Getting your Trinity Audio player ready...
|
Som jeg blandt andet skrev om i sidste indlæg ”111 Ingen vandskade men endnu flere trusler…”, så havde boligforeningens advokat (også) den frækhed at sende mig to malplacerede og truende breve – og endda forsøge at opkræve mig penge for sine udgifter i den forbindelse…
Jeg har siden været i kontakt med forskellige, der har bekræftet mig i, at det er komplet ulovligt, hvad der foregår. Det er IKKE lovligt at lyve og true – heller ikke selvom man på et eller andet tidspunkt i livet har tiltusket sig en advokatbestalling!
Boligforeningens advokat har ligesom de øvrige efterhånden truet mig med mangt og meget. Indtil videre har ingen af modparterne gjort alvor af nogen som helst af deres mangfoldige trusler. For dem handler det vist mest af alt om at forsøge at true mig til at tie stille og til at give op. Jeg har flere gange gjort det helt klart, og jeg gør det gerne igen:
Jeg kæmper Kampen for Retfærdighed, formålet er at få sandheden frem, og der er ikke en jordisk chance for, jeg giver op!
I forhold til boligforeningens truende, løgnagtige og usaglige advokat så afventer jeg, om han ”tør” gøre alvor af bare én af sine mange trusler. Hvis han eksempelvis på komplet uberettiget vis gør et forsøg på at opkræve mig penge for sine 2 truende breve, så må vi jo ud i endnu en retssag. Jeg afviser naturligvis omgående opkrævningen, hvis der skulle dukke en sådan op. Derefter informerer jeg ham selvfølgelig om, at han kan glemme alt om at inkassere en eneste krone fra mig!
Det er ikke mig, der handler helt forkert, truer, lyver, chikanerer og gebærder mig på en måde, der for længst burde have fået konsekvenser. Han og hans allierede er gået SÅ langt over stregen i flere henseender, og jeg kan bevise det hele!
Udover at jeg prompte kommer til blankt at afvise en eventuel opkrævning, så vil jeg samtidig opfordre den fandenivoldske, ældre mand til rent faktisk at gøre alvor af sine mange trusler. Inddrag dog politiet når du alligevel truer med det! Sagsøg mig dog langt om længe!
Jeg vil hellere end gerne have mulighed for at fremlægge mine meget klare og uomtvistelige beviser!
Det har uden tvivl skadelige konsekvenser for et menneske at være udsat for chikane og støj.
For at starte med chikane-delen kan jeg godt mærke på min krop og mit indre alarmsystem, at jeg har været udsat for alvorlig, ødelæggende chikane siden 2021. Det har allerede stået på i godt 3 år.
Jeg er som sådan ok, jeg har det ret godt, er fuld af gåpåmod og er glad, men jeg er konstant på vagt – klar til at forsvare mig imod yderligere, eventuelle angreb eller antastelser. Heldigvis er jeg meget robust psykisk – ellers kunne alt dette sagtens have drevet mig som “offer” ud i noget meget slemt. Desuden er min styrke, at jeg har en dejlig familie, fantastiske venner, gode kolleger, rare naboer og i det hele taget et meget ressourcestærkt netværk.
Først bestod chikanen imod mig i, at jeg blev udsat for ofte altoverdøvende værkstedslarm i mit hjem på alle mulige tidspunkter af døgnet alle ugens syv dage. Da jeg tillod mig at klage over spektaklets evindelige larm, fulgte psykisk terror, overvågning, stalking, voldsom rygtespredning, hærværk, trusler og mobning med i købet.
Jeg oplevede dag efter dag på ødelæggende vis chikane, ydmygelser, nedværdigende behandling, seksuel chikane, sårende bemærkninger, latterliggørelse, ubehagelige ”drillerier” og trusler.
Alt sammen blev jeg offer for blot fordi, jeg gerne – ligesom nok enhver anden – vil have fred og ro i mit hjem?!
Igennem lang tid følte jeg mig lidt som en omvandrende skydeskive. Det var ikke kun det småborgerlige spektakel og hans giftige samlever, som gjorde alt for at chikanere og ydmyge mig. Jeg blev også nedværdiget af og fik sårende bemærkninger fra flere Alboa-ansatte og beboere i boligområdet. Jeg blev latterliggjort og truet. Samtidig kom hærværk på banen. Min elcykel blev smadret godt og grundigt, min dør blev overhældt med urin flere gange, min postkasse blev fyldt med afffald og andet osv.
I forhold til sexchikane skriver Arbejdstilsynet, at alle krænkende handlinger, som har en seksuel karakter, kan betegnes som seksuel chikane. Et af de nævnte punkter på listen over handlinger af seksuel karakter er ”upassende blikke og nærgående kommentarer om udseende”. Det larmende spektakel indrømmer på en af de førnævnte lydoptagelser, at han har observeret mig og min krop. Han kommenterer i den forbindelse på forskelligt. Det er yderst ubehageligt og krænkende, at en ældre mand overvåger en og observerer ens krop på den måde!
Da jeg fik kendskab til lydoptagelserne, anskaffede jeg omgående mørklægningsgardiner til hele hjemmet. Derved kunne jeg da i det mindste ikke blive observeret, forulempet og krænket i mit hjem – udover den hyppige, evindelige larm fra værkstedet altså…
På Sundhedspanelet kan man læse artiklen ”WHO: Støj er næststørste miljømæssige sundhedsrisiko”. Der står eksempelvis: ”Støj har negative effekter på adskillige sundhedsparametre, og er afgørende for den generelle sundhed”. I artiklen beskrives, at støj kan medføre for tidlig død. Støj kan gøre, at mennesker går fra at være raske til at leve en invalideret tilværelse med følgeskader fra støj.
Udover hørenedsættelse og tinnitus kan støj også medføre forhøjede stressniveauer i kroppen, hvis man bliver eksponeret for høje støjniveauer over længere tid. Højt stressniveau leder så til adskillige konsekvenser for helbredet.
I artiklen peger WHO også på, at støj er forbundet med overvægt. Spektaklet giver som nævnt udtryk for på en af lydoptagelserne at have observeret min krop. Han kommenterer som et eksempel på, at jeg har taget på siden min indflytning. Han konstaterer uden at have nogen faktuel viden om noget som helst, at de ekstra kilo må skyldes et indtag af psykofarmaka?! Grundet den psykiske lidelse, han ovenikøbet også opdigter, jeg skal have fået?! Læs eller genlæs eventuelt indlæg ”91 Spektaklets Plan B…”.
De færreste kan og vil finde sig i konstant at høre på evindelig, altoverdøvende, monoton værkstedslarm i hjemmet.
Ens hjem bør være et trygt sted, hvor man kan sove, hvile, slappe af, hygge, koncentrere sig og nyde samvær. Når man er hjemme, skal det helst være muligt at koble helt af. Derved kan man bedre præstere, i det hele taget fungere og yde sit bedste i hverdagen. Alt det har jeg heldigvis opnået at kunne i mit hjem, efter Teknik og Miljø lukkede værkstedet i kælderen i Næringen 32 ned – blandt andet på grund af brandfare og lydgener for omkringboende.
I flere år blev min søvn gang på gang afbrudt af spektaklets værkstedslarm. Når han larmede løs med boremaskinen kunne jeg ikke høre nyheder. Når han brugte de store industrimaskiner, kunne det på grund af larmen være svært at gennemføre samtaler i mit hjem. Nedstrygeren i metal brugte han eksempelvis også flittigt, og det var enerverende at høre på time efter time.
Efter mange måneders larm fra værkstedet nåede jeg på traumatiserende vis til et punkt, hvor mit indre ur var indstillet efter spektaklets lyst til at arbejde og larme. Især weekenderne var et helvede, for der dominerede larmen ofte mit hjem fra tidlig morgen til sen aften. Jeg undlod helst at invitere til hyggestunder i mit hjem, da jeg ikke følte, jeg kunne byde andre også at skulle høre på den evindelige og generende larm.
Hver dag gruede jeg for, når jeg kunne høre ham fumle med sine nøgler for at låse døren til kælderlokalerne op. Så vidste jeg, at jeg de efterfølgende måske mange timer lige så godt kunne forlade mit hjem. Jeg kunne i hvert fald glemme alt om fred og ro i mit hjem.
Det var en frygtelig, nedslående tid!
Heldigvis hjalp det, at jeg kontaktede Østjyllands Brandvæsen og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Det har aldrig været lovligt, at der overhovedet måtte være et værksted i de ej brandsikrede og ikke lydisolerede kælderlokaler lige under min lejlighed i dette i forvejen meget lydte betonbyggeri!
Jeg har ro i mit hjem nu, og jeg mærker heller ikke som sådan til chikanerierne imod mig længere. De to trusselsbreve fra boligforeningens advokat burde jeg nok tælle med i regnskabet, men det gør jeg såmænd ikke engang. Med tiden har jeg mistet respekten for deres usle, nedrige og ulovlige metoder!
Det har givet mig en ro i sindet – for det første, at spektaklet ikke må larme og forstyrre mig længere. For det andet at jeg fra flere sider har fået bekræftet, at det er drønulovligt, hvad der foregår. Her mener jeg både løgnene, truslerne, de forfalskede beviser osv.
Når man tager i betragtning, at WHO – som er Verdenssundhedsorganisation – konstaterer, at støj er skadeligt for helbredet, så sættes det hele i perspektiv. Det er grusomt forkert, hvad jeg er blevet udsat for. Beboerrådgiveren i Vejlby Vest har spillet en af de afgørende roller i foretagendet.
- Hun lavede larmeskema over mit hjem?!
- Hun krævede, at jeg skulle sende spektaklet, der bor to opgange væk, en sms, når jeg forlod mit hjem?!
- Hun bagatelliserede spektaklets chikane imod mig…?!
- Hun, som i form af sin stilling skal forestille at være en ansat, der yder omsorg for boligområdets beboere, har gjort sit bedste for at tryne og nedgøre mig samt krænke mine rettigheder på meget grov vis!
- Beboerrådgiveren har været SÅ partisk og åbenlyst imod mig, at det er kritisk!
- Hendes respons, da jeg fortalte, at vi var flere, der søndag efter søndag også var tvunget til at høre på spektaklets store maskiner og utallige værktøjer, var: ”Ej, han kunne da ikke finde på at arbejde og larme om søndagen også”…?!
- Hun er en af de hovedansvarlige bag løgnen om de opdigtede lydprøver!
- Hun var og er sikkert stadig bedøvende ligeglad med sandheden, som endda kan bekræftes af flere vidner?!
Læs eller genlæs eventuelt indlæggene ”7 Det hårrejsende referat fra dialogmødet” og ”110 Beboerrådgiveren protesterer imod støj…”.
Chikane og støj har skadelige konsekvenser for et menneske! Jeg har sørgeligt nok været udsat for begge dele i årevis. Det har stået på, siden jeg flyttede ind i min lejlighed i Næringen 32 i 2021. Efter i månedsvis forgæves at have appelleret til det larmende spektakels ordentlighed og medmenneskelighed, tillod jeg mig at klage officielt over spektaklets ofte altoverdøvende larm med store industrimaskiner og mangfoldige værktøjer – vel at mærke i og fra det værksted jeg intet anede om inden min indflytning!
Jeg har det som nævnt relativt godt på trods af alt dette. Jeg sørger for at fylde min hverdag med mest muligt positivt. Jeg smiler og griner igen hver dag, og generelt er jeg livsglad og er en ukuelig optimist.
MEN, det at jeg er ok, er hverken takket være spektaklet, samleveren, de taberagtige medløbere i boligområdet, den partiske beboerrådgiver, den ikke objektive boliginspektør, ejendomsfunktionæren, driftschefen eller advokaterne! De implicerede har hver især på nærmest utænkelige måder forsøgt at true mig til tavshed og intimidere mig til at give op. Deres beskidte metoder og ulovlige bestræbelser har været og er en forgæves indsats – jeg giver IKKE op!
Jeg vil ønske alle en rigtig god weekend. Samtidig vil jeg takke alle jer, der forarges sammen med mig, som støtter, giver gode råd, kæmper sammen med mig og er med til at passe på mig og mit hjem.
Næste blogindlæg kan læses senest tirsdag, den 2. juli 2024.
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.