146 Efterdønningerne…

For tiden tænker jeg ofte på de første linjer i omkvædet i den danske sangskriver og sangerinde, Anne Linnets sang ”Tusind stykker”. ”Alting ka’ gå itu, et hjerte ka’ gå i tusind stykker”.

Mit hjerte er heldigvis ikke gået i tusind stykker, men i flere år væltede min hverdag i boligområdet og meget gik itu.

Det har været barsk at stå mål med al chikanen, mobningen, hetzen, truslerne, hærværkshændelserne, løgnene, de falske anklager, rygterne, overfaldet (og den evindelige værkstedslarm).

Men, jeg er trods alt kommet helskindet igennem, og jeg har et (endnu større) smil på læben!

Jeg er glad for og stolt af, at jeg tog kampen op, at jeg holdt ud, og at jeg overvandt al modgangen!

Retssagen er vel overstået!

Mareridtet omhandlende det brandfarlige, larmende, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede værksted er en saga blot!

Kampen for Retfærdighed har lønnet sig og er endt positivt – for mig og for opgang 32 i Næringen i hvert fald.

Efterdønningerne har jeg ikke umiddelbart været forberedt på… Jeg har ikke taget højde for, hvad der ville komme snigende i tiden efter retssagen og efter sagens afslutning.

Heldigvis har jeg ikke oplevet noget som helst ubehageligt.

Chikanørerne holder sig klogt nok på lang afstand, og det nyder jeg godt af.

Mest af alt er jeg overrasket over, at jeg har fået undskyldninger fra uventet kant. Ligeledes er nogle stykker kommet med nogle ret søgte bortforklaringer.

For nogle dage siden blev jeg stillet et uventet spørgsmål, der var en slags øjenåbner for mig.

Det går mere og mere op for mig, hvilke falske rygter der blev spredt om mig, og hvor mange ødelæggende og krænkende løgne der var i omløb.

Da jeg var ude at handle, mødte jeg et par fra boligområdet. Manden har jeg vist ikke mødt før. Han virkede dog til at være lige så sød, ordentlig og rar som sin kone.

Kvinden lærte jeg at kende, da hun henvendte sig til mig en tidlig morgen i 2022. Jeg husker tydeligt, at jeg blev nervøs, da hun dengang henvendte sig til mig. En overgang blev jeg umotiveret overfuset og angrebet af flere, så paraderne var selvsagt oppe.

Dén morgen for nogle år siden sagde hun ”godmorgen” og spurgte, om jeg er dén Malene fra Næringen 32. Jeg nikkede. Hun smilte og sagde, at jeg skulle vide, at hun ikke lytter til rygter, og at hun danner sig sit eget indtryk. Jeg husker tydeligt, jeg blev rigtig glad, og jeg var oprigtig taknemmelig for at møde et ordenligt, objektivt, neutralt og venligsindet menneske.

Jeg kan huske, jeg takkede hende og sagde, at jeg faktisk ikke havde behov for at fortælle hende en helt masse om sagen eller om de indblandede.

Hun smilte og sagde, at det netop var positivt, at jeg ikke havde det behov.

Siden dengang har vi altid – når vi tilfældigt mødes – sludret om forskelligt og sendt hinanden et smil.

Da vi mødtes i supermarkedet forleden, spurgte kvinden til, hvordan det går med retssagen. Jeg sagde, den heldigvis er vel overstået.

Hun stillede så det uventede, overraskende spørgsmål: ”Får du så lov til at blive boende?”

Jeg blev paf og forklarede, at retssagen ikke på noget tidspunkt har handlet om, hvor vidt jeg kunne blive boende eller ej!

Retssagen drejede sig om Alboas mangelfulde og fejlfyldte sagsbehandling i forhold til det forbudte, brandfarlige, larmende, nu heldigvis for altid lukkede værksted i kælderen lige under min lejlighed.

Hun og manden kiggede på hinanden, smilte og smågrinte. Hun sagde, at de havde fået at vide, at jeg skulle smides ud?!

Hun og manden rystede begge på hovedet og sagde, at det er godt, jeg har fået sandheden frem. Inden vi gik i hver vores retning, sagde hun med løftede øjenbryn, at de virkelig har hørt mange ondskabsfulde løgne og falske rygter om mig.

Vi ønskede hinanden en god dag, og jeg gik hjemad. Jeg burde ikke længere kunne blive overrasket og egentlig heller ikke chokeret set i lyset af alt det lede, uretfærdige, modbydelige og nedrige, jeg er blevet udsat for i flere år. Alligevel blev jeg paf, fordi jeg slet ikke havde overvejet, at løgnen om min eventuelle udsmidelse af mit hjem også har været i spil?!

Det positive for mig er, at flere og flere får øjnene op for, at de er blevet fyldt med løgne. Det går nok heller aldrig i glemmebogen, hvem der stod bag den intense rygtespredning.

I løbet af de sidste uger har jeg fået nogle undskyldninger fra uventet kant.

Det er åbenbart gået op for flere, at de har medvirket til noget skamfuldt, ulovligt, ødelæggende og kritisk.

Jeg bærer som sådan ikke nag, men, visse står bag utilgivelige handlinger, og de mennesker har jeg intet tilovers for!

Det er på sin vis hæderligt, at der rent faktisk er nogle, der på trods af alt faktisk er ordentlige nok til at undskylde.

Ligesom julemanden har en liste over artige og uartige børn, har jeg en liste over ordentlige og uordentlige beboere i Vejlby Vest.

Udover de der undskylder, er der to andre kategorier (i forhold til de medløbere, der har valgt at blande sig i sagen om det larmende violinbyggerværksted, der inden nedlukningen forpestede mit og øvriges hjemmeliv i opgang 32 i Næringen).

Enkelte har henvendt sig og er kommet med nogle ret søgte bortforklaringer, der vist har til formål, at jeg skal frikende dem for, hvad end de har følt sig ”nødsaget” til at udsætte mig for?!

En sagde eksempelvis, at hun og hendes mand jo ellers frygtede, at de selv ville stå for tur, hvis de ikke holdt med flertallet?!

Jeg overvejede lidt, hvordan jeg på en høflig, men stadig bestemt måde kunne give hende svar på tiltale.

Jeg ved ikke præcis, hvad hun og manden har været indblandet i – om de har været med til at smadre min elcykel, om de var med til at overhælde min dør med urin, om det var dem, der kastede den ætsende væske ind i min have, eller hvad end de mon har gjort for at motivere mig til at give op og flytte…

Jeg spurgte hende ikke. Jeg sagde blot til hende, at vi for hendes og hendes mand skyld må håbe, at de ikke pludselig bliver lagt for had (ligesom jeg blev det) og selv oplever omfattende chikane og hetz.

Jeg sagde det stille og roligt, og jeg ønskede hende en god dag, inden jeg gik fra hende.

Én hændelse står helt klar i min erindring i forhold til kvinden. Inden jeg tillod mig at klage over larmen fra det for omgivelserne altødelæggende, daværende værksted, var kvinden altid flink og snakkesalig. Pludselig en morgen fnøs hun mig ind i hovedet, kastede et halvfyldt iskaffebæger på mig og kaldte mig en forbandet kælling…

Måske skulle jeg have mindet hende om den pågældende, malplacerede opførsel og upassende adfærd. Jeg vælger dog mine kampe med omhu, og jeg tror på, hun og manden allerede har lært, at de skal forholde sig objektive og neutrale en anden gang.

Jeg inddeler altså mere eller mindre de indblandede modstandere i 3 kategorier. De der undskylder, de der kommer med søgte bortforklaringer og de der fortsætter med at chikanere og genere mig.

I sidstnævnte kategori er det oplagt at nævne en aldrende, mørkhåret kvinde fra naboopgangen. Hun stirrer altid vredt på mig, og jeg har hørt hende tale grimt om mig flere gange. Hendes navn er ligeledes blevet nævnt for mig flere gange.

Hun er i min optik en sørgelig skabning… Det kan være, hun skal ønske sig noget livsglæde til jul…

Jeg og to af mine vidner i retssagen hørte hende i sin tid (i 2022) sidde udenfor på bænken og sladre om, at jeg da bestemt skulle kunne finde mig i at høre på værkstedslarmen?!

Det dobbeltmoralske kvindemenneske blev dog genhuset under renoveringerne, da hun åbenbart ikke selv har det så godt med larm…

Der bor rigtig mange flinke, herlige mennesker i boligområdet. Desværre er bagsiden af medaljen, at der samtidig også bor en mængde utilpassede, som i enhver forstand er udenfor pædagogisk rækkevidde. Ikke umiddelbart i forhold til sindstilstand, men nærmere i forhold til nedrighed!

Hvis du læser med, dig, der bor i naboopgangen – pas dog dig selv og hold din grimme mund!

I denne uge fik juleglæden et ekstra løft. Jeg var med til fællessang i kirken sammen med en veninde fra boligområdet. Det var en sand fornøjelse!

I næste uge skal jeg atter spille klaver til fællessang på et demensplejehjem.

Det med at hygge sig og være fælles om noget positivt, det kan noget helt særligt.

Forleden hyggesnakkede jeg med to af de ansatte i Vejlby Vest. Snakken faldt for en stund på en kær, afdød beboer, som gik bort i løbet af det snart forgangne år. Han var fra Finland – en herlig, omsorgsfuld, snakkesalig mand. Det var ham, der kom mig til undsætning, da overfaldsmanden holdt mig til fange i vaskeriet efter overfaldet.

Når man bor tæt op og ned af hinanden, lærer man hinanden at kende, og nogle knytter man bånd til.

Jeg sætter stor pris på mine naboer. Jeg bor i en opgang, hvor næstekærlighed, gensidig respekt, ordentlighed og hjælpsomhed er i højsædet. Fra tid til anden flytter folk (desværre). En rigtig flink fyr er netop i gang med at flytte, da han har fundet sit livs kærlighed.

Siden jeg flyttede ind, har der været nogle udskiftninger. Jeg er i kontakt med samtlige, der har boet i opgangen siden min indflytning. Heldigvis har nytilkomne beboere vist sig at være lige så venlige, hyggelige, ordentlige og rolige som os andre.

Julen er en særlig tid for mig. Jeg minder mig selv om, hvor meget jeg har at være taknemmelig for.

I indlæg ”145 Nisser på spil?” nævnte jeg, at vaskerisystemerne var helt holdt med at opdatere. Sagens nyeste drejning er, at samtlige transaktioner pludselig er forsvundet fra listen?!

Desuden har saldoen ud af det blå ændret sig fra 0 kroner til 53 kroner?!

Nissedrillerier hører sig vel til i december, så i januar kan man nok regne med, at der kommer helt styr på vaskeriopkrævningerne…

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.