|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det er fredag – den sidste dag i januar. I aften kommer der håndbold, og det ser jeg ligesom mange andre frem til at se.
Efter at have været sygdomsramt uafbrudt i over 60 dage nu, er jeg i denne uge startet på intravenøs medicin. Medicinen skal gerne hjælpe med at få min Lupus / SLE i ro – mest mulig i hvert fald.
Jeg er fuld af håb og forsøger ihærdigt at væbne mig med tålmodighed. Det lyder måske banalt, men jeg glæder mig mega meget til at mærke færre sygdomssymptomer og føle mig mere frisk.
Som jeg nævnte i sidste blogindlæg ”151 Ej en snorlige vej.”, så havde jeg en lidt underlig oplevelse forrige gang, jeg skulle vaske tøj. Som jeg skrev, er mit håb, at det var et enkeltstående tilfælde, som ikke kommer til at gentage sig.
Det kan føles lidt som om, nogen spænder ben for mig. Der sker forskelligt for mig, som ikke sker for mine omkringboende.
Er det tilfældighedernes spil, eller gør nogen sig fortsat umage for at genere mig og få ram på mig?
En optimist vil håbe, at det nok er helt tilfældigt, at det forskellige lige sker for mig. En realist vil sige, at der skal sættes en stopper for galskaben!
Som jeg påpegede i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”, oplevede jeg i 2024 gang på gang, at mine vaskeri-reservationer blev slettet?! Når jeg spurgte andre beboere i forhold til problematikken, gav ingen andre udtryk for at opleve det samme…
Efter at jeg påpegede problemet og bad boliginspektøren og Alboas hovedkontor om hjælp, har jeg ikke bøvlet med netop dét problem længere.
Men, så udfordres jeg på andre måder.
Den ene gang kom jeg over i vaskeriet for at vaske. Jeg var glad for og lettet over, at mine vaskeri-reservationer ikke var blevet slettet. Glæden varede dog kun kort, for jeg kunne ikke starte vaskemaskinerne?! De var tændte men intet skete?!
Jeg tjekkede på skærmen flere gange. Det fremgik stadig, at jeg havde reserveret to vasketider.
Jeg havde puttet mit tøj i maskinerne, og jeg havde også doseret vaskepulver.
Min indsats var dog forgæves. Jeg gav op, tog mit stadig uvaskede tøj ud af maskinerne og slæbte mit vasketøj med tilbage i lejligheden igen.
Det var en ærgerlig oplevelse. Både fordi det var spildte kræfter, men også fordi jeg havde brug for at få vasket mit tøj.
Den første gang gjorde jeg ikke mere ved sagen. Kræfterne er grundet sygdom små for tiden, overskuddet er ikke altoverskyggende, og jeg vælger mine kampe.
Jeg lavede nye vaskeri-reservationer til om fredagen.
Jeg bar mit vasketøj over i vaskeriet. Jeg tjekkede på skærmen. Mine vaskeri-reservationer var heldigvis ikke blevet slettet. Tøjet kom ind i maskinerne, og vaskepulver blev doseret. Jeg indstillede graderne og trykkede start. Begge vaskemaskiner låste, men ingen af dem gik i gang?!
Irriteret og ærgerlig stod jeg lidt og ventede og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg valgte denne gang at skrive til boliginspektøren og varmemesterkontoret.
Det var den 17. januar 2025. Jeg skrev: ”Hej. Jeg står i vaskeriet og har netop tændt for vaskemaskinerne 1 og 3. De tager dog ikke vand ind?! Vil I sørge for, jeg ikke bliver opkrævet penge for de to forgæves vaske i dag? Og sørge for at problemet i vaskeriet bliver løst? Jeg tager mit tøj ud igen og får derfor ikke vasket. Der er tale om 9 kroner – 5 og 4. På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.
Boliginspektøren svarede mig hurtigt og venligt. Han gav udtryk for, at det var mega træls for mig. Han ville undersøge sagen og sørge for at kreditere beløbet.
Imens jeg var i gang med at tage mit tøj ud af vaskemaskinerne, kom en arbejdsmand ind i vaskeriet. Han er ansat i boligområdet i forbindelse med renoveringerne.
Efter vi havde sagt godmorgen til hinanden, forklarede jeg, at jeg ikke kunne vaske mit tøj. Han undrede sig noget over, hvorfor vandet var slukket for?!
Han sagde, det er ham, der står for at slukke og tænde, når det er nødvendigt i forbindelse med de stadig igangværende renoveringer i området.
Han havde ikke slukket for vandet, og han kunne ikke se nogen grund til slukningen.
Han krøb om bagved en af vaskemaskinerne og fik tændt for vandet. Han bad mig om at vente lidt, og så kunne jeg tænde for vaskemaskinerne og få vasket mit tøj.
Jeg takkede ham for hjælpen.
Både han og jeg undrede os over, hvem der dog havde slukket for vandet – og hvorfor…
Jeg skrev tilbage til boliginspektøren og varmemesterkontoret: ”Hej igen. En flink arbejdsmand kom lige forbi. Han har tændt for vandet. Nogen havde pillet ved noget bag vaskemaskinen ved vinduet. Vaskemaskinerne er i gang nu, så I kan se bort fra min henvendelse om det. Arbejdsmanden siger, det ikke er personale, der har pillet ved vandrørene?! Vores dørtelefonanlæg er igen blevet ødelagt i kælderen i Næringen 32. Vil I få en til at reparere det? På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.
Boliginspektøren svarede kort efter og takkede for tilbagemeldingen. Han skrev også, at han ville sørge for, der blev kigget på vores ødelagte dørtelefonanlæg.
Jeg takkede for hans hjælp og ønskede ham en god weekend.
Jeg fik vasket mit tøj på trods af alt. Det står hen i det uvisse, hvem der havde slukket for vandet i vaskeriet?! Ligeledes er årsagen til det slukkede vand også ukendt?!
Som jeg skrev, må man håbe, der var tale om et enkeltstående tilfælde.
Første gang efter jul kunne jeg ikke tænde for maskinerne. Anden gang kunne jeg godt tænde, men der var slukket for vandet, så mit tøj kunne ikke blive vasket.
Flere har givet udtryk for, at jeg skal oplyse om og bede om hjælp, hvis der sker mere.
En af mine naboer sagde sågar, at det kunne være interessant at udspionere, hvem der eventuelt går ned i vaskeriet lige inden, jeg skal vaske.
Indtil videre er jeg dog optimistisk og satser på, at jeg fremadrettet kan vaske mit tøj uden de store forhindringer. Dét at vaske tøj er en ret basal nødvendighed ind imellem.
Når man er blevet overfaldet i vaskeriet, bliver det utrygt.
Når man oplever sabotage eller tilfældige sammentræf, bliver det besværligt.
Sidst jeg vaskede mit tøj, gik det hele let og smertefrit. Jeg reserverede på forhånd, jeg benyttede vaskemaskinerne, alt var trygt og godt, og jeg blev opkrævet korrekt efterfølgende. Sådan skal det helst være – også fremadrettet.
Vi fik en ny beboer i opgangen for nylig. Det er dejligt, hun giver udtryk for at føle sig godt taget imod. Hun er ligesom os andre allerede glad for at bo i opgangen.
Jeg sætter stor pris på vores gode naboskab i opgangen. Selvom vi ikke løber hinanden på dørene, så hilser vi pænt, hyggesnakker hvis der er tid, hjælper hinanden hvis det er nødvendigt, og vigtigst af alt så respekterer vi hinanden.
Man skal ikke undervurdere, hvor rart det er at have søde, venlige, hjælpsomme, omsorgsfulde naboer.
En i vores opgang var flyttet ind i en af de store lejligheder. Den var for stor til ham og hans ting. Han ville dog gerne blive i opgangen. Han var heldig at få tildelt en af de mindre lejligheder i opgangen. Han er glad for at bo her, og vi er glade for, at han er blevet boende i opgangen.
Desværre hersker der debatter om racisme. Det er trist, hvis nogen trynes og føler sig uvelkomne.
Vi er en blandet flok i vores opgang. Der er forskellige nationaliteter, baggrunde og aldersgrupper. Vi har hver især noget at bidrage med. Kulturelle forskelle beriger i min optik et fællesskab.
Selvom vi bor hver for sig og har vores egne lejligheder, så gør det mig glad at kunne følge med i, at et nabopar blev gift, en blev færdiguddannet, et andet par fik en baby osv.
Jeg har ikke valgt at blive alvorligt, kronisk, fysisk syg. Andre har ikke valgt, at de ville fødes i et krigsramt land.
Jeg er taknemmelig for mine gode naboer, og jeg gør gerne en ekstra indsats for, at alle er trygge og føler sig godt tilpas. Der skal nogen gange så lidt til.
Da jeg havde det allersværest i boligområdet og blev chikaneret på det groveste, oplevede jeg støtte og næstekærlighed fra omkringboende. En sådan hjælp fra uventet kant er uvurderlig!
I næste indlæg besvarer jeg nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen. Man kan godt føle sig helt alene i kampens hede, og for nogle virker det mest nærliggende blot at give op og flytte.
Selvom det meste på sin vis ånder fred og idyl, som det er nu, så fortsætter jeg med at dokumentere. Hvis det viser sig, at nogen helt bevidst og med fuldt overlæg fortsætter med at genere og chikanere mig, så kan det være, endnu en retssag bliver nødvendig.
Uanset hvad er det fordelagtigt at være veldokumenteret, så det ikke blot er ord mod ord.
Til jer der kæmper en brav kamp – hold hovedet højt. I kæmper ikke alene!
Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.
Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.