|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I sidste indlæg skrev jeg blandt andet om, at jeg skal lege ”Rødhætte” – lidt i stil med, at spektaklet ynder at lege gemmeleg.
Spektaklet står som regel musestille, når vi går ned til værkstedet i kælderen for at bede ham om at stoppe med at larme, og så larmer han løs igen, når vi har forladt kælderen… Når jeg skriver, at han som regel stopper midlertidigt med at larme, når vi befinder os foran værkstedet, så er det fordi, han andre gange blot larmer hensynsløst videre og er bedøvende ligeglad med, at vi er plaget af larmen.
Han må føle sig virkelig berettiget til at genere os og forstyrre os i vores hjem?!
Når der så bliver klaget til boligforeningen over larmen, så benægter spektaklet overhovedet at have været i værkstedet?! Og den påstand tager i hvert fald boliginspektøren for gode varer…
Der står endda også i et processkrift ind til Retten, at jeg angiveligt chikanerer spektaklet, fordi jeg sågar klager over larm fra værkstedet, selv når han ikke er i værkstedet… LØGN OG LATIN! Om vi så står 6 beboere, der er generet af larmen, så påstår spektaklet stadig, at han slet ikke har været i værkstedet på det angivne tidspunkt… LØGN OG LATIN!
Når jeg skriver om at skulle lege Rødhætte, så er det i reference til Brødrene Grimms eventyr om ”Den lille Rødhætte”. Eventyret hvor den lille Rødhætte møder den stygge ulv, da hun skal gå gennem skoven for at besøge sin elskede bedstemor. Eventyret ender naturligvis godt – som eventyr nu engang gør: En jæger redder både Rødhætte og bedstemoderen fra den stygge ulv.
Desværre kan man på ingen måde beskrive situationen med det larmende værksted og chikanen mod mig i boligområdet som et eventyr – det er snarere et levende mareridt!
Jeg er desværre blevet udsat for en hel del ubehageligheder, siden jeg ”tillod” mig at klage over larmen fra spektaklets larmende værksted i kælderen lige under min lejlighed. I snart årevis er jeg blevet udsat for en ondsindet hetz med blandt andet ødelæggende rygtespredning, trusler, urin på min dør, hærværk samt overvågning, og desværre er jeg også blevet overfaldet i det vaskeri, det er meningen, jeg skal benytte.
Det ene med det andet men især overfaldet har sat sine spor i mig…
Ens hjem bør kunne være ens trygge base, hvor man kan slappe af, hvile, sove, lade op, hygge sig og invitere gæster til hyggeligt samvær.
Alt sammen er forskellige privilegier, jeg og øvrige beboere i opgangen dag efter dag bliver frarøvet på grund af spektaklets larmende værksted.
Det er på ingen måde afslappende at lytte til eksempelvis en boremaskine, og larmen forhindrer en i at få hvilet og sovet. Desuden er det hverken hyggeligt at befinde sig i ens hjem, når spektaklet larmer eller behageligt for en selv og ej heller indbydende for gæster, at man ikke kan føre samtaler uden at skulle råbe og forsøge at overdøve spektaklets evindelige larm – som meget ofte står på i timevis…
Udover at hjemmet bør være ens trygge base, så bør man naturligvis også kunne gå i vaskeriet og vaske sit tøj uden at skulle frygte at blive overfaldet!
Jeg blev, som jeg skrev om i indlæg 31, desværre overfaldet i vaskeriet en mandag i november 2022. Det er efterhånden mange måneder siden, men det var en voldsom oplevelse, og jeg er stadig bange for at gå i vores kælder. Jeg tør decideret ikke at gå ned i kælderen og vaske tøj efter, jeg blev overfaldet. Hvor er det trist!
Flere ting har bedret sig, efter at mange i boligområdet har erfaret, at både spektaklet og samleveren er fulde af løgn, og at folk på det kraftigste skal sortere i, hvad de hører af ondsindede og ødelæggende rygter.
Jeg var simpelthen SÅ glad, da jeg fik denne lejlighed tilbudt. Jeg var på daværende tidspunkt lykkelig uvidende om, hvilket larmende mareridt der ventede mig. Jeg havde selvfølgelig heller ingen anelse om, hvad jeg skulle blive udsat for. Urin på min dør, overfald, evindelig larm i tide og utide, trusler, overvågning osv.
Hvis jeg skal forestille at spille rollen som ”Rødhætte” i mit boligområde, så må overfaldsmanden i vaskeriet og medsammensvorne være ”ulven”, og hjælp fra uventet kant må være ”jægeren”.
Når man som menneske udsættes for noget traumatisk, så glemmer man det ikke bare sådan lige! Nogle mennesker kommer aldrig rigtig over den traumatiske hændelse, imens andre så at sige forener sig med det skete, får det bearbejdet og kommer videre.
Det er mandag i dag. Overfaldet skete en mandag. Jeg er uden tvivl traumatiseret af oplevelsen, for blot tanken, om hvis jeg netop nu skulle gå ned i kælderen og ind i vaskeriet, får mig til at blive nervøs, og straks husker jeg klart og tydeligt, hvor voldsom en oplevelse det var den mandag i november i vaskeriet. Jeg har på ingen måde glemt noget som helst fra den dag i vaskeriet!
Jeg kommer aldrig til at forene mig med, at jeg rent faktisk ikke engang kunne få lov til at vaske mit tøj uden, at jeg skulle forulempes og gøres utilpas, ked af det og bange!
Jeg har arbejdet meget med mig selv siden overfaldet. Jeg har ikke fået professionel hjælp, men jeg har snakket med politiet, kolleger, naboer, familie og venner om, hvad der skete. Jeg har bearbejdet situationen på den måde, at jeg er kommet frem til og er fuldt ud bevidst om, at de færreste mænd kan finde på at angribe en forsvarsløs kvinde.
Der er noget galt med overfaldsmanden, der endda betegner sig selv som ”den gode perker”… ”Den gode perker”?! Det er en underlig måde at betegne sig selv på! Når man agerer som ham, skal man vist være tilbageholdende med at kalde sig selv den gode noget som helst!
Jeg er nået til det punkt, at jeg uden at være bange kan vaske mit tøj i et andet vaskeri.
Der er en gruppe af medsammensvorne i boligområdet, som uden tvivl fryder sig over det forskellige, der er hændt mig. Nogle af dem peger mig stadig ud, stirrer ind ad mine vinduer, nedstirrer mig, hvis jeg kommer forbi, og de taler højlydt om mig også. Samtidig med at det er under lavmålet, så er det ødelæggende og barsk!
De typer havde nok håbet på, at jeg skulle blive så bange, skræmt og ked af det, at jeg valgte at flytte. Det sker ikke! Jeg flytter IKKE!
I den helt anden grøft er der en anderledes slags mennesker, som ikke synes, det er ok. Disse mennesker forarges over de forskellige handlinger, og de vil gerne spille en afgørende rolle i forhold til at få sat en stopper for trusler, overfald, chikane, mobning, hærværk og overvågning.
Der er de mennesker, som anskuer situationen juridisk. Så er der dem, der pludselig dukker op ud af det blå og tilbyder hjælp – helt fra uventet kant.
Jeg er gennem tiden blevet kontaktet af forskellige, som har tilbudt deres hjælp. Flere har tilbudt at gå med mig i kælderen, andre har oplyst mig om, at de holder et vågent øje, og at de vil dokumentere og eventuelt gribe ind, hvis de bevidner noget forkert og ubehageligt.
Heldigvis bor der en masse ordentlige, flinke, rare og velmenende mennesker i boligområdet.
Hjælpen fra uventet kant omfatter dog også personer og grupperinger, der ingen tilknytning har til boligområdet.
Jeg er taknemmelig for enhver form for hjælp, og jeg sætter pris på hver og en af mine ”skytsengle”.
Jeg blev ret paf, da jeg en dag i sommerferien blev opsøgt af en fyr med et udseende, som ikke spontant fik mig til at tænke på en skytsengel. Man skal virkelig aldrig dømme på udseendet!
Jeg befandt mig et helt andet sted i Danmark, hvor jeg hyggede med nogle veninder. Der var masser af mennesker, live musik og god stemning.
Fyren med de store overarme, tatoveringer og lædervesten opsøgte mig og tilbød mig noget at drikke. Lidt overrasket takkede jeg ja, for fremmede mennesker er vel egentlig bare venner, man ikke har mødt endnu. Vi satte os hen på en bænk, nød musikken og begyndte at sludre.
Generelt møder jeg folk med et åbent sind, og jeg tror nok til tider for godt om folk. Sådan har det i hvert fald været. På grund af chikanen mod mig og overfaldet så er jeg blevet lidt mere skeptisk og forsigtig.
Imens vi gik hen mod bænken for at sætte os, nåede jeg at gruble over, om han mon ville mig det godt. Det slog mig pludselig, om han mon var sendt af ”dem”? Opsøgte han mig for at true mig? Af bitter erfaring kan jeg aldrig vide mig sikker i forhold til, hvor langt modparterne er villige til at gå. Det er noget af det meget ærgerlige, som hele dette helvede har gjort ved mig. Det har kastet en sort skygge over min ellers glade og positive hverdag.
Heldigvis kun en skygge! Jeg mestrer at fokusere på gode ting, og jeg er så heldig, at jeg generelt kan omgive mig med søde, rare, sjove og hyggelige mennesker!
Set i lyset af hvad jeg er blevet udsat for indtil videre, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad næste skridt er, hvis det øvrige, jeg har været udsat for, skal toppes…
Fyren og jeg sad med hver vores sodavand og snakkede lidt om musikken, det festlige band og det gode vejr, indtil han pludselig sagde: ”Du er ok!” Jeg studsede lidt over, om han egentlig sagde ”du er ok!”, men kort efter gentog han: ”Du er ok!” Han fortsatte og sagde: ”Og det bliver du ved med at være!”
Jeg fik en klump i halsen og fik vist også tårer i øjnene, fordi det hele pludselig kom så tæt på igen, selvom jeg befandt mig et helt andet sted i Danmark.
Han tog ved min hånd og stillede mig spørgsmålet: ”Hvad skal der til for, at du igen tør vaske i dit eget vaskeri?” Jeg var lige ved at tabe mit glas, fordi jeg midt i feriestemningen slet ikke havde set det komme – hverken på det tidspunkt, så langt væk hjemmefra, og slet ikke af sådan en type med så råt et udseende, der ud af det blå havde opsøgt mig.
Pludselig så jeg slet ikke tatoveringerne eller de store, trænede overarme mere. Jeg bemærkede hans blide øjne og det venlige blik.
Efter at have taget et par dybe indåndinger forklarede jeg ham, at jeg er bange for at blive overfaldet igen. Jeg blev grådkvalt, da jeg fortalte om, at jeg var trængt op i en krog i vaskeriet og ikke havde haft mulighed for at stikke af.
Jeg stillede ham to spørgsmål: 1. Hvorfra ved du noget om alt dette? 2. Hvordan ved du, det er mig, der er blevet overfaldet?
Han smilte venligt og svarede kort, at han og hans venner ikke tager det så pænt, når de hører om overfald på sagesløse mennesker. Lige inden han tog en slurk, sagde han: ”Vi kender nogen, der kender nogen”…
Pludselig hørte jeg hverken musikken eller registrerede alle menneskerne omkring os. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Det var som om, tiden gik i stå for en stund.
Han sagde stille og roligt: ”Du skal holde op med at være bange – vi er en del, der holder øje med dig. Betragt os som dine usynlige skytsengle”.
Han foreslog mig, at jeg skal lege ”Rødhætte”. Jeg lyttede til hvert et ord, der kom ud af hans mund, og jeg kiggede intenst på ham. Han sagde med en rolig stemme: ”Vi vil rigtig gerne være jægeren i eventyret – dem, der pludselig overrasker ulven – altså overfaldsmanden midt i, at han truer dig eller forsøger på andet”.
Han smilte igen venligt og begyndte at rejse sig. Jeg spurgte ham skeptisk: ”Hvordan ved jeg så, at der er nogen, der passer på mig? – Altså at I er der?” Han svarede venligt, at jeg skal droppe overfaldsalarmerne osv. ”Du og andre kommer ikke til at bemærke, vi er der – med mindre nogen forsøger at gøre dig noget”.
Han trykkede min hånd, sendte mig endnu et smil og gik hen til sine venner. Hans venner lignede ham – de havde alle store, trænede overarme og havde flere tatoveringer. Desuden var de alle iført læderveste. Da jeg kiggede derhen, sendte nogle af dem mig et nik – andre et vink, og så kørte de afsted.
Jeg blev siddende på bænken et kort øjeblik for lige at sunde mig og for at fatte, hvad der netop var sket. En af mine veninder kom hen efter mig. Bandet spillede netop en af de sange, som mine veninder og jeg plejer at skråle med på, og der blev skrålet og hygget videre.
Da vi senere var ude at spise, spurgte mine veninder til, hvor ham fyren blev af. En af dem sagde lidt fnisende, at han så sød ud men også ret hardcore. Jeg fortalte ikke om vores samtale, da dagen ikke skulle handle om noget som helst barsk eller træls. Jeg smilte bare og sagde, at han var mega sød, men at han skulle videre.
Mine veninder er fantastiske, og vi er der for hinanden. Havde jeg haft brug for det, så kunne jeg have fortalt dem om fyrens og min samtale. Jeg ved, de ville have lyttet og være kommet med gode råd. Jeg havde dog ikke brug for at snakke det igennem – jeg havde taget hvert et ord til mig, og jeg var glad og følte mig allerede mere tryg.
Hvis du og dine venner læser med – jer med de trænede overarme og lædervestene – først og fremmest tusind Tak for jeres omsorg, hjælpsomhed og medmenneskelighed.
Det er en stor belastning, at jeg ikke tør gå i kælderen for at vaske og for at finde mine ting i mit kælderrum. Eksempelvis mangler jeg pt. min badmintonketcher. Jeg forsøger stadig at samle mod til mig og gå i kælderen – jeg lyttede til dine ord! Jeg husker hvert et ord! Jeg tror på, I er et eller andet sted og passer på mig. TAK!
Nu hvor jeg har sagt tak af hele mit hjerte, så vil jeg gerne gøre det klart, at jeg ikke ønsker voldelige handlinger – hverken mod mig eller andre! Jeg vil gerne have chikanen og volden mod mig stoppet – men det skal gøres på en ordentlig måde!
Jeg vil ikke synke ned på deres niveau!
Endnu engang tak. Både til jer og til andre, der har tilbudt mig hjælp.
Jeg tænker på jer alle som en slags skytsengle.
Status er pt., at jeg igen tør gå rundt med musik i ørerne i boligområdet. Siden chikanen mod mig tog til, har jeg i lang tid skullet være opmærksom og være på vagt samt være klar med mine overfaldsalarmer – hvis nu…
Jeg har en god kommunikation med langt de fleste i området, og jeg betegner den lille sammenspiste gruppe som ”de få rå” – dem der tyr til ondskabsfuldheder og meget beskidte tricks for at få deres vilje.
I dag skal afdelingsbestyrelsen holde deres første møde efter sommerferien, og under mødet skal de træffe afgørelse om, hvorvidt afdelingen vil finansiere, at der kommer en certificeret brandrådgiver ud. Desuden vil afdelingen også skulle finansiere brandsikring af værkstedet i kælderen i Næringen 32 samt lydadskillelse.
Boliginspektøren har fået en forlænget frist indtil den 1. september, hvor han skal orientere Teknik og Miljø i Aarhus Kommune om, hvorvidt afdelingen vil betale en certificeret brandrådgiver for at besigtige og vurdere spektaklets indtil videre ulovlige værksted.
Desuden skal boliginspektøren senest den 1. september indsende dokumentation for, at værkstedet er lydmæssigt adskilt fra boligerne i opgangen, hvilket på ingen måde er tilfældet!
Vi er mange, der afventer spændt, hvad boliginspektøren skriver ind til Teknik og Miljø omkring det hele.
I sidste indlæg skrev jeg om, at boliginspektøren i juli måned var nødsaget til at indrømme overfor Teknik og Miljø, at der aldrig er foretaget lydprøver. Lydprøver som angiveligt skal have bevist, at hverken maskiner eller remedier i spektaklets værksted larmer…?! Boliginspektøren kom udelukkende med indrømmelsen om ingen lydprøver, fordi byggesagsbehandleren krævede at se dokumentation for de påståede lydprøver.
Boliginspektøren, beboerrådgiveren, spektaklet, boligforeningens advokat og spektaklets advokat – alle har hver og en brugt de påståede lydprøver som argumentation, og lydprøverne er aldrig foretaget… Tankevækkende!
Emnet i næste indlæg kommer til at handle om, hvad der lige rører sig. Der er nok at skrive om med alt det ærgerlige og forkerte, der foregår – DESVÆRRE!
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.