148 Julestatus.

Julefreden er så småt ved at sænke sig. De fleste er efterhånden gået på juleferie, og man kan mærke, hyggestemningen spreder sig.

I går ringede en fra opgangen på min dør og forærede mig friskbagte julesmåkager. Sikke et pænt træk – mums, de smagte godt. Jeg nød småkagerne, imens jeg så en julefilm.

Jeg er en inkarneret julefan, som gerne går all in med julehygge. Generelt er jeg en stor fan af hyggestunder, men julen er noget helt særligt for mig.

Som forventet har hverken boliginspektøren, varmemesterkontoret eller Alboas hovedkontor nået at besvare mine henvendelser. Der er dog alligevel sket en positiv ændring.

I blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.” skrev jeg om, at jeg siden starten af november desværre adskillige gange har oplevet, at mine vaskeri-reservationer er blevet slettet i systemet?! Ingen andre har givet udtryk for også at have oplevet at få reservationer slettet! Ergo har jeg og øvrige tolket de mange sletninger som (endnu) et chikanetiltag imod mig.

Min opfattelse af situationen gav jeg ordret udtryk for i min seneste henvendelse, som jeg sendte til boliginspektøren og til Alboas hovedkontor. Samtidig påpegede jeg, at jeg stadig venter på at få lavet den skade i mit soveværelsesgulv, der kom i forbindelse med vandskaden i maj måned 2023.

Muligvis har der siden modtagelsen af min seneste henvendelse været interne drøftelser – det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Faktum er dog, at jeg siden min skriftlige henvendelse den 18. december 2024 pludselig ikke længere oplever, at mine vaskeri-reservationer slettes. Mit håb er, at det problem hermed er løst!

Forhåbentlig sørger boliginspektøren i samarbejde med hovedkontoret for, at mit gulv langt om længe bliver repareret i januar 2025. Det er åbenbart nødvendigt at henvende sig til højere rangerende i Alboa end til de ansatte i Vejlby Vest, der ellers burde varetage en sådan (forholdsvis simpel) opgave.

Jeg har ventet tålmodigt i flere måneder men intet er sket?!

Man siger, at hvor der er vilje, er der vej. Når velviljen ikke er der, er det problematisk.

Som den inkarnerede julefan, jeg nu engang er, så må jeg tilkendegive, at denne december måned har været lidt udfordrende. Stik modsat de foregående tre år jeg har boet i denne lejlighed i 2021, 2022 og 2023, så handler det i år om helbredsudfordringer – heldigvis ikke om hverken værkstedslarm, trusler eller retssag.

Som nævnt i blogindlæg ”145 Nisser på spil?”, så blev jeg ramt af helvedesild i starten af december. Det brændende og kløende sår er ikke noget, man dør af, men det er ubehageligt og smertefuldt, imens det står på. Jeg kom hurtigt i behandling, og dén sygdom kom der relativt hurtigt styr på.

Min Lupus (SLE) er lidt sværere at hamle op med og håndtere, når den bliver ond i sulet. På grund af feber, ekstra træthed samt smerter i muskler og led, har jeg haft en del sygedage i december. Jeg har måttet til læge nogle gange, og jeg har også fået hjælp på sygehuset. Det er et kæmpe privilegie, at jeg har gode, venlige læger og omsorgsfulde, dygtige sygeplejersker, der behandler og hjælper, når det er nødvendigt.

Situationen er nu engang, som den er med kronisk, fysisk sygdom. Når jeg bliver ramt på denne måde, er det medicin, hvile og søvn, der skal til. For mig er det en udholdenheds- og en tålmodighedstest, når jeg rammes af sygdom i længere tid ad gangen.

Heldigvis har jeg efter flere års kamp opnået at få sat en stopper for værkstedslarmen, så det rent faktisk er blevet muligt for mig at slappe af, hvile og sove i fred og ro i mit hjem.

Jeg husker en anden periode, hvor jeg også var ret hårdt ramt helbredsmæssigt. På daværende tidspunkt blev mit hjem forpestet af evindelig værkstedslarm flere timer om dagen mange dage om ugen.

Den evindelige larm fra de ikke lydisolerede kælderlokaler lige under min lejlighed forhindrede mig dengang i at kunne hvile og sove i mit hjem.

Jeg husker, jeg sendte en anmodning til Alboa. Når min udlejer af uforståelige årsager ikke ville sørge for god ro og orden i ejendommen, bad jeg om at få stillet et værelse andetsteds til rådighed, hvor jeg havde mulighed for at gå hen og hvile og sove i alle de timer hver uge, hvor den evindelige værkstedslarm stod på.

Alboa afviste blankt at tage noget som helst ansvar?! Der var ingen hjælp at hente?! Jeg kunne sejle i min egen sø?!

Dengang var jeg desværre fuldstændig prisgivet… Det er jeg på lykkelig vis på ingen måde længere! Det nytter noget at kæmpe for sine rettigheder!

Grundet de mange sygedage i denne måned har jeg blandt andet været nødt til at melde fra til flere sociale arrangementer. Blandt andet gik jeg glip af en jule-kanalrundfart med live musik. Ligeledes måtte jeg udsætte julebagning med familien. Den traditionsrige tur i juletivoli med en af mine bedste venner lige før jul blev det desværre heller ikke til i år.

Det er ærgerligt og invaliderende, når mit immunforsvar så at sige midlertidigt krakelerer. Det er dog præmissen i et liv med kronisk, fysisk sygdom. Jeg får det godt igen – jeg skal ”blot” holde ud!

Som nævnt adskiller julemåneden sig i år fra de foregående tre år. I år er det helbredsmæssige udfordringer, som stjæler meget fokus.

I 2021 hørte jeg – også i december måned – på evindelig værkstedslarm. Chikanen imod mig tog til. Få dage før jul lod jeg mig lokke med til dialogmødet med den skjulte dagsorden. Beboerrådgiveren og boliginspektøren lavede det absurde, famøse larmeskema over mit hjem…

I 2022 modtog jeg lille juleaften information fra en advokat om, at jeg ville blive sagsøgt?! Det viste sig at være (endnu) en tom trussel, men uanset hvad ødelagde det – i hvert fald for en stund – julehyggen.

I 2023 var julemåneden præget af det malplacerede og absurde forløb med retssagen.

Uanset om man udfordres af sygdom, uretfærdigheder eller andet, så er det altafgørende, at man væbner sig med tålmodighed, sørger for at gardere sig bedst muligt, og er man som jeg virkelig privilegeret, så kan ens netværk gøre en verden til forskel.

Allerede for snart to år siden henvendte en beboer i Vejlby Vest sig til mig. Vedkommende har nogle udfordringer med sine naboer og med nogle omkringboende. Beboerrådgiveren har ifølge beboeren flere gange nævnt muligheden for et dialogmøde.

Jeg har endnu ikke et indgående kendskab til, hvad der er hoved og hale i beboerens situation. Jeg forstår dog fuldt ud, at vedkommende på ingen måde overhovedet vil overveje at deltage i noget som helst møde med områdets beboerrådgiver!

Flere er blevet bevidste om, hvad hun er for en størrelse. Hun besidder uheldigvis en magt, og den er hun villig til at misbruge.

Jeg ville personligt ønske, jeg aldrig nogensinde naivt og godtroende havde indvilliget i at deltage i det såkaldte dialogmøde i 2021, der viste sig at handle om meget andet end netop dialog…

Beboeren, der bor et andet sted i Vejlby Vest, beretter om en ret uholdbar boligsituation. Jeg kan desværre nikke genkendende til flere af problemerne. I en årrække boede jeg selv i en yderst dysfunktionel opgang med store problemer i Næringen 54.

Man skal naturligvis passe på med blot at flygte fra problemer. Jeg valgte at flytte fra en røgfyldt, ildelugtende opgang med nogle trælse personer til denne opgang med et (ret) sundt indeklima og et godt naboskab.

Græsset er altid grønnere på den anden side, siger man. Dermed menes, at man ofte idealiserer, hvad andre har. I stedet bør man nok vande sit eget græs, så det forbliver grønt. Man skylder i hvert fald sig selv og sine omgivelser at forsøge at løse eventuelle problemer.

Jeg valgte dengang at flytte fra Næringen 54. Jeg blev fysisk syg af at bo i den røgfyldte opgang.

Med min lejlighed i Næringen 32 fulgte dog en udtrættende og udmattende kamp – eller nærmere krig – om det hidtil hemmeligholdte, yderst larmende, brandfarlige, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted. Et foretagende der ødelagde freden og roen i mit hjem.

Med de tre første år i mit nye hjem fulgte evindelig værkstedslarm, mobning, hetz, chikane, trusler hærværk, retssag, magtmisbrug og aftalt spil.

Grundet helbredsudfordringer opgav jeg at kæmpe imod Alboa og de problematiske beboere i Næringen 54. Jeg skal huske at påpege, at jeg også havde nogle rigtig gode naboer i den gamle opgang. Det var de brodne kar, der udgjorde problemet.

Da jeg på det groveste blev udfordret i min nye opgang på grund af værkstedsmareridtet og alt der fulgte med den sag, tog jeg kampen op!

Beboeren, der er kommet til mig flere gange, er tydeligvis frustreret over situationen. Det er forståeligt!

I det nye år vil jeg – hvis vedkommende henvender sig igen – undersøge muligheden for, at der kan komme en sagsbehandlende konfliktmægler udefra. En objektiv, saglig, ordentlig, regelret og velmenende professionel.

Et eventuelt krav vil i enhver henseende være, at beboerrådgiveren på ingen måde må deltage i noget som helst! Tilliden til hende er med alt in mente ikke eksisterende!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg kom til at trække på smilebåndet, da beboeren i frustration gav udtryk for hellere at ville kysse en død pungrotte end at deltage i et dialogmøde med den pågældende beboerrådgiver. Kysse en død pungrotte… Det udtryk havde jeg ikke lige hørt før, men jeg forstår betydningen. Beboeren vil ikke risikere noget som helst fra beboerrådgiverens side.

Gid jeg havde været forudseende og havde sagt nej til at deltage i det dialogmøde med den skjulte dagsorden, der fik omsiggribende konsekvenser for mig. Men hvorfra skulle jeg kunne vide, at en socialrådgiver ansat som beboerrådgiver kunne finde på at opdigte lydprøver, lave larmeskema over et hjem og skrive et yderst misvisende referat?

Man går vel som udgangspunkt ud fra, at folk vil en det godt. At hyrede ansatte agerer professionelt…

Jeg har lært på den hårde måde, at man virkelig skal passe på med at formode noget som helst!

Mit råd til beboeren – og til alle andre, der kæmper den ene eller den anden kamp: Sørg for at dokumentere mest muligt. Selv noget, der i øjeblikket virker ubetydeligt, kan i det lange løb få afgørende betydning.

Eksempelvis blev min detaljerede dokumentation min redning, da jeg pludselig ud af det blå også blev anklaget for omsiggribende hærværk…

Jeg bliver løbende kontaktet af en, der har en retssag kørende. Vedkommende oplever at blive chikaneret osv. Gang på gang påpeger jeg vigtigheden af at dokumentere. Ind imellem siger vedkommende: ”Jamen, det var vist ikke så vigtigt”. Måske ikke – men hellere være på den sikre side!

Jeg kunne eksempelvis bevise, at jeg var til et socialt arrangement et helt andet sted i Danmark, da jeg 8 måneder efter pludselig i retsdokumenter blev beskyldt for at have begået omfattende hærværk i kælderen under min bolig?!

Dokumentér! Dokumentér! Dokumentér!

Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.