Getting your Trinity Audio player ready...

Dette blogindlæg dedikerer jeg til en kær ven, som jeg desværre er klar over, jeg kommer til at miste om meget kort tid.

Her til aften har jeg haft den måske allersidste telefonsamtale med en kær ven. Min ven er efter et længerevarende, alvorligt sygdomsforløb blevet erklæret terminal.

Jeg er slet ikke klar til at miste min ven, og hun vil gerne nå meget mere, inden hun skal herfra. Hverken min fightervilje eller hendes kan dog overvinde de odds, der nu engang er.

I lidt over 15 år har jeg været så privilegeret at have min ven i mit liv. Vi har så utroligt mange gode minder sammen!

Samtalen i aften varede heldigvis et godt stykke tid. Vi grinte sammen, hyggesnakkede, drøftede forskelligt, takkede hinanden, og vi tog vel nok en slags afsked. Jeg håber dog alligevel på at nå bare én mere hyggestund… Bare én mere samtale…

Under vores samtale var min brave ven som altid rolig, glad, fredfyldt og helt klar i mælet. Jeg blev grådkvalt et par gange, for jeg er slet ikke klar til at miste hende og undvære hende i mit liv!

Samtalen i aften var god samtidig med, den var svær. Der er så meget, man gerne vil nå at sige og endda gentage. Man har så meget at takke for. Man vil gerne blive ved med at kunne høre stemmen. Den smitsomme latter er skøn at lytte til, og den gode humor kan man ikke få nok af.

Det bliver et stort savn, når jeg mister min ven!

Min ven er et menneske, der besidder mange, rigtig gode egenskaber. Hun er skarp og snarrådig, og jeg har gennem årene lært meget af hende. Vi har haft mangfoldige, gode snakke. Vi har hygget os sammen, og vi har haft grineanfald, der næsten tog pusten fra os begge.

Da jeg i 2021 flyttede ind i min nuværende lejlighed og pludselig havnede midt i et helvede med værkstedslarm og omfattende chikane, viste min ven sig at være en ukuelig, utrættelig støtte. Hun har kæmpet sammen med mig hele vejen igennem, og hun har til hver en tid været klar med gode råd, støtte, smil og kærlighed.

Min ven er et intelligent menneske, som jeg har stor respekt for. Hun kan noget helt særligt – blandt andet også med heste. Jeg har for mange år siden givet hende kælenavnet ”heste-hviskeren”, for på trods af sin lille størrelse kan hun håndtere og nå ind til store heste i alle afskygninger.

Imens jeg skriver dette blogindlæg, har jeg mest af alt lyst til at ringe op til min ven igen. Jeg er slet ikke klar til at have haft den sidste hyggesnak med hende!

Man bliver nok aldrig klar til at miste de mennesker, der betyder rigtig meget for en. Det er hjerteskærende, at jeg om kort tid ikke længere kan besøge hende, og at jeg ej længere kan ringe til hende. Hvor køber man mere tid?

Jeg ved, min ven har læst med i bloggen om Kampen for Retfærdighed. Jeg håber, du min kære ven, når at læse dette blogindlæg – eller lytte til det.

Tak for dit venskab og din måde at være på! Du vil altid have en særlig plads i mit hjerte!

Jeg vil ønske alle en rigtig god påske.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.