161 Livets facetter…

Først og fremmest Tak til jer, der har mindet mig om snart at lave et blogindlæg igen. Alt går, som det skal, så i længere tid har jeg ikke haft behov for at kæmpe Kampen for Retfærdighed. Det skal dog ikke bremse mig i forhold til fortsat at sætte ord på, hvad der rører sig – i boligområdet og i mit liv ellers.

For nylig havde jeg atter fornøjelsen af at være til koncert med Birthe Kjær. Musikken er fantastisk, og solen skinnede fra en skyfri himmel, da den friske sangerinde sang ”Sommer Og Sol”. Man bliver helt glad i låget til en koncert med masser af mennesker, hvor folk synger sammen og hygger sig i fulde drag.

Apropos fællessang og hyggeligt samvær så spillede jeg igen klaver på demensplejehjemmet tidligere på ugen. Det er glædeligt og rørende at være sammen med de rare, ældre mennesker, der slapper af, og på trods af demenssygdom sagtens kan huske de gode, gamle sange fra deres barn- og ungdom. Ligeledes rører det mig at se det hjertelige personale tage hånd om beboerne.

Den sidste tid har været én stor pærevælling af blandede begivenheder. En kær ven er blevet bisat – savnet er stort. En festlig 18-års fødselsdag er blevet fejret. Der har været hyggelige og sjove familiesammenkomster. Hyggestunder med venner og bekendte er det også blevet til. Samvær med naboer fra opgangen er også positive, tilbagevendende begivenheder.

For vist 10 dage siden havde jeg en lidt mærkværdig oplevelse, som jeg stadig grubler en smule over. Jeg kom gående mod busstoppestedet. En kvinde fra boligområdet kom gående i den modsatte retning. Hun stoppede op og takkede mig for at fortsætte med at rydde op i boligområdet…

Jeg kiggede mig spontant tilbage for at se, om jeg mon havde tabt noget på jorden. Hun har før været spydig, så måske var det hendes måde at kommentere på, hvis jeg havde tabt et eller andet på jorden?!

Det var dog ikke tilfældet…

Hun smilte og sagde ”tusind Tak”, og så gik hun videre?!

Jeg blev paf og forsøgte at spørge ind til, hvad hun mente, men jeg fik ikke et svar?!

I sidste uge mødte jeg en, jeg ofte hyggesnakker med fra boligområdet. Vedkommende smågrinte og spurgte, om jeg havde læst beboerbladet. Det havde (og har) jeg ikke. Min postkasse er nederst, og buskene gør min post gennemblødt, når det regner meget. Beboerbladet var så vådt og ødelagt, at jeg smed det ud.

Vedkommende storsmilede og sagde, at der snart sker noget meget positivt i boligområdet?!

Jeg nåede ikke at spørge ind til, hvad der sker, for vedkommende steg af ved det næste busstoppested.

Jeg må have skaffet en kopi af beboerbladet, så jeg kan blive klogere på situationen. Jeg indrømmer gerne, at jeg selvsagt er meget nysgerrig!

Gad vide om det positive, der kommer til at ske i boligområdet, direkte har noget med mig at gøre?! Kvinden, jeg mødte, sagde jo i hvert fald ”tusind Tak!”…

En ældre kvinde opsøgte mig forleden og bekræftede enhver mistanke, jeg førhen har haft om slet spil i boligområdet.

Da jeg boede i den gamle opgang, talte jeg ret ofte med den pågældende kvinde, når vi tilfældigt kom forbi hinanden. Hun virkede til at være lidt ensom og ville altid gerne fortælle forskelligt. Det skal der også være tid til, så vi sludrede ret ofte.

Hendes adfærd ændrede sig dog drastisk, da jeg flyttede ind i denne opgang, og i takt med at værkstedshelvedet begyndte. Hun var i høj grad en medløber og tog aktiv del i at chikanere mig og kalde mig forskelligt.

Hun har opført sig meget grimt, og hun har været yderst ondskabsfuld. Derfor har jeg taget afstand til hende, og jeg bruger ikke længere tid på at tale med hende.

Da vi var et stykke fra hinanden, stoppede hun op og ventede på mig i den side, jeg gik i…

Min tålmodighed (og godmodighed) er sluppet op over for visse mennesker, så jeg sagde meget bestemt: ”Du kan lige vove på at begynde på noget som helst!”

Overraskende nok var hun ikke længere brysk, konfronterende og chikanerende. Hun fremstammede forsigtigt en undskyldning.

Jeg er for så vidt af den opfattelse, at det er flot og stort af folk, der er villige til at undskylde. Dog gjorde hendes (bort)forklaring mig ærgerlig og nok også lidt vred.

Hun vævede lidt rundt i, hvad hun egentlig ville sige. Min lunte er ret kort i forhold til de folk, der på det groveste har mobbet og chikaneret mig, så jeg sagde efter lidt tid: ”Hvis du har noget at sige, skal du se at få det sagt. Jeg skal videre!”

Det falder mig ikke naturligt at være kort for hovedet og afvisende, men mennesker, som hende der er på ”listen”, har jeg virkelig ikke meget tilovers for. Det med ”listen” har jeg forklaret nærmere i blogindlæg ”156 I medvind og medgang.”.

Hun fremstammede noget med, at jeg jo på trods af alt har valgt at blive boende, og at så vil hun gerne være venner igen?!

Det påfaldende og groteske ved hendes såkaldte undskyldning var, at hun nærmest undskyldte sig selv og sin upassende og lede adfærd med, at folk jo plejer at flytte fra boligområdet, når de bliver udsat for ødelæggende chikane?!

Jeg stod lidt paf med løftede øjenbryn og sagde så med lidt hovedrysten: ”Så fordi jeres mission med at mobbe og chikanere mig ikke har fået mig til at flytte, så mener du, vi skal være venner nu?! Ha’ du nu en rigtig god dag…”.

På vej hjem overvejede jeg, om jeg burde have mindet hende om, hvor modbydelig hun har været. Skulle jeg monstro have remset op, hvad hun har tilladt sig at kalde mig af øgenavne? Havde det gjort en forskel i forhold til mulige, fremtidige ”ofre”, hvis jeg havde uddybet for hende, hvor ked af det jeg blev, da hun i en flok sammen med blandt andet beboerrådgiveren for nogle år siden stod uden for mit vindue og grinte og pegede?

Jeg er kommet frem til, at det nok var godt nok, at jeg ikke spildte min tid på at påpege og forklare.

Alt det, jeg er blevet udsat for, kan ikke gøres ugjort! Desværre! Man kan dog naivt håbe på, at de mangfoldige medløber-chikanører tænker sig om en ekstra gang, inden de igen går med til at forsøge at smadre et liv!

Situationen med den ældre kvinde forleden bekræftede på sørgelig vis for mig, hvordan tingene i rigtig mange år – i flere årtier – har “fungeret” i boligområdet. Uønskede elementer, som har turdet påberåbe sig rettigheder, og som har turdet åbne munden, er blevet chikaneret og truet. Enten har de stakkels mennesker valgt at tie på grund af den grove behandling, eller også har de set sig nødsaget til at flytte på grund af chikane, hærværk og trusler.

Jeg kæmpede Kampen for Retfærdighed, og jeg gav ikke op!

Det gør mig stolt og glad, at jeg på trods af helt urimelige vilkår tog kampen op, og at jeg selv på trods af dødstrusler nægtede at give op!

Kampen for Retfærdighed har været det hele værd 🙂

Jeg nyder mit hjem, jeg er utrolig glad for min lejlighed, og jeg sætter stor pris på min lille have 🙂

De øvrige i opgangen er søde, sjove, hyggelige, hjælpsomme og velfungerende. Beliggenheden er god i forhold til nærmest alt, jeg har brug for, og vejret pt. kan man i hvert fald heller ikke rigtig tillade sig at klage over. Alt er godt! 🙂

Så sent som i går var der opgangshygge. Desværre er vores fine bænk udenfor bygningen forsvundet, så der kunne vi ikke sidde. Vi håber på, bænken bliver leveret tilbage.

En havde bagt kage, og vi hyggede og snakkede om alt muligt. Næsten hver gang drøfter vi også kortvarigt, hvor frygtelig og barsk en tid det var, da værkstedshelvedet, chikanen og retssagen stod på. Vi kan dog smile til hinanden og takke hinanden for, at vi stod last og brast sammen, og at vi ikke var bange for at sige sandheden!

Selvom alt på sin vis ånder fred og idyl i boligområdet, så har alt bøvlet, den voldsomme chikane, truslerne, overfaldet og konfrontationerne sat dybe spor i boligområdet. Flere, end jeg nok egentlig har været klar over, har været involveret og har været påvirket af fadæsen!

Der bor simpelthen så mange flinke og ordentlige mennesker i boligområdet, og af og til får jeg lige en venlig bemærkning fra folk, jeg møder: ”Vi holder også øje”, ”sig til hvis du får brug for hjælp”, ræk ud – vi er der”, ”godt kæmpet – tak for din indsats”.

Den sidstnævnte kommentar har jeg efterhånden fået nogle gange. Det gør mig glad og stolt at vide, at jeg ikke udelukkende har kæmpet for mig selv, mit hjem og mine rettigheder, men at jeg også har kæmpet for andre og har gjort en forskel i dén henseende.

Jeg har gennem tiden fået tilsendt dokumentation, der viser, hvad andre har modtaget af usaglige og ubehøvlede skrivelser – blandt andet fra beslutningstagere i boligområdet…

Det er skammeligt og sørgeligt, at der hidtil har været en dagsorden, hvor visse personer har kunnet køre friløb og gøre præcis, som det passede dem…

Al opmærksomheden med Kampen for Retfærdighed, Teknik og Miljøs indblanding, retssagen og hele italesættelsen af det forkerte, ondskabsfulde og uretfærdige har i det mindste vist været med til at sætte en stopper for noget af makværket…

Vejlby Vest skal være et sted, hvor samtlige kan være glade og trygge!

Alle skal behandles ret ens og i hvert fald pænt og ordentligt!

Forleden var jeg på skovtur med nogle kolleger. Vi endte med at sidde i en af mine kollegers have lige ned til stranden. Det var en skøn og hyggelig aften i godt selskab.

Da jeg cyklede hjemad smilte jeg, for selvom jeg ikke bor lige ned til vandet, så ville jeg ikke bytte mit hjem og mine gode, søde, hjælpsomme naboer væk – selv ikke for et hjem lige ved strandkanten.

Hjemmet skal være ens trygge base, hvor man kan sove, hvile, slappe af og hygge, og mit hjem er (efter en lang og udtrættende kamp) blevet min trygge base!

Da jeg skulle hente en pakke i går, spillede en far bold med sine børn. Et andet sted stod en flok unge og hyggesnakkede. Det er rart at komme i vores lokale kiosk, hvor man kan købe forskelligt, og hvor man kan hente og bringe pakker.

Jeg oplever, at næsten alt ånder fred og idyl pt., og skulle noget være gået min næse forbi, så ræk endelig ud og giv mig dokumentation – så tager vi kampen op, hvis der er en kamp, der er værd at kæmpe!

Det har været en dejlig, varm, solrig dag. Jeg vil ønske alle en god aften 🙂

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.