|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I går begyndte vinterferien for mange. Fredag morgen kørte en af de ansatte rundt i boligområdet og forsøgte ihærdigt at sørge for, at ingen skulle kunne glide i det kolde, frostklare vejr.
Efter min mening sørger personalet for at holde området fint. Om sommeren sørger de forskellige for blandt andet at feje, klippe hæk og holde bedene fri for ukrudt. Om vinteren er de eksempelvis ansvarlige for at salte, rydde sne, sortere affald og fragte forskelligt til rette sted.
Ferier er ofte lig med hyggestunder i samvær med familie og venner. Det er rart at kunne se frem til.
Som jeg blandt andet skrev i blogindlæg ”152 Lokal tørke og fremgang.”, så jeg i fredags ligesom mange andre frem til at se håndbold. Det var en sand fornøjelse at se vores håndboldspillere brillere på banen gang på gang. Danmark vandt guld! De danske håndboldherrer er verdensmestre for fjerde gang i træk! Det er i hvert fald noget at være stolt af 🙂
Helbredsmæssigt er situationen langt fra optimal endnu, men der arbejdes på sagen. I næste uge skal jeg igen på sygehuset og have medicin ind i årerne. Det skulle gerne forløbe således, at jeg snart mærker væsentlig bedring.
Én dag ad gangen – et lille bitte skridt fremad er trods alt bedre end stilstand. Tålmodighed er en dyd…
Jeg er rigtig glad for at kunne melde, at jeg intet negativt har oplevet i boligområdet siden sidst! Det gør mig enormt glad, og mit håb er, at en ny stil er anlagt, så jeg blot kan bo og leve her i fred, ro og fordragelighed.
Det eneste nævneværdige minus er, at vi i opgangen også denne weekend har oplevet, at renoveringsfolkene gik på weekend (og måske endda på vinterferie) uden at tænde for vores dørtelefonanlæg igen. Det er sket en hel del gange på det sidste – desværre.
Det er sådan, at vi i opgangen hver måned betaler for den sikkerhed, det giver at have hoveddøren og kælderdøren til opgangen låst.
I forbindelse med renoveringsprocessen slukker de ansatte for dørtelefonanlægget, når de møder ind om morgenen. Derved kan de gå frem og tilbage uden at skulle låse op med en nøglebrik hver gang. Det er en vældig fin løsning, da de naturligvis skal have lov til at udføre deres arbejde ubesværet.
Men, det problematiske og ærgerlige ved det hele er, at de, der slukker for vores dørtelefonanlæg, gang på gang glemmer at tænde for det igen. Derved betaler vi for en ydelse, vi ikke får, og det er mindre trygt, end det ville være med dørtelefonanlægget tændt.
I sidste weekend var den gal! I forrige weekend var den også gal! Igen i denne weekend gik byggefolkene på weekend – og måske endda på vinterferie – uden lige at sørge for at slå den sikkerhedsforanstaltning til igen, som de selv har slukket for…
Nå, men hvorom alting er, så har vi i opgangen lidt sarkastisk joket med, at det i hvert fald er godt, at de ansvarlige for misseren trods alt ikke har ansvaret for iltapparaterne på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital…
Det er generende, men det koster trods alt ikke liv, at de glemmer at tænde for vores dørtelefonanlæg igen, men det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis de slukkede for en patients ilttilførsel…
Alle kan glemme en eller to gange, men når der er tale om adskillige, gentagne gange, så handler det om sjusk!
Heldigvis var det nyttigt, at jeg kontaktede boliginspektøren om, at dørtelefonanlægget igen var slukket for. Han tog kontakt til varmemesteren, som fredag aften kom og tændte, så dørene til opgangen igen er låste. Boliginspektøren har ligeledes sendt en stikpille til byggeledelsen om problematikken.
Dejligt, der er hjælp at hente, når noget ikke er, som det skal være 🙂
I sidste blogindlæg lovede jeg, at jeg denne gang vil besvare nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen.
Jeg er siden da blevet kontaktet af flere, der har bedt mig om at love, at jeg bevarer anonymiteten, og at jeg ikke udleverer specifikke data.
Naturligvis vil jeg sørge for ikke at udlevere hverken navne på spørgsmålsstillerne eller afsløre data om dem. Det lover jeg!
Jeg har fuld forståelse for, at det kan være en prekær situation at stå i, når man kæmper en kamp for retfærdighed!
Når jeg vælger at lave et blogindlæg, hvor jeg fokuserer på stillede spørgsmål og mine besvarelser, så er begrundelsen, at adskillige spørgsmål, flere situationer og mange problematikker er gengangere.
Mange, flere end man tror, føler sig alene og magtesløse i en uholdbar situation og aner ikke, hvad der kan stilles op.
Jeg har i løbet af dette håbløse forløb ofte haft en følelse af at falde højt oppe fra uden en faldskærm.
Det har til tider virket håbløst, og uretfærdigheden har konstant tynget og domineret.
Hvis jeg kan hjælpe andre med at få retfærdigheden til at ske fyldest på en mere skånsom måde, gør jeg det hellere end gerne.
Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg hverken er jurist eller advokat! Jeg er yderst veldokumenteret og har på trods af alt sørget for gennemgående at bibeholde en saglig tilgang. Undervejs har jeg tilegnet mig viden, og desværre har jeg efter tre års evindelig kamp en vis erfaring. Jeg har ingen reel ekspertviden på det juridiske område, men jeg kan dele ud af den viden og den tilgang, der fik mig relativt helskindet i mål.
Når jeg skriver ”relativt helskindet”, så er det for endnu engang at påpege, at Kampen for Retfærdighed har givet mig knubs og ar på sjælen. Men dag for dag oplever jeg, at skuldrene sænkes, og jeg får det bedre og bedre. Noget i mig er forandret for altid, men sådan er livet nu engang. Det, vi kommer igennem, kan være med til at skabe os. Jeg er med garanti blevet mere hårdfør i denne opslidende proces og har fået øjnene op for, at der uden tvivl er plads til forbedring i mange sammenhænge – også i lille, forholdsvis fredelige Danmark, hvor der umiddelbart virker til at være ret godt styr på tingene.
Naivitet kan være positivt og energigivende, men dét at være realistisk holder nok bedre i længden.
Måden, jeg har valgt at besvare nogle af de indkomne spørgsmål, er ved, at jeg først stiller spørgsmålet. Der bruger jeg kursiv skrift. Efterfølgende besvarer jeg hvert spørgsmål efter bedste evne.
Der er gennem tiden blevet stillet mange, relevante spørgsmål, så det kommer til at fylde og tage en del tid. Jeg vælger at dele spørgsmålstemaet op i flere blogindlæg.
Langt de fleste har som nævnt henvendt sig sagligt og høfligt. Enkelte henvendelser har været både latterlige og smålige – andre endda truende. Alt i alt har jeg gennem tiden sågar modtaget fire dødstrusler?!
Jeg inddrager de forskellige slags henvendelser for at belyse alvorligheden i, at det kan få omsiggribende konsekvenser for ens ve og vel, når man vælger at gå imod strømmen og kæmpe for sine rettigheder.
Uanset hvad, har det for mig og mit vedkommende været det hele værd!
Som man synger i den danske salme ”Altid frejdig, når du går”: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”.
Skridt for skridt eskalerede klagesagen omhandlende det larmende, brandfarlige, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted, der forpestede freden og roen i mit hjem.
Jeg endte med både at blive chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret?!
Jeg kæmpede vitterligt for nærmest alt, jeg har kært. Min person, mit hjem, min tryghed, mit ry, mine rettigheder, min straffeattest, min retssikkerhed, mit liv og min tilværelse.
Det er barske løjer, men det var (og er) desværre en nødvendig kamp at kæmpe.
Herefter går jeg i gang med at kommentere på de forskellige henvendelser:
- 1. Klagesagen omhandlende det larmende (nu for altid lukkede) værksted startede først i 2021, men du begyndte allerede i 2013 at dokumentere mere eller mindre alt i forhold til din boligforening. Hvorfor?
Generelt sørger jeg for at gemme og opbevare relevant dokumentation. Qua min sproglige kommunikationsuddannelse og særligt i specialeprocessen, hvor jeg skulle have belæg for enhver påstand, har jeg vænnet mig til at dokumentere og være i stand til at kunne bevise. Jeg fik en ærgerlig og lidt barsk start, da jeg flyttede ind i min første lejlighed i boligområdet i 2013. Én ting var at overtage en møgbeskidt lejlighed. En anden side af sagen var den ubehøvlede behandling og den uprofessionelle tilgang, jeg oplevede, min nye boligforenings kontordame havde. Problematikken fik mig op på mærkerne og gjorde, at jeg for en sikkerheds skyld sørgede for at dokumentere nærmest alt.
- 2. Det er udtrættende og virker helt uoverskueligt konstant at være nødt til at dokumentere og optage. Mener du virkelig, det er en nødvendighed, og hvis – har du så gode råd til, hvordan og hvorledes?
Jeg vil sige det sådan, at jeg nok ikke var kommet nogen vegne uden min dokumentation og mine beviser. Jeg har virkelig været i modvind og er ikke ligefrem blevet mødt med hverken venlighed eller velvillighed. Hvis man vil trumfe noget som helst igennem, som også har omsiggribende konsekvenser for andre, så er det strengt nødvendigt at kunne dokumentere og bevise i enhver sammenhæng!
I forhold til hvordan og hvorledes man kan bære sig ad, så er mit bedste råd nok, at man skal lave systemer og tilegne sig vaner. Man kan skaffe alverdens udstyr, og der findes et utal af remedier, men man behøver faktisk ikke at købe sig fattig i alt muligt spion-udstyr. Det dyreste for mig har været min tid. Det har virkelig krævet noget af mig at skulle dokumentere alt – i døgndrift endda. En overgang oplevede jeg også chikanetiltag om natten, så jeg havde aldrig fred.
Al begyndelse er svær, men man kan vænne sig til meget. Dét at være vanemenneske bliver en styrke i denne sammenhæng, da man til sidst blot kører på rutinen og gør, hvad man nu engang er blevet vant til og nødsaget til at gøre.
- 3. Da du i 2015 modtog en ekstra opkrævning på 11.866,30 kroner udover de 3.000 kroner, du allerede havde betalt a conto for el, hvorfor tror du, Alboa ignorerede al logik og din dokumentation?
Det er svært at svare på, men en syvdobling af mit elforbrug burde have fået den regnskabsansvarlige til i det mindste at undersøge, om der var tale om en fejl!
Som jeg nævnte i forbindelse med spørgsmål 1, så var der al balladen med den møgbeskidte lejlighed, jeg overtog i Næringen 54. Et par år efter kom så den ublu elregning, hvor mit forbrug angiveligt skulle være steget fra 948 enheder på et år til 7.463 enheder året efter?!
Den nedladende, ubehøvlede, arrogante regnskabsansvarlige var hverken til at hugge eller stikke i, og kontakten med ham var yderst ubehagelig.
Jeg antager, at stilen i hvert fald dengang var, at går den, så går den… Men den gik ikke, for jeg havde min dokumentation i orden og kunne bevise, at han tog fejl, og jeg havde ret!
I næste indlæg fortsætter jeg med at besvare spørgsmål og kommentere på indkomne henvendelser. Fortsæt endelig med at berette om, hvad I desværre er eller har været udsat for. Sammen er vi stærkere 🙂
Vi i boligområdet har netop modtaget Beboerbladet i vores postkasser. Jeg havde allerede selv lagt særligt mærke til et af punkterne i bladet. Ligeledes har jeg modtaget tre henvendelser om det samme. Også mere herom i det næste blogindlæg.
Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend og en rigtig god vinterferie.
Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.