|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det har været 3 barske, udtrættende, drænende år, hvor jeg har været nødsaget til konstant at have paraderne oppe – både i mit hjem og ude omkring.
Efter at være blevet truet, løjet om og løjet for, injurieret på det groveste og beskyldt og udsat for mangt og meget, så jeg virkelig frem til, at retsmøderne, den 30. og 31. oktober 2024 endelig nærmede sig.
Sandheden skulle langt om længe frem og retfærdigheden ske fyldest!
Jeg, mine vidner og mine støtter havde i lang tid glædet os til, at modparterne skulle i vidneskranken og efterfølgende stå til ansvar for de mange løgne og det evindelige bedrag.
I dagene inden det første af de planlagte to retsmøder skrev jeg sammen med min advokat. Vi drøftede spørgsmål, jeg foreslog ham at stille de forskellige – inklusiv mig selv – i vidneskranken. Ligeledes informerede han mig om, hvad han havde tænkt sig at spørge om.
Dage, uger, måneder og år var gået, inden sagen endelig skulle for Retten.
I vidneindkaldelserne står der, at man som vidne skulle sørge for at forberede sig og eventuelt lige genopfriske, hvad der var op og ned i sagen. Det var jeg naturligvis også forpligtet til som part.
Der var oprindeligt planlagt to på hinanden efterfølgende retsmøder med et meget stramt program fra klokken 9.00 til 15.00 både onsdag og torsdag.
Jeg havde en del vidner, hvor endda kun et fåtal af dem skulle vidne grundet tidsbegrænsning.
Modparterne havde færre vidner, men der skulle uanset hvad stadig afsættes tid til, at hver enkelt kunne blive udspurgt af de tre advokater.
I henhold til tidsplanen skulle jeg, sagsøger Malene Ottesen, som den første i vidneskranken.
Efterfølgende skulle sagsøgte, lejeren af kælderlokalerne, Adolf Grønbæk Andersen udspørges af de tre advokater.
Den næste, der stod for tur, var sagsøgte, boliginspektør, Kim B. Olsen, som repræsenterede Alboa.
Når sagsøger og de to sagsøgte var blevet udspurgt af de tre advokater foran dommeren, de to boligdommere og eventuelt fremmødte tilhørere, skulle mine vidner afhøres.
Michelle Jensen er beboer i opgang 32 i Næringen. Hun har været plaget af larmen i sit hjem, hun har bevidnet chikanen imod mig, og hun har oplevet Alboas malplacerede, mangelfulde sagsbehandling.
Sabrina Nielsen boede i Vejlby Vest. Hun bevidnede ofte værkstedslarmen samt hetzen imod mig, hvilket fik hende til at lave de førnævnte lydoptagelser.
Suzie Laursen bor i Næringen 32. Hun har flere gange bevidnet værkstedslarmen og ”gemmelegene”, Alboas ”julelege” og mobningen.
Thomas James boede i boligområdet. Han var flere gange i mit hjem, imens der blev larmet løs i værkstedet i kælderen i de ikke lydisolerede lokaler lige under min lejlighed. Han oplevede flere chikane-tiltag imod mig, og han beskyttede mig nogle gange imod overfaldsmanden.
Mathias Moesgaard bor i opgangen. Han bevidnede larmen med maskiner og værktøjer.
Adel Mohammad er min nabo og var også meget plaget af værkstedslarmen.
Kazem Khosravi er min genbo, som også blev generet af den evindelige larm i sit hjem.
Bent Sørensen boede i opgangen, men han endte med at flytte – netop på grund af den vedvarende, uudholdelige larm.
For Alboa skulle beboerrådgiver, Channie Klaris i vidneskranken som den første. Hun er sammen med boliginspektøren blandt andet hovedansvarlig for magtmisbruget med opdigtede lydprøver og larmeskemaet over mit hjem.
Ejendomsfunktionær, Nicolai Nicolaisen skulle efterfølgende udspørges af de tre advokater. Hans relevans i forhold til sagen kan jeg ikke gennemskue, for han har aldrig været hverken i opgangen eller i værkstedet, når der er blevet larmet løs med store arbejdsmaskiner eller forskellige værktøjer?!
Alboas driftschef, Ib B. Andersen skulle næst for efter varmemesteren. Han blev først tilføjet som vidne meget sent i forløbet. Det er uvist, om han nogensinde overhovedet har befundet sig i boligområdet. Det havde været interessant at høre hans vidneudsagn i forhold til sagens omdrejningspunkt – nemlig larm…
Den sidste, der skulle i vidneskranken på dag to, var Adolf Grønbæk Andersens eneste vidne, hans kæreste og samlever, Bente Tøttrup.
Det krævede ikke megen forberedelse for mine vidner og mig at skulle møde i Retten. Vi havde løbende været tvunget til at gøre alt forarbejdet. Vi havde gemt kopier af samtlige klager, og vi havde sørget for at notere afgørende datoer.
Naturligvis oplever man en vis form for nervøsitet, når man skal i Retten for første gang, men ingen af os var særligt nervøse, for vi skulle blot fortsat sige sandheden – også inde i Retten.
Vi var alle meget spændte på, hvordan modparterne ville gebærde sig inde i Retten.
Alle løgnene om lydprøver, lydisolering, hærværk, ibrugtagningstilladelse osv. skulle langt om længe italesættes foran dommerpanelet og øvrige fremmødte inde i retssalen.
Personligt havde jeg virkelig set frem til, at modparterne langt om længe skulle stå til ansvar for, hvad de havde udsat mig og øvrige for i flere år.
Min højtelskede mor kom op til mig dagen før den første, planlagte retsdag. Vi hyggede med lækker aftensmad og spillede et par brætspil bagefter.
Min ellers blide, søde mor sagde som noget af det sidste aftenen før selve retssagen, at hun så frem til at se de mennesker, der har været så uprofessionelle, ondskabsfulde, usaglige og nedrige.
Jeg nikkede eftertænksomt og sagde, imens jeg rystede på hovedet: ”Det har i sandhed været en udholdenhedstest, men det har været ventetiden værd! De har IKKE haft held med at skræmme mig til at give op!”
Onsdag den 30. oktober vågnede jeg en halv time inden, vækkeuret ringede. Jeg gik i bad og gjorde mig klar. Jeg pakkede en taske med nogle af de vigtigste dokumenter, som jeg kunne hive frem, hvis modparterne også var frække nok til at lyve om eksempelvis lydprøver, hærværk og ibrugtagningstilladelse inde i Retten.
Blandt andet medbragte jeg det dokument, hvor boliginspektøren i 2023 langt om længe indrømmer over for Teknik og Miljøs byggesagsbehandler, at der aldrig er lavet lydprøver. Dén løgn havde beboerrådgiveren, lejeren af kælderlokalerne og han selv ellers holdt fast i helt siden dialogmødet med den skjulte dagsorden i 2021…
Ligeledes havde jeg taget den mail med, hvor byggesagsbehandleren i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune gør det klart, at det var usandt, da Alboas advokat, Lars Wolthers, i 2024 skrev i sit påstandsdokument ind til Retten, at Alboa pludselig ud af det blå stik mod al forventning havde fået en ibrugtagningstilladelse til det forbudte og brandfarlige værksted…
Ydermere indeholdt min taske et stensikkert bevis for, at det var komplet usandt, da Adolf Grønbæk Andersens advokat, Camilla Ernst, påstod i et dokument på minretssag.dk, at hun pludselig mange måneder efter sidste frist kunne bevise, at vi i opgangen angiveligt havde klaget over larm, imens hendes klient var på arbejde…
Der skal ikke herske tvivl om, at det har været udfordrende, krænkende og rent ud sagt pisseirriterende at stå mål med modparternes mange løgne og de mangfoldige beskidte kneb!
I langt de fleste tilfælde har jeg nærmest i løbet af et splitsekund været i stand til at modbevise samtlige af deres påfund.
Det har virkelig været nyttigt og gavnligt i denne langsommelige, drænende proces, at jeg er så struktureret og yderst veldokumenteret, som jeg nu engang ser mig nødsaget til at være.
Jeg var næsten overdrevet velforberedt til retsmøderne. Jeg følte mig 100 procent klar!
Jeg var opsat på, at sandheden langt om længe skulle frem!
Flere af mine gode venner og bekendte, som har fulgt med i sagen om det larmende, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted helt fra starten af, havde taget fri fra arbejde for at deltage i det planlagte, offentlige retsmøde.
Endnu flere havde tænkt sig at møde op og iagttage på dag 2, hvor den partiske beboerrådgiver, den mangeårige ejendomsfunktionær, driftschefen og samleveren skulle i vidneskranken.
Min mor, jeg og det første vidne tog bussen sammen ned til Retten. Jeg var lidt spændt på, hvad der ventede mig… Jeg havde aldrig været i Retten før.
Min formodning var, at hele Alboas stab nok troppede op for at nedstirre mig og forsøge at intimidere mig. Ligeledes regnede jeg egentlig med, at flere af boligområdets chikanører også ville møde op i Retten for at støtte Alboa og Adolf Grønbæk Andersen.
Til min store overraskelse dukkede ingen fra Alboa op – udover boliginspektøren, som skulle i vidneskranken den første dag.
To af de kvinder fra boligområdet, der aktivt har været med til at chikanere og nedstirre mig, mødte som de eneste op i Retten på de sagsøgtes side.
Den ene er et gråhåret kvindegespenst, som jeg aldrig har haft noget med at gøre. Hun stirrer altid vredt på mig og har været med til at bagtale og håne mig. Hun fulgtes med sagsøgte ned til Retten (vi var alle med den samme bus).
Den anden af dem var ikke overraskende den selvudnævnte, chikanerende “politihystade” fra min gamle opgang 54 i Næringen… Hun ventede foran retsbygningen, da vi ankom. Hun er heldigvis fraflyttet boligområdet for nylig!
Jeg ignorerede naturligvis dem begge blankt. De er ikke værd at spilde et eneste sekund på!
Udover oplevelsen af at skulle i Retten for første gang i mit liv skulle jeg også møde min advokat for første gang. Ligeledes skulle jeg befinde mig i det samme lokale som modparterne og deres advokater, der virkelig har givet mig med grovfilen.
Begge advokater har hver især – ligesom deres klienter i stor stil har gjort – løjet om mig og om sagens faktiske omstændigheder. De har desuden begge truet med at sagsøge mig.
Jeg havde nok en forestilling om, at stemningen i retssalen ville være trykket og ubehagelig, og at de to advokater også ansigt til ansigt ville være ubehagelige og usaglige.
Stik imod mine forventninger var både Lars Wolthers og Camilla Ernst høflige og relativt saglige inde i Retten.
Min advokat, Claus Emil Engel Johansen, var også flink, saglig og støttende.
Dommer, Jimmy Bøgh Veitland kom ind i salen sammen med de to boligdommere, Michael Salling og Jørgen Dyrholm Jensen. På Rettens retsliste fremgik det stadig som om, Knud Erik Helbo skulle agere boligdommer. Han var dog af ukendte årsager blevet erstattet af direktøren for Danske Lejere.
Stemningen var fredelig og ret afslappet. Jeg havde ellers mentalt forberedt mig på at blive angrebet, anklaget og injurieret inde i Retten også, men det har vist mere været en skræmmeteknik igennem forløbet for at motivere mig til at give op…
Til min store overraskelse bad dommeren kort efter sin ankomst alle tilhørerne om at forlade salen?! Dommeren formanede os til, at der skulle indgås forlig?!
Det havde jeg bestemt ikke lyst til. Jeg ville have de to retsdage, så samtlige skulle i vidneskranken. Jeg ville have sandheder på bordet!
Reelt havde jeg ikke et valg…
Jeg vil nok aldrig forstå eller kunne acceptere, hvordan det danske retssystem egentlig fungerer. Jeg er heller ikke sikker på, jeg er tilfreds med forløbet eller tryg ved forholdene.
På trods af at Retten valgte at kalde det et forlig, så fik jeg min vilje.
Jeg fik mine ønsker opfyldt.
Jeg opnåede det, jeg har kæmpet bravt og intenst for i flere år.
- Værkstedet i kælderen i Næringen 32 kommer aldrig til at eksistere igen!
- Jeg har fået ro i mit hjem!
- Det er blevet anerkendt inde i Retten, at det ikke var i orden, at der blev lavet et larmeskema over mit hjem!
- Alboa har skullet betale mig noget af min husleje tilbage, fordi de ikke har overholdt regler og lovgivninger og ej har behandlet mig, som de skulle og burde. Pengene er gået ind på min konto!
Det eneste punkt, hvor jeg ikke fik min vilje, er i forhold til, at jeg ikke fik mulighed for at stille modparterne til ansvar hver især.
Jeg havde (og har egentlig stadig) et brændende ønske om, at de skulle i vidneskranken og blive konfronteret med deres løgne og al bedraget.
Jeg anmodede om, at tilhørerne måtte komme ind i retssalen igen, da dommerne atter kom ind i rummet. Det fik de dog ikke lov til. Det offentlige retsmøde endte med at blive afholdt for lukkede døre.
Man må vælge sine kampe.
Jeg er stolt af, at jeg nærmest har trodset det umulige og har opnået at få medhold i langt det meste af, hvad jeg så mig nødsaget til at sagsøge for.
Er jeg blevet gjort uret?: JA!
Har jeg været pacificeret i det danske retssystem?: Konklusionen er nok både ja og nej. Efter min opfattelse burde retsdagene være blevet gennemført. Hvis modparterne også løj inde i Retten, skulle de straffes med bøde- eller fængselsstraf. Det må ikke blive sådan i Danmark, at penge, magt, omdømme, størrelse eller bekendtskaber beskytter en imod at blive retsforfulgt, når man bryder loven og helt bevidst handler helt forkert!
Komplet pacificeret har jeg heldigvis ikke været. Jeg har været vedholdende, og jeg har nægtet at give op uanset hvad, jeg er blevet udsat for!
Har Kampen for Retfærdighed været det hele værd?: Ja! Uden tvivl! Ret skal være ret! Ingen skal kunne tvinge andre ud af deres hjem ved at overfalde dem, hælde urin på døre, spytte, true, lyve, anklage eller beskylde!
Er jeg okay?: Det er pt. svært at fremkomme med et utvetydigt ja eller nej. Jeg vil uden tvivl fortsat i lang tid frem blive ved med at have både de fysiske og de mentale parader oppe, fordi jeg har været udsat for SÅ meget ubehageligt, skræmmende og forkert i mere end tre år. De ar, jeg desværre har fået på sjælen, vil nok altid være en del af mig. Mit tankesæt har ændret sig for bestandig. Jeg kan stadig skelne mellem gode og onde mennesker, men hvor jeg før antog, at fremmede mennesker var venner, jeg blot ikke havde mødt endnu, er jeg nu blevet mere varsom og vurderer mere og tager mine forbehold.
Jeg har virkelig stiftet kendskab med bagsiden af medaljen…
Jeg er dog ikke på nogen måde knækket!
Jeg er stadig frisk, glad, humoristisk anlagt, lattermild og fuld af gåpåmod.
Modgang gør stærk (med mindre man altså knækker helt)!
Da chikanen, mobningen og hetzen med hærværkshændelser tog til, husker jeg, at både politiet og retshjælpen gjorde mig opmærksom på, at jeg enten skulle give op, eller også skulle jeg gøre mig hård.
At give op så jeg aldrig som en mulighed! Det har handlet om mit hjem, mit liv, mine rettigheder og om mig som person. Jeg tog kampen op og fortsatte ufortrødent uanset, hvad jeg blev udsat for!
Det har ofte været både chokerende og rent ud sagt møgirriterende, når jeg har logget ind på minretssag.dk. Gang på gang har jeg erfaret, at modparternes advokater havde skrevet usandt om mig eller om et eller andet i forhold til sagen.
Inden alt dette havde jeg en opfattelse af, at en retssag handler om sort på hvidt, om reel bevisførelse, om saglighed, om velbegrundede argumenter og om lovgivninger samt rigtighed.
Her på den anden side af det hele har jeg en helt anderledes opfattelse. Høj pistolføring har været vejen frem for modparterne i hvert fald. De har skrevet usandt, de har vildledt dommerpanelet og min advokat, de har injurieret, løjet og truet.
Deres mål har været at få mig til at give op. Det kunne de dog glemme ALT om!
Min advokat og hans hjælper-advokat, Nanna Nielsen har heldigvis ikke tyet til sådanne midler. Det er jeg taknemmelig for, da jeg kun mener, man skal vinde og få medhold, hvis man rent faktisk har ret!
Det har til tider føltes som om, jeg har stået midt i en boksering, hvor modparterne har bokset løs på mig. Jeg har ingen boksehandsker haft. Mit eneste ”våben” eller forsvar har været dokumentation og beviser.
Mange følelser har været i spil. Jeg har været vred, arrig, forarget, ked af det, uforstående, såret, bange, skræmt og chokeret.
Jeg er meget privilegeret med mit netværk. Jeg har hele vejen igennem haft fantastiske støtter. Vi har i timevis drøftet modparternes falske anklager, de forskellige løgne, injurierne, truslerne, de forfalskede dokumenter, de faktiske omstændigheder, diverse hændelser og chikanen imod mig.
Mine naboer i opgang 32 i Næringen er også fantastiske – både de nuværende og de der i mellemtiden er fraflyttet.
Min konklusion i forhold til Kampen for Retfærdighed:
Jeg ville ønske, jeg til stadighed var lykkelig uvidende om, hvordan det forskellige rent faktisk foregår i Danmark. I beboerklagenævnet i Aarhus, i Retten, i forhold til advokaters sagsbehandling og metoder, i relation til min boligforening og den mærkværdige fremgangsmåde i forhold til os betalende lejere og i henhold til boligområdet og de uskrevne regler og de ufine, barske metoder.
Jeg er stolt og taknemmelig (samtidig med jeg er en smule udmattet). Man kan godt overvinde det nærmest umulige, hvis man virkelig gør sig umage og står sammen med andre.
Jeg tror på, jeg og mine vidner har vundet på ordentlighed, regelrethed og saglighed. Vi har holdt en sober tone, vi har været yderst tålmodige, og vi har fundet os i mangt og meget.
I det lange løb vinder man ikke ved at bruge beskidte kneb som løgne, falske anklager og trusler!
Mit råd til andre der er udsat for en uretfærdig og ubehagelig behandling: Undersøg først og fremmest om du har retten på din side. Mærk efter om du virkelig mener, kampen er værd at kæmpe. Er den det, så sørg for at dokumentere nærmest alt, som på et senere tidspunkt kan udgøre en bevisbyrde. Inddrag eksperthjælp. Rådfør dig med jurister og søg advokathjælp. Hold politiet underrettet, hvis du bliver udsat for noget kriminelt, intimiderende eller krænkende. Forbered dig på at du løber en risiko og kan risikere at blive trynet og møde en ”du skal ikke komme her og tro, du er noget”-attitude. Hold dig på den rette side af loven uanset hvilke midler, dine afsporede modparter måske kan finde på at ty til. Alliér dig hvis muligt med troværdige, sandfærdige og regelrette vidner. Det er en kæmpe fordel, hvis du kan få sparring, støtte og omsorg fra dit netværk.
Vigtigst af alt – pas rigtig godt på dig selv. Det er ikke nødvendigvis helt ufarligt, når man vælger at kæmpe for sine rettigheder. Men er det kampen værd – så kæmp med næb og klør!
Tak, fordi du / I har læst med og muligvis har været med til at sprede budskabet og gøre en forskel.