. Ligeledes er farven gået af.

Da taksatoren fra boligforeningens forsikringsselskab var i min lejlighed efter den akutte vandskade, sagde ejendomsfunktionæren til taksatoren, at skaderne i min gang blandt andet ville blive udbedret. Noget af det blev også lavet – dog desværre ikke skaden på min skabslåge.

Måske vil boliginspektøren – når han bliver informeret om dette – sørge for, at også dén skade bliver udbedret. Bedre sent end aldrig…

Det er trods alt mit hjem, og det er ikke skader, jeg på nogen måde har været skyld i!

Jeg læste lige, at den katolske kirkes overhoved, Pave Frans i dag er død i en alder af 88 år. Han arbejdede helt til det sidste, og han efterlader sig et historisk aftryk. Han var et inspirerende menneske, der satte fokus på ydmyghed, social retfærdighed og medmenneskelighed. Det er så afgørende med mennesker, der gør en positiv forskel og kæmper for andre. Hvil i fred, Pave Frans.

Jeg vil ønske alle en rigtig god 2. påskedag.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 159 Opladning. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Her til aften har jeg haft den måske allersidste telefonsamtale med en kær ven. Min ven er efter et længerevarende, alvorligt sygdomsforløb blevet erklæret terminal.

Jeg er slet ikke klar til at miste min ven, og hun vil gerne nå meget mere, inden hun skal herfra. Hverken min fightervilje eller hendes kan dog overvinde de odds, der nu engang er.

I lidt over 15 år har jeg været så privilegeret at have min ven i mit liv. Vi har så utroligt mange gode minder sammen!

Samtalen i aften varede heldigvis et godt stykke tid. Vi grinte sammen, hyggesnakkede, drøftede forskelligt, takkede hinanden, og vi tog vel nok en slags afsked. Jeg håber dog alligevel på at nå bare én mere hyggestund… Bare én mere samtale…

Under vores samtale var min brave ven som altid rolig, glad, fredfyldt og helt klar i mælet. Jeg blev grådkvalt et par gange, for jeg er slet ikke klar til at miste hende og undvære hende i mit liv!

Samtalen i aften var god samtidig med, den var svær. Der er så meget, man gerne vil nå at sige og endda gentage. Man har så meget at takke for. Man vil gerne blive ved med at kunne høre stemmen. Den smitsomme latter er skøn at lytte til, og den gode humor kan man ikke få nok af.

Det bliver et stort savn, når jeg mister min ven!

Min ven er et menneske, der besidder mange, rigtig gode egenskaber. Hun er skarp og snarrådig, og jeg har gennem årene lært meget af hende. Vi har haft mangfoldige, gode snakke. Vi har hygget os sammen, og vi har haft grineanfald, der næsten tog pusten fra os begge.

Da jeg i 2021 flyttede ind i min nuværende lejlighed og pludselig havnede midt i et helvede med værkstedslarm og omfattende chikane, viste min ven sig at være en ukuelig, utrættelig støtte. Hun har kæmpet sammen med mig hele vejen igennem, og hun har til hver en tid været klar med gode råd, støtte, smil og kærlighed.

Min ven er et intelligent menneske, som jeg har stor respekt for. Hun kan noget helt særligt – blandt andet også med heste. Jeg har for mange år siden givet hende kælenavnet ”heste-hviskeren”, for på trods af sin lille størrelse kan hun håndtere og nå ind til store heste i alle afskygninger.

Imens jeg skriver dette blogindlæg, har jeg mest af alt lyst til at ringe op til min ven igen. Jeg er slet ikke klar til at have haft den sidste hyggesnak med hende!

Man bliver nok aldrig klar til at miste de mennesker, der betyder rigtig meget for en. Det er hjerteskærende, at jeg om kort tid ikke længere kan besøge hende, og at jeg ej længere kan ringe til hende. Hvor køber man mere tid?

Jeg ved, min ven har læst med i bloggen om Kampen for Retfærdighed. Jeg håber, du min kære ven, når at læse dette blogindlæg – eller lytte til det.

Tak for dit venskab og din måde at være på! Du vil altid have en særlig plads i mit hjerte!

Jeg vil ønske alle en rigtig god påske.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 158 Dedikeret til en kær ven. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Hun forklarede, at en ældre dame i boligområdet har opsøgt hende gentagne gange. Beboeren har en følelse af, at den ældre dame forfølger hende for at kunne komme i kontakt med hende.

Ifølge beboeren spørger den ældre dame gang på gang ind til, om det nu også kan passe, at beboeren er rigtig glad for at bo i vores opgang?!

Ligeledes har den ældre dame flere gange stillet spørgsmålstegn ved, om beboeren nu også blev taget rigtig godt imod, da hun flyttede ind?!

Beboeren oplever, at den ældre dame bliver ved og ved, selvom beboeren efterhånden adskillige gange har bekræftet, at hun ER rigtig glad for at bo i opgangen, og at hun BLEV taget rigtig godt imod, da hun flyttede ind?!

Den pågående ældre dame tog så skridtet videre forleden. Hun spurgte beboeren, om der ikke bare er én person i opgangen, der er et problem?!

Da den nysgerrige og nærgående kvinde stillede dét spørgsmål, faldt femøren for beboeren. Vedkommende er af andre i opgangen blevet orienteret om, at jeg muligvis (stadig) står for skud, og at det er vigtigt at være agtpågivende, hvis nogen prøver på noget.

Som jeg skrev om i sidste blogindlæg ”156 I medvind og medgang.”, så er jeg efter over tre års kamp nået til et tilfredsstillende punkt, hvor jeg nyder min hverdag og mit hjem, og hvor jeg ikke hver dag skal spilde en masse tid og krudt på alt muligt ærgerligt.

Der skal naturligvis (og heldigvis) mere til at vælte mig end, at et gråhåret gespenst uden noget fornuftigt livsindhold generer og chikanerer mig, MEN – det er belastende, og det er ødelæggende! Den chikanerende og mobbende adfærd er IKKE OK, og den er fuldstændig uacceptabel!

Da beboeren henvendte sig til mig og fortalte om det forskellige, var min første tanke: ”Stopper de dog aldrig…”. Jeg blev ikke ked af det, men jeg blev ærgerlig og irriteret. Mest af alt blev jeg på ny kampklar!

Jeg foreslog beboeren at gå med en optager på sig – ligesom jeg selv sørger for at gøre. Fælden kan klappe for det nysgerrige, chikanerende bæst, hvis beboeren optager og kan dokumentere, at hun gang på gang bliver opsøgt og udspurgt.

Uanset om jeg bliver nævnt med navns nævnelse, eller om den ældre dame blot forsøger at udpege mig og samtidig opildne andre til også at chikanere mig og vende sig imod mig, så er der tale om chikane og mobning! Måske er stalking også i spil.

Det er ret sigende om den ældre kvinde selv, at det er SÅ ubegribeligt for hende, at nye beboere i vores opgang bliver taget rigtig godt imod?!

Hvorfor skulle man dog ikke gøre meget for også at få nytilkomne til at føle sig godt tilpas?

Det ærgrer mig, at jeg ikke blot kan få lov til at være i fred!

Det eneste positive, der er at sige om den sag, er nok, at fælden med stor sandsynlighed klapper meget snart, så den ustoppelige chikanør langt om længe kommer til at stå til ansvar.

Apropos vores opgang – hvor er det dejligt at bo i opgang med mennesker, der er let omgængelige, som hilser pænt, der eventuelt hyggesnakker, som hjælper med småting, der henvender sig høfligt osv. Vi har virkelig et godt naboskab!

Vi er en ret blandet flok – både køns-, alders- og sprogmæssigt, men de små marginaler er i den henseende bedøvende ligegyldige, for et smil og en håndsrækning er let tolkelige og forståelige for alle og enhver.

Vores naboskab er noget ganske særligt, og den gode stil varer ved, selvom der fra tid til anden er en udskiftning i beboersammensætningen.

Der skal ofte meget lidt til at gøre en positiv forskel. Gensidig respekt, forståelse, hjælpsomhed og venlighed danner et godt grundlag i de fleste sammenhænge.

Til dig, dit ældre kvindegespenst – ingen i vores opgang er udenfor fællesskabet! Alle skal have det bedst muligt! Hold dog din nysgerrige, ondskabsfulde snude for dig selv! Jeg opsøger bestemt ikke dig og dit selskab! Du skal holde dig langt væk fra mig, og du skal heller ikke forsøge at vende flere imod mig! Det er utroligt, at man skal blive ved med at forsøge at opdrage på et ældre menneske, der desværre mest af alt minder om et uopdragent, utilpasset barn! SKAM DIG OG HOLD DIN MUND, NÅR DU IKKE HAR NOGET FORNUFTIGT AT SIGE!

Flere beboere i opgangen har bevidnet, hvor meget jeg er blevet udsat for. Det er ikke småting!

Forleden bankede det på min hoveddør. Da jeg åbnede, stod en anden af beboerne i opgangen udenfor min dør med et smil på læben og sang noget fra en gammel sangleg: ”Første gang så la’r vi dem gå, anden gang så lige så, men tredje gang så…”. Jeg trak på smilebåndet og forstod så, at beboeren havde fået nys om den nylige chikane imod mig. Meldingen var klar – jeg fik bekræftet, at jeg ikke kæmper alene, og at flere holder et vågent øje.

Jeg skriver det næsten i hvert blogindlæg efterhånden, men hvor er jeg taknemmelig for søde naboer og fornuftige mennesker med gode intentioner!

Renoveringerne i boligområdet har nået sin ende for noget tid siden. De sidste containere er fjernet, og der er efterhånden ryddet op over det hele. Man kan godt savne lidt, at området summede ekstra af liv, og det var hyggeligt at have de flinke byggefolk i nabolaget. Nogle lærte man lidt bedre at kende end andre – sådan vil det være. Jeg fik nogle dybere samtaler med enkelte, som kom til mig, fordi en ældre kvinde havde bagtalt mig, nævnt mig ved navn og havde udpeget min lejlighed. Og ja – den opmærksomme læser vil nok tænke, at der med stor sandsynlighed er tale om den samme ældre dame, som forfølger og opsøger beboeren i min opgang.

Jeg lyttede, når nogen kom og berettede. Det er min tilgang. Jeg skriver og dokumenterer i bloggen, jeg melder ligeledes til politiet, og jeg kommunikerer med juridiske instanser, men jeg sladrer ikke!

Til min fordel behøvede jeg ikke at sige noget. Hver og en konkluderede selv, at den ældre dame virkelig må være ensom, og at hun må have nogle seriøse problemer. Det er også min tanke – at bruge sit liv på at bagtale, nedgøre, ødelægge, chikanere og genere… Hvor er det trist og sørgeligt! Hvis hun ikke var så ondskabsfuld og malplaceret i sin gøren og laden, så ville man nok have ondt af hende.

Jeg har ikke ondt af hende! Jeg venter tålmodigt på, at fælden klapper meget hårdt i!

I forbindelse med at jeg forsøger at besvare indkomne spørgsmål, så er vi nået til spørgsmål 14. Gennem tiden har flere stillet næsten det samme spørgsmål, og spørgsmålsstillerne står selv i barske, uretfærdige situationer.

14. Var du aldrig ved at give op, når du nu mødte SÅ megen modstand og blev udsat for så meget?

Nej! Kort og godt nej! Dét at give op var aldrig en mulighed i min optik. Jeg overvejede det ikke engang. Men jeg var nok igennem hele følelsesregisteret mangfoldige gange. Jeg var bange, ked af det, vred, irriteret, forarget, paf, overrasket, chokeret, udkørt, rasende og alt muligt andet. Det var en slags rutsjebanetur, hvor jeg virkelig oplevede bagsiden af medaljen – de brodne kar (også kaldet røven af fjerde division). Samtidig oplevede jeg mennesker udvise medmenneskelighed, omsorg, forståelse og det, jeg nærmest vil kalde heltemod.

De, der har skrevet og spurgt om, hvorvidt jeg nogensinde overvejede at give op, har samtidig hver især berettet om forskelligt, de har oplevet og er blevet udsat for. De står på hver deres måde for skud, fordi de har påberåbt sig rettigheder, de er gået imod strømmen, de har nægtet blot at lade stå til… De mærker nu, hvad prisen er for ikke at holde sin kæft, og hvad det koster rent menneskeligt og følelsesmæssigt, når man vælger at kæmpe for retfærdighed.

Som jeg før har skrevet om i bloggen, så er mit råd til jer hver især: Mærk efter – er det en kamp værd at kæmpe, så kæmp! Dokumentér, hold ud, ræk ud, vær saglig, synk ikke ned på det niveau modstanderne er på, tænk langsigtet, vær vedholdende og involver nødvendige instanser – politi, kommune, retshjælp, advokater osv.

Når man er oppe imod mennesker, der tyr til midler som at hælde urin på døre, kaste ætsende væsker efter folk, smadre og stjæle ejendele, chikanere, mobbe, true, injuriere, inkriminere osv., så skal man have sin dokumentation i orden, men vigtigst af alt så skal man væbne sig med tålmodighed og tage ”the high road”. Dét at tage ”the high road” betyder, at man fortsætter med at holde den gode stil uanset, hvor amoralsk og uetisk modparten gebærder sig.

Det kræver virkelig meget af en, og derfor starter jeg med at råde til, at man overvejer grundigt og mærker efter.

For mig var sagen fra starten af soleklar – kampen for retfærdighed skulle kæmpes!

Som jeg skrev i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”, har jeg virkelig fået med grovfilen og er blevet udsat for utroligt meget grimt, forkert, usagligt og komplet uretfærdigt.

Jeg endte i løbet af processen med både at blive chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret?!

I Kampen for Retfærdighed kæmpede jeg vitterligt for nærmest alt, jeg har kært. Min person, mit hjem, min tryghed, mit ry, mine rettigheder, min straffeattest, min retssikkerhed, mit liv og min tilværelse.

Det er surrealistisk at tænke tilbage på, hvor håbløst det hele så ud i lang tid, men jeg holdt ud, jeg blev ved med at kæmpe, jeg nægtede at give op, og det lønnede sig i sidste ende!

Men, og der er et men – jeg er ikke kommet igennem alt dette uden at få nogle ar på sjælen, og det har været en meget dyr pris at betale. Jeg er til stadighed traumatiseret efter overfaldet, og som jeg startede med at skrive fortsætter chikanen fra nogle sørgelige kanter desværre stadig imod mig.

Det positive ved den langsommelige proces er, at mange flere er blevet opmærksomme og har fået fokus på, hvad der egentlig foregår, og hvem der i de fleste tilfælde står bag alt det under lavmålet.

Man skal gøre op med sig selv, om det positive – alt det man kæmper for – opvejer alt det negative. Det gjorde det for mig!

Jeg håber, jeg besvarede spørgsmålet på en god måde.

Det berører mig, når jeg hører om andre, der står i en lignende, håbløs situation, som den jeg i starten og langt hen i forløbet befandt mig i. Jeg kan levende sætte mig ind i, hvordan det føles konstant at støde panden mod en mur.

Pas på jer selv derude – nogle er desværre villige til at gå langt over enhver tænkelig grænse.

Det bliver vist afslutningen denne gang – min opfordring til at passe på sig selv og på hinanden. I dag spillede jeg klaver til fællessang på et plejehjem. Det var hyggeligt og næstekærlighed og omsorg var i højsædet. Mere venlighed, mindre uvenskab – TAK!

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 157 Fælden kan klappe… first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Tusind Tak til jer der har spurgt ind til min helbredssituation. Jeg har egentlig med fuldt overlæg undladt at komme ind på emnet, da jeg ikke har villet risikere at jinxe noget.

Som jeg nævnte i nogle blogindlæg, stod det i månedsvis ret skidt til. Der var mange dage med feber, smerter, ulidelig træthed, svimmelhed, kvalme, you name it… Det kan være ret drænende og udfordrende, når man ikke kan komme ovenpå. Selvom Lupus / SLE er en kronisk sygdom, så er der heldigvis – under normale omstændigheder – dage og perioder, hvor jeg ikke mærker særligt til sygdommen og dens fiksfakserier. Men i denne omgang kunne jeg ikke komme ovenpå uden hjælp, og heldigvis var der hjælp at hente.

Jeg får immunhæmmende medicin ind i årerne på sygehuset ind imellem, og jeg mærker allerede her efter få gange en markant forbedring. Dejligt!

Jeg er så taknemmelig for at bo i et land som Danmark, hvor man som syg og skadet kan blive undersøgt og få behandling. I USA eksempelvis er forholdene helt anderledes. Min autoimmune grundsygdom Lupus / SLE koster månedligt og årligt flere patienter i USA livet, fordi de ikke har en sundhedsforsikring og ej har midlerne til at blive undersøgt og tilkøbe behandling. Det er barsk og trist.

Godt nok er der måske ved at komme et slags A og B hold i Danmark i forhold til ventetider og økonomi til privathospitaler, men ingen bliver nægtet hjælp. Røntgen, scanninger og medicinsk assistance er alle og enhver forundt i Danmark. Det er prisværdigt og fordelagtigt, hvis man er så uheldig eksempelvis at komme til skade eller blive ramt af en fysisk, invaliderende sygdom.

Det var lige en intro om årstider, vejr, helbred og taknemmelighed.

I rækken af spørgsmål er jeg nået til det niende. Som ved de fleste af spørgsmålene er det svært at give et klart svar, men jeg vil som sædvanlig forsøge at svare bedst muligt.

9. Er det larmen, chikanen, mobningen, hetzen, overfaldet osv., der har gjort dig syg?

Jeg var i forvejen kronisk, fysisk syg, så lige dén del kan man ikke bebrejde de implicerede. Der er dog ingen tvivl om, at det levende helvede, jeg befandt mig i nonstop i over tre år i streg, ikke ligefrem har været helbredsfremmende!

Den ofte altoverdøvende, enerverende værkstedslarm var et kæmpe stort problem i sig selv. Imens værkstedslarmen fra de ikke lydisolerede kælderlokaler hærgede mit hjem i tide og utide, led jeg af søvnmangel, hvilket gjorde mig utilpas og udtrættet. Hovedpine havde ligeledes en hyppig forekomst grundet larmen fra de store arbejdsmaskiner og de mangfoldige værktøjer. Dét at fratage en person muligheden for søvn er et torturredskab, som desværre bruges i visse sammenhænge og regimer. Vi mennesker har brug for søvn og hvile, og når man gang på gang vækkes eller holdes vågen eksempelvis af dominerende larm, så har det i længden helbredsmæssige konsekvenser.

Chikanen, mobningen, hetzen og overfaldet har haft store konsekvenser for mig – både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg tror dog ikke reelt, man umiddelbart kan lægge de udfordringer og ondskabsfuldheder til grund for, at jeg har været igennem en længere periode med feber, næseblod, smerter osv. Sygdomssymptomer og sygdomsperioder er desværre en del af pakken så at sige, når man er kronisk, fysisk syg. Jeg håber, mine svar giver mening. Ellers spørg endelig igen og uddyb eventuelt, hvis der er behov for, noget præciseres.

10. Du har før beskrevet, at du nærmest levede et dobbeltliv, hvor du levede et normalt liv udenfor boligområdet samtidig med alt det ødelæggende og skræmmende, der foregik. Kan man overhovedet det?

Både ja og nej. Et dobbeltliv er nok også så meget sagt, men situationen i boligområdet var så surrealistisk, barsk, nedrig og ubegribelig, at det var et frirum for mig, når jeg oplevede den virkelige verden udenfor dette i mange tilfælde sammenspiste, dysfunktionelle, uordentlige sted.

Virkeligheden er blevet en anden i boligområdet nu, hvor der er kommet fokus på forskelligt, og nu hvor instanser, myndigheder og retsvæsenet har været blandet ind i at rydde lidt op og håndhæve lov og orden.

Som forventet har intet ændret sig i forhold til de mennesker, jeg betegner som de brodne kar. Nogle stirrer stadig ondt på mig, og nogle af ”de grimme tanter”, som er blevet vores fællesbetegnelse for dem, bagtaler mig stadig og har nok meget ondt et vist sted, fordi de ikke lykkedes med deres sammensværgelsesplan.

Da det hele spidsede til og stod allerværst til, mistede jeg på et tidspunkt lysten til at gå ud – simpelthen af frygt for hvad jeg ville blive udsat for. Men jeg kunne heller ikke holde ud at opholde mig i hjemmet, for det var inden det larmende, brandfarlige, forbudte værksted i kælderlokalerne lige under min lejlighed blev lukket ned, så i mit hjem var jeg nødsaget til morgen, middag, aften og nat at høre på enerverende værkstedslarm.

Det var en meget langvarig, uholdbar situation at befinde sig i, og når jeg kigger tilbage, klapper jeg lige mig selv på skuldrene for overhovedet at have holdt ud.

Jeg er og har været utrolig heldig med de mennesker, jeg har og har haft omkring mig i min opgang og i min omgangskreds. De hjalp mig med at fortsætte min hverdag med vaner og rutiner. Noget så simpelt som at få handlet kunne være en udfordring, for tænk hvis jeg igen fik kastet noget efter mig, hvis nogen råbte af mig, hvis nogen igen jagtede mig, hvis nogen atter højlydt antastede mig i Føtex…

Da det stod værst til, blev jeg udsat for alt muligt ødelæggende, generende og skræmmende. Først handlede mine naboer for mig. Derefter fulgtes vi ad. Senere stod de på lur og var klar til at gribe ind, hvis nogen begyndte på noget som helst.

Jeg er og vil altid være dybt taknemmelig for de mennesker, som af et godt hjerte hjalp mig igennem en helt ubegribelig svær tid. TAK til alle jer!

Der bor rigtig mange flinke, høflige og ordentlige mennesker i Vejlby Vest. Der bor dog også en hel del mennesker, som ikke just er hverken velfungerende, rettænkende eller velmenende. Jeg hilser stadig på langt størstedelen og sender et smil eller kommer med en venlig bemærkning om vejret eksempelvis.

De medskyldige er på ”listen”, og dem på ”listen” har jeg en helt anden tilgang til. Jeg holder mig hvis muligt langt fra dem, og skulle de konfrontere mig eller forsøge på noget, så håndterer jeg, hvad end de forsøger sig med!

Jeg skal nok forklare det med ”listen”, for det bliver relevant i forbindelse med et af dagens spørgsmål.

11. Møder du stadig overfaldsmanden?

Ja, ærgerligt nok møder jeg ham stadig ind imellem på udendørsarealer. Han bor i naboopgangen, så det kan næsten ikke undgås. Han handler dog indtil videre klogt, for han gør mig ikke noget, og han siger ikke noget til mig.

Overfaldssituationen har fået store konsekvenser for mig, for min færden og for min hverdag – stadig her flere år efter. Jeg tør stadig ikke gå i kælderen på egen hånd af frygt for at møde ham. Hans hidtil utilregnelige og voldsomme adfærd har skræmt mig og har sat dybe spor.

Ligesom ved alt andet er der dog lavet en handlingsplan i forhold til ham også. Det sker ikke én gang mere, at han gør mig noget som helst! Hvis han er dumdristig og modbydelig nok til igen at overfalde mig, så får det omsiggribende konsekvenser!

For nylig gik der noget op for mig. Nogle gutter fra min perifere omgangskreds spurgte, hvorfor jeg intet har nævnt overfor dem om overfaldet og overfaldsmanden. En bekendt havde nævnt hændelsen i en eller anden sammenhæng. De var ærgerlige over, at jeg ikke har rakt ud og bedt om hjælp. Jeg har været i selvskab med dem ret mange gange siden overfaldssituationen, men min tavshed lige om dét og om ham skyldes flere ting.

For det første er det hårdt og barsk at snakke om. Desuden vil jeg helst ikke fremstå som et offer. Det er pudsigt, at man oveni alle de andre følelser også kan være flov over at være blevet udsat for noget. Mest af alt har jeg nok været påpasselig med at opildne til noget som helst.

De unge fyre fra mit netværk er nogle søde guttermænd, som passer deres træning – ligesom de passer deres studier og jobs. Det vil ikke være en udfordring for dem at ”håndtere” overfaldsmanden, som ikke just er hverken stor eller trænet, men jeg vil allerhelst mane til ro og håber på, noget lignende aldrig gentager sig. Generelt er overfaldsmandens “mandsmod” vist kun i spil overfor kvinder…

Jeg nævner overfaldet i bloggen, fordi jeg også bruger bloggen til at kunne huske, bevise og dokumentere. Det er som sådan ikke hemmeligt, at jeg blev overfaldet. Det er på sin vis heller ikke skamfuldt, men hvor ville jeg gerne have været den traumatiserende oplevelse foruden.

Jeg er på ingen måde tilhænger af selvtægt! Når det så er sagt, så vil jeg hverken være jaget vildt eller leve i frygt resten af min tid i boligområdet! Jeg har planer om at bo her i rigtig mange år, og jeg opsøger ikke de brodne kar! Jeg undgår dem helst!

Skulle det forfærdelige ske, at jeg igen bliver overfaldet, så melder jeg naturligvis først og fremmest forholdet til politiet. Ofte dør sager dog hen, hvis bevisbyrden ikke kan løftes osv. Det var tilfældet sidst, så gerningsmanden slap ganske ustraffet fra at have udsat mig for noget traumatiserende. I lang tid gik han rundt med et smørret smil, som om han hoverede over, hvad han ustraffet var sluppet afsted med at udsætte mig for.

Politiet vil naturligvis være plan A. Men der også en plan B, som ikke vil være min første prioritet eller mit ønskede valg, men som jeg anser for en nødvendig nødplan.

12. Hvad er din værste frygt ved at gå i kælderen alene?

Erindringen om overfaldet sidder dybt inde i mig. Ligeledes gør frygten for, hvad han mere havde kunnet finde på, hvis vi ikke var blevet afbrudt. Han holdt mig til fange i vaskeriet efter hændelsen, og var den ældre, flinke herre, som blev min redningsmand, ikke kommet tilfældigt i kælderen… Jeg tør ikke tænke tanken til ende…

Min frygt er hovedsageligt at være alene med ham i kælderen. Hvad kan han finde på, ham, som af uforståelige årsager kalder sig selv ”den gode perker”?! I min optik er han ikke den gode noget som helst!

Det er hverken hans kropsbygning eller muskelstyrke, der skræmmer mig. Det er utilregneligheden og den voldsomme adfærd.

Når man først kan få sig selv til helt umotiveret at overfalde en sagesløs kvinde og holde hende til fange i et vaskeri ved højlys dag, så har man i hvert fald en afvigende adfærd! Typer som ham der ikke handler og tænker ”normalt” er nok dem, som i mange tilfælde oplever at blive afvist og undgået.

Jeg har gemt alle de sms’er, han skrev til mig. Det materiale indgik også som bevismateriale i retssagen. Det had, han har til andre, er måske med til at få ham til at gøre andre ondt?! Det er svært at sætte sig ind i, og det er ubehageligt at stå mål med!

Worst case scenario vil først medføre politianmeldelse. Kommer politiet til kort, iværksættes plan B.

Endnu et overfald kommer han IKKE til at slippe ustraffet fra! Men mit håb er uden tvivl, at han lader mig være, så intet at dette bliver en nødvendig realitet!

Jeg nupper lige et sidste spørgsmål.

13. Du skriver, du stadig dokumenterer og gemmer alt bevismateriale. De mennesker, der tog del i chikanen og mobbede dig osv., men som lader dig være nu, er de stadig registreret med navn og adresse?

Dette spørgsmål har jeg fået tre gange i forskellige versioner. Man kunne mistænke, at det er en eller flere af de ”skyldige”, som spørger, men det er helt ok. Bloggen er for alle, og naturligvis vil jeg også svare bedst muligt på dette spørgsmål.

Ja, intet er blevet slettet. Alt er gemt og gemmes løbende på flere forskellige lokationer – både fysisk, elektronisk og i udlandet. ”Listen” som jeg nævnte før, er en liste, hvor mistænkte og skyldige er registreret med flest mulige informationer. Navne, adresser, udseende, væremåder, opholdssteder, hændelser osv. Alle mulige oplysninger som vil kunne hjælpe politiet på vej til en opklaring.

Jeg sætter stor pris på, at næsten alle de ubehagelige lader mig være i fred nu. Ingen tvivl om det.

Men, og der er et aberdabei – når man gør sig selv medskyldig i alvorlige forseelser som chikane, mobning, hærværk, vold osv., så må man tage med, at man kan risikere at komme til at stå til ansvar.

Hvis der ikke sker mere, så vil ”listen” og alle de øvrige beviser blot blive opbevaret til evig tid. Skulle noget igen ske, så er det nemt blandt andet at hive ”listen” frem og udpege mistænkte, mulige gerningsmænd.

Til jer der måske fortryder, hvad I har gjort: Det at angre er et tegn på, at I ikke nødvendigvis er dårlige mennesker, fordi I har lavet noget ulovligt, ødelæggende og modbydeligt. Tænk jer rigtig godt om en anden gang og overvej, hvordan I ville tænke og føle, hvis det var jer selv, der blev udsat for alt det forskellige. Men ros til jer for trods alt at have dårlig samvittighed!

I går skinnede solen fra en flot, blå himmel. Her til morgen var det tåget, men fuglene fløjtede alligevel. Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 156 I medvind og medgang. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

En enkelt eftermiddag forvildede jeg mig optimistisk ud i min have og fik ordnet forskelligt. Solens stråler varmede lidt, og der var en blå, skyfri himmel. Det var som altid skønt og hyggeligt at være derude, men samtidig var det tillige en rigtig råkold fornøjelse.

Siden sidste blogindlæg ”154 Tungt brænde kommer til at falde!”, hvor der så at sige varslede onde tider, har der været ro på!

Sådan skal det helst være, og vi i opgangen satser på, at det er, hvad vi fremadrettet kan forvente!

Byggefolkene har meddelt, at de ikke mangler at lave særligt meget. Derefter er vores klare forventning, at der bliver meget mindre aktivitet i og omkring de kælderlokaler, der hidtil blev brugt til larmende, brandfarligt værksted.

Vores bygning blev renoveret før nabobygningen. Det var den rækkefølge, der blev lavet i forhold til renoveringsplanen. Nabobygningens kælder blev dog ”ordnet” før kælderen i vores bygning.

Det sidste, der mangler at blive lavet i vores kælder, er i de kælderlokaler, som retssagen omhandlede. Et af byggefolkene sagde, at de først er kommet i gang sent, fordi de ikke kunne få adgang til de pågældende lokaler?! Den ansatte sagde, at lejeren ikke havde villet udlevere sin nøgle?!

Der er mange modstridende oplysninger, og det kan være svært at komme til bunds i, hvad der er sandt og usandt.

Under retssagen påstod begge modparternes advokater, at boligforeningen havde inddraget lejerens nøgle til kælderlokalerne. Påstanden var altså, at lejeren ikke havde haft adgang, fordi nøglen angiveligt var i boligforeningens varetægt…

Allerede under den verserende retssag bad min advokat og jeg om dokumentation for, at nøglen skulle være inddraget. Det var relevant i forhold til, om der var blevet arbejdet og larmet i lokalerne.

Det burde være forholdsvis nemt for boligforeningen at dokumentere, hvis og såfremt nøglen var blevet inddraget fra lejeren.

Boligforeningens advokat meddelte dog over for Retten, at der ingen skriftlig dokumentation ville komme. Den eneste ”bevisførelse” ville være, at Alboas vidner ville udtale sig mundtligt herom…

Det kan undre, hvis der ikke er lavet noget papir på, HVIS nøglen rent faktisk ER blevet inddraget, eller HVIS låsen faktuelt ER blevet udskiftet?!

Når jeg – hvis jeg er nødsaget til det – afleverer en af mine nøgler, så bliver det skrevet ned i min lejerprofil, og nøglenummer eller nøgletype bliver registreret. Det skulle undre meget, hvis det samme ikke var tilfældet i den samme boligforening, i det samme boligområde og endda i den samme bygning…

Det er vist en ret gængs fremgangsmåde, så der er styr på formaliteterne.

Når jeg tænker tilbage på de år, hvor retssagen verserede, så er det tankevækkende, hvad der egentlig foregik. Gang på gang var jeg med min dokumentation og mine stålfaste beviser i stand til omgående at modbevise modparternes usande påstande.

Retssagen er heldigvis veloverstået, og jeg vælger – som det er nu – at betragte den som en saga forbi!

Meget falder på plads efterhånden. Min lejlighed er i januar 2025 langt om længe blevet færdigrepareret efter vandskaden i maj måned i 2023. Mit gulv i soveværelset er blevet lavet. Det kører efterhånden upåklageligt med vaskeriopkrævninger. Vores dørtelefonanlæg er atter tændt og giver os i opgangen en ekstra sikkerhed.

Jeg har opnået, hvad jeg opslidende hovedsageligt kæmpede for i over tre år – nemlig at få ro i mit hjem. Alt i alt virker mit hjem efterhånden til at være et hygge-domæne med plads til velvære og latter, som jeg fra starten af ønskede det.

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg, så havde flere i boligområdet bemærket, at der var lys i kælderlokalerne på forskellige tidspunkter – vel at mærke på tidspunkter hvor byggefolkene slet ikke var mødt ind endnu, eller hvor de for længst havde fået fri.

Det er mærkbart, at relativt mange i boligområdet støtter op om, at ret naturligvis skal være ret. Langt de fleste ønsker rent faktisk, at der skal være styr på tingene. Ordentlighed og regelrethed er, hvad der skal til for, at samtlige kan trives og komme overens.

Jeg har fået nogle tilkendegivelser fra ret uventet kant om, at jeg nok skal blive orienteret, hvis nogen igen begynder at bagtale og tilsvine mig. Ligeledes hvis nogen atter planlægger sammensværgelser imod mig eller lignende.

Naturligvis har jeg takket for venligheden, velviljen og omsorgen. Det har stor betydning for mig, at nogen vil hjælpe med at passe på mig.

Jeg har påpeget, at det er nødvendigt at kunne bevise, hvis noget foregår. Hvis en sag igen skal for en dommer i Retten eller generelt kræver advokaters indblanding, er det alfa og omega med endnu flere lydoptagelser og eventuelt også videooptagelser.

Desværre lod adskillige i boligområdet sig gribe med i processen og udsatte mig og mine ejendele for mangt og meget.

Mit håb er, at alle er rettænkende nok til at kunne se fornuften i, at nok er nok. Der er faldet dom i sagen, og der bør ikke være noget som helst behov for at bruge flere beskidte kneb for at forsøge at trumfe noget igennem.

Ligesom de uventede ”spioner” vil informere mig om, hvis noget som helst igen varsler onde tider, så har mange tilkendegivet, at de vil sørge for omgående at tage billeder og eventuelt lave videooptagelser, hvis de observerer lys eller anden aktivitet i kælderlokalerne lige under min lejlighed.

Jeg er taknemmelig for enhver, der udviser venlighed, ordentlighed og hjælpsomhed.

Samtidig maner jeg til ro, da jeg bestræber mig på, at det forskellige skal komme til at fylde mindst muligt i mit liv og i min hverdag.

Vi i opgangen undrer og ærgrer os over, at de store arbejdsmaskiner, de mangfoldige værktøjer og alle arbejdsmaterialerne stadig får lov til at være i lokalerne lige under vores lejligheder. Heldigvis er de brændbare væsker vist blevet fjernet efter Teknik og Miljøs indblanding. Adskillige har også spurgt ind til netop dét.

På sin vis burde vi i opgangen kunne være bedøvende ligeglade med, hvad der opbevares i nogle lokaler i kælderen. Men, med den historik der nu engang desværre er, så er vi på vagt i forhold til, hvis der igen bliver arbejdet og / eller larmet.

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune meddelte os dengang, at de ikke har hjemmel til at kræve det forskellige fjernet. Det skyldes, at kælderlokalerne netop er godkendt til opbevaring. Så byggemyndigheden har krævet, at der overhovedet ikke må arbejdes med noget som helst, og det er vi meget glade og taknemmelige for.

Boligforeningen har ladet lejeren opbevare det forskellige, men Alboa har også samtidig – frivilligt eller under tvang – lavet en ny kontrakt, der tydeligt foreskriver, at de to kælderlokaler KUN må bruges til opbevaring.

Rent juridisk og teknisk er vi altså dækket ind og kan føle os trygge.

Skulle der igen pludselig blive hyppig aktivitet i de to lokaler, der udelukkende må bruges til opbevaring, så ved vi, hvad vi hver især skal gøre.

Vi har lavet en strategisk handleplan, vi i løbet af et splitsekund kan igangsætte, hvis noget som helst ulovligt foregår.

Alle eller i hvert fald langt de fleste mennesker ønsker nok at have en velfungerende hverdag med livsglæde.

Ens hjem skulle gerne kunne være ens trygge, rolige base, hvor man kan hygge sig, sove, slappe af og lade op.

Sådan har jeg det i mit hjem nu, og det betyder usigeligt meget!

Spørgsmålene 1, 2 og 3 var med i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”. Spørgsmål 4 fremgik i blogindlægget fra sidste uge.

I dag var det første spørgsmål altså:

5. Hvordan kan det være, at lejeren får lov til fortsat at opbevare alle arbejdsmaskinerne og værktøjerne samt arbejdsmaterialerne i kælderlokalerne?

Som nævnt har Teknik og Miljø ikke mulighed for i henhold til lovgivningen at kræve det forskellige fjernet. Det finder byggemyndigheden heller ikke nødvendigt, da det er blevet gjort helt klart overfor boligforeningen og lejeren, at lokalerne KUN må bruges til opbevaring, og at der IKKE må arbejdes overhovedet.

Alboa har valgt at ændre det kontraktmæssige forhold og fremlagde den nye kontrakt for Retten. Det er listet op i kontrakten, hvad reglerne er. Der står også, hvad konsekvenserne kan være, hvis kontraktens indhold ikke overholdes.

Man kan sige, at sålænge der hverken arbejdes eller larmes, så rager det mig og øvrige en høstblomst, om der står legetøj, køkkensager eller værktøj i opbevaringsrummene.

Der er tale om mange, store arbejdsmaskiner. Ligeledes har mangfoldige værktøjer plads i opbevaringsrummene. Store mængder arbejdsmaterialer er ligeledes at finde i de to lokaler. Lejeren kan på ingen måde have mulighed for at opbevare det hele i sit eget hjem, som har nøjagtig samme størrelse som mit hjem. Det leder mig videre til det næste spørgsmål.

6. Hvis lejeren bliver nødt til at fjerne alt fra kælderlokalerne, hvor kan det så flyttes hen?

Det kan ikke komme på tale, at der tildeles lokaler til et lignende værksted i boligområdet. Der skal søges om byggetilladelse, og brandforhold og lydisolering er altafgørende faktorer. Samtidig er alle parter og beboere (selv chikanørerne og de øvrige medsammensvorne) nok udmærket godt klar over, hvor larmende et foretagende det reelt var.

Ligesom jeg og øvrige i opgangen ikke kunne og ville finde os i den evindelige, altoverdøvende larm, så vil andre såmænd nok heller ikke.

7. Du nævnte på et tidspunkt, at funktionen med transaktioner på skærmen i vaskeriet var blevet fjernet. Er den kommet tilbage?

Det korte svar er ”ja”. Man kan igen på skærmen i vaskeriet vælge at se ens transaktioner. Så fremgår de vasketure, man har benyttet og betalt for det sidste stykke tid.

Efter at jeg gennem længere tid havde påpeget, at der var uoverensstemmelser mellem transaktionerne på vaskerihjemmesiden og transaktionerne på skærmen i vaskeriet, så forsvandt muligheden for at se opkrævningerne pludselig på skærmen i vaskeriet?!

Det var et af de spørgsmål, jeg stillede til boliginspektøren, som jeg refererede til i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”.

Det næste spørgsmål er kommet foran i køen, da det har med det seneste blogindlæg at gøre.

8. Skal jeres regnskaber digitaliseres på grund af den nye lovgivning, eller er årsagen en anden?

Jeg kan kun udtale mig om, hvad jeg faktuelt kan bevise. Man kan gisne om meget og formode en helt masse, men forudsætningen for bloggens indhold er, at jeg skal kunne underbygge mine skrivelser med dokumenter, lydoptagelser, vidneerklæringer eller andre former for beviser.

Der har uden tvivl været en ret lemfældig regnskabsføring i boligområdet, hvor finanser kunne gives og tages på forgodtbefindende. Det gjorde afdelingsbestyrelsesformanden, som også er områdets revisor, helt klart. Vi var mange, der bevidnede det, og på lydoptagelser kan man også høre helt tydeligt, hvad der siges og i hvilket tonefald.

Hvorom alting er, så kan man ikke gøre så meget ved fortiden. Jeg og øvrige er blot tilfredse med, at der med digitaliseringen medfølger mere gennemsigtighed.

Fra den 1. januar 2025 er en ny bogføringslov trådt i kraft. Den gælder for alle virksomheder, hvis regnskabsår følger kalenderåret. Om Vejlby Vest er underlagt den nye lovgivning, skal jeg ikke kunne sige. Det er ikke nemt at få svar på spørgsmål, og der har ikke just været åbenhed og ej heller gennemsigtighed.

I hvert fald skrev afdelingsbestyrelsesformanden i det seneste beboerblad, at regnskaberne skal digitaliseres, så man kan håbe, at vi hører under den nye lovgivning og derfor fremadrettet vil være underlagt en vis form for kontrol udefra.

I går, fredag, fik jeg tilsendt et billede fra en beboer i en af boligforeningens andre afdelinger. Vedkommende kunne dokumentere, at der igen var blevet tisset på hoveddøren. Det er en ulækker og uhygienisk metode at benytte, og det er trist og barsk at være udsat for!

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 155 Tilbage og fremad er lige langt… first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Jeg har længe gruet for, at der igen ville blive arbejdet og larmet i de kælderlokaler lige under min lejlighed, der hidtil blev brugt til et ulovligt, brandfarligt værksted.

I disse måneder har autoriseret personale tilladelse til at ordne radiatorer og rør i samtlige kælderlokaler. Byggefolkene må færdes i lokalerne mellem klokken 7:00 og klokken 17:00 i hverdagene. Arbejdet står kun på i en tidsbegrænset periode, og de ansatte arbejder på at lave noget, der nødvendigvis skal ordnes.

Problematikken er, at der flere gange på andre tidspunkter har været tændt lys i de to kælderlokaler. Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at der igen er begyndt at ske forskelligt.

I den forløbne uge har jeg fået tilsendt tre billeder med tids- og datostempel på fra forskellige personer. Billederne beviser, at der har været lys og aktivitet i de kælderlokaler, som på ingen måde må bruges til nogen som helst form for arbejde!

Et af billederne af fra om natten?! Et andet er taget mellem klokken 17:00 og 18:00, som plejede at være ”ulvetimen”, hvor der blev larmet løs med store maskiner og forskellige værktøjer.

Kælderlokalerne må ifølge aftalen med Alboa, med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, med advokaterne og med dommerne i Retten kun bruges til opbevaringsrum!

Det betyder, at lejeren må hente noget og må ligeledes bringe noget.

Man må ifølge aftalen og den manglende byggetilladelse ikke opholde sig i kælderlokalerne i længere tid ad gangen!

Det handler ikke udelukkende om larm længere! Det er tillige yderst problematisk, at kælderlokalerne ej heller er brandsikret til et værkstedsformål!

Vi er 12 lejligheder lige ovenpå, hvor der bor mænd, kvinder, børn og en baby.

Man kan vel nærmest sige, at alt stritter på os i opgangen lige pt.

Ingen af os vil finde os i at høre på (mere) værkstedslarm!

Vi vil heller ikke udsættes for brandfare (længere)!

Desuden slår vi omgående meget hårdt ned på, hvis der igen leges ”gemmelege” – ligeledes hvis nogen igen begynder at chikanere og udøve hærværk!

Alle har en grænse – min (og de øvriges) er for længst nået!

Det larmende mareridt, der stod på i årevis, sidder dybt i flere af os i opgangen!

Der vil fremadrettet være en noget lavere tolerancetærskel!

Vi er heldigvis mange – også fra andre steder i boligområdet, der er opmærksomme.

Mest mærkværdigt er det, at der ofte bliver tændt lys i kælderlokalerne lige, når jeg har forladt mit hjem…

Meget kan altså tyde på, at jeg atter eller fortsat bliver overvåget og stalket.

Vi havde krisemøde i opgangen i går, hvor vores nye beboere også blev bedt om at begynde at dokumentere enhver form for aktivitet.

Indtil videre er planen, at vi hver især dokumenterer og holder et meget vågent øje morgen, middag, aften og nat – når vi har mulighed for det.

I forhold til værkstedshelvedet kan man vel med rette sige, at der virkelig kommer til at falde tungt brænde ned, hvis nogen starter på noget som helst igen!

I første omgang af mit levende mareridt dokumenterede jeg tålmodigt år efter år – i hele 3 år i streg!

Som jeg også gjorde opmærksom på inde i Retten, er min tålmodighed dog i enhver henseende sluppet op!

Jeg vil simpelthen ikke finde mig i mere af den slags nederdrægtighed!

Når vores ”arbejdsgruppe” har samlet lidt mere dokumentation og flere beviser, tager vi i første omgang kontakt til boliginspektøren. Vi vil se, om han prompte er i stand til at sørge for, at der øjeblikkeligt bliver sat en stopper for hvad end, der på traumatiserende og ødelæggende vis nok desværre er ved at starte op igen.

Hvis boliginspektøren ikke kan eller vil iværksætte en omgående løsning, der giver os ro og tryghed, går vi straks videre til Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Ligeledes vil vi – hvis boliginspektøren kommer til kort – også underrette advokaterne og dommeren i Retten.

Selvsagt skal samtlige informeres om, hvis der arbejdes i lokalerne uden en byggetilladelse. Ligeledes skal det påpeges, hvis nogen ikke overholder, hvad der står i Rettens afgørelse fra oktober måned 2024.

Vi i opgangen og øvrige vidner har helt fra starten af gjort både Alboa og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune opmærksomme på, at der konstant vil være en overhængende fare for, at lejeren af kælderlokalerne igen føler sig berettiget til at snige sig hen og arbejde, larme, forstyrre og udsætte os for brandfare, så længe der fortsat gives tilladelse til, at samtlige materialer, arbejdsmaskiner og værktøjer må opbevares i kælderlokalerne.

Der er nødt til at blive sat en stopper for galskaben!

Ved at stå sammen har man en større chance for at bekæmpe noget grusomt forkert!

Skulle det stik mod al fornuft og rimelighed blive nødvendigt med endnu en retssag, så er der heldigvis kommet endnu flere vidner til, der også er villige til at berette sandfærdigt i Retten.

Jeg har lyst til at skrige og bliver helt arrig og ked af det bare ved tanken om, hvis det hele starter forfra igen, men hvis situationen kræver det, så er jeg kampklar og er slet ikke i nærheden af at give op!

Vinterferien er godt i gang. Det er ret koldt udenfor. Ind imellem falder der enkelte snefnug, men der skal falde meget mere sne, hvis man skal kunne lægge sig ned i sneen og lave sneengle

Tak for de positive tilkendegivelser, jeg har modtaget siden sidste blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”. Mange har givet udtryk for at være glade for og tilfredse med, at jeg faktisk sidst med glæde kunne melde, at jeg intet negativt havde oplevet.

Desværre kan jeg så denne gang med sorg og frygt berette om, at der formodentlig er en ny og ubehagelig skandale under opsejling. Det er næsten ikke til at rumme…

Ro på, siger jeg til mig selv… Måske når det ikke at udvikle sig… Jeg krydser fingre…

Tillige med de positive tilkendegivelser er jeg også blevet kontaktet af flere, der stiller sig yderst uforstående over for, hvordan en klagesag over et larmende værksted kunne eskalere så voldsomt. Jeg undrer mig også!

Jeg forstår fuldt ud, at nogen måber, for jeg er virkelig også chokeret (og nok også stadigvæk en smule traumatiseret).

At mine klager over larm fra det forbudte, brandfarlige, larmende, nu lukkede værksted, der i tide og utide ødelagde freden og roen i mit hjem, kunne føre til, at jeg både blev chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret, er først og fremmest skræmmende, men samtidig giver det også stof til eftertanke.

Det faktum, at jeg sågar har modtaget dødstrusler, vidner om, at jeg – uden at ane det på forhånd – har stukket hånden dybt ned i en hvepserede, om man så må sige. Den såkaldte hvepserede, som man ikke uden konsekvenser roder rundt i, er kaldenavnet for et sammensurium af underhåndsaftaler, vennetjenester, uskrevne regler og lyssky affærer.

En af årsagerne til den voldsomme eskalering af klagesagen er uden tvivl, at jeg har været modig nok til at påberåbe mig rettigheder og stædig nok til at kæmpe for rettighederne.

Boligområdet ”Vejlby Vest” har gennem flere årtier været et forholdsvis isoleret og ret selvkørende, ”lille” samfund, hvor uskrevne regler har hersket. Gennem årene har nogle beboere (og måske også ansatte) tilegnet sig vaner og tilgange, som få eller ingen (før mig) har turdet stille spørgsmålstegn ved.

Det er meget sigende om tilstanden og tilgangen i det i visse henseender indspiste samfund, hvordan den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand, som også er revisor i området, hidtil er sluppet afsted med at sætte en særegen dagsorden. Han har uden tvivl haft rigelig frit spil og har ”regeret”, som det har passet ham.

Han er en af de afgørende årsager til, at jeg virkelig kæmper for at rydde op og rette op på visse ting i boligområdet.

Da han i sin tid tillod sig at sende en truende sms til mig, gik det for alvor op for mig, at han nok også før har forsøgt at true folk til tavshed. Sandsynligvis har han også været meddelagtig i at jage folk væk fra boligområdet, hvis de ikke – efter hans mening – har passet ind, eller hvis de ikke rent ud sagt har holdt kæft.

I sin sms til mig anerkendte han egentlig, at jeg også allerede dengang havde retten på min side. Samtidig gjorde han mig dog opmærksom på, at det kunne blive ubehageligt for mig at bo i boligområdet?! Hvad bilder han sig dog ind?

Jeg er ikke bange for ham! Jeg havde allerede lang tid før da mistet respekten for ham. Mange bække små, men dét, at han foran alle på et årligt afdelingsmøde i 2022 i mikrofonen foran alle fremmødte gjorde noget helt uacceptabelt, har også været af afgørende betydning.

Meget nonchalant og selvfed gjorde han opmærksom på, at der foregår ulovligheder i området. Helt ubekymret og med et skævt smil på læben sagde han, at sådan har det altid været. Han lagde ikke på nogen måde skjul på, at han er bedøvende ligeglad med lov- og regelbruddene. Han kom endda med udtalelser om, at vi – der måbede og var forargede – intet kunne stille op andet end måske at proppe ulovlighederne op i røven?!

Sådan noget pisser mig rent ud sagt af!

Jeg når ikke at besvare så mange spørgsmål i dette blogindlæg, men jeg kan forsøge i det mindste at besvare ét. Det bliver så spørgsmål 4. De første tre var med i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”.

4. Har du nogensinde fået svar på de spørgsmål, du igen stillede til boliginspektøren?

De spørgsmål, der refereres til, er de spørgsmål, jeg listede op i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”.

Det korte svar er, at jeg i hvert fald har fået svar på mit spørgsmål 10.

Jeg spurgte, om boliginspektøren og Alboas hovedkontor ville sørge for, at mit gulv i soveværelset langt om længe kunne blive lavet efter vandskaden i maj måned i 2023. Det har boliginspektøren været behjælpelig med at sørge for, og det er jeg taknemmelig for.

Jeg og de øvrige spørgsmålsstillere regner ikke længere med at få svar på vores spørgsmål. Vi håber dog på, at det trods alt har gjort en forskel, at vi har italesat noget malplaceret og forkert.

I forhold til spørgsmålene 5 og 6, der omhandlede den lemfældige regnskabsføring i boligområdet, så er der vist håb.

I det senest omdelte beboerblad skriver den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand, som også er revisor i Vejlby Vest, at regnskaberne skal digitaliseres. Han kommer vist også med en slags indrømmelse om, at det har været svært for ham at holde styr på det forskellige. Jeg har i skrivende stund ikke beboerbladet hos mig, men jeg kan citere ordret i næste blogindlæg.

Man kan håbe, at en digitalisering af regnskaberne skaber mere gennemsigtighed og derigennem mere ordentlighed. Især forhold som økonomi skal der altså meget gerne være styr på!

Med den bemærkning vil jeg slutte af for denne gang og ønske alle en rigtig god weekend.  

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 154 Tungt brænde kommer til at falde! first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter min mening sørger personalet for at holde området fint. Om sommeren sørger de forskellige for blandt andet at feje, klippe hæk og holde bedene fri for ukrudt. Om vinteren er de eksempelvis ansvarlige for at salte, rydde sne, sortere affald og fragte forskelligt til rette sted.

Ferier er ofte lig med hyggestunder i samvær med familie og venner. Det er rart at kunne se frem til.

Som jeg blandt andet skrev i blogindlæg ”152 Lokal tørke og fremgang.”, så jeg i fredags ligesom mange andre frem til at se håndbold. Det var en sand fornøjelse at se vores håndboldspillere brillere på banen gang på gang. Danmark vandt guld! De danske håndboldherrer er verdensmestre for fjerde gang i træk! Det er i hvert fald noget at være stolt af

Helbredsmæssigt er situationen langt fra optimal endnu, men der arbejdes på sagen. I næste uge skal jeg igen på sygehuset og have medicin ind i årerne. Det skulle gerne forløbe således, at jeg snart mærker væsentlig bedring.

Én dag ad gangen – et lille bitte skridt fremad er trods alt bedre end stilstand. Tålmodighed er en dyd…

Jeg er rigtig glad for at kunne melde, at jeg intet negativt har oplevet i boligområdet siden sidst! Det gør mig enormt glad, og mit håb er, at en ny stil er anlagt, så jeg blot kan bo og leve her i fred, ro og fordragelighed.

Det eneste nævneværdige minus er, at vi i opgangen også denne weekend har oplevet, at renoveringsfolkene gik på weekend (og måske endda på vinterferie) uden at tænde for vores dørtelefonanlæg igen. Det er sket en hel del gange på det sidste – desværre.

Det er sådan, at vi i opgangen hver måned betaler for den sikkerhed, det giver at have hoveddøren og kælderdøren til opgangen låst.

I forbindelse med renoveringsprocessen slukker de ansatte for dørtelefonanlægget, når de møder ind om morgenen. Derved kan de gå frem og tilbage uden at skulle låse op med en nøglebrik hver gang. Det er en vældig fin løsning, da de naturligvis skal have lov til at udføre deres arbejde ubesværet.

Men, det problematiske og ærgerlige ved det hele er, at de, der slukker for vores dørtelefonanlæg, gang på gang glemmer at tænde for det igen. Derved betaler vi for en ydelse, vi ikke får, og det er mindre trygt, end det ville være med dørtelefonanlægget tændt.

I sidste weekend var den gal! I forrige weekend var den også gal! Igen i denne weekend gik byggefolkene på weekend – og måske endda på vinterferie – uden lige at sørge for at slå den sikkerhedsforanstaltning til igen, som de selv har slukket for…

Nå, men hvorom alting er, så har vi i opgangen lidt sarkastisk joket med, at det i hvert fald er godt, at de ansvarlige for misseren trods alt ikke har ansvaret for iltapparaterne på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital…

Det er generende, men det koster trods alt ikke liv, at de glemmer at tænde for vores dørtelefonanlæg igen, men det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis de slukkede for en patients ilttilførsel…

Alle kan glemme en eller to gange, men når der er tale om adskillige, gentagne gange, så handler det om sjusk!

Heldigvis var det nyttigt, at jeg kontaktede boliginspektøren om, at dørtelefonanlægget igen var slukket for. Han tog kontakt til varmemesteren, som fredag aften kom og tændte, så dørene til opgangen igen er låste. Boliginspektøren har ligeledes sendt en stikpille til byggeledelsen om problematikken.

Dejligt, der er hjælp at hente, når noget ikke er, som det skal være

I sidste blogindlæg lovede jeg, at jeg denne gang vil besvare nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen.

Jeg er siden da blevet kontaktet af flere, der har bedt mig om at love, at jeg bevarer anonymiteten, og at jeg ikke udleverer specifikke data.

Naturligvis vil jeg sørge for ikke at udlevere hverken navne på spørgsmålsstillerne eller afsløre data om dem. Det lover jeg!

Jeg har fuld forståelse for, at det kan være en prekær situation at stå i, når man kæmper en kamp for retfærdighed!

Når jeg vælger at lave et blogindlæg, hvor jeg fokuserer på stillede spørgsmål og mine besvarelser, så er begrundelsen, at adskillige spørgsmål, flere situationer og mange problematikker er gengangere.

Mange, flere end man tror, føler sig alene og magtesløse i en uholdbar situation og aner ikke, hvad der kan stilles op.

Jeg har i løbet af dette håbløse forløb ofte haft en følelse af at falde højt oppe fra uden en faldskærm.

Det har til tider virket håbløst, og uretfærdigheden har konstant tynget og domineret.

Hvis jeg kan hjælpe andre med at få retfærdigheden til at ske fyldest på en mere skånsom måde, gør jeg det hellere end gerne.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg hverken er jurist eller advokat! Jeg er yderst veldokumenteret og har på trods af alt sørget for gennemgående at bibeholde en saglig tilgang. Undervejs har jeg tilegnet mig viden, og desværre har jeg efter tre års evindelig kamp en vis erfaring. Jeg har ingen reel ekspertviden på det juridiske område, men jeg kan dele ud af den viden og den tilgang, der fik mig relativt helskindet i mål.

Når jeg skriver ”relativt helskindet”, så er det for endnu engang at påpege, at Kampen for Retfærdighed har givet mig knubs og ar på sjælen. Men dag for dag oplever jeg, at skuldrene sænkes, og jeg får det bedre og bedre. Noget i mig er forandret for altid, men sådan er livet nu engang. Det, vi kommer igennem, kan være med til at skabe os. Jeg er med garanti blevet mere hårdfør i denne opslidende proces og har fået øjnene op for, at der uden tvivl er plads til forbedring i mange sammenhænge – også i lille, forholdsvis fredelige Danmark, hvor der umiddelbart virker til at være ret godt styr på tingene.

Naivitet kan være positivt og energigivende, men dét at være realistisk holder nok bedre i længden.

Måden, jeg har valgt at besvare nogle af de indkomne spørgsmål, er ved, at jeg først stiller spørgsmålet. Der bruger jeg kursiv skrift. Efterfølgende besvarer jeg hvert spørgsmål efter bedste evne.

Der er gennem tiden blevet stillet mange, relevante spørgsmål, så det kommer til at fylde og tage en del tid. Jeg vælger at dele spørgsmålstemaet op i flere blogindlæg.

Langt de fleste har som nævnt henvendt sig sagligt og høfligt. Enkelte henvendelser har været både latterlige og smålige – andre endda truende. Alt i alt har jeg gennem tiden sågar modtaget fire dødstrusler?!

Jeg inddrager de forskellige slags henvendelser for at belyse alvorligheden i, at det kan få omsiggribende konsekvenser for ens ve og vel, når man vælger at gå imod strømmen og kæmpe for sine rettigheder.

Uanset hvad, har det for mig og mit vedkommende været det hele værd!

Som man synger i den danske salme ”Altid frejdig, når du går”: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”.

Skridt for skridt eskalerede klagesagen omhandlende det larmende, brandfarlige, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted, der forpestede freden og roen i mit hjem.

Jeg endte med både at blive chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret?!

Jeg kæmpede vitterligt for nærmest alt, jeg har kært. Min person, mit hjem, min tryghed, mit ry, mine rettigheder, min straffeattest, min retssikkerhed, mit liv og min tilværelse.

Det er barske løjer, men det var (og er) desværre en nødvendig kamp at kæmpe.

Herefter går jeg i gang med at kommentere på de forskellige henvendelser:

• 1. Klagesagen omhandlende det larmende (nu for altid lukkede) værksted startede først i 2021, men du begyndte allerede i 2013 at dokumentere mere eller mindre alt i forhold til din boligforening. Hvorfor?

Generelt sørger jeg for at gemme og opbevare relevant dokumentation. Qua min sproglige kommunikationsuddannelse og særligt i specialeprocessen, hvor jeg skulle have belæg for enhver påstand, har jeg vænnet mig til at dokumentere og være i stand til at kunne bevise. Jeg fik en ærgerlig og lidt barsk start, da jeg flyttede ind i min første lejlighed i boligområdet i 2013. Én ting var at overtage en møgbeskidt lejlighed. En anden side af sagen var den ubehøvlede behandling og den uprofessionelle tilgang, jeg oplevede, min nye boligforenings kontordame havde. Problematikken fik mig op på mærkerne og gjorde, at jeg for en sikkerheds skyld sørgede for at dokumentere nærmest alt.

• 2. Det er udtrættende og virker helt uoverskueligt konstant at være nødt til at dokumentere og optage. Mener du virkelig, det er en nødvendighed, og hvis – har du så gode råd til, hvordan og hvorledes?

Jeg vil sige det sådan, at jeg nok ikke var kommet nogen vegne uden min dokumentation og mine beviser. Jeg har virkelig været i modvind og er ikke ligefrem blevet mødt med hverken venlighed eller velvillighed. Hvis man vil trumfe noget som helst igennem, som også har omsiggribende konsekvenser for andre, så er det strengt nødvendigt at kunne dokumentere og bevise i enhver sammenhæng!

I forhold til hvordan og hvorledes man kan bære sig ad, så er mit bedste råd nok, at man skal lave systemer og tilegne sig vaner. Man kan skaffe alverdens udstyr, og der findes et utal af remedier, men man behøver faktisk ikke at købe sig fattig i alt muligt spion-udstyr. Det dyreste for mig har været min tid. Det har virkelig krævet noget af mig at skulle dokumentere alt – i døgndrift endda. En overgang oplevede jeg også chikanetiltag om natten, så jeg havde aldrig fred.

Al begyndelse er svær, men man kan vænne sig til meget. Dét at være vanemenneske bliver en styrke i denne sammenhæng, da man til sidst blot kører på rutinen og gør, hvad man nu engang er blevet vant til og nødsaget til at gøre.

• 3. Da du i 2015 modtog en ekstra opkrævning på 11.866,30 kroner udover de 3.000 kroner, du allerede havde betalt a conto for el, hvorfor tror du, Alboa ignorerede al logik og din dokumentation?

Det er svært at svare på, men en syvdobling af mit elforbrug burde have fået den regnskabsansvarlige til i det mindste at undersøge, om der var tale om en fejl!

Som jeg nævnte i forbindelse med spørgsmål 1, så var der al balladen med den møgbeskidte lejlighed, jeg overtog i Næringen 54. Et par år efter kom så den ublu elregning, hvor mit forbrug angiveligt skulle være steget fra 948 enheder på et år til 7.463 enheder året efter?!

Den nedladende, ubehøvlede, arrogante regnskabsansvarlige var hverken til at hugge eller stikke i, og kontakten med ham var yderst ubehagelig.

Jeg antager, at stilen i hvert fald dengang var, at går den, så går den… Men den gik ikke, for jeg havde min dokumentation i orden og kunne bevise, at han tog fejl, og jeg havde ret!

I næste indlæg fortsætter jeg med at besvare spørgsmål og kommentere på indkomne henvendelser. Fortsæt endelig med at berette om, hvad I desværre er eller har været udsat for. Sammen er vi stærkere

Vi i boligområdet har netop modtaget Beboerbladet i vores postkasser. Jeg havde allerede selv lagt særligt mærke til et af punkterne i bladet. Ligeledes har jeg modtaget tre henvendelser om det samme. Også mere herom i det næste blogindlæg.

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend og en rigtig god vinterferie.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 153 Vinter afklaring. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter at have været sygdomsramt uafbrudt i over 60 dage nu, er jeg i denne uge startet på intravenøs medicin. Medicinen skal gerne hjælpe med at få min Lupus / SLE i ro – mest mulig i hvert fald.

Jeg er fuld af håb og forsøger ihærdigt at væbne mig med tålmodighed. Det lyder måske banalt, men jeg glæder mig mega meget til at mærke færre sygdomssymptomer og føle mig mere frisk.

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg ”151 Ej en snorlige vej.”, så havde jeg en lidt underlig oplevelse forrige gang, jeg skulle vaske tøj. Som jeg skrev, er mit håb, at det var et enkeltstående tilfælde, som ikke kommer til at gentage sig.

Det kan føles lidt som om, nogen spænder ben for mig. Der sker forskelligt for mig, som ikke sker for mine omkringboende.

Er det tilfældighedernes spil, eller gør nogen sig fortsat umage for at genere mig og få ram på mig?

En optimist vil håbe, at det nok er helt tilfældigt, at det forskellige lige sker for mig. En realist vil sige, at der skal sættes en stopper for galskaben!

Som jeg påpegede i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”, oplevede jeg i 2024 gang på gang, at mine vaskeri-reservationer blev slettet?! Når jeg spurgte andre beboere i forhold til problematikken, gav ingen andre udtryk for at opleve det samme…

Efter at jeg påpegede problemet og bad boliginspektøren og Alboas hovedkontor om hjælp, har jeg ikke bøvlet med netop dét problem længere.

Men, så udfordres jeg på andre måder.

Den ene gang kom jeg over i vaskeriet for at vaske. Jeg var glad for og lettet over, at mine vaskeri-reservationer ikke var blevet slettet. Glæden varede dog kun kort, for jeg kunne ikke starte vaskemaskinerne?! De var tændte men intet skete?!

Jeg tjekkede på skærmen flere gange. Det fremgik stadig, at jeg havde reserveret to vasketider.

Jeg havde puttet mit tøj i maskinerne, og jeg havde også doseret vaskepulver.

Min indsats var dog forgæves. Jeg gav op, tog mit stadig uvaskede tøj ud af maskinerne og slæbte mit vasketøj med tilbage i lejligheden igen.

Det var en ærgerlig oplevelse. Både fordi det var spildte kræfter, men også fordi jeg havde brug for at få vasket mit tøj.

Den første gang gjorde jeg ikke mere ved sagen. Kræfterne er grundet sygdom små for tiden, overskuddet er ikke altoverskyggende, og jeg vælger mine kampe.

Jeg lavede nye vaskeri-reservationer til om fredagen.

Jeg bar mit vasketøj over i vaskeriet. Jeg tjekkede på skærmen. Mine vaskeri-reservationer var heldigvis ikke blevet slettet. Tøjet kom ind i maskinerne, og vaskepulver blev doseret. Jeg indstillede graderne og trykkede start. Begge vaskemaskiner låste, men ingen af dem gik i gang?!

Irriteret og ærgerlig stod jeg lidt og ventede og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg valgte denne gang at skrive til boliginspektøren og varmemesterkontoret.

Det var den 17. januar 2025. Jeg skrev: ”Hej. Jeg står i vaskeriet og har netop tændt for vaskemaskinerne 1 og 3. De tager dog ikke vand ind?! Vil I sørge for, jeg ikke bliver opkrævet penge for de to forgæves vaske i dag? Og sørge for at problemet i vaskeriet bliver løst? Jeg tager mit tøj ud igen og får derfor ikke vasket. Der er tale om 9 kroner – 5 og 4. På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.

Boliginspektøren svarede mig hurtigt og venligt. Han gav udtryk for, at det var mega træls for mig. Han ville undersøge sagen og sørge for at kreditere beløbet.

Imens jeg var i gang med at tage mit tøj ud af vaskemaskinerne, kom en arbejdsmand ind i vaskeriet. Han er ansat i boligområdet i forbindelse med renoveringerne.

Efter vi havde sagt godmorgen til hinanden, forklarede jeg, at jeg ikke kunne vaske mit tøj. Han undrede sig noget over, hvorfor vandet var slukket for?!

Han sagde, det er ham, der står for at slukke og tænde, når det er nødvendigt i forbindelse med de stadig igangværende renoveringer i området.

Han havde ikke slukket for vandet, og han kunne ikke se nogen grund til slukningen.

Han krøb om bagved en af vaskemaskinerne og fik tændt for vandet. Han bad mig om at vente lidt, og så kunne jeg tænde for vaskemaskinerne og få vasket mit tøj.

Jeg takkede ham for hjælpen.

Både han og jeg undrede os over, hvem der dog havde slukket for vandet – og hvorfor…

Jeg skrev tilbage til boliginspektøren og varmemesterkontoret: ”Hej igen. En flink arbejdsmand kom lige forbi. Han har tændt for vandet. Nogen havde pillet ved noget bag vaskemaskinen ved vinduet. Vaskemaskinerne er i gang nu, så I kan se bort fra min henvendelse om det. Arbejdsmanden siger, det ikke er personale, der har pillet ved vandrørene?! Vores dørtelefonanlæg er igen blevet ødelagt i kælderen i Næringen 32. Vil I få en til at reparere det? På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.

Boliginspektøren svarede kort efter og takkede for tilbagemeldingen. Han skrev også, at han ville sørge for, der blev kigget på vores ødelagte dørtelefonanlæg.

Jeg takkede for hans hjælp og ønskede ham en god weekend.

Jeg fik vasket mit tøj på trods af alt. Det står hen i det uvisse, hvem der havde slukket for vandet i vaskeriet?! Ligeledes er årsagen til det slukkede vand også ukendt?!

Som jeg skrev, må man håbe, der var tale om et enkeltstående tilfælde.

Første gang efter jul kunne jeg ikke tænde for maskinerne. Anden gang kunne jeg godt tænde, men der var slukket for vandet, så mit tøj kunne ikke blive vasket.

Flere har givet udtryk for, at jeg skal oplyse om og bede om hjælp, hvis der sker mere.

En af mine naboer sagde sågar, at det kunne være interessant at udspionere, hvem der eventuelt går ned i vaskeriet lige inden, jeg skal vaske.

Indtil videre er jeg dog optimistisk og satser på, at jeg fremadrettet kan vaske mit tøj uden de store forhindringer. Dét at vaske tøj er en ret basal nødvendighed ind imellem.

Når man er blevet overfaldet i vaskeriet, bliver det utrygt.

Når man oplever sabotage eller tilfældige sammentræf, bliver det besværligt.

Sidst jeg vaskede mit tøj, gik det hele let og smertefrit. Jeg reserverede på forhånd, jeg benyttede vaskemaskinerne, alt var trygt og godt, og jeg blev opkrævet korrekt efterfølgende. Sådan skal det helst være – også fremadrettet.

Vi fik en ny beboer i opgangen for nylig. Det er dejligt, hun giver udtryk for at føle sig godt taget imod. Hun er ligesom os andre allerede glad for at bo i opgangen.

Jeg sætter stor pris på vores gode naboskab i opgangen. Selvom vi ikke løber hinanden på dørene, så hilser vi pænt, hyggesnakker hvis der er tid, hjælper hinanden hvis det er nødvendigt, og vigtigst af alt så respekterer vi hinanden.

Man skal ikke undervurdere, hvor rart det er at have søde, venlige, hjælpsomme, omsorgsfulde naboer.

En i vores opgang var flyttet ind i en af de store lejligheder. Den var for stor til ham og hans ting. Han ville dog gerne blive i opgangen. Han var heldig at få tildelt en af de mindre lejligheder i opgangen. Han er glad for at bo her, og vi er glade for, at han er blevet boende i opgangen.

Desværre hersker der debatter om racisme. Det er trist, hvis nogen trynes og føler sig uvelkomne.

Vi er en blandet flok i vores opgang. Der er forskellige nationaliteter, baggrunde og aldersgrupper. Vi har hver især noget at bidrage med. Kulturelle forskelle beriger i min optik et fællesskab.

Selvom vi bor hver for sig og har vores egne lejligheder, så gør det mig glad at kunne følge med i, at et nabopar blev gift, en blev færdiguddannet, et andet par fik en baby osv.

Jeg har ikke valgt at blive alvorligt, kronisk, fysisk syg. Andre har ikke valgt, at de ville fødes i et krigsramt land.

Jeg er taknemmelig for mine gode naboer, og jeg gør gerne en ekstra indsats for, at alle er trygge og føler sig godt tilpas. Der skal nogen gange så lidt til.

Da jeg havde det allersværest i boligområdet og blev chikaneret på det groveste, oplevede jeg støtte og næstekærlighed fra omkringboende. En sådan hjælp fra uventet kant er uvurderlig!

I næste indlæg besvarer jeg nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen. Man kan godt føle sig helt alene i kampens hede, og for nogle virker det mest nærliggende blot at give op og flytte.

Selvom det meste på sin vis ånder fred og idyl, som det er nu, så fortsætter jeg med at dokumentere. Hvis det viser sig, at nogen helt bevidst og med fuldt overlæg fortsætter med at genere og chikanere mig, så kan det være, endnu en retssag bliver nødvendig.

Uanset hvad er det fordelagtigt at være veldokumenteret, så det ikke blot er ord mod ord.

Til jer der kæmper en brav kamp – hold hovedet højt. I kæmper ikke alene!

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 152 Lokal tørke og fremgang. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Vejret udenfor gør, at det de fleste dage er mest indbydende at hygge indenfor med tændte stearinlys. I min optik byder hver af årets årstider på noget positivt og hyggeligt.

Køligt, fugtigt, ruskende, stormfuldt vejr samtidig med indendørs hyggestunder skal man ikke kimse ad. Sol, varme, lune aftener og udendørs arrangementer er bestemt også tiltalende.

Vejr og vind kan ingen af os styre – man må indrette sig efter forholdene. Da jeg arbejdede i Legoland, husker jeg blandt andet, at tyskere ofte sagde med et smil på læben: Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.

Når jeg indleder dette blogindlæg med at skrive om vejret, er det for at komme ind på forhold, der er uden for ens egen kontrol.

Jeg har desværre været en hel del igennem siden min indflytning i denne lejlighed – noget jeg bestemt ikke har fortjent og noget, som med garanti ikke stod i den lejekontrakt, jeg skrev under på, da jeg fik lejligheden tilbudt.

Jeg er rigtig glad for at bo i min lejlighed, og jeg sætter i endnu højere grad pris på det hele, efter jeg har fået ro i mit hjem. Det har taget tid, og vejen hertil har på ingen måde været snorlige.

For mig har Kampen for Retfærdighed helt sikkert været det hele værd. Men hvor ville jeg dog ønske, at de sidste års strabadser blot var et grimt mareridt.

”Når enden er god, er alting godt”, siger talemåden. Den Danske Ordbog forklarer, at en lykkelig slutning på et forløb overskygger de eventuelt negative sider, der måtte have været undervejs. Jeg er langt fra enig i, at alt er godt og kan ses positivt tilbage på, når afslutningen blot er god!

Det ondskabsfulde, forkerte, groteske, ydmygende og uretfærdige, jeg er blevet sat igennem, blot fordi jeg ikke ville høre på evindelig værkstedslarm i mit hjem i tide og utide, overskygges desværre ikke af noget som helst. Følelsen, traumerne og oplevelserne sidder dybt inde i mig. Jeg arbejder med mig selv i forhold til at få det forskellige på afstand og bearbejde de værste af hændelserne, men nogle, varige mén vil nok for altid være en del af mig.

Naturligvis er det rart og belejligt, når noget ender godt. Sådan skal det helst være.

Selvom det larmende, brandfarlige, forbudte værksted nu heldigvis er lukket for altid, og retssagen omhandlende situationen er veloverstået, så kan jeg ærgerligt nok ikke lukke bogen helt. Det kan jeg ikke, fordi nogle enkelte, få brodne kar fortsætter med at behandle mig forkert og uretfærdigt.

Måske satser de naivt på, at jeg flytter, hvis de blot chikanerer mig længe nok. Det spinkle håb kan de skyde en hvid pil efter.

Jeg flytter ikke! Jeg bliver ved med at kæmpe for mine egne og andres rettigheder! Som tyskerne siger: ”Ordnung muss sein!”. Der skal være styr på tingene!

Jeg skal også huske at fremhæve det positive. Som jeg nævnte i blogindlæg ”150 Punktum – streg.”, er boliginspektøren blevet meget hjælpsom, og vi er begyndt at kommunikere rigtig godt. Det sætter jeg stor pris på.

I onsdags kom to tømrere i min lejlighed. Det havde boliginspektøren sørget for.

Der blev sat en plade på min elboks. Som jeg viste billeder af i blogindlæg ”143 Måske retssag nummer 2?!”, så var der et ret stort, langt hul foroven i min elboks.

I forhold til hvad jeg skrev i dét blogindlæg, så er der sket forbedringer i visse henseender.

Min oplevelse er nu, at Alboas hovedkontor og boliginspektøren svarer mig hurtigt, pænt og høfligt. Jeg oplever at få hjælp fra den side, når jeg henvender mig. Det er rigtig rart.

Situationen er på nedslående vis en anden i mit boligområde. Varmemesterkontoret har en noget anderledes tilgang end de højere rangerende.

Derfor sørger jeg for fremadrettet altid at involvere boliginspektøren og eventuelt også Alboas hovedkontor, når jeg er nødsaget til at henvende mig til ejendomsfunktionæren eller ejendomsserviceteknikeren om noget som helst.

Det er vist fordelagtigt og desværre nødvendigt at sørge for, at selvbestemmelsen i Vejlby Vest sættes lidt under kontrol. Det kan stige nogen til hovedet, hvis de besidder for stor en magt.

Jeg skrev også i blogindlægget på daværende tidspunkt: ”Jeg foragter de mennesker, der med fuldt overlæg har krænket mine rettigheder og ydmyget mig”. Dertil vi jeg gerne korrigere: Jeg har intet tilovers for de, der fortsætter med at genere og chikanere mig.

En som boliginspektøren ser jeg på med meget anderledes øjne nu, hvor han behandler mig pænt og respektfuldt.

I onsdags blev der udført tømrerarbejde i min lejlighed fra klokken 7:30 om morgenen til over middag.

Boliginspektøren havde lavet en rekvisition og sørget for, at skaden i mit gulv langt om længe skulle laves.

Gulvet gik i stykker efter vandskaden i maj måned i 2023. Jeg har gang på gang skåret min fod, når jeg er kommet til at træde ned i hullet, hvor gulvet var gået i stykker.

Ejendomsfunktionæren, ejendomsserviceteknikeren og tømreren i Vejlby Vest kendte i lang tid til problemet, men ingen af dem gjorde noget for at hjælpe mig og udbedre skaden i min lejlighed.

Først da boliginspektøren kom på banen, kom der her i januar 2025 endelig gang i reparationen af mit gulv.

Nogle af jer har skrevet, hvordan jeg dog formår at udvise en sådan tålmodighed.

Når man først venter fra maj måned 2023 til juni måned 2024, før man igen desperat rykker, så er man meget tålmodig.

Når man så igen venter desperat fra juni måned til december måned 2024, før man rykker for at få hjælp, så er man yderst tålmodig.

Måske er udholdenheden dog mere et udtryk for, at man har været prisgivet, når magthaverne i ens boligområde, der skal sørge for reparationer og vedligeholdelse af lejemålene, nægter at hjælpe en og forsøger at fryse en ud.

En anden gang venter jeg ikke! Jeg inddrager fra starten af boliginspektøren, så der er en slags opsyn med, at de, der er ansat til at sørge for, at arbejdet udføres, ikke blot lader stå til.

Gennem tiden har mange af jer, der trofast læser og lytter med, skrevet til mig om, hvad I hver især på ulykkelig og uretfærdig vis også er eller har været udsat for. Fortsæt endelig med at berette og fortælle. Hvis jeg kan hjælpe, så gør jeg det!

Min erfaring er, at man ikke skal lide i stilhed. Man skal ikke kæmpe alene og lade sig tie ihjel. Ræk ud, inddrag relevante personer og instanser, dokumentér mest muligt, udvis ordentlighed på trods af alt, lav gerne alliancer med regelrette vidner, vær vedholdende og tag kampen op.

I min kamp for retfærdighed har jeg gennem tiden set mig nødsaget til både at inddrage fagpersoner, myndigheder, instanser og virksomheder.

Aarhus Retshjælp, Lejernes Landsorganisation, Danske Lejere, advokater, dommere, Østjyllands Brandvæsen, Østjyllands Politi, Aarhus Kommune, den daværende borgmester, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Alboas samarbejdspartnere Electrolux og Bytømreren, mit eget forsikringsselskab og boligforeningens forsikringsselskab.

Intet har været hverken let eller ligetil, forløbet har været enormt tids- og ressourcekrævende, og jeg har følt, jeg har løbet panden mod en mur massevis af gange.

Nogle tænker sikkert, om det ikke havde været nemmere blot at flytte.

Det havde hverken været nemt eller muligt for mig blot at flytte. Jeg havde ikke råd til endnu en flytning, og hvor skulle jeg flytte hen?

Desuden er jeg ikke typen, der bare giver op.

Den situation, jeg havnede i, var absurd, og jeg blev gjort uret i enhver henseende.

Jeg indså hurtigt, at jeg nok hverken var det første eller det eneste offer.

En eller flere skal tage kampen op og åbne munden for, at noget forandrer sig.

Jeg havde ventet flere år på at flytte i en lejlighed i stueplan med en lille have.

Som det er nu, nyder jeg mit hjem, og jeg er blevet rigtig glad for at bo her. Især efter jeg har fået fred og ro.

Jeg har planer om at bo her i mange flere år. Mit blommetræ i haven skal som minimum nå at vokse op og blive højere end mit stakit. Jeg plantede i sin tid blot nogle blommekerner, så det er godt, jeg er en ufattelig, tålmodig sjæl

En kvinde skrev på et tidspunkt til mig og bad om hjælp. Hun havde inden da ikke personligt læst med i min blog. Hun var havnet i en regulær shitstorm i forbindelse med sin boligsituation. Hun var af sine pårørende blevet anbefalet at læse min blog og eventuelt tage kontakt til mig. Hun skrev til mig og viste mig papirer, hun havde modtaget fra sin udlejer. Jeg modtog i sin tid lignende, usaglige, ubegrundede skrivelser fra min boligforening. Jeg rådgav hende bedst muligt og foreslog, hvad hun skulle skrive til sin udlejer. Nogle dage efter skrev hun begejstret og lettet til mig, at hendes udlejer var endt med at beklage den tilsendte skrivelse.

Lige der kan man sige: ”Når enden er god, er alting godt”.

Jo mere vi står sammen og hjælper hinanden, jo bedre klarer vi os sammen og hver for sig.

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

I næste indlæg skriver jeg om en lidt underlig oplevelse, jeg havde, da jeg sidst skulle vaske tøj. Jeg håber, det var et enkeltstående tilfælde, som ikke gentager sig.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 151 Ej en snorlige vej. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Helbredsmæssigt er der desværre stadig ingen fremgang. Denne omgang trækker virkelig i langdrag. Autoimmune sygdomme er drilske. Gode råd kan være dyre…

Der er dog håb, for jeg kommer vist snart i behandling. I morgen venter den sidste forundersøgelse. Når jeg er kommet i behandling, skulle jeg meget gerne opleve bedring og færre sygdomssymptomer.

Energimæssigt og i forhold til at have kræfter har min kurve gennem længere tid været nedadgående. Jeg er dog fuld af håb og satser på snarest at kunne mærke positiv fremgang.

Som jeg blandt andet skrev om i blogindlæg ”149 Uvurderlig værdi.”, så er Kampen for Retfærdighed desværre ikke slut. Sagens omdrejningspunkter har ændret sig – nogle problematikker er løst.

Visse personer fortsætter desværre med at behandle mig upassende.

Heldigvis er langt de fleste begyndt at behandle mig pænt og respektfuldt.

Nogle vælger at holde behørig afstand, hvilket nok er klogt af dem og fordelagtigt for mig.

Når jeg forsøger at kommunikere med varmemesterkontoret i Vejlby Vest, oplever jeg det hverken som behageligt eller positivt.

Nogle af mine relevante henvendelser bliver helt ignoreret?!

Andre af mine spørgsmål eller anmodninger besvares meget kortfattet og affærdigende?!

I den seneste mail, jeg modtog fra varmemesterkontoret, havde den mangeårige ejendomsfunktionær indsat hele 10 punktummer i streg?!

I en anden mail, jeg modtog fra ham for snart lang tid siden, var der hele 21 punktummer i streg?!

Når man spørger internettet, hvad flere prikker efter en sætning betyder, får man forklaringen, at det kan være udeladelsesprikker eller tøveprikker. Udeladelsesprikker signalerer, at noget er udeladt, og tøveprikker antyder noget uafsluttet eller tøvende.

På grund af den i forvejen fjendtlige attitude jeg som oftest bliver mødt med fra den front, så undrer jeg mig over, hvad ejendomsfunktionæren helt præcist ønsker at signalere med sine mange prikker?!

Er der noget i hans skrivelse, han udelader, som han egentlig gerne vil have ud mellem sidebenene? Eller er forklaringen, at han indsætter tøveprikker, fordi han er usikker på, hvorvidt hans kommunikationsform er i overensstemmelse med Alboas principper?

Jeg henvender mig vedholdene høfligt!

I onsdags, den 15. januar 2025, skrev jeg klokken 13:05 til varmemesterkontoret: ”Hej. Vi har ingen vand i Næringen 32. Kan I sige noget om varigheden? På forhånd Tak. Mvh. Malene”.

Ingen havde på forhånd varslet, at der ville blive slukket for vandet! Ergo anede jeg ikke, om en akut vandskade kunne have forårsaget manglen på vand. Hvis en vandskade var årsagen til, at der var slukket for vandet, kunne der blive tale om længere varighed. Jeg stod midt i madlavning og vaskede i den forbindelse også op. Det var relevant for mig at blive klogere på situationen.

Klokken 13:20 modtog jeg en mail fra varmemesterkontoret. Der stod: ”Det skulle være tilbage nu ………. Med venlig hilsen”. Ejendomsfunktionæren havde skrevet sit navn og tituleret sig som områdeleder.

Jeg blev lidt ærgerlig, da jeg læste hans mail. Vandet var rigtig nok kommet tilbage. Men hvorfor havde han indsat hele 10 punktummer i streg?

Jeg undrede mig, men min forundring var endnu større, da jeg i sin tid modtog den mail fra ham, hvor han havde indsat 21 punktummer…

Når jeg vælger at indsætte 3 punktummer, så er det min måde at vise på, at det gør mig eftertænksom.

Min oplevelse er, at han ofte bliver irriteret (og måske endda aggressiv), når jeg henvender mig?!

Han er dog netop ansat til at varetage mine og andre beboeres interesser i forhold til vores lejemål, som vi betaler husleje for at bo i!

Hvis han ikke gider eller føler, han har for travlt til at besvare mails, så skal han måske overlade den slags til ejendomsserviceteknikeren, som også varetager opgaverne på varmemesterkontoret.

Hvorom alting er, så tager det længere tid at sætte mange punktummer i stedet for blot ét!

Uanset hvordan ejendomsfunktionæren vælger at gebærde sig, så fortsætter jeg med at holde en høflig tone.

Jeg overvejede lidt, inden jeg skrev tilbage, hvordan jeg mindst muligt konfliktoptrappende og samtidig med en løftet pegefinger kunne skrive tilbage til ejendomsfunktionæren.

Jeg valgte at sætte boliginspektøren på som modtager af mit svar også. Det er vist fornuftigt og ret tiltrængt, at højere rangerende og selve Alboas hovedkontor får føling med, hvad der reelt foregår i boligområdet, og hvordan der kommunikeres.

Mit indtryk er, at mange af problemerne i Vejlby Vest skyldes, at området har været helt selvkørende i rigtig mange år, hvilket har fået enkelte til at køre friløb og sætte en særdeles valgfri, særegen dagsorden.

I mit svar skrev jeg til ejendomsfunktionæren: ”Tak for din respons. Vandet er kommet tilbage nu. Jeg modtog din mail i et underligt format. Det ser ud som om, du har lavet hele 10 punktummer Fortsat god dag. Med venlig hilsen Malene”.

Der var intet galt med det format, jeg modtog hans mail i! Jeg skrev det med det underlige format i stedet for at skrive noget i stil med: “Det gør mig ærgerlig og vred, at du ikke blot kan passe dit job og svare mig høfligt og sagligt! Jeg ved, du er irriteret og pissesur på mig. Men du har gjort mig uret – ikke omvendt! Du chikanerede mig blandt andet på det groveste, da du blankt ignorerede den akutte vandskade i min lejlighed i maj måned i 2023! Du lod helt bevidst netop mig sejle i min egen sø! Husk på de principper din arbejdsplads har med trivsel og ordentlighed!”

Forhåbentlig kan mit budskab tolkes mellem linjerne.

”Punktum, punktum, komma streg, sådan tegnes Nikolaj”. Børneremsen kan give stof til eftertanke i forhold til, hvordan man bruger tegnsætning, når man kommunikerer. Man kan ønske at signalere noget bestemt med sine punktummer. Måske tolker modtageren dog et helt andet budskab.

Forhåbentlig har ejendomsfunktionæren ikke haft en skjult agenda med sine henholdsvis 21 og 10 punktummer. Måske er det slet ikke hans hensigt fortsat at genere og chikanere mig.

Apropos den akutte vandskade i maj måned 2023 der ødelagde en hel del inventar og ejendele i min lejlighed, så bøvler jeg stadig med en skade i mit soveværelsesgulv derefter.

Der er dog langt om længe lys for enden af tunnelen. Det har hjulpet en hel del, at boliginspektøren, Alboas hovedkontor og Bytømrerens Serviceleder er blevet gjort opmærksomme på problematikken.

Jeg har naivt troet, det var tilstrækkeligt, at kommunikere med varmemesterkontoret og områdets faste tømrer om mit ødelagte soveværelsesgulv. Der tog jeg dog grueligt fejl. Jeg har ventet i månedsvis på at få skaden ude midt på mit soveværelsesgulv udbedret.

Nu styrer boliginspektøren og Bytømrerens Serviceleder forløbet, og det er jeg taknemmelig for.

I blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.” nævnte jeg, at jeg blandt andet spurgte boliginspektøren og Alboas hovedkontor om, hvorvidt de ville sørge for, at mit gulv i soveværelset (langt om længe) kunne blive lavet i januar 2025.

Jeg blev meget glad, da boliginspektøren skrev til mig, at mit gulv naturligvis skal laves. Han er blevet meget hjælpsom, og vi er begyndt at kommunikere rigtig godt.

Boliginspektøren sørgede for at inddrage Bytømrerens Serviceleder. Han lavede også en rekvisition på reparationer af elboksen og soveværelsesgulvet. Hvis alt går efter planen, bliver hullet i min elboks dækket til på onsdag, og skaden i mit soveværelsesgulv bliver samme dag forsøgt repareret.

Bytømrerens Serviceleder og områdets faste tømrer var efter aftale med boliginspektøren og mig i min lejlighed i onsdags. De skulle besigtige forholdene.

Aftalen er nu, at skaden forsøges udbedret ved at løfte og understøtte en af gulvbrædderne. Er det ikke en tilstrækkelig løsning, så jeg slipper for konstant at træde ned i en fordybning, når jeg går rundt i mit soveværelse eller bevæger mig derfra og ind i stuen, så er der også lavet en plan B.

Plan B er mere omstændelig. Det kan være, det bliver nødvendigt at udskifte gulvbrædderne fra køkkensiden og ind til hul-skaden i mit gulv. Sidstnævnte løsning vil indebære, der bliver en farveforskel, og at jeg skal fjerne møbler osv.

Jeg har sagt, jeg er tilfreds med begge løsninger. Jeg ønsker blot, at mit gulv hurtigst muligt bliver lavet, så jeg ikke konstant kommer til at træde ned i fordybningen, hvor gulvet bukker under. Skaden er sket midt i gangpassagen, så det er svært at undgå problemområdet helt.

Min formodning er – den ulidelig lange ventetid taget i betragtning -, at mit gulv aldrig var blevet lavet, hvis det fortsat stod til magthaverne i Vejlby Vest. Jeg chikaneres og skal mærke, at jeg ikke er vellidt og ønsket.

Jeg bor her dog, og jeg er glad for at bo her.

Jeg har rettigheder – både juridiske og menneskelige, og jeg flytter ikke!

Jeg er ikke nået videre i sagen i forhold til de forkerte vaskeriopkrævninger.

Før årsskiftet fik jeg tilsendt udspecificerede vaskeriregninger. Jeg kan ikke umiddelbart få opkrævningerne til at passe helt med min dokumentation. Inden jeg kontakter boliginspektøren mere omkring dén sag, vil jeg tjekke efter igen – mere grundigt.

Ret mange har kontaktet mig gennem tiden med bekymringer om kommende renoveringer.

Som en der netop har været igennem processen, har jeg kun positivt at sige om den samlede oplevelse og om de involverede byggefolk.

Naturligvis er det omsiggribende, når man skal bo i sit hjem under omfattende renoveringer, men – byggefolkene har været effektive, høflige og servicemindede. De fleste har generelt haft et smil på læben. Det har endog været hyggeligt lige at sludre med de forskellige.

Flere har spurgt, om jeg har gode råd i forhold til at komme bedst muligt igennem renoveringsprocessen.

Mine råd er: Læs udleverede papirer grundigt igennem, gør plads til byggefolkene, tal pænt og hav respekt for, at de knokler, er trætte, har det varmt eller er stressede. Byd dem eventuelt noget koldt at drikke. Anerkend det flotte arbejde. Spørg pænt hvis der er tvivl om noget. Henvend dig til byggeledelsen som har det forkromede overblik. Husk at ”Tak” er et lille ord med stor betydning.

I Vejlby Vest var vi på forhånd orienteret om, at byggefolk havde adgang til lejligheden fra klokken 7.30 til klokken 16.30 alle hverdage.

En dag var jeg skidt tilpas. Jeg var faldet i søvn på min seng, som stod ude midt på gulvet, fordi byggefolkene også skulle kunne komme til i forhold til udskiftningen af radiatorerne. Jeg vågnede ved, at to unge gutter stod i døråbningen og skulle til i rummet. De fangede heldigvis hurtigt, at jeg var skidt tilpas, og så ændrede de på rækkefølgen i dagens opgaver. Jeg takkede dem senere for, at de havde taget hensyn.

Der skal nogen gange blot et smil eller en venlig bemærkning til.

Man skal som beboer huske, at det kan være meget grænseoverskridende, når man som ansat skal gå ind i et hjem, hvor man bliver truet eller overfuset.

Jeg ser tilbage på renoveringsprocessen med positive øjne. Det var hyggeligt, at området summede ekstra af liv. Det er ofte garvede folk, der planlægger en sådan proces.

Til alle jer der forståeligt nok bekymrer jer: Det skal nok gå! Og er det hele for overvældende eller kaotisk, så giv udtryk for det på en god (hensyntagende) og fornuftig måde.

I næste indlæg kan jeg forhåbentlig meddele, at mit soveværelsesgulv langt om længe er blevet lavet efter mange måneders ventetid.

Jeg håber, alle har fået en god start på år 2025.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 150 Punktum – streg. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Tak til jer der venligt har mindet mig om, at det er længe siden, jeg sidst har lagt et blogindlæg ud.

Jeg er klar over, det er trukket i langdrag denne gang.

Desværre hænger jeg lidt i bremsen, da jeg stadigvæk langt fra er på toppen helbredsmæssigt.

Som jeg blandt andet skrev om i blogindlæg ”148 Julestatus.”, så er min autoimmune sygdom ret hård ved mig for tiden. Den vil ikke rigtig slippe grebet om mig. De tiltagende symptomer begyndte allerede midt på måneden i november, og indtil videre er der ikke bedring i sigte.

Energiniveauet er i bund, jeg er feberramt de fleste dage, mine smerter i muskler og led er slemme, næseblod er næsten en daglig begivenhed, og hovedpine har en hyppig forekomst. Godt, jeg trods alt har fået ro i mit hjem!

Mange kronisk syge kan nok nikke genkendende til, at man nærmest per automatik sætter en rask facade op. Når man bevæger sig ud, sørger man for, at ingen med det blotte øje kan se, at man burde ligge i sin seng eller måske endda burde være indlagt…

Jeg skal nok få det godt og komme ovenpå igen. Jeg har været turen igennem massevis af gange. Denne gang slipper min Lupus / SLE ikke lige grebet, så lægerne er i gang med at vurdere, hvilken medicinsk behandling der bedst muligt kan hjælpe mig til at få det bedre. Jeg har fået taget nogle prøver, og flere forundersøgelser mangler.

Som jeg nævnte i sidste indlæg, er det en tålmodighedstest samtidig med at være en udholdenhedstest, når man i månedsvis dag efter dag ikke oplever bedring.

Kronisk sygdom forklarer jo i sig selv ret klart ”konceptet” eller situationen med vedvarende helbredsudfordringer, men visse perioder er værre end andre.

Min læge og jeg jokede forleden lidt med, at man måske burde have et barometer over hovedet, der kunne vise omverdenen, hvor smerteplaget, feberramt og træt, man reelt går rundt og er. Et sådant barometer ville i hvert fald være en øjenåbner for nogen…

Heldigvis er mit humør som sædvanlig godt, og jeg er som altid fuld af gåpåmod. Jeg er utålmodig, lettere medtaget og ulidelig træt, men glad og fuld af taknemmelighed for de gode mennesker, jeg har i mit liv, og som jeg omgiver mig med i min hverdag.

Jeg nød virkelig juledagene.

Igen i år var jeg i kirke med min familie om eftermiddagen den 24. december. Næsten hver gang jeg er i kirke, siger præsten et eller andet i sin prædiken, som inddrager eller hænger sammen med noget, jeg har oplevet eller har haft med at gøre. Sådan har de fleste kirkegængere det nok – en eller anden sætning eller fortælling kan man som regel relatere særligt til.

I år nævnte præsten under julegudstjenesten noget om, at selv advokater og andre rige med masser af penge ikke kan købe sig til lykke og oprigtig kærlighed.

De sidste tre år har jeg haft med højtlønnede advokater at gøre. Det var en nødvendighed med advokaters indblanding, fordi jeg nægtede at give op og holdt på min ret. Om advokaterne er lykkelige, det aner jeg ikke. Jeg oplevede dem på ingen måde som kærlige mennesker.

Jeg er ikke rig – ikke økonomisk rig i hvert fald. Jeg har dog en følelse af at være beriget i mange henseender. Jeg føler mig blandt andet heldig med min familie, mine venner, naboer, chefer, ledere, kolleger, holdkammerater, læger, sygeplejersker, behandlere og mit netværk generelt.

Den følelse, jeg eksempelvis har, når jeg hygger mig og griner med min familie, er virkelig rar.

Teksten i Jodle Birges sang ”Rigtige venner” er spot on. Rigtige venner kan hverken købes for penge eller for guld. Man kan ikke købe sig til rigtige venner. Rigtige venner er komplet ligeglade med stilling, status og rigdom. Rigtige venner stiller op, hvis alt går galt. Jeg har nogle rigtige venner, der følger med i medgang og modgang.

Mine venner var omsorgsfulde og passede ekstra på mig, da jeg i sin tid blev alvorligt, livstruende syg. De støttede mig også og var med hele vejen, da jeg i forbindelse med værkstedshelvedet og retssagen blev voldsomt chikaneret, mobbet, truet og beskyldt for mangt og meget.

Mine venner og jeg har gennem årene været igennem forskelligt sammen – på godt og ondt. De svære tider styrker venskaber. Jeg kan have det sjovt, slappe af og hygge mig med mine venner.

Min familie og mine venner har uvurderlig værdi!

I mine relationer vægter jeg humor, næstekærlighed, omsorg, gensidig respekt, empati, forståelse, ordentlighed og integritet.

Alle oplever sorg og modgang. Det er (desværre) en del af livet. Jeg savner stadig min højtelskede far hver evig eneste dag. Jeg ville ønske, han ikke var blevet syg. Alle de gode minder har jeg heldigvis, og jeg tror på, han følger med i mit liv og min hverdag oppe fra himlen. Han vil altid have en særlig plads i mit hjerte.

Væksthus for Ledelse skriver i en artikel, at modgang gør stærk. At man bliver klogere og bedre rustet til næste udfordring hver gang, man oplever noget, der er ekstra svært.

Jeg kan tilslutte mig tesen om, at man bliver stærkere af ikke altid at have medgang. Min teori er dog, at man – hvis man gennem længere tid oplever uendelig, voldsom modgang – enten bliver brølstærk og finder en (måske) hidtil ukendt kampgejst frem, eller også knækker man og går helt i stykker – inderst inde i hvert fald.

I tre år i streg har jeg været under et ulideligt pres. Jeg er blevet tæppebombet med chikanetiltag, hærværkshændelser, usaglige og komplet usammenhængende løgnehistorier, falske beskyldninger og trusler. Jeg frygtede gennem længere tid for mit liv. Her bagefter undrer jeg mig over, hvordan jeg dog har kunnet holde til det forskellige…

En af mine bedste veninder spurgte mig for nylig, om jeg egentlig føler, at jeg er helt ok efter hele forløbet med værkstedshelvedet og retssagsprocessen.

Jeg kunne hverken give hende et klart nej eller et klart ja. Jeg er uden tvivl mærket af, hvad jeg har været udsat for. Om der er tale om en PTSD-lignende tilstand, tror jeg ikke ligefrem. Men en eller anden form for skade er der desværre sket.

Nogle af de ubehagelige hændelser er ved at gå lidt i glemmebogen. Andet – for eksempel overfaldet – står stadigvæk helt frisk i erindringen. Noget af det traumatiserende, forkerte, uretfærdige og absurde har jeg nok ubevidst helt fortrængt. Måske fordi jeg ikke kunne rumme det…

Min veninde er en af de personer, der har været med hele vejen igennem. Hun var flere gange til stede i min lejlighed, da værkstedslarmen gang på gang spolerede freden og roen. Hun bevidnede flere af chikanetiltagene og hærværkshændelserne. Hun har gang på gang været med til at læse advokaternes svadaer igennem. Hun har læst flere af Alboas upassende skrivelser til mig. Hun fulgte mig til politistationen dagen efter overfaldet. Hun var til stede i Retten. Hun var en af de første, jeg ringede til, da min højtelskede mor forrige år var ude for en slem ulykke. Krisen med min mors ulykke håndterede jeg samtidig med alt andet, der foregik.

Måske kan man konkludere, at man bliver stærk, når man er nødt til at være det?!

Min veninde var en af de støtter, der lagde øre til hver evig eneste gang, jeg blev anklaget for eller truet med et eller andet. Hun har ingen juridisk baggrund, men hun har siddet på biblioteker i Aarhus og læst i tørre lovbøger. Vi har læst op på paragraffer. Hun har været med til at lave skemaer, logbøger, lister, billedtemaer og kronologiske rækkefølger.

Hun og min mor, som heller ikke har nogen juridisk uddannelse, er blot nogle af de, der har stået last og brast med mig igennem hele helvedet.

Jeg husker stadig, min mor ringede en tidlig morgen og sagde, hun lige havde lavet en planche. Hun havde forbundet alle parter i sagen og undersøgt, om de før havde arbejdet sammen, om de kendte hinanden på anden vis, hvilken forbindelse der eventuelt var imellem dem, og om der kunne foreligge inhabilitet. Jeg var og er til stadighed imponeret og taknemmelig!

De fleste kan nok nikke genkendende til at være blevet syg lige efter en veloverstået eksamensperiode. Man har i en periode været presset og har tilsidesat andre opgaver og behov. En eksamensperiode varer gerne i relativ kort tid. Specialeprocessen har naturligvis en længere varighed, men der lærer man at prioritere og distribuere sin tid og de forskellige opgaver.

Den proces og det mareridt, jeg blev tvunget ud i, da jeg overtog mit lejemål i Næringen 32, varede i lidt over 3 år. 3 år er 1095 dage.

I over tre år fandt jeg mig i mangt og meget, hvor jeg blev truet, mobbet, chikaneret, overfaldet og oplevede hærværk på mit hjem, mine ting og ejendele.

3 år hvor jeg uafbrudt så mig nødsaget til at dokumentere ALT både i min lejlighed og ude omkring.

Sagen omkring det larmende, brandfarlige, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede værksted er heldigvis vel afsluttet.

Desværre er Kampen for Retfærdighed ikke slut. Jeg bliver fortsat chikaneret og behandlet upassende og forkert af flere forskellige!

Imens det hele stod på, var det hårdt og belastende. Ingen tvivl om det! Men der var kun én vej, da jeg først valgte at kæmpe Kampen for Retfærdighed, og det var fremad.

Her bagefter har jeg som før nævnt en stolthed og en taknemmelighedsfølelse. Jeg er stolt af, at jeg trodsede helt urimelige odds og opnåede mere eller mindre alt, jeg kæmpede for. Mine vidner og de venligtsindede mennesker, der hjalp mig igennem helvedet, har min dybeste taknemmelighed.

På mange måder er jeg stadig det samme menneske. Men, og der er et kæmpe stort men – jeg har mistet tillid, og jeg er blevet mere hård. Min tillid generelt og især til det danske retssystem har fået et kæmpe knæk. Min hidtil inkarnerede tro på ordentlighed og retskaffenhed i Danmark, den er mere eller mindre pist forsvundet.

Tiden læger alle sår, siger ordsproget. Både ja og nej… Tid kan hele i den forstand, at man får, hvad end nu udfordringen har været, på afstand.

Man siger, at problemer og bekymringer ikke varer evigt ved. Problemer kan sagtens vare ved, hvis der ikke sættes en stopper for, hvad end problemet er. Det er 100 procent sikkert, at mit problem med den evindelige værkstedslarm, der forpestede freden og roen i mit hjem i tide og i utide, var fortsat uendeligt, hvis jeg ikke havde kæmpet imod med næb og klør!

I forhold til bekymringer så oplever vi nok alle ind imellem at have bekymret os unødigt på forhånd. I forhold til problematikken med værkstedshelvedet og chikanen imod mig, bekymrede jeg mig ikke på forhånd, for jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg flyttede ind i min lejlighed. Det hidtil hemmeligholdte, forbudte, brandfarlige og larmende værksted i de ikke lydisolerede kælderlokaler lige under min lejlighed var årsag til, at mit liv og min tilværelse blev sat over styr i over 3 år.

Præsten sagde som tidligere nævnt under julegudstjenesten, at selv advokater og andre rige med masser af penge ikke kan købe sig til lykke og oprigtig kærlighed.

Ville jeg takke nej til at få en masse penge foræret – selvfølgelig ikke. Ville jeg nægte at tage imod en lækker yacht eller et guldkort med uanede mængder penge på – med garanti nej. Men, skulle jeg vælge mellem mit nuværende liv med alt det indebærer og et liv som rig, magtfuld advokat, hvor jeg eksempelvis skulle lyve, true og bedrage for at vinde sager, så ville jeg helt sikkert til hver en tid ”nøjes” med alt det, jeg har.

Vi er en spillefamilie. Vi spiller mange brætspil. Det gør jeg også med mine venner. Jeg elsker at vinde, og jeg kæmper gerne bravt for at komme først hjem i Ludo. Jeg slår alle de brikker hjem, jeg kan komme afsted med. Men, jeg vil ikke vinde ved at snyde! Så er det ikke en reel sejr!

Advokatverdenen kan på ingen måde sammenlignes med et hyggeligt og sjovt brætspil, men i forhold til at vinde og tabe så vil jeg til hver en tid konkludere: Hvis man vinder en sag ved at lyve, bedrage og true, så tæller det ikke som en reel sejr!

De der stjæler i supermarkeder og i andre butikker – får de slet ikke dårlig samvittighed?

En af mine venner er butiksvagt. Han siger, det ofte er gengangere, der bliver taget i at stjæle gang på gang. Ifølge ham er flere af den opfattelse, at lykkedes det, så er det bare fedt. De bliver ikke ligefrem ædt op af dårlig samvittighed.

Den tilgang kan nok sammenlignes med, hvis en advokat flere gange har haft held med at vinde retssager ved at fordreje sandheden, plante eller fjerne beviser eller true og måske endda opnå at få modparten til at give op.

Hvordan måler man på en succesrate? Kontoen eller de mange konti bugner nok af svimlende, høje beløb, men integritet og hæderlighed er næppe i højsædet. Og uanset mængden af penge kan man hverken købe sig til lykke eller oprigtig kærlighed!

Når det kommer til uvurderlig værdi, er målestokken nok forbeholdt hvert enkelt individ.

Dårlig samvittighed kan nage, hvis moral og etik er i højsædet.

Nogle mennesker er bedøvende ligeglade og fryder sig blot over endnu engang at være sluppet afsted med, hvad end det nu engang drejer sig om.

I næste indlæg opdaterer jeg omkring situationen med de forkerte vaskeriopkrævninger. Ligeledes skriver jeg om situationen med mit soveværelsesgulv, som til stor gene for mig stadig ikke er blevet lavet efter vandskaden i 2023.

Helt tilbage i juni måned 2024 – før sommerferien – havde jeg områdets faste, ældre tømrer, Henrik fra Bytømreren inde i min lejlighed. Jeg havde mindet ham om, at mit gulv stadig ikke var lavet efter vandskaden i maj måned 2023. Han kiggede på mit gulv og vurderede, at det ikke ville tage lang tid at lave. Naivt gik jeg samme dag og ventede på, at han nok ville komme lige og lave det. Det skete desværre ikke…

Mange dage og måneder er gået siden, og mit gulv er stadig ikke lavet?!

Jeg afventer i skrivende stund at få en tilbagemelding fra boliginspektøren. Mere om det i næste indlæg.

Jeg satser på snarest at blive mere frisk. Jeg krydser fingre for, at lægerne hurtigst muligt tryller lidt, så min Lupus / SLE bliver sat skakmat – så længe som muligt.

Endnu engang rigtig godt nytår.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 149 Uvurderlig værdi. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

I går ringede en fra opgangen på min dør og forærede mig friskbagte julesmåkager. Sikke et pænt træk – mums, de smagte godt. Jeg nød småkagerne, imens jeg så en julefilm.

Jeg er en inkarneret julefan, som gerne går all in med julehygge. Generelt er jeg en stor fan af hyggestunder, men julen er noget helt særligt for mig.

Som forventet har hverken boliginspektøren, varmemesterkontoret eller Alboas hovedkontor nået at besvare mine henvendelser. Der er dog alligevel sket en positiv ændring.

I blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.” skrev jeg om, at jeg siden starten af november desværre adskillige gange har oplevet, at mine vaskeri-reservationer er blevet slettet i systemet?! Ingen andre har givet udtryk for også at have oplevet at få reservationer slettet! Ergo har jeg og øvrige tolket de mange sletninger som (endnu) et chikanetiltag imod mig.

Min opfattelse af situationen gav jeg ordret udtryk for i min seneste henvendelse, som jeg sendte til boliginspektøren og til Alboas hovedkontor. Samtidig påpegede jeg, at jeg stadig venter på at få lavet den skade i mit soveværelsesgulv, der kom i forbindelse med vandskaden i maj måned 2023.

Muligvis har der siden modtagelsen af min seneste henvendelse været interne drøftelser – det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Faktum er dog, at jeg siden min skriftlige henvendelse den 18. december 2024 pludselig ikke længere oplever, at mine vaskeri-reservationer slettes. Mit håb er, at det problem hermed er løst!

Forhåbentlig sørger boliginspektøren i samarbejde med hovedkontoret for, at mit gulv langt om længe bliver repareret i januar 2025. Det er åbenbart nødvendigt at henvende sig til højere rangerende i Alboa end til de ansatte i Vejlby Vest, der ellers burde varetage en sådan (forholdsvis simpel) opgave.

Jeg har ventet tålmodigt i flere måneder men intet er sket?!

Man siger, at hvor der er vilje, er der vej. Når velviljen ikke er der, er det problematisk.

Som den inkarnerede julefan, jeg nu engang er, så må jeg tilkendegive, at denne december måned har været lidt udfordrende. Stik modsat de foregående tre år jeg har boet i denne lejlighed i 2021, 2022 og 2023, så handler det i år om helbredsudfordringer – heldigvis ikke om hverken værkstedslarm, trusler eller retssag.

Som nævnt i blogindlæg ”145 Nisser på spil?”, så blev jeg ramt af helvedesild i starten af december. Det brændende og kløende sår er ikke noget, man dør af, men det er ubehageligt og smertefuldt, imens det står på. Jeg kom hurtigt i behandling, og dén sygdom kom der relativt hurtigt styr på.

Min Lupus (SLE) er lidt sværere at hamle op med og håndtere, når den bliver ond i sulet. På grund af feber, ekstra træthed samt smerter i muskler og led, har jeg haft en del sygedage i december. Jeg har måttet til læge nogle gange, og jeg har også fået hjælp på sygehuset. Det er et kæmpe privilegie, at jeg har gode, venlige læger og omsorgsfulde, dygtige sygeplejersker, der behandler og hjælper, når det er nødvendigt.

Situationen er nu engang, som den er med kronisk, fysisk sygdom. Når jeg bliver ramt på denne måde, er det medicin, hvile og søvn, der skal til. For mig er det en udholdenheds- og en tålmodighedstest, når jeg rammes af sygdom i længere tid ad gangen.

Heldigvis har jeg efter flere års kamp opnået at få sat en stopper for værkstedslarmen, så det rent faktisk er blevet muligt for mig at slappe af, hvile og sove i fred og ro i mit hjem.

Jeg husker en anden periode, hvor jeg også var ret hårdt ramt helbredsmæssigt. På daværende tidspunkt blev mit hjem forpestet af evindelig værkstedslarm flere timer om dagen mange dage om ugen.

Den evindelige larm fra de ikke lydisolerede kælderlokaler lige under min lejlighed forhindrede mig dengang i at kunne hvile og sove i mit hjem.

Jeg husker, jeg sendte en anmodning til Alboa. Når min udlejer af uforståelige årsager ikke ville sørge for god ro og orden i ejendommen, bad jeg om at få stillet et værelse andetsteds til rådighed, hvor jeg havde mulighed for at gå hen og hvile og sove i alle de timer hver uge, hvor den evindelige værkstedslarm stod på.

Alboa afviste blankt at tage noget som helst ansvar?! Der var ingen hjælp at hente?! Jeg kunne sejle i min egen sø?!

Dengang var jeg desværre fuldstændig prisgivet… Det er jeg på lykkelig vis på ingen måde længere! Det nytter noget at kæmpe for sine rettigheder!

Grundet de mange sygedage i denne måned har jeg blandt andet været nødt til at melde fra til flere sociale arrangementer. Blandt andet gik jeg glip af en jule-kanalrundfart med live musik. Ligeledes måtte jeg udsætte julebagning med familien. Den traditionsrige tur i juletivoli med en af mine bedste venner lige før jul blev det desværre heller ikke til i år.

Det er ærgerligt og invaliderende, når mit immunforsvar så at sige midlertidigt krakelerer. Det er dog præmissen i et liv med kronisk, fysisk sygdom. Jeg får det godt igen – jeg skal ”blot” holde ud!

Som nævnt adskiller julemåneden sig i år fra de foregående tre år. I år er det helbredsmæssige udfordringer, som stjæler meget fokus.

I 2021 hørte jeg – også i december måned – på evindelig værkstedslarm. Chikanen imod mig tog til. Få dage før jul lod jeg mig lokke med til dialogmødet med den skjulte dagsorden. Beboerrådgiveren og boliginspektøren lavede det absurde, famøse larmeskema over mit hjem…

I 2022 modtog jeg lille juleaften information fra en advokat om, at jeg ville blive sagsøgt?! Det viste sig at være (endnu) en tom trussel, men uanset hvad ødelagde det – i hvert fald for en stund – julehyggen.

I 2023 var julemåneden præget af det malplacerede og absurde forløb med retssagen.

Uanset om man udfordres af sygdom, uretfærdigheder eller andet, så er det altafgørende, at man væbner sig med tålmodighed, sørger for at gardere sig bedst muligt, og er man som jeg virkelig privilegeret, så kan ens netværk gøre en verden til forskel.

Allerede for snart to år siden henvendte en beboer i Vejlby Vest sig til mig. Vedkommende har nogle udfordringer med sine naboer og med nogle omkringboende. Beboerrådgiveren har ifølge beboeren flere gange nævnt muligheden for et dialogmøde.

Jeg har endnu ikke et indgående kendskab til, hvad der er hoved og hale i beboerens situation. Jeg forstår dog fuldt ud, at vedkommende på ingen måde overhovedet vil overveje at deltage i noget som helst møde med områdets beboerrådgiver!

Flere er blevet bevidste om, hvad hun er for en størrelse. Hun besidder uheldigvis en magt, og den er hun villig til at misbruge.

Jeg ville personligt ønske, jeg aldrig nogensinde naivt og godtroende havde indvilliget i at deltage i det såkaldte dialogmøde i 2021, der viste sig at handle om meget andet end netop dialog…

Beboeren, der bor et andet sted i Vejlby Vest, beretter om en ret uholdbar boligsituation. Jeg kan desværre nikke genkendende til flere af problemerne. I en årrække boede jeg selv i en yderst dysfunktionel opgang med store problemer i Næringen 54.

Man skal naturligvis passe på med blot at flygte fra problemer. Jeg valgte at flytte fra en røgfyldt, ildelugtende opgang med nogle trælse personer til denne opgang med et (ret) sundt indeklima og et godt naboskab.

Græsset er altid grønnere på den anden side, siger man. Dermed menes, at man ofte idealiserer, hvad andre har. I stedet bør man nok vande sit eget græs, så det forbliver grønt. Man skylder i hvert fald sig selv og sine omgivelser at forsøge at løse eventuelle problemer.

Jeg valgte dengang at flytte fra Næringen 54. Jeg blev fysisk syg af at bo i den røgfyldte opgang.

Med min lejlighed i Næringen 32 fulgte dog en udtrættende og udmattende kamp – eller nærmere krig – om det hidtil hemmeligholdte, yderst larmende, brandfarlige, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted. Et foretagende der ødelagde freden og roen i mit hjem.

Med de tre første år i mit nye hjem fulgte evindelig værkstedslarm, mobning, hetz, chikane, trusler hærværk, retssag, magtmisbrug og aftalt spil.

Grundet helbredsudfordringer opgav jeg at kæmpe imod Alboa og de problematiske beboere i Næringen 54. Jeg skal huske at påpege, at jeg også havde nogle rigtig gode naboer i den gamle opgang. Det var de brodne kar, der udgjorde problemet.

Da jeg på det groveste blev udfordret i min nye opgang på grund af værkstedsmareridtet og alt der fulgte med den sag, tog jeg kampen op!

Beboeren, der er kommet til mig flere gange, er tydeligvis frustreret over situationen. Det er forståeligt!

I det nye år vil jeg – hvis vedkommende henvender sig igen – undersøge muligheden for, at der kan komme en sagsbehandlende konfliktmægler udefra. En objektiv, saglig, ordentlig, regelret og velmenende professionel.

Et eventuelt krav vil i enhver henseende være, at beboerrådgiveren på ingen måde må deltage i noget som helst! Tilliden til hende er med alt in mente ikke eksisterende!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg kom til at trække på smilebåndet, da beboeren i frustration gav udtryk for hellere at ville kysse en død pungrotte end at deltage i et dialogmøde med den pågældende beboerrådgiver. Kysse en død pungrotte… Det udtryk havde jeg ikke lige hørt før, men jeg forstår betydningen. Beboeren vil ikke risikere noget som helst fra beboerrådgiverens side.

Gid jeg havde været forudseende og havde sagt nej til at deltage i det dialogmøde med den skjulte dagsorden, der fik omsiggribende konsekvenser for mig. Men hvorfra skulle jeg kunne vide, at en socialrådgiver ansat som beboerrådgiver kunne finde på at opdigte lydprøver, lave larmeskema over et hjem og skrive et yderst misvisende referat?

Man går vel som udgangspunkt ud fra, at folk vil en det godt. At hyrede ansatte agerer professionelt…

Jeg har lært på den hårde måde, at man virkelig skal passe på med at formode noget som helst!

Mit råd til beboeren – og til alle andre, der kæmper den ene eller den anden kamp: Sørg for at dokumentere mest muligt. Selv noget, der i øjeblikket virker ubetydeligt, kan i det lange løb få afgørende betydning.

Eksempelvis blev min detaljerede dokumentation min redning, da jeg pludselig ud af det blå også blev anklaget for omsiggribende hærværk…

Jeg bliver løbende kontaktet af en, der har en retssag kørende. Vedkommende oplever at blive chikaneret osv. Gang på gang påpeger jeg vigtigheden af at dokumentere. Ind imellem siger vedkommende: ”Jamen, det var vist ikke så vigtigt”. Måske ikke – men hellere være på den sikre side!

Jeg kunne eksempelvis bevise, at jeg var til et socialt arrangement et helt andet sted i Danmark, da jeg 8 måneder efter pludselig i retsdokumenter blev beskyldt for at have begået omfattende hærværk i kælderen under min bolig?!

Dokumentér! Dokumentér! Dokumentér!

Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 148 Julestatus. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

I forgårs, den 16. december 2024, sendte jeg en mail til varmemesterkontoret, til boliginspektøren og til Alboas hovedkontor.

I emnefeltet skrev jeg ”Reservationer slettes gang på gang?!”. I min mail stod der: ”Hej. Jeg oplever gang på gang, at mine vaskeri-reservationer bliver slettet?! Så sent som i dag havde jeg reserveret maskine 1 og 3 fra klokken 13 – 15. De reservationer var ligesom mange af mine andre reservationer blevet slettet?! Hvem har adgang til at slette reservationer i systemet? Mener I, sletningerne skyldes systemfejl ligesom de for høje opkrævninger? Kan der igangsættes en undersøgelse – eventuelt i samarbejde med Electrolux – i forhold til, hvorfor reservationer gang på gang slettes? Jeg afventer at høre fra jer. Med venlig hilsen Malene Ottesen, Næringen 32, stuen 1”.

I dag har jeg sendt endnu en mail til boliginspektøren og til Alboas hovedkontor. Min skrivelse i dag er egentlig ment som et svar på det brev, boliginspektøren skrev til mig, den 21. november.

Som emne angav jeg ” Vaskeri-udfordringer og øvrige kommentarer”. Derudover skrev jeg:

”Jeg har modtaget boliginspektørens brev fra den 21. november 2024. Tak for det. Med i brevet var de udspecificerede vaskeriregninger, jeg havde anmodet om at få. Ligesom øvrige beboere i Vejlby Vest oplever jeg, at det er svært at følge med i, hvor meget man vasker for i forhold til, hvad der opkræves. Først og fremmest skyldes udfordringen nok forsinkelsen – altså at man eksempelvis først opkræves i februar måned 2025 for, hvad man har vasket for i december 2024. Derudover har forvirringen været stor i forhold til uoverensstemmelserne mellem vaskerisystemet på hjemmesiden og på skærmen i vaskeriet. Ydermere er det problematisk, at alle transaktioner ikke fremgår – synligt for os beboere i hvert fald. For eksempel den 4. oktober: Som man kan se på de to billeder, har jeg ikke på noget tidspunkt kunnet se transaktionen for vasketuren den pågældende dag – hverken på vaskerihjemmesiden eller på skærmen i vaskeriet”.

“Imidlertid fremgår den trods alt på den udspecificerede regning, jeg fik tilsendt?! På det seneste er vaskerisystemet helt holdt op med at opdatere?! Som det nyeste er funktionen med transaktioner på skærmen i vaskeriet helt forsvundet (på dette billede kan man se, at funktionen med “transaktioner” er væk)?!”

“I en periode – efter jeg havde henvendt mig om de for høje vaskeriopkrævninger – opdaterede begge vaskerisystemer prompte efter vasketurens afslutning. Det er ikke tilfældet længere. Så længe der er så megen forvirring og visse uoverensstemmelser i forhold til selve vaskerisystemet, så vil jeg løbende anmode om at få tilsendt udspecificerede vaskeriregninger. Dette for at sikre mig at opkrævningerne stemmer fuldstændig overens med min dokumentation”.

“I forgårs skrev jeg til varmemesterkontoret, til boliginspektøren og til Alboas hovedkontor om, at jeg gang på gang desværre oplever, at mine vaskerireservationer slettes?! Det er indtil videre i hvert fald sket de sidste 8 gange. Jeg har adspurgt andre beboere i forhold til problematikken – ingen andre giver udtryk for at opleve det samme. Tilsyneladende er det altså udelukkende mine reservationer, der hver gang slettes?! Det efterlader mig med en opfattelse af, at en eller anden manuelt sletter mine reservationer for at genere mig. Det håber jeg så sandelig ikke er tilfældet! Det er kun Electrolux og Alboas ansatte, der har adgang til den administrative del af systemet. Hvis det er tilfældet, at en af Alboas ansatte på den vis chikanerer mig, så bør det omgående ophøre! Jeg vil gerne anmode om, at der tjekkes op på, hvordan og hvornår det sker, samt hvem der står bag de gentagne fjernelser af mine reservationer. Der må være en slags log, hvor man kan se, hvem der logger ind, hvorfra osv.”.

“Retssagen omkring det brandfarlige, larmende, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede værksted er velafsluttet. Det er ærgerligt og skammeligt, at det var nødvendigt, at vi simpelthen skulle ende i Retten. Hvorom alting er, så var det en nødvendighed, problematikken og forløbet burde være en saga forbi, og forhåbentlig har alle taget ved lære af forløbet og processen. Det skaber dog røre og konflikter, hvis det er tilfældet, at en eller flere af Alboas folk fortsætter med at gøre min hverdag i Vejlby Vest besværlig! En sådan problematik og misere vil nødvendigvis også skulle håndteres!”

“Det er den 18. december 2024 i dag. I går, den 17. december, var det 3 år siden, jeg havde en telefonisk samtale med boliginspektøren omkring den evindelige værkstedslarm, der dag efter dag forpestede mit hjemmeliv. Med udgangspunkt i telefonsamtalen, indvilligede jeg i at deltage i det møde, den 20. december 2021, der viste sig at være alt andet end noget, der havde med dialog at gøre…“.

“Vi er flere – både nuværende og tidligere beboere – der har drøftet, at boliginspektøren, beboerrådgiveren og lejeren af værkstedet aldrig havde kunnet udføre den ondskabsfulde og ødelæggende plan med løgne om lydprøver, larmeskema over mit hjem osv., hvis ikke jeg havde fulgt boliginspektørens formaning om, at jeg skulle møde op alene“.

“Jeg håber ikke, der bliver flere problemer med chikane, larm, larmeskema, løgne osv., men skulle det blive nødvendigt, at vi ender ud i endnu en retssag, så har jeg endnu flere vidner klar til at berette om sandheden. Min advokat begrænsede antallet af vidner på grund af tidsforbrug. Hvis det stik mod al fornuft bliver nødvendigt med endnu en retssag, så vil retsdagene skulle gennemføres, samtlige vidner skal afhøres, og samtlige beviser skal fremlægges!”

“Min formodning og mit håb er dog, at Alboa opfordrer sine folk til at følge regler og love og behandle mig ordentligt og anstændigt, så jeg kan leve mit liv i fred og ro, og så flere dommere, advokater og øvrige instanser ikke behøver komme på banen“.

“Jeg er underskriver på denne skrivelse, men jeg har en hilsen med fra flere nuværende og tidligere beboere. Alboa profilerer sig med ordene ”trivsel”, ”ordentlighed” og ”fællesskab”. Dét at trives er nærmest altafgørende – både for ansatte og beboere. Trivsel forudsætter ordentlighed og medmenneskelighed. Fællesskab kommer sig af, når man er sammen om noget. Ved at forskelsbehandle og tilgodese udvalgte, ødelægger man fællesskabet. Samtlige lejere og ansatte skal behandles pænt, ordentligt og anstændigt. Ingen skal eksempelvis tvinges til hverken at leve under et larmeskema eller høre på evindelig værkstedslarm – ej heller må chikane, hærværk og trusler foregå i det åbenlyse!”

“Trivsel, ordentlighed og fællesskab bør være grundstenene i enhver menneskelig sammenhæng. Man er også nødt til at følge med tiden. Beboersammensætningen i Vejlby Vest har ændret sig gennem årene. Flere uddannede flytter ind, ressourcestærke er kommet til – folk finder sig naturligvis ikke i hvad som helst“.

“Jeg bor her stille og roligt, jeg betaler min husleje, jeg har det rigtig godt med omkringboende. Jeg er virkelig blevet gjort uret! Noget lignende må ALDRIG gentage sig! Retssagens afslutning burde være en oplagt mulighed for at starte på en frisk. Mange har fulgt og følger stadig med i min kamp for retfærdighed. Hvis jeg fortsat chikaneres og udsættes for alt muligt, så kommer ingen af os til at få en stille og rolig hverdag. Hævn osv. er I nødt til at se jer ud over!“

“I gjorde mig uret! Jeg tog kampen op! Retfærdigheden er efter flere år sket fyldest!”

“Uanset om I kan lide mig eller ej, så har jeg rettigheder som lejer! Allerede før renoveringerne anmodede jeg om, at mit gulv i soveværelset skulle laves. Det gik i stykker efter vandskaden i maj måned 2023. Jeg har ventet i månedsvis, mit gulv er stadig ikke lavet?! I den henseende misligholder Alboa vel sin del af lejeaftalen i forhold til A-ordningen. Jeg har virkelig udvist tålmodighed. Jeg anmoder hermed endnu engang om, at mit gulv i soveværelset skal laves, så der ikke sker yderligere skade, og så jeg ikke skærer min fod flere gange, når jeg træder ned i hullet. Både områdets tømrer og ejendomsserviceteknikeren i Vejlby Vest er opmærksomme på problematikken. Varmemesteren er vel også i og med, at han læser indkomne mails. Hovedkontoret og boliginspektøren hører måske for første gang om min anmodning. Jeg forventer ikke, gulvet når at blive lavet før jul. Der er ganske få dage tilbage inden juleferien. Men i januar regner jeg stærkt med at blive kontaktet om, hvornår jeg kan være hjemme til at lukke personale ind, så mit gulv langt om længe kan blive lavet”.

“Det ærgrer mig og gør mig ked af det, at jeg fortsat behandles dårligt og forkert. Jeg fortjener det ikke!“

“I boliginspektørens brev fra den 21. november bliver det nævnt, om jeg vil gensende mine stadig ubesvarede spørgsmål. Naturligvis vil jeg det. Jeg og øvrige beboere havde egentlig opgivet nogensinde at få svar, da vores henvendelser fra den 9. februar 2023 og den 22. februar 2023 blev blankt ignoreret af både boliginspektøren, varmemesterkontoret, Alboas hovedkontor og afdelingsbestyrelsesformanden. Jeg gensendte vores spørgsmål den 16. oktober 2024. Først forsøgte jeg at skrive til boliginspektøren. Boliginspektørens mailadresse kunne man dog ikke skrive til. Man fik en mail tilbage om, at mailadressen pludselig slet ikke eksisterede. Efterfølgende sendte jeg materialet til hovedkontoret.

1.  I Husordenen står der klart og tydeligt, at der ikke må forefindes kummefrysere i lejede kælderrum. Afdelingsbestyrelsesformanden sagde på det årlige afdelingsmøde i 2022, at der er kummefrysere i flere af de lejede kælderrum. Bør Husordenens regler ikke håndhæves?

2. Vi er flere, der har bemærket og ærgrer os over, at der åbenlyst nærmest reklameres med lov- og regelbrud i Vejlby Vest. Ingen af os har glemt, da afdelingsbestyrelsesformanden på det årlige afdelingsmøde i 2022 flere gange gentog i mikrofonen: ”Ja, det er ulovligt, det har altid været ulovligt, hvad vil I gøre ved det? Proppe det op i røven eller hvad?” Både boliginspektøren, ejendomsfunktionæren og beboerrådgiveren var ud over alle fremmødte beboere til stede, da afdelingsbestyrelsesformanden kom med de malplacerede og harske udmeldinger. Når Alboa laver en artikel om hård tone og trusler, og samtidig profilerer sig med ordene ”trivsel”, ”ordentlighed” og ”fællesskab”, mener Alboa så, at det er i orden og acceptabelt, at Alboas daværende organisationsbestyrelsesmedlem, som også er boligområdets revisor og afdelingsbestyrelsesformand bramfrit gentager en sådan udmelding?

3. Hvis kummefryserne stik mod Husordenens regler får lov til at blive ved med at være i de lejede kælderrum, bør hver enkelt lejer så ikke selv stå for den samlede udgift til el i stedet for, at elforbruget i de lejede kælderrum hovedsageligt betales over fællesudgifter?

4. Vejlby Vest har ikke længere en generalforsamling. Der afholdes i stedet et årligt afdelingsmøde. Afdelingsbestyrelsesformanden er flere gange blevet bedt om at sørge for, at hjemmesiden VejlbyVest.dk bliver opdateret, så det ikke længere fremstår som om, der fortsat afholdes en generalforsamling med gældende regler i dén sammenhæng. Kan Alboa motivere afdelingsbestyrelsesformanden til at rette op og eventuelt svare på, hvorfor der ikke længere afholdes generalforsamlinger?

5. Afdelingsbestyrelsesformanden præsenterede sig selv og en nøgleansvarlig som regnskabsansvarlige for Fritidsklubben. Han nævnte, at revisionen også havde undret sig over bankgebyrer. Udføres der ekstern revision af regnskaberne i Vejlby Vest og i Fritidsklubben?

6.  I Fritidsklubbens regnskaber figurerer ”Træværkstedet” ikke. Vi fik forklaringen, at der ikke er økonomi forbundet med Træværkstedet. Afdelingsbestyrelsesformanden sagde, at den nøgleansvarlige kan komme til ham og bede om finanser. Da vi spurgte, hvor fra i regnskaberne eventuelle beløb bliver taget fra, blev vi fejet af med svaret ”fra et eller andet sted”. I et regnskab skal der være styr på debet og kredit. Har afdelingsbestyrelsesformanden helt frit slag, eller bliver der ført kontrol med, om det forskellige foregår, som det skal og bør?

7. Vil Alboa – måske i samarbejde med Electrolux – undersøge, hvem der står bag, at mine vaskerireservationer gang på gang slettes?

8. Er funktionen med transaktioner på skærmen i vaskeriet kun forsvundet midlertidigt?

9.  Vil Alboa formane overfor relevante ansatte og frivillige, at jeg skal behandles lige så pænt og ordentligt som øvrige beboere, så også jeg kan trives i mit hjem og i mit boligområde?

10. Vil I sørge for, mit gulv i soveværelset bliver lavet i januar 2025?

11. Vi er flere, der bekymrer os om, at vand- og varmemålerne er gemt bag det store, skrøbelige spejl på de nye badeværelser. Byggeledelsen sagde under fejl- og mangelgennemgangen, at det er en tomandsopgave, hvis man skal løfte spejlet af. Vi er mange, der bor alene. Det er mest trygt, hvis man selv har mulighed for at holde øje med sine målere. Har Alboa kommentarer i forhold til den problematik?

“Jeg afventer at høre fra jer, og jeg har fuld forståelse for, hvis I ikke når at svare mig før jul. Glædelig jul og godt nytår. Med venlig hilsen Malene Ottesen, Næringen 32, stuen 1″.

I næste indlæg fortæller jeg om, hvorvidt jeg har fået en respons på mine henvendelser. Ligeledes beretter jeg om, hvis jeg har fået svar på mine spørgsmål. Jeg satser på at nå at skrive endnu et blogindlæg inden juleferien.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 147 Spørgsmål og opfordringer. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Mit hjerte er heldigvis ikke gået i tusind stykker, men i flere år væltede min hverdag i boligområdet og meget gik itu.

Det har været barsk at stå mål med al chikanen, mobningen, hetzen, truslerne, hærværkshændelserne, løgnene, de falske anklager, rygterne, overfaldet (og den evindelige værkstedslarm).

Men, jeg er trods alt kommet helskindet igennem, og jeg har et (endnu større) smil på læben!

Jeg er glad for og stolt af, at jeg tog kampen op, at jeg holdt ud, og at jeg overvandt al modgangen!

Retssagen er vel overstået!

Mareridtet omhandlende det brandfarlige, larmende, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede værksted er en saga blot!

Kampen for Retfærdighed har lønnet sig og er endt positivt – for mig og for opgang 32 i Næringen i hvert fald.

Efterdønningerne har jeg ikke umiddelbart været forberedt på… Jeg har ikke taget højde for, hvad der ville komme snigende i tiden efter retssagen og efter sagens afslutning.

Heldigvis har jeg ikke oplevet noget som helst ubehageligt.

Chikanørerne holder sig klogt nok på lang afstand, og det nyder jeg godt af.

Mest af alt er jeg overrasket over, at jeg har fået undskyldninger fra uventet kant. Ligeledes er nogle stykker kommet med nogle ret søgte bortforklaringer.

For nogle dage siden blev jeg stillet et uventet spørgsmål, der var en slags øjenåbner for mig.

Det går mere og mere op for mig, hvilke falske rygter der blev spredt om mig, og hvor mange ødelæggende og krænkende løgne der var i omløb.

Da jeg var ude at handle, mødte jeg et par fra boligområdet. Manden har jeg vist ikke mødt før. Han virkede dog til at være lige så sød, ordentlig og rar som sin kone.

Kvinden lærte jeg at kende, da hun henvendte sig til mig en tidlig morgen i 2022. Jeg husker tydeligt, at jeg blev nervøs, da hun dengang henvendte sig til mig. En overgang blev jeg umotiveret overfuset og angrebet af flere, så paraderne var selvsagt oppe.

Dén morgen for nogle år siden sagde hun ”godmorgen” og spurgte, om jeg er dén Malene fra Næringen 32. Jeg nikkede. Hun smilte og sagde, at jeg skulle vide, at hun ikke lytter til rygter, og at hun danner sig sit eget indtryk. Jeg husker tydeligt, jeg blev rigtig glad, og jeg var oprigtig taknemmelig for at møde et ordenligt, objektivt, neutralt og venligsindet menneske.

Jeg kan huske, jeg takkede hende og sagde, at jeg faktisk ikke havde behov for at fortælle hende en helt masse om sagen eller om de indblandede.

Hun smilte og sagde, at det netop var positivt, at jeg ikke havde det behov.

Siden dengang har vi altid – når vi tilfældigt mødes – sludret om forskelligt og sendt hinanden et smil.

Da vi mødtes i supermarkedet forleden, spurgte kvinden til, hvordan det går med retssagen. Jeg sagde, den heldigvis er vel overstået.

Hun stillede så det uventede, overraskende spørgsmål: ”Får du så lov til at blive boende?”

Jeg blev paf og forklarede, at retssagen ikke på noget tidspunkt har handlet om, hvor vidt jeg kunne blive boende eller ej!

Retssagen drejede sig om Alboas mangelfulde og fejlfyldte sagsbehandling i forhold til det forbudte, brandfarlige, larmende, nu heldigvis for altid lukkede værksted i kælderen lige under min lejlighed.

Hun og manden kiggede på hinanden, smilte og smågrinte. Hun sagde, at de havde fået at vide, at jeg skulle smides ud?!

Hun og manden rystede begge på hovedet og sagde, at det er godt, jeg har fået sandheden frem. Inden vi gik i hver vores retning, sagde hun med løftede øjenbryn, at de virkelig har hørt mange ondskabsfulde løgne og falske rygter om mig.

Vi ønskede hinanden en god dag, og jeg gik hjemad. Jeg burde ikke længere kunne blive overrasket og egentlig heller ikke chokeret set i lyset af alt det lede, uretfærdige, modbydelige og nedrige, jeg er blevet udsat for i flere år. Alligevel blev jeg paf, fordi jeg slet ikke havde overvejet, at løgnen om min eventuelle udsmidelse af mit hjem også har været i spil?!

Det positive for mig er, at flere og flere får øjnene op for, at de er blevet fyldt med løgne. Det går nok heller aldrig i glemmebogen, hvem der stod bag den intense rygtespredning.

I løbet af de sidste uger har jeg fået nogle undskyldninger fra uventet kant.

Det er åbenbart gået op for flere, at de har medvirket til noget skamfuldt, ulovligt, ødelæggende og kritisk.

Jeg bærer som sådan ikke nag, men, visse står bag utilgivelige handlinger, og de mennesker har jeg intet tilovers for!

Det er på sin vis hæderligt, at der rent faktisk er nogle, der på trods af alt faktisk er ordentlige nok til at undskylde.

Ligesom julemanden har en liste over artige og uartige børn, har jeg en liste over ordentlige og uordentlige beboere i Vejlby Vest.

Udover de der undskylder, er der to andre kategorier (i forhold til de medløbere, der har valgt at blande sig i sagen om det larmende violinbyggerværksted, der inden nedlukningen forpestede mit og øvriges hjemmeliv i opgang 32 i Næringen).

Enkelte har henvendt sig og er kommet med nogle ret søgte bortforklaringer, der vist har til formål, at jeg skal frikende dem for, hvad end de har følt sig ”nødsaget” til at udsætte mig for?!

En sagde eksempelvis, at hun og hendes mand jo ellers frygtede, at de selv ville stå for tur, hvis de ikke holdt med flertallet?!

Jeg overvejede lidt, hvordan jeg på en høflig, men stadig bestemt måde kunne give hende svar på tiltale.

Jeg ved ikke præcis, hvad hun og manden har været indblandet i – om de har været med til at smadre min elcykel, om de var med til at overhælde min dør med urin, om det var dem, der kastede den ætsende væske ind i min have, eller hvad end de mon har gjort for at motivere mig til at give op og flytte…

Jeg spurgte hende ikke. Jeg sagde blot til hende, at vi for hendes og hendes mand skyld må håbe, at de ikke pludselig bliver lagt for had (ligesom jeg blev det) og selv oplever omfattende chikane og hetz.

Jeg sagde det stille og roligt, og jeg ønskede hende en god dag, inden jeg gik fra hende.

Én hændelse står helt klar i min erindring i forhold til kvinden. Inden jeg tillod mig at klage over larmen fra det for omgivelserne altødelæggende, daværende værksted, var kvinden altid flink og snakkesalig. Pludselig en morgen fnøs hun mig ind i hovedet, kastede et halvfyldt iskaffebæger på mig og kaldte mig en forbandet kælling…

Måske skulle jeg have mindet hende om den pågældende, malplacerede opførsel og upassende adfærd. Jeg vælger dog mine kampe med omhu, og jeg tror på, hun og manden allerede har lært, at de skal forholde sig objektive og neutrale en anden gang.

Jeg inddeler altså mere eller mindre de indblandede modstandere i 3 kategorier. De der undskylder, de der kommer med søgte bortforklaringer og de der fortsætter med at chikanere og genere mig.

I sidstnævnte kategori er det oplagt at nævne en aldrende, mørkhåret kvinde fra naboopgangen. Hun stirrer altid vredt på mig, og jeg har hørt hende tale grimt om mig flere gange. Hendes navn er ligeledes blevet nævnt for mig flere gange.

Hun er i min optik en sørgelig skabning… Det kan være, hun skal ønske sig noget livsglæde til jul…

Jeg og to af mine vidner i retssagen hørte hende i sin tid (i 2022) sidde udenfor på bænken og sladre om, at jeg da bestemt skulle kunne finde mig i at høre på værkstedslarmen?!

Det dobbeltmoralske kvindemenneske blev dog genhuset under renoveringerne, da hun åbenbart ikke selv har det så godt med larm…

Der bor rigtig mange flinke, herlige mennesker i boligområdet. Desværre er bagsiden af medaljen, at der samtidig også bor en mængde utilpassede, som i enhver forstand er udenfor pædagogisk rækkevidde. Ikke umiddelbart i forhold til sindstilstand, men nærmere i forhold til nedrighed!

Hvis du læser med, dig, der bor i naboopgangen – pas dog dig selv og hold din grimme mund!

I denne uge fik juleglæden et ekstra løft. Jeg var med til fællessang i kirken sammen med en veninde fra boligområdet. Det var en sand fornøjelse!

I næste uge skal jeg atter spille klaver til fællessang på et demensplejehjem.

Det med at hygge sig og være fælles om noget positivt, det kan noget helt særligt.

Forleden hyggesnakkede jeg med to af de ansatte i Vejlby Vest. Snakken faldt for en stund på en kær, afdød beboer, som gik bort i løbet af det snart forgangne år. Han var fra Finland – en herlig, omsorgsfuld, snakkesalig mand. Det var ham, der kom mig til undsætning, da overfaldsmanden holdt mig til fange i vaskeriet efter overfaldet.

Når man bor tæt op og ned af hinanden, lærer man hinanden at kende, og nogle knytter man bånd til.

Jeg sætter stor pris på mine naboer. Jeg bor i en opgang, hvor næstekærlighed, gensidig respekt, ordentlighed og hjælpsomhed er i højsædet. Fra tid til anden flytter folk (desværre). En rigtig flink fyr er netop i gang med at flytte, da han har fundet sit livs kærlighed.

Siden jeg flyttede ind, har der været nogle udskiftninger. Jeg er i kontakt med samtlige, der har boet i opgangen siden min indflytning. Heldigvis har nytilkomne beboere vist sig at være lige så venlige, hyggelige, ordentlige og rolige som os andre.

Julen er en særlig tid for mig. Jeg minder mig selv om, hvor meget jeg har at være taknemmelig for.

I indlæg ”145 Nisser på spil?” nævnte jeg, at vaskerisystemerne var helt holdt med at opdatere. Sagens nyeste drejning er, at samtlige transaktioner pludselig er forsvundet fra listen?!

Desuden har saldoen ud af det blå ændret sig fra 0 kroner til 53 kroner?!

Nissedrillerier hører sig vel til i december, så i januar kan man nok regne med, at der kommer helt styr på vaskeriopkrævningerne…

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 146 Efterdønningerne… first appeared on Kampen for Retfærdighed.

I weekenden var hele familien samlet om lørdagen, og om søndagen var jeg på stadion og se fodbold.

Heldigvis nåede jeg at komme afsted og deltage i hyggen, inden jeg blev ramt af helvedesild.

Helvedesild kunne lyde som endnu et chikanetiltag, men det er ”blot” et smertefuldt udslæt, der skyldes skoldkoppevirus.

Alt på programmet er aflyst indtil videre, og jeg holder mig hjemme. Både for ikke at risikere at smitte nogen, men også fordi jeg er skidt tilpas og har ondt.

Når man som jeg har et nedsat immunforsvar blandt andet på grund af Lupus / SLE, så rammes man vist lettere og lidt hårdere af sådan noget stads. Lægen satte mig omgående i behandling, og jeg supplerer med hovedpinetabletter og smertestillende. Det skal bare overstås, og heldigvis blev jeg ramt inden selve juleaften.

Måske er der nisser på spil, for vaskerisystemerne er helt holdt op med at opdatere?!

Jeg vaskede i sidste uge, og siden da er hverken systemet på skærmen i vaskeriet eller det på vaskerihjemmesiden blevet opdateret?!

Også her til morgen har jeg tjekket systemet på vaskerihjemmesiden. Der har ingen opdateringer været siden den 26. november 2024?!

Gad vide om Electrolux og Alboa er bevidste om situationen?

Jeg har stadig ikke fået svaret boliginspektøren på det brev, jeg modtog fra ham for snart mange dage siden.

Til dels skyldes det, at jeg er sygdomsramt, men mest af alt grubler jeg over, hvordan jeg kan formulere min skrivelse til ham mest korrekt og mindst konfliktoptrappende.

Desuden er jeg i dialog med de øvrige beboere, som også var medunderskrivere på vores henvendelser fra februar 2023, der aldrig blev besvaret.

Derudover er jeg også i kontakt med flere beboere – også fra andre af Alboas boligafdelinger. Omdrejningspunktet er hovedsageligt den artikel, der har stødt og forarget flere, som Alboa kort før retssagen lagde ud på hjemmesiden om Hård tone og trusler.

Mit svar til boliginspektøren kommer både til at dreje sig om fejlene i vaskerisystemet, om vores ubesvarede spørgsmål fra februar 2023 og om Alboas artikel.

Vi er flere, der mener, Alboa vender det hele på hovedet i artiklen. Den misforståede skrivelse kan være et tegn på, at i hvert fald Alboas direktør og bestyrelsesformand slet ikke har føling med, hvad der egentlig foregår i de forskellige af boligorganisationens boligafdelinger – eksempelvis i Vejlby Vest.

Alboas artikel handler i bund og grund om, at boligorganisationen på lidt truende vis gør opmærksom på, at der vil blive slået hårdt ned på beboere, der ikke agerer, som de skal og bør. Selve dét budskab er for så vidt godt nok, for Alboas lejere skal naturligvis opføre sig ordentlig og rette sig efter regler og i henhold til lovgivninger.

Der, hvor Alboas artikel bliver stødende, og hvor flere forarges, er i den henseende, at Alboa slet ikke på noget tidspunkt forholder sig til, at Alboas ledelse, ansatte og frivillige naturligvis også skal agere ordentligt?! At samtlige skal overholde gældende reglementer, og at ingen – hverken på Alboas side eller på beboernes side – må bryde love!

Den hårde tone er sandelig ikke kun en, der kommer fra beboere, som Alboa ellers beskriver i artiklen!

I Vejlby Vest kan der fra tid til anden herske en meget hård og nedladende tone. Afdelingsbestyrelsesformanden proklamerede som før nævnt til det årlige afdelingsmøde i 2022, at han er fuldt ud bevidst om, at der foregår ulovligheder i Vejlby Vest, og det har han ikke tænkt sig at gøre noget som helst ved. Han nævnte, at ulovlighederne kan proppes op i røven?!

Hvis det ikke er et malplaceret, hårdt og upassende sprog fra en af de personer, som i mange år udover at agere revisor i boligområdet også er afdelingsbestyrelsesformand og har været medlem af Alboas organisationsbestyrelse, så ved jeg snart ikke, hvad der ifølge Alboa kvalificerer sig til at være et uacceptabelt sprogbrug, som direktøren og bestyrelsesformanden giver udtryk for at ville slå hårdt ned på.

Ligeledes sendte den samme mand den førnævnte, truende sms til mig, da han erfarede, at jeg ikke ville holde mund og give op.

Flere af de nøgleansvarlige i boligområdet holder sig ikke tilbage fra at injuriere og direkte lyve.

Hvis I læser med, Alboa – der er helt sikkert plads til forbedringer – både fra beboernes side, men så sandelig også fra jeres side – det gælder både jer på hovedkontoret, de ansatte og de frivillige!

I stedet for at lægge artiklen med det misforståede budskab ud på hjemmesiden og på Linkedin, så havde det været meget klogere og langt mere brugbart og nyttigt, hvis boligorganisationen i stedet havde lagt op til nye retningslinjer, en pænere tone, mere regelrethed og gensidig respekt.

Det, at Alboa kommunikativt forstår at promovere sig positivt på egen hjemmeside og på Linkedin ((1) ALBOA – Almen Boligorganisation Aarhus: Oversigt | LinkedIn), ændrer ikke på, hvordan virkeligheden er – eller i hvert fald har været.

Jeg vælger, som jeg skrev om i sidste blogindlæg ”144 En ny begyndelse!” (indtil videre i hvert fald) at tro på, at alle har taget ved lære af processen med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og af den netop overståede retssag om det larmende, brandfarlige, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted.

Det nytter ikke at skilte med positivt betonede ord som ”trivsel”, ”ordentlighed” og ”fællesskab”, som Alboa gør, hvis man i realiteten fører en stil, der medfører mistrivsel, uordentlighed og forskelsbehandling!

Når man som boligorganisation tryner udvalgte beboere og forskelsbehandler, så sigter man ikke efter, at alle ens lejere skal trives!

Det er til hver en tid uordentligt, når man skriver og taler usandt, når man bryder regler, og når man udøver magtmisbrug!

Min tilværelse i boligområdet er igen blevet fredelig, og jeg forsøger kun at omgive mig med de venligtsindede, velmenende og rare folk.

Mit hjem er langt om længe blevet et sted, hvor jeg kan hygge, slappe af, sove, hvile, arbejde og lade op.

Men det er bestemt ikke takket være Alboas velvilje eller ordentlighed!

Det er udelukkende, fordi jeg har kæmpet en udmattende og langtrukket kamp i flere år, hvor jeg har set mig nødsaget til at indblande myndigheder, instanser, advokater og retsvæsenet, der kunne overrule Alboas og beboerklagenævnets makværk!

Naturligvis bebor flere af de modbydelige, nedrige og afsporede stadigvæk flere af lejemålene i Vejlby Vest. Sådan bliver det ved med at være. Sandheden er nok også, at flere af dem vil have svært ved at begå sig andre steder end i dette forholdsvis lukkede ”samfund”, hvor de har huseret i en lang årrække.

Jeg mærker efterhånden ikke særligt meget til chikanen, hetzen og mobningen. For tiden bemærker jeg mest af alt en af de mandlige ansatte i boligområdet.

Førhen sendte han altid et smil eller et vink, eller også kom han med en frisk bemærkning. Siden jeg så mig nødsaget til at kæmpe Kampen for Retfærdighed og anlægge retssag, skifter han mellem blankt at ignorere mig, eller også nedstirrer han mig…

Førhen har jeg altid anset ham for at være en godmodig drengerøv, man nok ikke skulle tage alt for alvorligt. Grundet hans barnlige, upassende ”medløber”-adfærd ser jeg efterhånden mere på ham som en tabertype, der mangler opdragelse!

Han er heldigvis ikke en, der nogensinde skal ind i mit hjem og ordne noget som helst, så jeg vil ikke spilde mange minutter på at ærgres over ham!

Forleden blev jeg opsøgt af en udenlandsk dame. Hun bad om hjælp til at læse et brev, hun havde modtaget i e-boks. Jeg har vist hilst på hende et par gange før i boligområdet, men ellers kender jeg hende ikke.

Hun forklarede, at hun ikke er tryg ved beboerrådgiveren, som ellers kan hjælpe med sådan noget. Hun havde hørt forskelligt fra flere om den pågældende beboerrådgiver. Hun var blevet anbefalet at opsøge mig.

Jeg hjælper gerne, hvor jeg kan. Jeg har hjulpet flere med forskelligt.

Jeg kommenterede kun kort på, at beboerrådgiveren også gør mig utryg, og at jeg er yderst utilfreds med hende.

Jeg hjalp den udenlandske dame med at logge ind, vi læste hendes brev, og så takkede hun og gik videre.

I min optik er beboerrådgiveren den allermest skyldige i det mareridt, jeg har gennemlevet. Hun har ikke handlet alene, men hun er rent faktisk ansat til at skulle ville folk det godt. Hun har om nogen misbrugt sin magt som en ulv i fåreklæder – det skaber utryghed!

Alboa profilerer sig med ordene ”trivsel”, ”ordentlighed” og ”fællesskab”.

Kære Alboa, jeg ved, I læser med i bloggen. Det må I naturligvis ligesom alle andre hjertens gerne.

Mit håb er, at I vil se ind ad, ligesom I kigger udad. Som jeg tidligere har påpeget og opfordret til, så skal samtlige – både beboere og Alboas hovedkontor, ansatte og frivillige – tale pænt, agere lovlydigt og stræbe efter trivsel, ordentlighed og fællesskab.

Ved fælles hjælp kan vi løfte opgaven med at kridte linjerne op til noget endnu bedre, hvor både Alboas folk og lejere kan trives og på en ordentlig måde være fælles om at skabe noget nutidigt med plads til alle og enhver, der har de allerbedste intentioner.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 145 Nisser på spil? first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Skæbnen ville dog, at jeg faktisk senere på dagen fredag fandt et brev i min postkasse fra boliginspektøren.

Muligvis er de fleste af os trods alt indstillet på, at vi skal bestræbe os på en ny begyndelse – med mere ordnede forhold!

Sidst boliginspektøren sendte mig udspecificerede vaskeriregninger, modtog jeg dem blot pr. email. Derfor havde jeg ikke forventet at modtage et brev.

Jeg kan se på kuverten, at portoen har kostet hele 34,50 kroner – det er godt nok dyrt! Det sætter i hvert fald en naturlig begrænsning i forhold til, hvor mange fysiske julekort jeg efterhånden sender afsted…

Boliginspektøren har skrevet brevet i en høflig tone. Han skriver først og fremmest, at han hermed sender de ønskede, udspecificerede vaskeriregninger for august, september og oktober måned 2024.

Som det næste nævner han – for at undgå nogen form for forvirring – at jeg på bilaget for august måned kan se ordet (synet). Han forklarer, at dette er forkortelsen af vaskeriprogrammet 40 graders syntetisk vaskeprogram.

I den sidste del af brevet, inden han skriver ”Med venlig hilsen…”, forholder han sig til, at jeg i min henvendelse fra for snart lang tid siden efterspørger svar på tidligere spørgsmål. Han giver udtryk for at stå uforstående over for, hvilke spørgsmål jeg refererer til. Han spørger, om jeg for nemheds skyld venligst vil genfremsende mine ubesvarede spørgsmål. Han vil derefter snarest forsøge at besvare disse.

Jeg tolker hans brev som om, at han (og Alboas hovedkontor) også er indstillet på, at vi for alle parters skyld skal forsøge at komme bedst muligt videre.

Det er tvivlsomt, at forløbet og konflikterne mellem os nogensinde kommer til at gå i glemmebogen. Det er heller ikke mit ønske!

Stridsøksen vil jeg gerne begrave. Sagens omdrejningspunkter må aldrig blive glemt! Både fordi regler og rammer langt om længe er blevet kridtet op med hjælp fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, advokater og Retten.

At vi alle er fuldt ud bevidste om, at noget lignende aldrig nogensinde må gentage sig i nogen som helst sammenhæng, mener jeg, er alfa og omega.

Visse begivenheder skal simpelthen ikke viskes ud i hukommelsen. Det kan for det første være svært overhovedet at gøre det lange forløb og de voldsomme hændelser taget i betragtning. For det andet skal processen og kampen ikke have været forgæves. Læringen skal stå stærkt i erindringen, hvilket skal hjælpe med til at forebygge eventuelle gentagelser.

Jeg har kort skimmet de tre udspecificerede vaskeriregninger, men jeg har endnu ikke haft tid til og mulighed for at sammenholde de forskellige datoer med min dokumentation.

Når jeg ser på regningen for august måned, lægger jeg først og fremmest mærke til de mange 60 graders poster…

Jeg ved og kan bevise, at jeg ikke har vasket ved 60 grader hele fem gange i løbet af en måned.

Inden jeg svarer boliginspektøren, skal jeg dog lige være sikker på, om fejlopkrævningerne for august måned måske er inkluderet i det beløb, Alboa allerede har tilbagebetalt til mig.

På september måneds regning øjner jeg intet upåfaldende. Jeg var på forhånd ekstra opmærksom på den 6. september. Det var jeg, fordi at jeg på skærmen i vaskeriet havde bemærket, at der i lang tid fremgik dobbelttransaktioner den 6. september?!

På skærmen i vaskeriet fremstod det som om, at jeg to gange i streg den samme dag på ét og samme tidspunkt i den samme maskine havde vasket ved 40 grader og ved 60 grader – samtidig?! Det kan jo i realiteten slet ikke lade sig gøre!

Der fremgår dog heller ikke dobbelttransaktioner på den fysiske regning.

Den udspecificerede regning for oktober måned har jeg været mest spændt på. Årsagen er, at jeg hverken på skærmen i vaskeriet eller på vaskerihjemmesiden har kunnet se min vasketur fra den 4. oktober?!

Jeg har taget flere billeder, hvorpå man kan se, at der ingen opkrævning fremgår mellem den sidste i september og den 10. oktober?!

På den tilsendte regning eksisterer vasketuren fra den 4. oktober dog?! Dermed må Alboa og Electrolux formodentlig have adgang til et helt tredje vaskerisystem udover de to, vi beboere kan tilgå.

Når jeg har sammenholdt min dokumentation med dataene på de udspecificerede regninger, svarer jeg min boliginspektør.

I forhold til de ubesvarede spørgsmål, boliginspektøren refererer til i sit brev, omhandler det dem, jeg gensendte den 29. september 2024. Helt tilbage den 9. februar 2023 og igen den 22. februar 2023 havde jeg og øvrige beboere allerede skrevet og stillet de samme spørgsmål, hvor vi dog også dengang blev blankt ignoreret.

Uanset hvad der nu engang desværre er sket førhen, bør samtlige være fokuserede på at komme bedst muligt videre.

Jeg har fået ro i mit hjem! Det er blevet slået fast med syvtommersøm, at det på ingen måde var i nærheden af at være i orden, hvad jeg på traumatiserende og ødelæggende vis blev udsat for!

Naturligvis ville jeg til hver en tid ønske, at jeg var blevet forskånet for det levende helvede, jeg har været igennem de sidste tre år siden min flytning til Næringen 32!

Men, når det nu engang på uforståelig vis skulle være, så var det en kamp værd at kæmpe, den er udkæmpet, og det er et overstået kapitel! (Med mindre nogle af parterne bryder de vilkår, der er fastsat i retsbogen fra Retten. Det antager jeg dog som udgangspunkt, at hver og en er klog nok til ikke at gøre!)

I forhold til min personlige sikkerhed så tager jeg selvsagt stadig mine forbehold. Jeg har på ny fået bekræftet, at de “usynlige” skytsengle stadig holder øje med mig og passer på mig. Læs eller genlæs eventuelt blogindlæg ”53 Hjælp fra uventet kant – de ”usynlige” skytsengle”.

Ligeledes er der også de synlige ”bodyguards”. Naboer og omkringboende gør en kæmpe forskel for mig og mit velbefindende i hverdagen.

Det er super ærgerligt og nedslående, at det er overhovedet er nødvendigt, at nogen skal hjælpe med at passe på mig! Men overfaldsmanden bor stadig lige ved siden af i naboopgangen. Dermed er der stadigvæk en slags fare på færde.

Jeg møder desværre min overfaldsmand i og omkring boligområdet af og til. Ind imellem går han omkring med en lyshåret pige. Måske er hun hans kæreste?! Mit håb er, at han behandler hende pænt og respektfuldt, og at han ikke udviser den samme aggressivitet over for hende, som jeg – relativt fremmed kvinde og nabo – ud af det blå pludselig stod på mål for?! Det kan få omsiggribende konsekvenser for hende, hvis hun vover at sige ham imod…

For nogle uger siden fik jeg helt uventet en påmindelse om de “usynlige” skytsengle, som jeg for første gang stiftede bekendtskab med i sommeren 2023.

Man skal aldrig dømme nogen på udseendet! Nogle rå typer med store overarme, læderveste og tatoveringer kan have de allerbedste intentioner og være omsorgsfulde samt velmenende.

For nogle uger siden ventede jeg på bussen med musik i ørerne. En smuk, midaldrende kvinde henvendte sig for at spørge om vej. Imens vi sammen kiggede på hendes mobil, sagde hun pludselig helt ude af kontekst: ”Tak Rødhætte, du er ok!”

Jeg blev paf og kiggede mig spontant omkring. Kvinden gik afsted og reagerede ikke, da jeg forsøgte at råbe hende op. Først da hun nåede hen til det næste kryds, kiggede hun tilbage, vinkede og sendte mig endnu et smil.

Jeg ville have spurgt hende, om hun kender ham, der opsøgte mig sidste sommer, og som foreslog mig at lege ”Rødhætte”.

Jeg kan sagtens huske, da manden sidste sommer smilte venligt og sagde, at han og hans venner ikke tager det så pænt, når de hører om overfald på sagesløse mennesker.

Det står også klart i min erindring, da han med en rolig stemme forklarede ”Rødhætte”-legen. Han sagde: ”Vi vil rigtig gerne være jægeren i eventyret – dem, der pludselig overrasker ulven – altså overfaldsmanden midt i, at han truer dig eller forsøger på andet”.

Hvis I læser med derude, mine “usynlige” skytsengle – Tak for jeres omsorg og måde at være på! Selvfølgelig også en stor Tak til mine synlige “bodyguards”!

En dejlig, begivenhedsrig weekend med et markant vejrskifte er ved at være omme.

I fredags var jeg til et arrangement med nogle herlige mennesker på ”Vin & Petanque” i Aarhus midtby. Jeg havde længe før fået invitationen. Oplevelsen oversteg enhver forventning, jeg havde haft. Jeg giver stedet mine varmeste anbefalinger (Vin & Petanque – besøg vores vin & petanquebar i Århus i dag).

Da vi skulle hjemad, var det stadig lidt glat og smattet udenfor. Jeg var heldig at få et lift næsten helt hjem til døren. Jeg havde ellers – som jeg sædvanligvis ser mig nødsaget til at gøre – allieret mig med naboer og omkringboende, så jeg var sikker på at kunne komme uskadt og tryg ind i mit hjem.

I går var jeg i Tivoli Friheden med en god veninde. Det er en årlig tradition, vi har, hvor vi hygger os og ser, hvor fint der er pyntet op. År efter år lykkes til tivoli at imponere med al den fine og festlige oppyntning og den begivenhedsrige julestemning. Tivoli Friheden er bestemt et besøg værd – året rundt faktisk!

I dag slapper jeg af hjemme og får ordnet lidt praktisk. En af mine søde naboer har netop været med mig i kælderen, så jeg kunne finde mit juletøj frem. Jeg er stadig slet ikke tryg ved selv at gå i kælderen efter overfaldet i november 2022.

Jeg tror ikke, jeg er traumatiseret for resten af livet. Så længe min overfaldsmand bor i naboopgangen og har adgang til den samme kælder som mig, er faren dog vedvarende, og jeg har ikke mulighed for at skærme mig fra problemet.

Mit håb er, at han lader mig være i fred – at han ikke gør mig mere, og at han undlader at skade mig, hvis han mod al forventning får mulighed for at gøre det igen.

Mit løfte til mig selv, hvis worst case scenario skulle ske, er, at jeg i så fald – udover at politianmelde det – også melder hans navn med billede og adresse ud til mine “usynlige” skytsengle og enhver anden, der skulle have lyst til at konfrontere ham med den ødelæggende og voldsomme adfærd.

Jeg skal jo ikke leve resten af mit liv i frygt!

Men som nævnt satser jeg stærkt på, at han (og øvrige ”medløbere”) lader mig være i fred. Ligeledes håber jeg, at jeg var hans første og sidste offer. Forhåbentlig har han ikke skadet og skræmt flere end mig fra vid og sans!

Jeg vil ønske alle en fortsat god søndag.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 144 En ny begyndelse! first appeared on Kampen for Retfærdighed.

På mange måder er det meste uændret – de samme ansatte nedstirrer mig, hvis ikke de vælger blankt at ignorere mig…

Tesen om at man skal tabe og vinde med samme sind, er det bestemt ikke alle, der har taget til sig…

Efter at retssagen er afsluttet, har Alboa lagt mig på is, så at sige…

Mine henvendelser bliver ignoreret?!

Jeg har rådspurgt retshjælp og Lejernes Landsorganisation.

Alboa forsømmer sine forpligtelser over for mig som betalende lejer!

I værste fald kan denne situation ende med, at vi skal ud i endnu en retssag.

Alt materialet fra den forrige retssag vil være relevant at inddrage i en ny retssag. Argumentet må være, at Alboa straffer mig for, at jeg har kunnet dokumentere deres løgne og magtmisbruget.

At Alboa vælger at ignorere mig må betyde, at hævngerrighed og magtmisbrug fortsat er i spil.

Sikke en ærgerlig praksis…

Min advokat sagde ellers inde i Retten, at han bestemt var af den opfattelse, at Alboa havde taget ved lære af denne retssag.

Det er åbenbart slet ikke tilfældet…

Efter fadæsen i beboerklagenævnet, hvor Alboa havde sit eget organisationsbestyrelsesmedlem med som dommer, var boliginspektøren hurtig til at hovere efterfølgende…

Denne gang har han forholdt sig tavs. Men han fik jo heller ikke sin vilje tvunget igennem i Retten!

Da mødet i beboerklagenævnet blev afholdt den 8. marts 2022, blev samtlige i lokalet orienteret om, at vi hver især ville modtage afgørelsen i e-boks.

Boliginspektøren var altså udmærket klar over, at jeg allerede selv havde modtaget den nedslående afgørelse, som gjorde, at jeg så mig nødsaget til at anlægge retssag!

Selvom jeg selv var blevet underrettet af beboerklagenævnet, valgte boliginspektøren alligevel lige at tvære den nedslående afgørelse ud i ansigtet på mig…

Han skrev i bund og grund, at Alboa jo havde fået medhold af sit eget organisationsbestyrelsesmedlem og det øvrige beboerklagenævn. Jeg kunne derfor sejle i min egen sø. Der var ikke mere hjælp at hente fra Alboas side.

Min boliginspektør pointerede altså i sit efter min mening hoverende brev, at jeg nu fortsat var nødsaget til at indrette mig efter et larmeskema i mit hjem og høre på evindelig værkstedslarm…

Med mindre altså at jeg valgte at anlægge retssag, og det var jeg ligesom nødt til at gøre!

Vi var i Retten den 30. oktober 2024. Tiden flyver. Det er allerede ved at være en måned siden.

Jeg har ro i mit hjem, og jeg har fået husleje refunderet. Alt er godt i dén sammenhæng!

MEN, og der er desværre et stort men – problematikken med forkerte vaskeriopkrævninger er stadig ikke løst. Ligeledes skal det nye problem også håndteres. Altså det med at min udlejer fortsat ikke agerer professionelt og sagligt.

Vi behøver bestemt ikke at kunne lide hinanden. Jeg foragter de mennesker, der med fuldt overlæg har krænket mine rettigheder og ydmyget mig. Men i og med at vi har et kontraktmæssigt forhold, så har vi en forpligtelse over for hinanden!

Jeg henvender mig høfligt, og jeg beskriver problemet sagligt.

Alboa derimod ignorerer mig og optrapper dermed en ny konflikt, som hurtigt kan eskalere.

Den 8. november 2024 sendte jeg en mail til både boliginspektøren og selve Alboas hovedkontor. Jeg skrev: ” Hej Kim. Jeg har modtaget dit brev angående for høje vaskeriopkrævninger. Du svarer ikke rigtig på det meste af det, jeg har henvendt mig om?! Men den 4. oktober er vigtig for mig. Ligesom jeg ikke vil opkræves for meget, skal jeg naturligvis heller ikke vaske gratis. Jeg skal hermed anmode om udspecificerede vaskeriregninger for august, september og oktober 2024. På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene, Næringen 32, stuen 1”.

Da jeg med det samme fik et autosvar om, at boliginspektøren var taget på ferie, sendte jeg for en sikkerheds skyld en ekstra mail til Alboas hovedkontor. Jeg skrev: Hej. Jeg vil gerne have udspecificerede vaskeriregninger tilsendt for august, september og oktober 2024. På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene, Næringen 32, stuen 1”.

Boliginspektøren er kommet tilbage fra ferie.

Hverken han eller Alboas hovedkontor, som ikke har holdt ferie i mellemtiden, har svaret mig?!

I mandags, den 18. november 2024, sendte jeg endnu en mail til Alboas hovedkontor om det samme emne.

Boliginspektøren har jeg efterhånden nærmest opgivet at forsøge at kommunikere med…

Jeg skrev klokken 08:31: ”Hej. Jeg henvendte mig den 8.11.24 om, at jeg gerne vil have udspecificerede vaskeriregninger tilsendt for august, september og oktober 2024. Jeg har ingen respons fået, og jeg har intet modtaget. Vil I sørge for at sende mig de udspecificerede regninger snarest muligt? På forhånd Tak. Med venlig hilsen Malene Ottesen, Næringen 32, stuen 1”.

Indtil videre har jeg stadig ingen respons fået og har ej heller modtaget de udspecificerede vaskeriregninger?!

Det kan godt være, Alboa som en helhed er sur, vred, bitter, fortørnet og stresset over at have tabt kampen om violinbyggerværkstedet.

Ligeledes må det være et kæmpe nederlag, at boligorganisationen har været nødsaget til at give mig husleje tilbage.

MEN, hvis de ansvarshavende havde ageret ordentligt fra starten af eller i det hele taget havde rettet ind i løbet af årene, så var vi aldrig endt i sådan en kamp!

Som menneske og betalende lejer har jeg rettigheder!

Alboa er uanset hvad underlagt visse forpligtelser over for mig og alle øvrige 7.199 lejere!

Det er udmattende og udtrættende at forsøge at kommunikere med Alboa!

I forhold til vaskeriproblematikken forsøgte jeg første gang i 2017, så igen i 2018 og senest har jeg ihærdigt kæmpet siden august 2024… Man begriber det ikke…

Snarest tikker den næste betalingsserviceopkrævning ind. Når jeg kan se sort på hvidt, at denne vaskeriregning nok heller ikke stemmer overens med min dokumentation, så tager jeg på ny kontakt.

Jeg er et tålmodigt menneske, men jeg har også en grænse!

Jeg forsøger at henvende mig én enkelt gang mere til Alboa om problematikken.

Får jeg stadig ikke en respons, og får jeg ikke udleveret den fornødne dokumentation, så må jeg inddrage øvrige. Indtil videre har jeg Electrolux, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, borgmesteren, Lejernes Landsorganisation, Danske Lejere og retshjælp i tankerne.

Magen til uprofessionel stil må man skulle lede længe efter…

På LinkedIn (ALBOA – Almen Boligorganisation Aarhus: Oversigt | LinkedIn), på egen hjemmeside og udadtil er Alboa ivrig efter at stille sig i et positivt lys…

Det undrer mig vitterligt, at de ansvarshavende ikke i det mindste forsøger at fastlægge nye retningslinjer og komme på rette kurs.

I stedet for at forholde sig til at der helt sikkert er noget galt i boligorganisationen, så holder de stilen, som virkelig ikke er populær hos mange af deres lejere – hverken de tidligere eller de nuværende…

Min opfattelse er, at Alboa er nødt til at se realiteterne i øjnene. Boligorganisationen lejer mange ret fine boliger ud i ret attraktive områder. Faciliteterne er relativt gode, og på sin vis burde det meste ånde fred og idyl. Men, magtmisbrug, løgne og forskelsbehandling skaber dårlig stemning og ulighed. Alle vil gerne bo godt. Hver og en vil gerne kunne slappe af i sit hjem. Ingen betalende lejere burde være vigtigere end andre. Samtlige burde have lov til at bo i fred og ro og under ordnede forhold.

Måske har Alboas ansatte førhen kunnet slippe afsted med eksempelvis at lave larmeskema og tromle lejere. Men det hører sig fortiden til! Det skal også være fortid!

Medmenneskelighed, gensidig respekt og ordnede forhold må være vejen frem!

I tirsdags var jeg ved at opsætte mere lys i min entré. Da jeg stod på stigen, fik jeg for første gang øje på et hul foroven i min elboks.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at der simpelthen er et ret stort, langt hul foroven i min elboks?!

Jeg henvendte mig skriftligt til varmemesterkontoret for at spørge, om jeg må dække hullet til.

I min mail stod der: ”Hej. Måske et dumt spørgsmål, men må jeg gerne dække hullet til foroven i elboksen? Med venlig hilsen Malene, Næringen 32, stuen 1”. Jeg indsatte disse billeder.

Jeg fik rent faktisk en respons allerede i tirsdags – en meget kortfattet en af slagsen.

En eller anden med adgang til varmemesterkontorets mail havde skrevet ”ja det må du gerne”.

Om vedkommende manuelt havde fjernet den sædvanlige ”Med venlig hilsen…”, det skal jeg ikke kunne sige…

Jeg er virkelig uforstående over for, at Alboa ikke i det mindste bestræber sig på, at tingene skal fungere fremadrettet?!

Under normale omstændigheder ville jeg kontakte min udlejer og spørge, når jeg blev bekymret – eksempelvis om et stort hul i min elboks. Men fordi Alboa optræder fornærmet og helst undslår sig fra at kommunikere med mig, så må jeg rådføre mig med Østjyllands Brandvæsen og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Jeg vil sende billederne af elboksen og spørge, om det er i orden og fuldt ud forsvarligt, at der er hul i min elboks.

Hvis jeg agerede ligesom boliginspektøren, skulle jeg sende Retsbogen og lige minde ham om, at han ikke fik sin vilje i Retten… Det var præcis det svinenummer, han lavede over for mig, da han sendte beboerklagenævnets afgørelse til mig…

Faktum er dog, at boliginspektøren og beboerrådgiveren (heldigvis) ikke endte med at få deres vilje med at tromle mig og tvinge mig til at høre på evindelig værkstedslarm i mit hjem længere.

Efter vi har været i Retten, burde vi alle betragte det som et punktum. Vi havde alle chancen for en ny start.

Man skulle tro, det var en slags dyre lærepenge for Alboa med udgiften til Teknik og Miljø, til mig, til advokat og til Retten, men meget tyder på, kapitel 2 blot er ved at begynde…

Uanset hvad Alboa, så skal ret være ret! Selvfølgelig måtte I ikke lyve om lydprøver og eksempelvis brandforhold! Naturligvis måtte I ikke lave et larmeskema over mit hjem! Selvsagt må ingen konstatere nogen som helst psykisk syg uden belæg og ej heller uden at være autoriseret til en sådan gerning!

Udover alt det praktiske og det lovformelige, så er der også det menneskelige perspektiv.

INGEN som i INGEN vil høre på værkstedslarm morgen, middag, aften alle ugens syv dage i deres hjem! I vil jo heller ikke selv! Beboerrådgiveren vil ikke engang høre på larm fra motorsport på kilometers afstand…

Det er en ærgerlig og sørgelig praksis, Alboa.

Som dommeren lagde op til inde i Retten, så skulle vi alle kunne komme godt videre nu. Men det virker desværre til, I har en helt anden agenda…

De sidste 3 år må have vist jer, at der ikke er en jordisk chance for, jeg giver op, når jeg ved, jeg har ret. I hvert fald ikke hvis jeg mener, det er en kamp værd at kæmpe.

Naturligvis skal der også være styr på økonomiske forhold!

Når jeg henvender mig til min udlejer og beder om udspecificerede regninger, fordi jeg ikke mener, det opkrævede beløb stemmer overens med min dokumentation, så bør min udlejer reagere!

Ellers må andre instanser på banen… Måske Skat og / eller DRs forbrugermagasin Kontant (Kontant | Se online her | DRTV)…

Flere har spurgt, om jeg har tænkt mig at stoppe med at skrive bloggen, når retssagen nu er afsluttet.

Kampen for Retfærdighed er desværre slet ikke slut i min omgang med Alboa, og måske er vi nødsaget til at ende ud i en retssag nummer 2.

Så, læs endelig fortsat med, bliv gerne ved med at berette om, hvad I selv også er eller har været udsat for, stil spørgsmål hvis I er i tvivl om noget og kommentér gerne i kontaktformularen, hvis I har noget på hjerte. Og de af jer, der endnu ikke har tilmeldt nyhedsbrevet, så I får besked hver gang, der kommer et nyt blogindlæg – alle og enhver er velkomne til at tilmelde sig.

Jeg vil ønske alle en rigtig god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 143 Måske retssag nummer 2?! first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter at være blevet truet, løjet om og løjet for, injurieret på det groveste og beskyldt og udsat for mangt og meget, så jeg virkelig frem til, at retsmøderne, den 30. og 31. oktober 2024 endelig nærmede sig.

Sandheden skulle langt om længe frem og retfærdigheden ske fyldest!

Jeg, mine vidner og mine støtter havde i lang tid glædet os til, at modparterne skulle i vidneskranken og efterfølgende stå til ansvar for de mange løgne og det evindelige bedrag.

I dagene inden det første af de planlagte to retsmøder skrev jeg sammen med min advokat. Vi drøftede spørgsmål, jeg foreslog ham at stille de forskellige – inklusiv mig selv – i vidneskranken. Ligeledes informerede han mig om, hvad han havde tænkt sig at spørge om.

Dage, uger, måneder og år var gået, inden sagen endelig skulle for Retten.

I vidneindkaldelserne står der, at man som vidne skulle sørge for at forberede sig og eventuelt lige genopfriske, hvad der var op og ned i sagen. Det var jeg naturligvis også forpligtet til som part.

Der var oprindeligt planlagt to på hinanden efterfølgende retsmøder med et meget stramt program fra klokken 9.00 til 15.00 både onsdag og torsdag.

Jeg havde en del vidner, hvor endda kun et fåtal af dem skulle vidne grundet tidsbegrænsning.

Modparterne havde færre vidner, men der skulle uanset hvad stadig afsættes tid til, at hver enkelt kunne blive udspurgt af de tre advokater.

I henhold til tidsplanen skulle jeg, sagsøger Malene Ottesen, som den første i vidneskranken.

Efterfølgende skulle sagsøgte, lejeren af kælderlokalerne, Adolf Grønbæk Andersen udspørges af de tre advokater.

Den næste, der stod for tur, var sagsøgte, boliginspektør, Kim B. Olsen, som repræsenterede Alboa.

Når sagsøger og de to sagsøgte var blevet udspurgt af de tre advokater foran dommeren, de to boligdommere og eventuelt fremmødte tilhørere, skulle mine vidner afhøres.

Michelle Jensen er beboer i opgang 32 i Næringen. Hun har været plaget af larmen i sit hjem, hun har bevidnet chikanen imod mig, og hun har oplevet Alboas malplacerede, mangelfulde sagsbehandling.

Sabrina Nielsen boede i Vejlby Vest. Hun bevidnede ofte værkstedslarmen samt hetzen imod mig, hvilket fik hende til at lave de førnævnte lydoptagelser.

Suzie Laursen bor i Næringen 32. Hun har flere gange bevidnet værkstedslarmen og ”gemmelegene”, Alboas ”julelege” og mobningen.

Thomas James boede i boligområdet. Han var flere gange i mit hjem, imens der blev larmet løs i værkstedet i kælderen i de ikke lydisolerede lokaler lige under min lejlighed. Han oplevede flere chikane-tiltag imod mig, og han beskyttede mig nogle gange imod overfaldsmanden.

Mathias Moesgaard bor i opgangen. Han bevidnede larmen med maskiner og værktøjer.

Adel Mohammad er min nabo og var også meget plaget af værkstedslarmen.

Kazem Khosravi er min genbo, som også blev generet af den evindelige larm i sit hjem.

Bent Sørensen boede i opgangen, men han endte med at flytte – netop på grund af den vedvarende, uudholdelige larm.

For Alboa skulle beboerrådgiver, Channie Klaris i vidneskranken som den første. Hun er sammen med boliginspektøren blandt andet hovedansvarlig for magtmisbruget med opdigtede lydprøver og larmeskemaet over mit hjem.

Ejendomsfunktionær, Nicolai Nicolaisen skulle efterfølgende udspørges af de tre advokater. Hans relevans i forhold til sagen kan jeg ikke gennemskue, for han har aldrig været hverken i opgangen eller i værkstedet, når der er blevet larmet løs med store arbejdsmaskiner eller forskellige værktøjer?!

Alboas driftschef, Ib B. Andersen skulle næst for efter varmemesteren. Han blev først tilføjet som vidne meget sent i forløbet. Det er uvist, om han nogensinde overhovedet har befundet sig i boligområdet. Det havde været interessant at høre hans vidneudsagn i forhold til sagens omdrejningspunkt – nemlig larm…

Den sidste, der skulle i vidneskranken på dag to, var Adolf Grønbæk Andersens eneste vidne, hans kæreste og samlever, Bente Tøttrup.

Det krævede ikke megen forberedelse for mine vidner og mig at skulle møde i Retten. Vi havde løbende været tvunget til at gøre alt forarbejdet. Vi havde gemt kopier af samtlige klager, og vi havde sørget for at notere afgørende datoer.

Naturligvis oplever man en vis form for nervøsitet, når man skal i Retten for første gang, men ingen af os var særligt nervøse, for vi skulle blot fortsat sige sandheden – også inde i Retten.

Vi var alle meget spændte på, hvordan modparterne ville gebærde sig inde i Retten.

Alle løgnene om lydprøver, lydisolering, hærværk, ibrugtagningstilladelse osv. skulle langt om længe italesættes foran dommerpanelet og øvrige fremmødte inde i retssalen.

Personligt havde jeg virkelig set frem til, at modparterne langt om længe skulle stå til ansvar for, hvad de havde udsat mig og øvrige for i flere år.

Min højtelskede mor kom op til mig dagen før den første, planlagte retsdag. Vi hyggede med lækker aftensmad og spillede et par brætspil bagefter.

Min ellers blide, søde mor sagde som noget af det sidste aftenen før selve retssagen, at hun så frem til at se de mennesker, der har været så uprofessionelle, ondskabsfulde, usaglige og nedrige.

Jeg nikkede eftertænksomt og sagde, imens jeg rystede på hovedet: ”Det har i sandhed været en udholdenhedstest, men det har været ventetiden værd! De har IKKE haft held med at skræmme mig til at give op!”

Onsdag den 30. oktober vågnede jeg en halv time inden, vækkeuret ringede. Jeg gik i bad og gjorde mig klar. Jeg pakkede en taske med nogle af de vigtigste dokumenter, som jeg kunne hive frem, hvis modparterne også var frække nok til at lyve om eksempelvis lydprøver, hærværk og ibrugtagningstilladelse inde i Retten.

Blandt andet medbragte jeg det dokument, hvor boliginspektøren i 2023 langt om længe indrømmer over for Teknik og Miljøs byggesagsbehandler, at der aldrig er lavet lydprøver. Dén løgn havde beboerrådgiveren, lejeren af kælderlokalerne og han selv ellers holdt fast i helt siden dialogmødet med den skjulte dagsorden i 2021…

Ligeledes havde jeg taget den mail med, hvor byggesagsbehandleren i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune gør det klart, at det var usandt, da Alboas advokat, Lars Wolthers, i 2024 skrev i sit påstandsdokument ind til Retten, at Alboa pludselig ud af det blå stik mod al forventning havde fået en ibrugtagningstilladelse til det forbudte og brandfarlige værksted…

Ydermere indeholdt min taske et stensikkert bevis for, at det var komplet usandt, da Adolf Grønbæk Andersens advokat, Camilla Ernst, påstod i et dokument på minretssag.dk, at hun pludselig mange måneder efter sidste frist kunne bevise, at vi i opgangen angiveligt havde klaget over larm, imens hendes klient var på arbejde…

Der skal ikke herske tvivl om, at det har været udfordrende, krænkende og rent ud sagt pisseirriterende at stå mål med modparternes mange løgne og de mangfoldige beskidte kneb!

I langt de fleste tilfælde har jeg nærmest i løbet af et splitsekund været i stand til at modbevise samtlige af deres påfund.

Det har virkelig været nyttigt og gavnligt i denne langsommelige, drænende proces, at jeg er så struktureret og yderst veldokumenteret, som jeg nu engang ser mig nødsaget til at være.

Jeg var næsten overdrevet velforberedt til retsmøderne. Jeg følte mig 100 procent klar!

Jeg var opsat på, at sandheden langt om længe skulle frem!

Flere af mine gode venner og bekendte, som har fulgt med i sagen om det larmende, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted helt fra starten af, havde taget fri fra arbejde for at deltage i det planlagte, offentlige retsmøde.

Endnu flere havde tænkt sig at møde op og iagttage på dag 2, hvor den partiske beboerrådgiver, den mangeårige ejendomsfunktionær, driftschefen og samleveren skulle i vidneskranken.

Min mor, jeg og det første vidne tog bussen sammen ned til Retten. Jeg var lidt spændt på, hvad der ventede mig… Jeg havde aldrig været i Retten før.

Min formodning var, at hele Alboas stab nok troppede op for at nedstirre mig og forsøge at intimidere mig. Ligeledes regnede jeg egentlig med, at flere af boligområdets chikanører også ville møde op i Retten for at støtte Alboa og Adolf Grønbæk Andersen.

Til min store overraskelse dukkede ingen fra Alboa op – udover boliginspektøren, som skulle i vidneskranken den første dag.

To af de kvinder fra boligområdet, der aktivt har været med til at chikanere og nedstirre mig, mødte som de eneste op i Retten på de sagsøgtes side.

Den ene er et gråhåret kvindegespenst, som jeg aldrig har haft noget med at gøre. Hun stirrer altid vredt på mig og har været med til at bagtale og håne mig. Hun fulgtes med sagsøgte ned til Retten (vi var alle med den samme bus).

Den anden af dem var ikke overraskende den selvudnævnte, chikanerende “politihystade” fra min gamle opgang 54 i Næringen… Hun ventede foran retsbygningen, da vi ankom. Hun er heldigvis fraflyttet boligområdet for nylig!

Jeg ignorerede naturligvis dem begge blankt. De er ikke værd at spilde et eneste sekund på!

Udover oplevelsen af at skulle i Retten for første gang i mit liv skulle jeg også møde min advokat for første gang. Ligeledes skulle jeg befinde mig i det samme lokale som modparterne og deres advokater, der virkelig har givet mig med grovfilen.

Begge advokater har hver især – ligesom deres klienter i stor stil har gjort – løjet om mig og om sagens faktiske omstændigheder. De har desuden begge truet med at sagsøge mig.

Jeg havde nok en forestilling om, at stemningen i retssalen ville være trykket og ubehagelig, og at de to advokater også ansigt til ansigt ville være ubehagelige og usaglige.

Stik imod mine forventninger var både Lars Wolthers og Camilla Ernst høflige og relativt saglige inde i Retten.

Min advokat, Claus Emil Engel Johansen, var også flink, saglig og støttende.

Dommer, Jimmy Bøgh Veitland kom ind i salen sammen med de to boligdommere, Michael Salling og Jørgen Dyrholm Jensen. På Rettens retsliste fremgik det stadig som om, Knud Erik Helbo skulle agere boligdommer. Han var dog af ukendte årsager blevet erstattet af direktøren for Danske Lejere.

Stemningen var fredelig og ret afslappet. Jeg havde ellers mentalt forberedt mig på at blive angrebet, anklaget og injurieret inde i Retten også, men det har vist mere været en skræmmeteknik igennem forløbet for at motivere mig til at give op…

Til min store overraskelse bad dommeren kort efter sin ankomst alle tilhørerne om at forlade salen?! Dommeren formanede os til, at der skulle indgås forlig?!

Det havde jeg bestemt ikke lyst til. Jeg ville have de to retsdage, så samtlige skulle i vidneskranken. Jeg ville have sandheder på bordet!

Reelt havde jeg ikke et valg…

Jeg vil nok aldrig forstå eller kunne acceptere, hvordan det danske retssystem egentlig fungerer. Jeg er heller ikke sikker på, jeg er tilfreds med forløbet eller tryg ved forholdene.

På trods af at Retten valgte at kalde det et forlig, så fik jeg min vilje.

Jeg fik mine ønsker opfyldt.

Jeg opnåede det, jeg har kæmpet bravt og intenst for i flere år.

• Værkstedet i kælderen i Næringen 32 kommer aldrig til at eksistere igen!
• Jeg har fået ro i mit hjem!
• Det er blevet anerkendt inde i Retten, at det ikke var i orden, at der blev lavet et larmeskema over mit hjem!
• Alboa har skullet betale mig noget af min husleje tilbage, fordi de ikke har overholdt regler og lovgivninger og ej har behandlet mig, som de skulle og burde. Pengene er gået ind på min konto!

Det eneste punkt, hvor jeg ikke fik min vilje, er i forhold til, at jeg ikke fik mulighed for at stille modparterne til ansvar hver især.

Jeg havde (og har egentlig stadig) et brændende ønske om, at de skulle i vidneskranken og blive konfronteret med deres løgne og al bedraget.

Jeg anmodede om, at tilhørerne måtte komme ind i retssalen igen, da dommerne atter kom ind i rummet. Det fik de dog ikke lov til. Det offentlige retsmøde endte med at blive afholdt for lukkede døre.

Man må vælge sine kampe.

Jeg er stolt af, at jeg nærmest har trodset det umulige og har opnået at få medhold i langt det meste af, hvad jeg så mig nødsaget til at sagsøge for.

Er jeg blevet gjort uret?: JA!

Har jeg været pacificeret i det danske retssystem?: Konklusionen er nok både ja og nej. Efter min opfattelse burde retsdagene være blevet gennemført. Hvis modparterne også løj inde i Retten, skulle de straffes med bøde- eller fængselsstraf. Det må ikke blive sådan i Danmark, at penge, magt, omdømme, størrelse eller bekendtskaber beskytter en imod at blive retsforfulgt, når man bryder loven og helt bevidst handler helt forkert!

Komplet pacificeret har jeg heldigvis ikke været. Jeg har været vedholdende, og jeg har nægtet at give op uanset hvad, jeg er blevet udsat for!

Har Kampen for Retfærdighed været det hele værd?: Ja! Uden tvivl! Ret skal være ret! Ingen skal kunne tvinge andre ud af deres hjem ved at overfalde dem, hælde urin på døre, spytte, true, lyve, anklage eller beskylde!

Er jeg okay?: Det er pt. svært at fremkomme med et utvetydigt ja eller nej. Jeg vil uden tvivl fortsat i lang tid frem blive ved med at have både de fysiske og de mentale parader oppe, fordi jeg har været udsat for SÅ meget ubehageligt, skræmmende og forkert i mere end tre år. De ar, jeg desværre har fået på sjælen, vil nok altid være en del af mig. Mit tankesæt har ændret sig for bestandig. Jeg kan stadig skelne mellem gode og onde mennesker, men hvor jeg før antog, at fremmede mennesker var venner, jeg blot ikke havde mødt endnu, er jeg nu blevet mere varsom og vurderer mere og tager mine forbehold.

Jeg har virkelig stiftet kendskab med bagsiden af medaljen…

Jeg er dog ikke på nogen måde knækket!

Jeg er stadig frisk, glad, humoristisk anlagt, lattermild og fuld af gåpåmod.

Modgang gør stærk (med mindre man altså knækker helt)!

Da chikanen, mobningen og hetzen med hærværkshændelser tog til, husker jeg, at både politiet og retshjælpen gjorde mig opmærksom på, at jeg enten skulle give op, eller også skulle jeg gøre mig hård.

At give op så jeg aldrig som en mulighed! Det har handlet om mit hjem, mit liv, mine rettigheder og om mig som person. Jeg tog kampen op og fortsatte ufortrødent uanset, hvad jeg blev udsat for!

Det har ofte været både chokerende og rent ud sagt møgirriterende, når jeg har logget ind på minretssag.dk. Gang på gang har jeg erfaret, at modparternes advokater havde skrevet usandt om mig eller om et eller andet i forhold til sagen.

Inden alt dette havde jeg en opfattelse af, at en retssag handler om sort på hvidt, om reel bevisførelse, om saglighed, om velbegrundede argumenter og om lovgivninger samt rigtighed.

Her på den anden side af det hele har jeg en helt anderledes opfattelse. Høj pistolføring har været vejen frem for modparterne i hvert fald. De har skrevet usandt, de har vildledt dommerpanelet og min advokat, de har injurieret, løjet og truet.

Deres mål har været at få mig til at give op. Det kunne de dog glemme ALT om!

Min advokat og hans hjælper-advokat, Nanna Nielsen har heldigvis ikke tyet til sådanne midler. Det er jeg taknemmelig for, da jeg kun mener, man skal vinde og få medhold, hvis man rent faktisk har ret!

Det har til tider føltes som om, jeg har stået midt i en boksering, hvor modparterne har bokset løs på mig. Jeg har ingen boksehandsker haft. Mit eneste ”våben” eller forsvar har været dokumentation og beviser.

Mange følelser har været i spil. Jeg har været vred, arrig, forarget, ked af det, uforstående, såret, bange, skræmt og chokeret.

Jeg er meget privilegeret med mit netværk. Jeg har hele vejen igennem haft fantastiske støtter. Vi har i timevis drøftet modparternes falske anklager, de forskellige løgne, injurierne, truslerne, de forfalskede dokumenter, de faktiske omstændigheder, diverse hændelser og chikanen imod mig.

Mine naboer i opgang 32 i Næringen er også fantastiske – både de nuværende og de der i mellemtiden er fraflyttet.

Min konklusion i forhold til Kampen for Retfærdighed:

Jeg ville ønske, jeg til stadighed var lykkelig uvidende om, hvordan det forskellige rent faktisk foregår i Danmark. I beboerklagenævnet i Aarhus, i Retten, i forhold til advokaters sagsbehandling og metoder, i relation til min boligforening og den mærkværdige fremgangsmåde i forhold til os betalende lejere og i henhold til boligområdet og de uskrevne regler og de ufine, barske metoder.

Jeg er stolt og taknemmelig (samtidig med jeg er en smule udmattet). Man kan godt overvinde det nærmest umulige, hvis man virkelig gør sig umage og står sammen med andre.

Jeg tror på, jeg og mine vidner har vundet på ordentlighed, regelrethed og saglighed. Vi har holdt en sober tone, vi har været yderst tålmodige, og vi har fundet os i mangt og meget.

I det lange løb vinder man ikke ved at bruge beskidte kneb som løgne, falske anklager og trusler!

Mit råd til andre der er udsat for en uretfærdig og ubehagelig behandling: Undersøg først og fremmest om du har retten på din side. Mærk efter om du virkelig mener, kampen er værd at kæmpe. Er den det, så sørg for at dokumentere nærmest alt, som på et senere tidspunkt kan udgøre en bevisbyrde. Inddrag eksperthjælp. Rådfør dig med jurister og søg advokathjælp. Hold politiet underrettet, hvis du bliver udsat for noget kriminelt, intimiderende eller krænkende. Forbered dig på at du løber en risiko og kan risikere at blive trynet og møde en ”du skal ikke komme her og tro, du er noget”-attitude. Hold dig på den rette side af loven uanset hvilke midler, dine afsporede modparter måske kan finde på at ty til. Alliér dig hvis muligt med troværdige, sandfærdige og regelrette vidner. Det er en kæmpe fordel, hvis du kan få sparring, støtte og omsorg fra dit netværk.

Vigtigst af alt – pas rigtig godt på dig selv. Det er ikke nødvendigvis helt ufarligt, når man vælger at kæmpe for sine rettigheder. Men er det kampen værd – så kæmp med næb og klør!

Tak, fordi du / I har læst med og muligvis har været med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 142 Retssagen og optakten dertil. first appeared on Kampen for Retfærdighed.