151 Ej en snorlige vej.

Det er lørdag, den 25. januar 2025. Weekenden er godt i gang – ligeledes er år 2025.

Vejret udenfor gør, at det de fleste dage er mest indbydende at hygge indenfor med tændte stearinlys. I min optik byder hver af årets årstider på noget positivt og hyggeligt.

Køligt, fugtigt, ruskende, stormfuldt vejr samtidig med indendørs hyggestunder skal man ikke kimse ad. Sol, varme, lune aftener og udendørs arrangementer er bestemt også tiltalende.

Vejr og vind kan ingen af os styre – man må indrette sig efter forholdene. Da jeg arbejdede i Legoland, husker jeg blandt andet, at tyskere ofte sagde med et smil på læben: Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.

Når jeg indleder dette blogindlæg med at skrive om vejret, er det for at komme ind på forhold, der er uden for ens egen kontrol.

Jeg har desværre været en hel del igennem siden min indflytning i denne lejlighed – noget jeg bestemt ikke har fortjent og noget, som med garanti ikke stod i den lejekontrakt, jeg skrev under på, da jeg fik lejligheden tilbudt.

Jeg er rigtig glad for at bo i min lejlighed, og jeg sætter i endnu højere grad pris på det hele, efter jeg har fået ro i mit hjem. Det har taget tid, og vejen hertil har på ingen måde været snorlige.

For mig har Kampen for Retfærdighed helt sikkert været det hele værd. Men hvor ville jeg dog ønske, at de sidste års strabadser blot var et grimt mareridt.

”Når enden er god, er alting godt”, siger talemåden. Den Danske Ordbog forklarer, at en lykkelig slutning på et forløb overskygger de eventuelt negative sider, der måtte have været undervejs. Jeg er langt fra enig i, at alt er godt og kan ses positivt tilbage på, når afslutningen blot er god!

Det ondskabsfulde, forkerte, groteske, ydmygende og uretfærdige, jeg er blevet sat igennem, blot fordi jeg ikke ville høre på evindelig værkstedslarm i mit hjem i tide og utide, overskygges desværre ikke af noget som helst. Følelsen, traumerne og oplevelserne sidder dybt inde i mig. Jeg arbejder med mig selv i forhold til at få det forskellige på afstand og bearbejde de værste af hændelserne, men nogle, varige mén vil nok for altid være en del af mig.

Naturligvis er det rart og belejligt, når noget ender godt. Sådan skal det helst være.

Selvom det larmende, brandfarlige, forbudte værksted nu heldigvis er lukket for altid, og retssagen omhandlende situationen er veloverstået, så kan jeg ærgerligt nok ikke lukke bogen helt. Det kan jeg ikke, fordi nogle enkelte, få brodne kar fortsætter med at behandle mig forkert og uretfærdigt.

Måske satser de naivt på, at jeg flytter, hvis de blot chikanerer mig længe nok. Det spinkle håb kan de skyde en hvid pil efter.

Jeg flytter ikke! Jeg bliver ved med at kæmpe for mine egne og andres rettigheder! Som tyskerne siger: ”Ordnung muss sein!”. Der skal være styr på tingene!

Jeg skal også huske at fremhæve det positive. Som jeg nævnte i blogindlæg ”150 Punktum – streg.”, er boliginspektøren blevet meget hjælpsom, og vi er begyndt at kommunikere rigtig godt. Det sætter jeg stor pris på.

I onsdags kom to tømrere i min lejlighed. Det havde boliginspektøren sørget for.

Der blev sat en plade på min elboks. Som jeg viste billeder af i blogindlæg ”143 Måske retssag nummer 2?!”, så var der et ret stort, langt hul foroven i min elboks.

I forhold til hvad jeg skrev i dét blogindlæg, så er der sket forbedringer i visse henseender.

Min oplevelse er nu, at Alboas hovedkontor og boliginspektøren svarer mig hurtigt, pænt og høfligt. Jeg oplever at få hjælp fra den side, når jeg henvender mig. Det er rigtig rart.

Situationen er på nedslående vis en anden i mit boligområde. Varmemesterkontoret har en noget anderledes tilgang end de højere rangerende.

Derfor sørger jeg for fremadrettet altid at involvere boliginspektøren og eventuelt også Alboas hovedkontor, når jeg er nødsaget til at henvende mig til ejendomsfunktionæren eller ejendomsserviceteknikeren om noget som helst.

Det er vist fordelagtigt og desværre nødvendigt at sørge for, at selvbestemmelsen i Vejlby Vest sættes lidt under kontrol. Det kan stige nogen til hovedet, hvis de besidder for stor en magt.

Jeg skrev også i blogindlægget på daværende tidspunkt: ”Jeg foragter de mennesker, der med fuldt overlæg har krænket mine rettigheder og ydmyget mig”. Dertil vi jeg gerne korrigere: Jeg har intet tilovers for de, der fortsætter med at genere og chikanere mig.

En som boliginspektøren ser jeg på med meget anderledes øjne nu, hvor han behandler mig pænt og respektfuldt.

I onsdags blev der udført tømrerarbejde i min lejlighed fra klokken 7:30 om morgenen til over middag.

Boliginspektøren havde lavet en rekvisition og sørget for, at skaden i mit gulv langt om længe skulle laves.

Gulvet gik i stykker efter vandskaden i maj måned i 2023. Jeg har gang på gang skåret min fod, når jeg er kommet til at træde ned i hullet, hvor gulvet var gået i stykker.

Ejendomsfunktionæren, ejendomsserviceteknikeren og tømreren i Vejlby Vest kendte i lang tid til problemet, men ingen af dem gjorde noget for at hjælpe mig og udbedre skaden i min lejlighed.

Først da boliginspektøren kom på banen, kom der her i januar 2025 endelig gang i reparationen af mit gulv.

Nogle af jer har skrevet, hvordan jeg dog formår at udvise en sådan tålmodighed.

Når man først venter fra maj måned 2023 til juni måned 2024, før man igen desperat rykker, så er man meget tålmodig.

Når man så igen venter desperat fra juni måned til december måned 2024, før man rykker for at få hjælp, så er man yderst tålmodig.

Måske er udholdenheden dog mere et udtryk for, at man har været prisgivet, når magthaverne i ens boligområde, der skal sørge for reparationer og vedligeholdelse af lejemålene, nægter at hjælpe en og forsøger at fryse en ud.

En anden gang venter jeg ikke! Jeg inddrager fra starten af boliginspektøren, så der er en slags opsyn med, at de, der er ansat til at sørge for, at arbejdet udføres, ikke blot lader stå til.

Gennem tiden har mange af jer, der trofast læser og lytter med, skrevet til mig om, hvad I hver især på ulykkelig og uretfærdig vis også er eller har været udsat for. Fortsæt endelig med at berette og fortælle. Hvis jeg kan hjælpe, så gør jeg det!

Min erfaring er, at man ikke skal lide i stilhed. Man skal ikke kæmpe alene og lade sig tie ihjel. Ræk ud, inddrag relevante personer og instanser, dokumentér mest muligt, udvis ordentlighed på trods af alt, lav gerne alliancer med regelrette vidner, vær vedholdende og tag kampen op.

I min kamp for retfærdighed har jeg gennem tiden set mig nødsaget til både at inddrage fagpersoner, myndigheder, instanser og virksomheder.

Aarhus Retshjælp, Lejernes Landsorganisation, Danske Lejere, advokater, dommere, Østjyllands Brandvæsen, Østjyllands Politi, Aarhus Kommune, den daværende borgmester, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Alboas samarbejdspartnere Electrolux og Bytømreren, mit eget forsikringsselskab og boligforeningens forsikringsselskab.

Intet har været hverken let eller ligetil, forløbet har været enormt tids- og ressourcekrævende, og jeg har følt, jeg har løbet panden mod en mur massevis af gange.

Nogle tænker sikkert, om det ikke havde været nemmere blot at flytte.

Det havde hverken været nemt eller muligt for mig blot at flytte. Jeg havde ikke råd til endnu en flytning, og hvor skulle jeg flytte hen?

Desuden er jeg ikke typen, der bare giver op.

Den situation, jeg havnede i, var absurd, og jeg blev gjort uret i enhver henseende.

Jeg indså hurtigt, at jeg nok hverken var det første eller det eneste offer.

En eller flere skal tage kampen op og åbne munden for, at noget forandrer sig.

Jeg havde ventet flere år på at flytte i en lejlighed i stueplan med en lille have.

Som det er nu, nyder jeg mit hjem, og jeg er blevet rigtig glad for at bo her. Især efter jeg har fået fred og ro.

Jeg har planer om at bo her i mange flere år. Mit blommetræ i haven skal som minimum nå at vokse op og blive højere end mit stakit. Jeg plantede i sin tid blot nogle blommekerner, så det er godt, jeg er en ufattelig, tålmodig sjæl 🙂

En kvinde skrev på et tidspunkt til mig og bad om hjælp. Hun havde inden da ikke personligt læst med i min blog. Hun var havnet i en regulær shitstorm i forbindelse med sin boligsituation. Hun var af sine pårørende blevet anbefalet at læse min blog og eventuelt tage kontakt til mig. Hun skrev til mig og viste mig papirer, hun havde modtaget fra sin udlejer. Jeg modtog i sin tid lignende, usaglige, ubegrundede skrivelser fra min boligforening. Jeg rådgav hende bedst muligt og foreslog, hvad hun skulle skrive til sin udlejer. Nogle dage efter skrev hun begejstret og lettet til mig, at hendes udlejer var endt med at beklage den tilsendte skrivelse.

Lige der kan man sige: ”Når enden er god, er alting godt”.

Jo mere vi står sammen og hjælper hinanden, jo bedre klarer vi os sammen og hver for sig.

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

I næste indlæg skriver jeg om en lidt underlig oplevelse, jeg havde, da jeg sidst skulle vaske tøj. Jeg håber, det var et enkeltstående tilfælde, som ikke gentager sig.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.