149 Uvurderlig værdi.

Først og fremmest godt nytår til alle.

Tak til jer der venligt har mindet mig om, at det er længe siden, jeg sidst har lagt et blogindlæg ud.

Jeg er klar over, det er trukket i langdrag denne gang.

Desværre hænger jeg lidt i bremsen, da jeg stadigvæk langt fra er på toppen helbredsmæssigt.

Som jeg blandt andet skrev om i blogindlæg ”148 Julestatus.”, så er min autoimmune sygdom ret hård ved mig for tiden. Den vil ikke rigtig slippe grebet om mig. De tiltagende symptomer begyndte allerede midt på måneden i november, og indtil videre er der ikke bedring i sigte.

Energiniveauet er i bund, jeg er feberramt de fleste dage, mine smerter i muskler og led er slemme, næseblod er næsten en daglig begivenhed, og hovedpine har en hyppig forekomst. Godt, jeg trods alt har fået ro i mit hjem!

Mange kronisk syge kan nok nikke genkendende til, at man nærmest per automatik sætter en rask facade op. Når man bevæger sig ud, sørger man for, at ingen med det blotte øje kan se, at man burde ligge i sin seng eller måske endda burde være indlagt…

Jeg skal nok få det godt og komme ovenpå igen. Jeg har været turen igennem massevis af gange. Denne gang slipper min Lupus / SLE ikke lige grebet, så lægerne er i gang med at vurdere, hvilken medicinsk behandling der bedst muligt kan hjælpe mig til at få det bedre. Jeg har fået taget nogle prøver, og flere forundersøgelser mangler.

Som jeg nævnte i sidste indlæg, er det en tålmodighedstest samtidig med at være en udholdenhedstest, når man i månedsvis dag efter dag ikke oplever bedring.

Kronisk sygdom forklarer jo i sig selv ret klart ”konceptet” eller situationen med vedvarende helbredsudfordringer, men visse perioder er værre end andre.

Min læge og jeg jokede forleden lidt med, at man måske burde have et barometer over hovedet, der kunne vise omverdenen, hvor smerteplaget, feberramt og træt, man reelt går rundt og er. Et sådant barometer ville i hvert fald være en øjenåbner for nogen…

Heldigvis er mit humør som sædvanlig godt, og jeg er som altid fuld af gåpåmod. Jeg er utålmodig, lettere medtaget og ulidelig træt, men glad og fuld af taknemmelighed for de gode mennesker, jeg har i mit liv, og som jeg omgiver mig med i min hverdag.

Jeg nød virkelig juledagene.

Igen i år var jeg i kirke med min familie om eftermiddagen den 24. december. Næsten hver gang jeg er i kirke, siger præsten et eller andet i sin prædiken, som inddrager eller hænger sammen med noget, jeg har oplevet eller har haft med at gøre. Sådan har de fleste kirkegængere det nok – en eller anden sætning eller fortælling kan man som regel relatere særligt til.

I år nævnte præsten under julegudstjenesten noget om, at selv advokater og andre rige med masser af penge ikke kan købe sig til lykke og oprigtig kærlighed.

De sidste tre år har jeg haft med højtlønnede advokater at gøre. Det var en nødvendighed med advokaters indblanding, fordi jeg nægtede at give op og holdt på min ret. Om advokaterne er lykkelige, det aner jeg ikke. Jeg oplevede dem på ingen måde som kærlige mennesker.

Jeg er ikke rig – ikke økonomisk rig i hvert fald. Jeg har dog en følelse af at være beriget i mange henseender. Jeg føler mig blandt andet heldig med min familie, mine venner, naboer, chefer, ledere, kolleger, holdkammerater, læger, sygeplejersker, behandlere og mit netværk generelt.

Den følelse, jeg eksempelvis har, når jeg hygger mig og griner med min familie, er virkelig rar.

Teksten i Jodle Birges sang ”Rigtige venner” er spot on. Rigtige venner kan hverken købes for penge eller for guld. Man kan ikke købe sig til rigtige venner. Rigtige venner er komplet ligeglade med stilling, status og rigdom. Rigtige venner stiller op, hvis alt går galt. Jeg har nogle rigtige venner, der følger med i medgang og modgang.

Mine venner var omsorgsfulde og passede ekstra på mig, da jeg i sin tid blev alvorligt, livstruende syg. De støttede mig også og var med hele vejen, da jeg i forbindelse med værkstedshelvedet og retssagen blev voldsomt chikaneret, mobbet, truet og beskyldt for mangt og meget.

Mine venner og jeg har gennem årene været igennem forskelligt sammen – på godt og ondt. De svære tider styrker venskaber. Jeg kan have det sjovt, slappe af og hygge mig med mine venner.

Min familie og mine venner har uvurderlig værdi!

I mine relationer vægter jeg humor, næstekærlighed, omsorg, gensidig respekt, empati, forståelse, ordentlighed og integritet.

Alle oplever sorg og modgang. Det er (desværre) en del af livet. Jeg savner stadig min højtelskede far hver evig eneste dag. Jeg ville ønske, han ikke var blevet syg. Alle de gode minder har jeg heldigvis, og jeg tror på, han følger med i mit liv og min hverdag oppe fra himlen. Han vil altid have en særlig plads i mit hjerte.

Væksthus for Ledelse skriver i en artikel, at modgang gør stærk. At man bliver klogere og bedre rustet til næste udfordring hver gang, man oplever noget, der er ekstra svært.

Jeg kan tilslutte mig tesen om, at man bliver stærkere af ikke altid at have medgang. Min teori er dog, at man – hvis man gennem længere tid oplever uendelig, voldsom modgang – enten bliver brølstærk og finder en (måske) hidtil ukendt kampgejst frem, eller også knækker man og går helt i stykker – inderst inde i hvert fald.

I tre år i streg har jeg været under et ulideligt pres. Jeg er blevet tæppebombet med chikanetiltag, hærværkshændelser, usaglige og komplet usammenhængende løgnehistorier, falske beskyldninger og trusler. Jeg frygtede gennem længere tid for mit liv. Her bagefter undrer jeg mig over, hvordan jeg dog har kunnet holde til det forskellige…

En af mine bedste veninder spurgte mig for nylig, om jeg egentlig føler, at jeg er helt ok efter hele forløbet med værkstedshelvedet og retssagsprocessen.

Jeg kunne hverken give hende et klart nej eller et klart ja. Jeg er uden tvivl mærket af, hvad jeg har været udsat for. Om der er tale om en PTSD-lignende tilstand, tror jeg ikke ligefrem. Men en eller anden form for skade er der desværre sket.

Nogle af de ubehagelige hændelser er ved at gå lidt i glemmebogen. Andet – for eksempel overfaldet – står stadigvæk helt frisk i erindringen. Noget af det traumatiserende, forkerte, uretfærdige og absurde har jeg nok ubevidst helt fortrængt. Måske fordi jeg ikke kunne rumme det…

Min veninde er en af de personer, der har været med hele vejen igennem. Hun var flere gange til stede i min lejlighed, da værkstedslarmen gang på gang spolerede freden og roen. Hun bevidnede flere af chikanetiltagene og hærværkshændelserne. Hun har gang på gang været med til at læse advokaternes svadaer igennem. Hun har læst flere af Alboas upassende skrivelser til mig. Hun fulgte mig til politistationen dagen efter overfaldet. Hun var til stede i Retten. Hun var en af de første, jeg ringede til, da min højtelskede mor forrige år var ude for en slem ulykke. Krisen med min mors ulykke håndterede jeg samtidig med alt andet, der foregik.

Måske kan man konkludere, at man bliver stærk, når man er nødt til at være det?!

Min veninde var en af de støtter, der lagde øre til hver evig eneste gang, jeg blev anklaget for eller truet med et eller andet. Hun har ingen juridisk baggrund, men hun har siddet på biblioteker i Aarhus og læst i tørre lovbøger. Vi har læst op på paragraffer. Hun har været med til at lave skemaer, logbøger, lister, billedtemaer og kronologiske rækkefølger.

Hun og min mor, som heller ikke har nogen juridisk uddannelse, er blot nogle af de, der har stået last og brast med mig igennem hele helvedet.

Jeg husker stadig, min mor ringede en tidlig morgen og sagde, hun lige havde lavet en planche. Hun havde forbundet alle parter i sagen og undersøgt, om de før havde arbejdet sammen, om de kendte hinanden på anden vis, hvilken forbindelse der eventuelt var imellem dem, og om der kunne foreligge inhabilitet. Jeg var og er til stadighed imponeret og taknemmelig!

De fleste kan nok nikke genkendende til at være blevet syg lige efter en veloverstået eksamensperiode. Man har i en periode været presset og har tilsidesat andre opgaver og behov. En eksamensperiode varer gerne i relativ kort tid. Specialeprocessen har naturligvis en længere varighed, men der lærer man at prioritere og distribuere sin tid og de forskellige opgaver.

Den proces og det mareridt, jeg blev tvunget ud i, da jeg overtog mit lejemål i Næringen 32, varede i lidt over 3 år. 3 år er 1095 dage.

I over tre år fandt jeg mig i mangt og meget, hvor jeg blev truet, mobbet, chikaneret, overfaldet og oplevede hærværk på mit hjem, mine ting og ejendele.

3 år hvor jeg uafbrudt så mig nødsaget til at dokumentere ALT både i min lejlighed og ude omkring.

Sagen omkring det larmende, brandfarlige, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede værksted er heldigvis vel afsluttet.

Desværre er Kampen for Retfærdighed ikke slut. Jeg bliver fortsat chikaneret og behandlet upassende og forkert af flere forskellige!

Imens det hele stod på, var det hårdt og belastende. Ingen tvivl om det! Men der var kun én vej, da jeg først valgte at kæmpe Kampen for Retfærdighed, og det var fremad.

Her bagefter har jeg som før nævnt en stolthed og en taknemmelighedsfølelse. Jeg er stolt af, at jeg trodsede helt urimelige odds og opnåede mere eller mindre alt, jeg kæmpede for. Mine vidner og de venligtsindede mennesker, der hjalp mig igennem helvedet, har min dybeste taknemmelighed.

På mange måder er jeg stadig det samme menneske. Men, og der er et kæmpe stort men – jeg har mistet tillid, og jeg er blevet mere hård. Min tillid generelt og især til det danske retssystem har fået et kæmpe knæk. Min hidtil inkarnerede tro på ordentlighed og retskaffenhed i Danmark, den er mere eller mindre pist forsvundet.

Tiden læger alle sår, siger ordsproget. Både ja og nej… Tid kan hele i den forstand, at man får, hvad end nu udfordringen har været, på afstand.

Man siger, at problemer og bekymringer ikke varer evigt ved. Problemer kan sagtens vare ved, hvis der ikke sættes en stopper for, hvad end problemet er. Det er 100 procent sikkert, at mit problem med den evindelige værkstedslarm, der forpestede freden og roen i mit hjem i tide og i utide, var fortsat uendeligt, hvis jeg ikke havde kæmpet imod med næb og klør!

I forhold til bekymringer så oplever vi nok alle ind imellem at have bekymret os unødigt på forhånd. I forhold til problematikken med værkstedshelvedet og chikanen imod mig, bekymrede jeg mig ikke på forhånd, for jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg flyttede ind i min lejlighed. Det hidtil hemmeligholdte, forbudte, brandfarlige og larmende værksted i de ikke lydisolerede kælderlokaler lige under min lejlighed var årsag til, at mit liv og min tilværelse blev sat over styr i over 3 år.

Præsten sagde som tidligere nævnt under julegudstjenesten, at selv advokater og andre rige med masser af penge ikke kan købe sig til lykke og oprigtig kærlighed.

Ville jeg takke nej til at få en masse penge foræret – selvfølgelig ikke. Ville jeg nægte at tage imod en lækker yacht eller et guldkort med uanede mængder penge på – med garanti nej. Men, skulle jeg vælge mellem mit nuværende liv med alt det indebærer og et liv som rig, magtfuld advokat, hvor jeg eksempelvis skulle lyve, true og bedrage for at vinde sager, så ville jeg helt sikkert til hver en tid ”nøjes” med alt det, jeg har.

Vi er en spillefamilie. Vi spiller mange brætspil. Det gør jeg også med mine venner. Jeg elsker at vinde, og jeg kæmper gerne bravt for at komme først hjem i Ludo. Jeg slår alle de brikker hjem, jeg kan komme afsted med. Men, jeg vil ikke vinde ved at snyde! Så er det ikke en reel sejr!

Advokatverdenen kan på ingen måde sammenlignes med et hyggeligt og sjovt brætspil, men i forhold til at vinde og tabe så vil jeg til hver en tid konkludere: Hvis man vinder en sag ved at lyve, bedrage og true, så tæller det ikke som en reel sejr!

De der stjæler i supermarkeder og i andre butikker – får de slet ikke dårlig samvittighed?

En af mine venner er butiksvagt. Han siger, det ofte er gengangere, der bliver taget i at stjæle gang på gang. Ifølge ham er flere af den opfattelse, at lykkedes det, så er det bare fedt. De bliver ikke ligefrem ædt op af dårlig samvittighed.

Den tilgang kan nok sammenlignes med, hvis en advokat flere gange har haft held med at vinde retssager ved at fordreje sandheden, plante eller fjerne beviser eller true og måske endda opnå at få modparten til at give op.

Hvordan måler man på en succesrate? Kontoen eller de mange konti bugner nok af svimlende, høje beløb, men integritet og hæderlighed er næppe i højsædet. Og uanset mængden af penge kan man hverken købe sig til lykke eller oprigtig kærlighed!

Når det kommer til uvurderlig værdi, er målestokken nok forbeholdt hvert enkelt individ.

Dårlig samvittighed kan nage, hvis moral og etik er i højsædet.

Nogle mennesker er bedøvende ligeglade og fryder sig blot over endnu engang at være sluppet afsted med, hvad end det nu engang drejer sig om.

I næste indlæg opdaterer jeg omkring situationen med de forkerte vaskeriopkrævninger. Ligeledes skriver jeg om situationen med mit soveværelsesgulv, som til stor gene for mig stadig ikke er blevet lavet efter vandskaden i 2023.

Helt tilbage i juni måned 2024 – før sommerferien – havde jeg områdets faste, ældre tømrer, Henrik fra Bytømreren inde i min lejlighed. Jeg havde mindet ham om, at mit gulv stadig ikke var lavet efter vandskaden i maj måned 2023. Han kiggede på mit gulv og vurderede, at det ikke ville tage lang tid at lave. Naivt gik jeg samme dag og ventede på, at han nok ville komme lige og lave det. Det skete desværre ikke…

Mange dage og måneder er gået siden, og mit gulv er stadig ikke lavet?!

Jeg afventer i skrivende stund at få en tilbagemelding fra boliginspektøren. Mere om det i næste indlæg.

Jeg satser på snarest at blive mere frisk. Jeg krydser fingre for, at lægerne hurtigst muligt tryller lidt, så min Lupus / SLE bliver sat skakmat – så længe som muligt.

Endnu engang rigtig godt nytår.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.