|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Vupti, pludselig er vi allerede i marts måned. Både januar og februar er fløjet afsted. I min optik er det ganske hyggeligt med frost og kulde udenfor samtidig med, man har tændte stearinlys i vindueskarmene. Men det er uden tvivl også kærkomment, når foråret banker på. Det kan altså noget, når man mærker solens stråler i ansigtet. Der er som ved alt andet nogle finurlige fordele (og ind imellem ulemper) ved både forår, sommer, efterår og vinter. I den kommende tid er det særligt livsbekræftende, når alt begynder at springe ud.
Tusind Tak til jer der har spurgt ind til min helbredssituation. Jeg har egentlig med fuldt overlæg undladt at komme ind på emnet, da jeg ikke har villet risikere at jinxe noget.
Som jeg nævnte i nogle blogindlæg, stod det i månedsvis ret skidt til. Der var mange dage med feber, smerter, ulidelig træthed, svimmelhed, kvalme, you name it… Det kan være ret drænende og udfordrende, når man ikke kan komme ovenpå. Selvom Lupus / SLE er en kronisk sygdom, så er der heldigvis – under normale omstændigheder – dage og perioder, hvor jeg ikke mærker særligt til sygdommen og dens fiksfakserier. Men i denne omgang kunne jeg ikke komme ovenpå uden hjælp, og heldigvis var der hjælp at hente.
Jeg får immunhæmmende medicin ind i årerne på sygehuset ind imellem, og jeg mærker allerede her efter få gange en markant forbedring. Dejligt!
Jeg er så taknemmelig for at bo i et land som Danmark, hvor man som syg og skadet kan blive undersøgt og få behandling. I USA eksempelvis er forholdene helt anderledes. Min autoimmune grundsygdom Lupus / SLE koster månedligt og årligt flere patienter i USA livet, fordi de ikke har en sundhedsforsikring og ej har midlerne til at blive undersøgt og tilkøbe behandling. Det er barsk og trist.
Godt nok er der måske ved at komme et slags A og B hold i Danmark i forhold til ventetider og økonomi til privathospitaler, men ingen bliver nægtet hjælp. Røntgen, scanninger og medicinsk assistance er alle og enhver forundt i Danmark. Det er prisværdigt og fordelagtigt, hvis man er så uheldig eksempelvis at komme til skade eller blive ramt af en fysisk, invaliderende sygdom.
Det var lige en intro om årstider, vejr, helbred og taknemmelighed.
I rækken af spørgsmål er jeg nået til det niende. Som ved de fleste af spørgsmålene er det svært at give et klart svar, men jeg vil som sædvanlig forsøge at svare bedst muligt.
9. Er det larmen, chikanen, mobningen, hetzen, overfaldet osv., der har gjort dig syg?
Jeg var i forvejen kronisk, fysisk syg, så lige dén del kan man ikke bebrejde de implicerede. Der er dog ingen tvivl om, at det levende helvede, jeg befandt mig i nonstop i over tre år i streg, ikke ligefrem har været helbredsfremmende!
Den ofte altoverdøvende, enerverende værkstedslarm var et kæmpe stort problem i sig selv. Imens værkstedslarmen fra de ikke lydisolerede kælderlokaler hærgede mit hjem i tide og utide, led jeg af søvnmangel, hvilket gjorde mig utilpas og udtrættet. Hovedpine havde ligeledes en hyppig forekomst grundet larmen fra de store arbejdsmaskiner og de mangfoldige værktøjer. Dét at fratage en person muligheden for søvn er et torturredskab, som desværre bruges i visse sammenhænge og regimer. Vi mennesker har brug for søvn og hvile, og når man gang på gang vækkes eller holdes vågen eksempelvis af dominerende larm, så har det i længden helbredsmæssige konsekvenser.
Chikanen, mobningen, hetzen og overfaldet har haft store konsekvenser for mig – både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg tror dog ikke reelt, man umiddelbart kan lægge de udfordringer og ondskabsfuldheder til grund for, at jeg har været igennem en længere periode med feber, næseblod, smerter osv. Sygdomssymptomer og sygdomsperioder er desværre en del af pakken så at sige, når man er kronisk, fysisk syg. Jeg håber, mine svar giver mening. Ellers spørg endelig igen og uddyb eventuelt, hvis der er behov for, noget præciseres.
10. Du har før beskrevet, at du nærmest levede et dobbeltliv, hvor du levede et normalt liv udenfor boligområdet samtidig med alt det ødelæggende og skræmmende, der foregik. Kan man overhovedet det?
Både ja og nej. Et dobbeltliv er nok også så meget sagt, men situationen i boligområdet var så surrealistisk, barsk, nedrig og ubegribelig, at det var et frirum for mig, når jeg oplevede den virkelige verden udenfor dette i mange tilfælde sammenspiste, dysfunktionelle, uordentlige sted.
Virkeligheden er blevet en anden i boligområdet nu, hvor der er kommet fokus på forskelligt, og nu hvor instanser, myndigheder og retsvæsenet har været blandet ind i at rydde lidt op og håndhæve lov og orden.
Som forventet har intet ændret sig i forhold til de mennesker, jeg betegner som de brodne kar. Nogle stirrer stadig ondt på mig, og nogle af ”de grimme tanter”, som er blevet vores fællesbetegnelse for dem, bagtaler mig stadig og har nok meget ondt et vist sted, fordi de ikke lykkedes med deres sammensværgelsesplan.
Da det hele spidsede til og stod allerværst til, mistede jeg på et tidspunkt lysten til at gå ud – simpelthen af frygt for hvad jeg ville blive udsat for. Men jeg kunne heller ikke holde ud at opholde mig i hjemmet, for det var inden det larmende, brandfarlige, forbudte værksted i kælderlokalerne lige under min lejlighed blev lukket ned, så i mit hjem var jeg nødsaget til morgen, middag, aften og nat at høre på enerverende værkstedslarm.
Det var en meget langvarig, uholdbar situation at befinde sig i, og når jeg kigger tilbage, klapper jeg lige mig selv på skuldrene for overhovedet at have holdt ud.
Jeg er og har været utrolig heldig med de mennesker, jeg har og har haft omkring mig i min opgang og i min omgangskreds. De hjalp mig med at fortsætte min hverdag med vaner og rutiner. Noget så simpelt som at få handlet kunne være en udfordring, for tænk hvis jeg igen fik kastet noget efter mig, hvis nogen råbte af mig, hvis nogen igen jagtede mig, hvis nogen atter højlydt antastede mig i Føtex…
Da det stod værst til, blev jeg udsat for alt muligt ødelæggende, generende og skræmmende. Først handlede mine naboer for mig. Derefter fulgtes vi ad. Senere stod de på lur og var klar til at gribe ind, hvis nogen begyndte på noget som helst.
Jeg er og vil altid være dybt taknemmelig for de mennesker, som af et godt hjerte hjalp mig igennem en helt ubegribelig svær tid. TAK til alle jer!
Der bor rigtig mange flinke, høflige og ordentlige mennesker i Vejlby Vest. Der bor dog også en hel del mennesker, som ikke just er hverken velfungerende, rettænkende eller velmenende. Jeg hilser stadig på langt størstedelen og sender et smil eller kommer med en venlig bemærkning om vejret eksempelvis.
De medskyldige er på ”listen”, og dem på ”listen” har jeg en helt anden tilgang til. Jeg holder mig hvis muligt langt fra dem, og skulle de konfrontere mig eller forsøge på noget, så håndterer jeg, hvad end de forsøger sig med!
Jeg skal nok forklare det med ”listen”, for det bliver relevant i forbindelse med et af dagens spørgsmål.
11. Møder du stadig overfaldsmanden?
Ja, ærgerligt nok møder jeg ham stadig ind imellem på udendørsarealer. Han bor i naboopgangen, så det kan næsten ikke undgås. Han handler dog indtil videre klogt, for han gør mig ikke noget, og han siger ikke noget til mig.
Overfaldssituationen har fået store konsekvenser for mig, for min færden og for min hverdag – stadig her flere år efter. Jeg tør stadig ikke gå i kælderen på egen hånd af frygt for at møde ham. Hans hidtil utilregnelige og voldsomme adfærd har skræmt mig og har sat dybe spor.
Ligesom ved alt andet er der dog lavet en handlingsplan i forhold til ham også. Det sker ikke én gang mere, at han gør mig noget som helst! Hvis han er dumdristig og modbydelig nok til igen at overfalde mig, så får det omsiggribende konsekvenser!
For nylig gik der noget op for mig. Nogle gutter fra min perifere omgangskreds spurgte, hvorfor jeg intet har nævnt overfor dem om overfaldet og overfaldsmanden. En bekendt havde nævnt hændelsen i en eller anden sammenhæng. De var ærgerlige over, at jeg ikke har rakt ud og bedt om hjælp. Jeg har været i selvskab med dem ret mange gange siden overfaldssituationen, men min tavshed lige om dét og om ham skyldes flere ting.
For det første er det hårdt og barsk at snakke om. Desuden vil jeg helst ikke fremstå som et offer. Det er pudsigt, at man oveni alle de andre følelser også kan være flov over at være blevet udsat for noget. Mest af alt har jeg nok været påpasselig med at opildne til noget som helst.
De unge fyre fra mit netværk er nogle søde guttermænd, som passer deres træning – ligesom de passer deres studier og jobs. Det vil ikke være en udfordring for dem at ”håndtere” overfaldsmanden, som ikke just er hverken stor eller trænet, men jeg vil allerhelst mane til ro og håber på, noget lignende aldrig gentager sig. Generelt er overfaldsmandens “mandsmod” vist kun i spil overfor kvinder…
Jeg nævner overfaldet i bloggen, fordi jeg også bruger bloggen til at kunne huske, bevise og dokumentere. Det er som sådan ikke hemmeligt, at jeg blev overfaldet. Det er på sin vis heller ikke skamfuldt, men hvor ville jeg gerne have været den traumatiserende oplevelse foruden.
Jeg er på ingen måde tilhænger af selvtægt! Når det så er sagt, så vil jeg hverken være jaget vildt eller leve i frygt resten af min tid i boligområdet! Jeg har planer om at bo her i rigtig mange år, og jeg opsøger ikke de brodne kar! Jeg undgår dem helst!
Skulle det forfærdelige ske, at jeg igen bliver overfaldet, så melder jeg naturligvis først og fremmest forholdet til politiet. Ofte dør sager dog hen, hvis bevisbyrden ikke kan løftes osv. Det var tilfældet sidst, så gerningsmanden slap ganske ustraffet fra at have udsat mig for noget traumatiserende. I lang tid gik han rundt med et smørret smil, som om han hoverede over, hvad han ustraffet var sluppet afsted med at udsætte mig for.
Politiet vil naturligvis være plan A. Men der også en plan B, som ikke vil være min første prioritet eller mit ønskede valg, men som jeg anser for en nødvendig nødplan.
12. Hvad er din værste frygt ved at gå i kælderen alene?
Erindringen om overfaldet sidder dybt inde i mig. Ligeledes gør frygten for, hvad han mere havde kunnet finde på, hvis vi ikke var blevet afbrudt. Han holdt mig til fange i vaskeriet efter hændelsen, og var den ældre, flinke herre, som blev min redningsmand, ikke kommet tilfældigt i kælderen… Jeg tør ikke tænke tanken til ende…
Min frygt er hovedsageligt at være alene med ham i kælderen. Hvad kan han finde på, ham, som af uforståelige årsager kalder sig selv ”den gode perker”?! I min optik er han ikke den gode noget som helst!
Det er hverken hans kropsbygning eller muskelstyrke, der skræmmer mig. Det er utilregneligheden og den voldsomme adfærd.
Når man først kan få sig selv til helt umotiveret at overfalde en sagesløs kvinde og holde hende til fange i et vaskeri ved højlys dag, så har man i hvert fald en afvigende adfærd! Typer som ham der ikke handler og tænker ”normalt” er nok dem, som i mange tilfælde oplever at blive afvist og undgået.
Jeg har gemt alle de sms’er, han skrev til mig. Det materiale indgik også som bevismateriale i retssagen. Det had, han har til andre, er måske med til at få ham til at gøre andre ondt?! Det er svært at sætte sig ind i, og det er ubehageligt at stå mål med!
Worst case scenario vil først medføre politianmeldelse. Kommer politiet til kort, iværksættes plan B.
Endnu et overfald kommer han IKKE til at slippe ustraffet fra! Men mit håb er uden tvivl, at han lader mig være, så intet at dette bliver en nødvendig realitet!
Jeg nupper lige et sidste spørgsmål.
13. Du skriver, du stadig dokumenterer og gemmer alt bevismateriale. De mennesker, der tog del i chikanen og mobbede dig osv., men som lader dig være nu, er de stadig registreret med navn og adresse?
Dette spørgsmål har jeg fået tre gange i forskellige versioner. Man kunne mistænke, at det er en eller flere af de ”skyldige”, som spørger, men det er helt ok. Bloggen er for alle, og naturligvis vil jeg også svare bedst muligt på dette spørgsmål.
Ja, intet er blevet slettet. Alt er gemt og gemmes løbende på flere forskellige lokationer – både fysisk, elektronisk og i udlandet. ”Listen” som jeg nævnte før, er en liste, hvor mistænkte og skyldige er registreret med flest mulige informationer. Navne, adresser, udseende, væremåder, opholdssteder, hændelser osv. Alle mulige oplysninger som vil kunne hjælpe politiet på vej til en opklaring.
Jeg sætter stor pris på, at næsten alle de ubehagelige lader mig være i fred nu. Ingen tvivl om det.
Men, og der er et aberdabei – når man gør sig selv medskyldig i alvorlige forseelser som chikane, mobning, hærværk, vold osv., så må man tage med, at man kan risikere at komme til at stå til ansvar.
Hvis der ikke sker mere, så vil ”listen” og alle de øvrige beviser blot blive opbevaret til evig tid. Skulle noget igen ske, så er det nemt blandt andet at hive ”listen” frem og udpege mistænkte, mulige gerningsmænd.
Til jer der måske fortryder, hvad I har gjort: Det at angre er et tegn på, at I ikke nødvendigvis er dårlige mennesker, fordi I har lavet noget ulovligt, ødelæggende og modbydeligt. Tænk jer rigtig godt om en anden gang og overvej, hvordan I ville tænke og føle, hvis det var jer selv, der blev udsat for alt det forskellige. Men ros til jer for trods alt at have dårlig samvittighed!
I går skinnede solen fra en flot, blå himmel. Her til morgen var det tåget, men fuglene fløjtede alligevel. Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.
Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.