157 Fælden kan klappe…

Forleden henvendte en af beboerne i opgangen sig til mig. Hun var bekymret og følte sig utryg og mindre godt tilpas.

Hun forklarede, at en ældre dame i boligområdet har opsøgt hende gentagne gange. Beboeren har en følelse af, at den ældre dame forfølger hende for at kunne komme i kontakt med hende.

Ifølge beboeren spørger den ældre dame gang på gang ind til, om det nu også kan passe, at beboeren er rigtig glad for at bo i vores opgang?!

Ligeledes har den ældre dame flere gange stillet spørgsmålstegn ved, om beboeren nu også blev taget rigtig godt imod, da hun flyttede ind?!

Beboeren oplever, at den ældre dame bliver ved og ved, selvom beboeren efterhånden adskillige gange har bekræftet, at hun ER rigtig glad for at bo i opgangen, og at hun BLEV taget rigtig godt imod, da hun flyttede ind?!

Den pågående ældre dame tog så skridtet videre forleden. Hun spurgte beboeren, om der ikke bare er én person i opgangen, der er et problem?!

Da den nysgerrige og nærgående kvinde stillede dét spørgsmål, faldt femøren for beboeren. Vedkommende er af andre i opgangen blevet orienteret om, at jeg muligvis (stadig) står for skud, og at det er vigtigt at være agtpågivende, hvis nogen prøver på noget.

Som jeg skrev om i sidste blogindlæg ”156 I medvind og medgang.”, så er jeg efter over tre års kamp nået til et tilfredsstillende punkt, hvor jeg nyder min hverdag og mit hjem, og hvor jeg ikke hver dag skal spilde en masse tid og krudt på alt muligt ærgerligt.

Der skal naturligvis (og heldigvis) mere til at vælte mig end, at et gråhåret gespenst uden noget fornuftigt livsindhold generer og chikanerer mig, MEN – det er belastende, og det er ødelæggende! Den chikanerende og mobbende adfærd er IKKE OK, og den er fuldstændig uacceptabel!

Da beboeren henvendte sig til mig og fortalte om det forskellige, var min første tanke: ”Stopper de dog aldrig…”. Jeg blev ikke ked af det, men jeg blev ærgerlig og irriteret. Mest af alt blev jeg på ny kampklar!

Jeg foreslog beboeren at gå med en optager på sig – ligesom jeg selv sørger for at gøre. Fælden kan klappe for det nysgerrige, chikanerende bæst, hvis beboeren optager og kan dokumentere, at hun gang på gang bliver opsøgt og udspurgt.

Uanset om jeg bliver nævnt med navns nævnelse, eller om den ældre dame blot forsøger at udpege mig og samtidig opildne andre til også at chikanere mig og vende sig imod mig, så er der tale om chikane og mobning! Måske er stalking også i spil.

Det er ret sigende om den ældre kvinde selv, at det er SÅ ubegribeligt for hende, at nye beboere i vores opgang bliver taget rigtig godt imod?!

Hvorfor skulle man dog ikke gøre meget for også at få nytilkomne til at føle sig godt tilpas?

Det ærgrer mig, at jeg ikke blot kan få lov til at være i fred!

Det eneste positive, der er at sige om den sag, er nok, at fælden med stor sandsynlighed klapper meget snart, så den ustoppelige chikanør langt om længe kommer til at stå til ansvar.

Apropos vores opgang – hvor er det dejligt at bo i opgang med mennesker, der er let omgængelige, som hilser pænt, der eventuelt hyggesnakker, som hjælper med småting, der henvender sig høfligt osv. Vi har virkelig et godt naboskab!

Vi er en ret blandet flok – både køns-, alders- og sprogmæssigt, men de små marginaler er i den henseende bedøvende ligegyldige, for et smil og en håndsrækning er let tolkelige og forståelige for alle og enhver.

Vores naboskab er noget ganske særligt, og den gode stil varer ved, selvom der fra tid til anden er en udskiftning i beboersammensætningen.

Der skal ofte meget lidt til at gøre en positiv forskel. Gensidig respekt, forståelse, hjælpsomhed og venlighed danner et godt grundlag i de fleste sammenhænge.

Til dig, dit ældre kvindegespenst – ingen i vores opgang er udenfor fællesskabet! Alle skal have det bedst muligt! Hold dog din nysgerrige, ondskabsfulde snude for dig selv! Jeg opsøger bestemt ikke dig og dit selskab! Du skal holde dig langt væk fra mig, og du skal heller ikke forsøge at vende flere imod mig! Det er utroligt, at man skal blive ved med at forsøge at opdrage på et ældre menneske, der desværre mest af alt minder om et uopdragent, utilpasset barn! SKAM DIG OG HOLD DIN MUND, NÅR DU IKKE HAR NOGET FORNUFTIGT AT SIGE!

Flere beboere i opgangen har bevidnet, hvor meget jeg er blevet udsat for. Det er ikke småting!

Forleden bankede det på min hoveddør. Da jeg åbnede, stod en anden af beboerne i opgangen udenfor min dør med et smil på læben og sang noget fra en gammel sangleg: ”Første gang så la’r vi dem gå, anden gang så lige så, men tredje gang så…”. Jeg trak på smilebåndet og forstod så, at beboeren havde fået nys om den nylige chikane imod mig. Meldingen var klar – jeg fik bekræftet, at jeg ikke kæmper alene, og at flere holder et vågent øje.

Jeg skriver det næsten i hvert blogindlæg efterhånden, men hvor er jeg taknemmelig for søde naboer og fornuftige mennesker med gode intentioner!

Renoveringerne i boligområdet har nået sin ende for noget tid siden. De sidste containere er fjernet, og der er efterhånden ryddet op over det hele. Man kan godt savne lidt, at området summede ekstra af liv, og det var hyggeligt at have de flinke byggefolk i nabolaget. Nogle lærte man lidt bedre at kende end andre – sådan vil det være. Jeg fik nogle dybere samtaler med enkelte, som kom til mig, fordi en ældre kvinde havde bagtalt mig, nævnt mig ved navn og havde udpeget min lejlighed. Og ja – den opmærksomme læser vil nok tænke, at der med stor sandsynlighed er tale om den samme ældre dame, som forfølger og opsøger beboeren i min opgang.

Jeg lyttede, når nogen kom og berettede. Det er min tilgang. Jeg skriver og dokumenterer i bloggen, jeg melder ligeledes til politiet, og jeg kommunikerer med juridiske instanser, men jeg sladrer ikke!

Til min fordel behøvede jeg ikke at sige noget. Hver og en konkluderede selv, at den ældre dame virkelig må være ensom, og at hun må have nogle seriøse problemer. Det er også min tanke – at bruge sit liv på at bagtale, nedgøre, ødelægge, chikanere og genere… Hvor er det trist og sørgeligt! Hvis hun ikke var så ondskabsfuld og malplaceret i sin gøren og laden, så ville man nok have ondt af hende.

Jeg har ikke ondt af hende! Jeg venter tålmodigt på, at fælden klapper meget hårdt i!

I forbindelse med at jeg forsøger at besvare indkomne spørgsmål, så er vi nået til spørgsmål 14. Gennem tiden har flere stillet næsten det samme spørgsmål, og spørgsmålsstillerne står selv i barske, uretfærdige situationer.

14. Var du aldrig ved at give op, når du nu mødte SÅ megen modstand og blev udsat for så meget?

Nej! Kort og godt nej! Dét at give op var aldrig en mulighed i min optik. Jeg overvejede det ikke engang. Men jeg var nok igennem hele følelsesregisteret mangfoldige gange. Jeg var bange, ked af det, vred, irriteret, forarget, paf, overrasket, chokeret, udkørt, rasende og alt muligt andet. Det var en slags rutsjebanetur, hvor jeg virkelig oplevede bagsiden af medaljen – de brodne kar (også kaldet røven af fjerde division). Samtidig oplevede jeg mennesker udvise medmenneskelighed, omsorg, forståelse og det, jeg nærmest vil kalde heltemod.

De, der har skrevet og spurgt om, hvorvidt jeg nogensinde overvejede at give op, har samtidig hver især berettet om forskelligt, de har oplevet og er blevet udsat for. De står på hver deres måde for skud, fordi de har påberåbt sig rettigheder, de er gået imod strømmen, de har nægtet blot at lade stå til… De mærker nu, hvad prisen er for ikke at holde sin kæft, og hvad det koster rent menneskeligt og følelsesmæssigt, når man vælger at kæmpe for retfærdighed.

Som jeg før har skrevet om i bloggen, så er mit råd til jer hver især: Mærk efter – er det en kamp værd at kæmpe, så kæmp! Dokumentér, hold ud, ræk ud, vær saglig, synk ikke ned på det niveau modstanderne er på, tænk langsigtet, vær vedholdende og involver nødvendige instanser – politi, kommune, retshjælp, advokater osv.

Når man er oppe imod mennesker, der tyr til midler som at hælde urin på døre, kaste ætsende væsker efter folk, smadre og stjæle ejendele, chikanere, mobbe, true, injuriere, inkriminere osv., så skal man have sin dokumentation i orden, men vigtigst af alt så skal man væbne sig med tålmodighed og tage ”the high road”. Dét at tage ”the high road” betyder, at man fortsætter med at holde den gode stil uanset, hvor amoralsk og uetisk modparten gebærder sig.

Det kræver virkelig meget af en, og derfor starter jeg med at råde til, at man overvejer grundigt og mærker efter.

For mig var sagen fra starten af soleklar – kampen for retfærdighed skulle kæmpes!

Som jeg skrev i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”, har jeg virkelig fået med grovfilen og er blevet udsat for utroligt meget grimt, forkert, usagligt og komplet uretfærdigt.

Jeg endte i løbet af processen med både at blive chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret?!

I Kampen for Retfærdighed kæmpede jeg vitterligt for nærmest alt, jeg har kært. Min person, mit hjem, min tryghed, mit ry, mine rettigheder, min straffeattest, min retssikkerhed, mit liv og min tilværelse.

Det er surrealistisk at tænke tilbage på, hvor håbløst det hele så ud i lang tid, men jeg holdt ud, jeg blev ved med at kæmpe, jeg nægtede at give op, og det lønnede sig i sidste ende! 🙂

Men, og der er et men – jeg er ikke kommet igennem alt dette uden at få nogle ar på sjælen, og det har været en meget dyr pris at betale. Jeg er til stadighed traumatiseret efter overfaldet, og som jeg startede med at skrive fortsætter chikanen fra nogle sørgelige kanter desværre stadig imod mig.

Det positive ved den langsommelige proces er, at mange flere er blevet opmærksomme og har fået fokus på, hvad der egentlig foregår, og hvem der i de fleste tilfælde står bag alt det under lavmålet.

Man skal gøre op med sig selv, om det positive – alt det man kæmper for – opvejer alt det negative. Det gjorde det for mig! 🙂

Jeg håber, jeg besvarede spørgsmålet på en god måde.

Det berører mig, når jeg hører om andre, der står i en lignende, håbløs situation, som den jeg i starten og langt hen i forløbet befandt mig i. Jeg kan levende sætte mig ind i, hvordan det føles konstant at støde panden mod en mur.

Pas på jer selv derude – nogle er desværre villige til at gå langt over enhver tænkelig grænse.

Det bliver vist afslutningen denne gang – min opfordring til at passe på sig selv og på hinanden. I dag spillede jeg klaver til fællessang på et plejehjem. Det var hyggeligt og næstekærlighed og omsorg var i højsædet. Mere venlighed, mindre uvenskab – TAK! 🙂

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.