|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Vi kender vist alle den følelse, man kan have, når man gruer for et eller andet. Det værste scenarie er så, hvis eller når det man frygter for, det bliver til virkelighed. Sådan en situation står jeg muligvis desværre i lige nu…
Jeg har længe gruet for, at der igen ville blive arbejdet og larmet i de kælderlokaler lige under min lejlighed, der hidtil blev brugt til et ulovligt, brandfarligt værksted.
I disse måneder har autoriseret personale tilladelse til at ordne radiatorer og rør i samtlige kælderlokaler. Byggefolkene må færdes i lokalerne mellem klokken 7:00 og klokken 17:00 i hverdagene. Arbejdet står kun på i en tidsbegrænset periode, og de ansatte arbejder på at lave noget, der nødvendigvis skal ordnes.
Problematikken er, at der flere gange på andre tidspunkter har været tændt lys i de to kælderlokaler. Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at der igen er begyndt at ske forskelligt.
I den forløbne uge har jeg fået tilsendt tre billeder med tids- og datostempel på fra forskellige personer. Billederne beviser, at der har været lys og aktivitet i de kælderlokaler, som på ingen måde må bruges til nogen som helst form for arbejde!
Et af billederne af fra om natten?! Et andet er taget mellem klokken 17:00 og 18:00, som plejede at være ”ulvetimen”, hvor der blev larmet løs med store maskiner og forskellige værktøjer.
Kælderlokalerne må ifølge aftalen med Alboa, med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, med advokaterne og med dommerne i Retten kun bruges til opbevaringsrum!
Det betyder, at lejeren må hente noget og må ligeledes bringe noget.
Man må ifølge aftalen og den manglende byggetilladelse ikke opholde sig i kælderlokalerne i længere tid ad gangen!
Det handler ikke udelukkende om larm længere! Det er tillige yderst problematisk, at kælderlokalerne ej heller er brandsikret til et værkstedsformål!
Vi er 12 lejligheder lige ovenpå, hvor der bor mænd, kvinder, børn og en baby.
Man kan vel nærmest sige, at alt stritter på os i opgangen lige pt.
Ingen af os vil finde os i at høre på (mere) værkstedslarm!
Vi vil heller ikke udsættes for brandfare (længere)!
Desuden slår vi omgående meget hårdt ned på, hvis der igen leges ”gemmelege” – ligeledes hvis nogen igen begynder at chikanere og udøve hærværk!
Alle har en grænse – min (og de øvriges) er for længst nået!
Det larmende mareridt, der stod på i årevis, sidder dybt i flere af os i opgangen!
Der vil fremadrettet være en noget lavere tolerancetærskel!
Vi er heldigvis mange – også fra andre steder i boligområdet, der er opmærksomme.
Mest mærkværdigt er det, at der ofte bliver tændt lys i kælderlokalerne lige, når jeg har forladt mit hjem…
Meget kan altså tyde på, at jeg atter eller fortsat bliver overvåget og stalket.
Vi havde krisemøde i opgangen i går, hvor vores nye beboere også blev bedt om at begynde at dokumentere enhver form for aktivitet.
Indtil videre er planen, at vi hver især dokumenterer og holder et meget vågent øje morgen, middag, aften og nat – når vi har mulighed for det.
I forhold til værkstedshelvedet kan man vel med rette sige, at der virkelig kommer til at falde tungt brænde ned, hvis nogen starter på noget som helst igen!
I første omgang af mit levende mareridt dokumenterede jeg tålmodigt år efter år – i hele 3 år i streg!
Som jeg også gjorde opmærksom på inde i Retten, er min tålmodighed dog i enhver henseende sluppet op!
Jeg vil simpelthen ikke finde mig i mere af den slags nederdrægtighed!
Når vores ”arbejdsgruppe” har samlet lidt mere dokumentation og flere beviser, tager vi i første omgang kontakt til boliginspektøren. Vi vil se, om han prompte er i stand til at sørge for, at der øjeblikkeligt bliver sat en stopper for hvad end, der på traumatiserende og ødelæggende vis nok desværre er ved at starte op igen.
Hvis boliginspektøren ikke kan eller vil iværksætte en omgående løsning, der giver os ro og tryghed, går vi straks videre til Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Ligeledes vil vi – hvis boliginspektøren kommer til kort – også underrette advokaterne og dommeren i Retten.
Selvsagt skal samtlige informeres om, hvis der arbejdes i lokalerne uden en byggetilladelse. Ligeledes skal det påpeges, hvis nogen ikke overholder, hvad der står i Rettens afgørelse fra oktober måned 2024.
Vi i opgangen og øvrige vidner har helt fra starten af gjort både Alboa og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune opmærksomme på, at der konstant vil være en overhængende fare for, at lejeren af kælderlokalerne igen føler sig berettiget til at snige sig hen og arbejde, larme, forstyrre og udsætte os for brandfare, så længe der fortsat gives tilladelse til, at samtlige materialer, arbejdsmaskiner og værktøjer må opbevares i kælderlokalerne.
Der er nødt til at blive sat en stopper for galskaben!
Ved at stå sammen har man en større chance for at bekæmpe noget grusomt forkert!
Skulle det stik mod al fornuft og rimelighed blive nødvendigt med endnu en retssag, så er der heldigvis kommet endnu flere vidner til, der også er villige til at berette sandfærdigt i Retten.
Jeg har lyst til at skrige og bliver helt arrig og ked af det bare ved tanken om, hvis det hele starter forfra igen, men hvis situationen kræver det, så er jeg kampklar og er slet ikke i nærheden af at give op!
Vinterferien er godt i gang. Det er ret koldt udenfor. Ind imellem falder der enkelte snefnug, men der skal falde meget mere sne, hvis man skal kunne lægge sig ned i sneen og lave sneengle 🙂
Tak for de positive tilkendegivelser, jeg har modtaget siden sidste blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”. Mange har givet udtryk for at være glade for og tilfredse med, at jeg faktisk sidst med glæde kunne melde, at jeg intet negativt havde oplevet.
Desværre kan jeg så denne gang med sorg og frygt berette om, at der formodentlig er en ny og ubehagelig skandale under opsejling. Det er næsten ikke til at rumme…
Ro på, siger jeg til mig selv… Måske når det ikke at udvikle sig… Jeg krydser fingre…
Tillige med de positive tilkendegivelser er jeg også blevet kontaktet af flere, der stiller sig yderst uforstående over for, hvordan en klagesag over et larmende værksted kunne eskalere så voldsomt. Jeg undrer mig også!
Jeg forstår fuldt ud, at nogen måber, for jeg er virkelig også chokeret (og nok også stadigvæk en smule traumatiseret).
At mine klager over larm fra det forbudte, brandfarlige, larmende, nu lukkede værksted, der i tide og utide ødelagde freden og roen i mit hjem, kunne føre til, at jeg både blev chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret, er først og fremmest skræmmende, men samtidig giver det også stof til eftertanke.
Det faktum, at jeg sågar har modtaget dødstrusler, vidner om, at jeg – uden at ane det på forhånd – har stukket hånden dybt ned i en hvepserede, om man så må sige. Den såkaldte hvepserede, som man ikke uden konsekvenser roder rundt i, er kaldenavnet for et sammensurium af underhåndsaftaler, vennetjenester, uskrevne regler og lyssky affærer.
En af årsagerne til den voldsomme eskalering af klagesagen er uden tvivl, at jeg har været modig nok til at påberåbe mig rettigheder og stædig nok til at kæmpe for rettighederne.
Boligområdet ”Vejlby Vest” har gennem flere årtier været et forholdsvis isoleret og ret selvkørende, ”lille” samfund, hvor uskrevne regler har hersket. Gennem årene har nogle beboere (og måske også ansatte) tilegnet sig vaner og tilgange, som få eller ingen (før mig) har turdet stille spørgsmålstegn ved.
Det er meget sigende om tilstanden og tilgangen i det i visse henseender indspiste samfund, hvordan den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand, som også er revisor i området, hidtil er sluppet afsted med at sætte en særegen dagsorden. Han har uden tvivl haft rigelig frit spil og har ”regeret”, som det har passet ham.
Han er en af de afgørende årsager til, at jeg virkelig kæmper for at rydde op og rette op på visse ting i boligområdet.
Da han i sin tid tillod sig at sende en truende sms til mig, gik det for alvor op for mig, at han nok også før har forsøgt at true folk til tavshed. Sandsynligvis har han også været meddelagtig i at jage folk væk fra boligområdet, hvis de ikke – efter hans mening – har passet ind, eller hvis de ikke rent ud sagt har holdt kæft.
I sin sms til mig anerkendte han egentlig, at jeg også allerede dengang havde retten på min side. Samtidig gjorde han mig dog opmærksom på, at det kunne blive ubehageligt for mig at bo i boligområdet?! Hvad bilder han sig dog ind?
Jeg er ikke bange for ham! Jeg havde allerede lang tid før da mistet respekten for ham. Mange bække små, men dét, at han foran alle på et årligt afdelingsmøde i 2022 i mikrofonen foran alle fremmødte gjorde noget helt uacceptabelt, har også været af afgørende betydning.
Meget nonchalant og selvfed gjorde han opmærksom på, at der foregår ulovligheder i området. Helt ubekymret og med et skævt smil på læben sagde han, at sådan har det altid været. Han lagde ikke på nogen måde skjul på, at han er bedøvende ligeglad med lov- og regelbruddene. Han kom endda med udtalelser om, at vi – der måbede og var forargede – intet kunne stille op andet end måske at proppe ulovlighederne op i røven?!
Sådan noget pisser mig rent ud sagt af!
Jeg når ikke at besvare så mange spørgsmål i dette blogindlæg, men jeg kan forsøge i det mindste at besvare ét. Det bliver så spørgsmål 4. De første tre var med i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”.
4. Har du nogensinde fået svar på de spørgsmål, du igen stillede til boliginspektøren?
De spørgsmål, der refereres til, er de spørgsmål, jeg listede op i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”.
Det korte svar er, at jeg i hvert fald har fået svar på mit spørgsmål 10.
Jeg spurgte, om boliginspektøren og Alboas hovedkontor ville sørge for, at mit gulv i soveværelset langt om længe kunne blive lavet efter vandskaden i maj måned i 2023. Det har boliginspektøren været behjælpelig med at sørge for, og det er jeg taknemmelig for.
Jeg og de øvrige spørgsmålsstillere regner ikke længere med at få svar på vores spørgsmål. Vi håber dog på, at det trods alt har gjort en forskel, at vi har italesat noget malplaceret og forkert.
I forhold til spørgsmålene 5 og 6, der omhandlede den lemfældige regnskabsføring i boligområdet, så er der vist håb.
I det senest omdelte beboerblad skriver den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand, som også er revisor i Vejlby Vest, at regnskaberne skal digitaliseres. Han kommer vist også med en slags indrømmelse om, at det har været svært for ham at holde styr på det forskellige. Jeg har i skrivende stund ikke beboerbladet hos mig, men jeg kan citere ordret i næste blogindlæg.
Man kan håbe, at en digitalisering af regnskaberne skaber mere gennemsigtighed og derigennem mere ordentlighed. Især forhold som økonomi skal der altså meget gerne være styr på!
Med den bemærkning vil jeg slutte af for denne gang og ønske alle en rigtig god weekend.
Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.