Getting your Trinity Audio player ready...
|
Dagens indlæg kommer til at omhandle den skrivelse, jeg sendte til Alboa, den 19. januar 2024. Den pågældende skrivelse er ifølge boligforeningens advokat et afgørende bevis mod mig?! Om indholdet rent faktisk stemmer overens med, hvad advokaten med møderet for Landsretten helt tilbage den 11. marts omtalte som ”bilag 48”, det må for evigt stå hen i det uvisse?!
Retten krævede, at Landsretsadvokaten senest den 6. maj skulle indlæse det pågældende bilag af angiveligt afgørende karakter – det bilag han havde undladt at indlæse, da han i sit processkrift henviste til det helt tilbage den 11. marts?! På trods af Rettens krav undlod han dog at indlæse et bilag 48?! I stedet dukkede der, den 2. maj, både et nyt processkrift, en ugyldig byggetilladelse og min skrivelse til boligforeningen op?!
Når man rækker nogen en olivengren, betyder det ifølge ordnet.dk: ”Først sætter man alt ind på at svække fjenden. Når man står stærkt, rækker man så olivengrenen frem, forhandler fred og splitter dermed resten af fjendens rækker”.
Boligforeningens advokat sendte før jul min advokat en mail, hvori han skrev, at det måtte være muligt at indgå et forlig. Det var efter, at min advokat havde ændret påstand på minretssag.dk. Da Landsretsadvokaten erfarede, at hans klient ”Alboa” i henhold til den ændrede påstand kunne risikere at skulle betale mig penge, så var hans forslag et forlig…
Det afviste jeg dog blankt! Jeg nægter hårdnakket at mødes midtpå med modparterne! For det første har jeg ret! For det andet har de gjort alt, hvad de kunne for at tryne mig! De har truet mig, løjet om mig og om blandt andet opdigtede lydprøver. De har skrevet usandt om mangt og meget! Når de så ikke har haft held med at underminere mig, så foreslås et forlig?! ”NEJ” var og er mit helt klare svar!
I forhold til at række nogen en olivengren: Modparterne har i enhver henseende i første omgang sat alt ind på at knække mig – de har forsøgt i hvert fald. De ser mig på alle måder som en fjende, fordi jeg påberåber mig mine faktiske rettigheder og kan bevise, hvad der foregår af slet spil. De forskellige rotter sig sammen og har (eller har i hvert fald haft) en følelse af at stå stærkt.
Spektaklet siger på en af de førnævnte lydoptagelser om mig, at jeg er pacificeret i retsvæsenet?! INGEN skal på forhånd være pacificeret i det danske retssystem! Hvis det forholder sig således, så er der tale om korruption!
Fordi modparterne har følt sig overlegne og almægtige, så har de rakt en olivengren frem. Boligforeningens advokat lod i hvert fald som om, han gjorde det, da han foreslog et forlig. Når modparterne efter at have truet mig og gebærdet sig yderst usagligt forhandler fred, betyder fred for dem, at jeg skal give op, og at de skal vinde… Dét, der foregår, er udover at være ondskabsfuldt og helt forkert også magt- og embedsmisbrug!
Ordnet.dk skriver, at næste skridt efter at forhandle fred er at splitte resten af fjendens rækker. Jeg som deres fjende har ingen rækker, de kan splitte. Udover at jeg har mine vidner, min dokumentation og alle beviserne, så kan jeg vist nærmere betegnes som en kvindelig enmandshær.
Hvis modparterne har forsøgte at række mig en olivengren, så har jeg for længst knækket den!
Skrivelsen, som Landsretsadvokaten har lagt ind på minretssag.dk som et afgørende bevis imod mig, sendte jeg til Alboa den 19. januar 2024. Modtagerne var både boliginspektøren, beboerrådgiveren, ejendomsfunktionæren, driftschefen, direktøren og selve Alboa. Jeg skød med spredehagl og sendte til flere, da jeg havde (og har) et vigtigt budskab.
I boliginspektørens skrivelse til beboerklagenævnet erfarede jeg, at han godt belejligt kan ”miste” noget. Jeg er også flere gange blevet ignoreret. Jeg ville være sikker på, mit budskab nåede frem!
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle takke boligforeningens advokat for noget som helst. Han har ikke just behandlet mig pænt! Jeg føler dog, han har gjort mig en stor tjeneste ved også at lade dommeren og samtlige parter i retssagerne læse indholdet i mit vigtige budskab. Han har hjulpet mig med at få frem i lyset, hvor forkert og usagligt hele forløbet er og har været. Gad vide om han trods alt har haft lidt samvittighedsnag, fordi han har forsøgt at jorde mig? Jeg tvivler stærkt, da empati ikke just er noget, den pågældende advokat har udvist noget som helst af i sin omgang med mig. Uanset hvad ser jeg dog hans fremlæggelse af mine beviser som en håndsrækning, så ”Tak til dig, Hr. Landsretsadvokat!”.
Min skrivelse til samtlige ansvarlige i Alboa omhandlede først og fremmest spektaklets nye kontrakt. Jeg opsummerer, at Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har krævet det ulovlige, brandfarlige og larmende værksted i kælderen i Næringen 32 lukket. Jeg påpeger, at boliginspektøren blot sendte et udklip af spektaklets nye kontrakt til byggesagsbehandleren. Læs eller genlæs evt. indlæg ”80 Nyt år, ny kontrakt, ny usaglig beskyldning – godt nytår!”.
Jeg beskrev, at vi var flere i opgangen, der efter at have fået aktindsigt, omgående endnu engang mistænkte slet spil fra boliginspektørens (og Alboas) side. Hvorfor sendte han kun et udklip i stedet for hele kontrakten? Endda med et forkert lokalenummer – 155 i stedet for 9155?! Hvorfor følte boligforeningens advokat sig provokeret af, at min advokat opfordrede ham til at fremlægge hele kontrakten på minretssag.dk? Hvad var det, Teknik og Miljø og vi i opgangen ikke måtte se?
Som det næste påpeger jeg, at spektaklets underskrift på den nye kontrakt afviger markant fra underskrifterne på tidligere kontrakter. Jeg vedhæfter et billede, hvor man kan se 3 underskrifter, spektaklet angiveligt skal have lavet. Jeg beskriver, at spektaklet hidtil har skrevet under med skråskrift, men at der på den nye kontrakt er skrevet under med blokbogstaver?!
Jeg fortæller de ansvarlige i Alboa, at vi er flere, der betvivler, om det rent faktisk ER spektaklet selv, der har skrevet under!
Flere har efter beskyldningen mod mig i forhold til hærværket i kælderen henvendt sig til mig og spurgt, om blokbogstaverne på den nye kontrakt er de samme, som bogstaverne brugt til at ridse ind i spektaklets kælderdør. Det har jeg ikke forudsætningerne for at kunne vurdere. Men jeg vil give jer ret i, at meget får en til at undre sig i henhold til alt, der foregår. Læs eller genlæs evt. indlæggene ”91 Spektaklets Plan B…” og ”97 Politianmeldt og ellers intet nyt!”.
Som det næste i min skrivelse gør jeg Alboas ansvarlige opmærksomme på, at jeg og øvrige også har valgt at underrette Teknik og Miljø om, at vi fortsat har stærk mistanke om slet spil fra Alboas side!
Det næste punkt i mit vigtige budskab er, at jeg påtaler én af de beskyldninger, jeg står mål med. Jeg forklarer, at boligforeningens advokat, den 8. januar 2024, skrev på minretssag.dk, at jeg i enhver henseende har opildnet til en kampagne mod sagsøgte?! Det er mig, der er blevet overfaldet, truet, spyttet på, jagtet, overvåget, forfulgt, chikaneret, mobbet, udskammet, påduttet psykisk sygdom, truet med udsmidelse, beskyldt for blandt andet omfattende hærværk og for at sparke på spektaklets dør. Min præmis i hverdagen er blevet, at jeg konstant er utryg, når jeg færdes omkring, og jeg er nødsaget til at holde et ekstra vågent øje med omgivelserne.
Jeg aner ikke, hvordan jeg skal have opildnet til noget som helst. Jeg beretter om sagens faktiske omstændigheder for at beskytte mig selv. Måske kan jeg være heldig med at få manet lidt til ro, så flere ikke vælger at overfalde og udsætte mig for yderligere.
Jeg fortsætter og konstaterer, at jeg den 9. januar 2024 skrev jeg til Landsretsadvokaten og til samtlige ansvarlige i Alboa og spurgte ind til den pågældende kampagne. Jeg skriver ordret: ”Som sædvanlig har I valgt at ignorere mig og lade være med at svare mig… I har en yderst ubehagelig, uprofessionel og usaglig tilgang til sagsbehandling! I gør alt, hvad I kan for at ødelægge mit liv, mit ry og mit hjem, og jeg vil gå langt for at stille hver og én af jer til ansvar. Jeg vil i modsætning til jer dog benytte mig af en saglig tilgang med beviser og dokumentation!”.
Jeg pointerer, at der aldrig er blevet klaget over mig, og at jeg ikke kan se, hvorfor nogen skulle gøre det. Jeg skriver: ”Boliginspektøren skrev den 28. april 2022, at der aldrig er blevet klaget over mig, og jeg har heller ikke hørt andet siden. I henhold til lovgivningen, som gælder uanset, hvad I mener derom, så vil jeg skulle underrettes herom i tilfælde af, at der bliver klaget over mig! Ergo er der til stadighed aldrig blevet klaget over mig! Jeg kan heller ikke se, hvorfor nogen skulle vælge at klage over mig, for jeg bor her stille og roligt, og jeg tager hensyn til omkringboende”.
Alboas ansvarlige kunne som det næste læse: ”Boliginspektøren skrev desuden den 28. april 2022, at I i Alboa ikke kan forhindre mig i at lave en politianmeldelse eller i at gå til medierne. Det er helt korrekt – det kan I ikke! Sålænge jeg holder mig til sandheden og er i stand til at dokumentere ALT, så står det mig frit for at fortælle sandheden om, hvad der foregår”.
Efterfølgende gør jeg opmærksom på, at jeg har planer om blandt andet at politianmelde boliginspektøren. Det er yderst kritisk, at han i flere tilfælde har løjet overfor Teknik og Miljø for at få værkstedet lovliggjort. Brandforanstaltninger skal tages yderst alvorligt! Ligeledes skal man ikke undervurdere, hvor ødelæggende det kan være at høre på evindelig larm i sit hjem. Og når vi i aktindsigterne har kunnet påpege en hel del løgne, boliginspektøren er kommet med, har han så også løjet for at få godkendt de igangværende renoveringer og andet i boligområdet? Han løj jo også over for beboerklagenævnet! Man kan da ikke lade være med at undre sig…
Foruden boliginspektøren gør jeg også opmærksom på, at jeg vil anmelde ejendomsfunktionæren, beboerrådgiveren og spektaklet for eventuelle løgne, de vil fremkomme med i Retten. Jeg havde forinden undersøgt lovgivningen. Det kan give fængsel og / eller dagsbøder at lyve i retten. Hverken boliginspektøren, ejendomsfunktionæren eller beboerrådgiveren, som skal vidne i Retten i sagen om larm fra spektaklets værksted, har på noget tidspunkt været til stede, når lejeren af kælderlokalerne larmede løs!
Ordret skriver jeg: ”Ergo vil ingen af dem kunne vidne sandfærdigt om, hvorvidt det larmede eller ej fra det værksted, som blev krævet lukket, fordi det både var ulovligt, brandfarligt og for larmende”.
Ligeledes er både boliginspektøren, beboerrådgiveren og spektaklet hovedansvarlige i forhold til løgnen om de opdigtede lydprøver!
Ydermere retter jeg i min skrivelse direkte henvendelse til driftschefen, som pludselig også skal vidne til fordel for Alboa i Retten?! Han har før irettesat mig og kaldt mig chikanerende, når jeg har påpeget, at nogle af Alboas ansatte lyver. Jeg skriver: ”Jeg chikanerer jer ikke ved at beskylde nogle ansatte i Alboa for noget som helst. Jeg konstaterer og kan til hver en tid bevise ALT!”
Alboas ansvarlige inklusiv beboerrådgiveren selv får også information om hendes indblanding i sagen. Jeg skriver: ”Jeg vil også kontakte Dansk Socialrådgiverforening om, hvorvidt beboerrådgiveren har ageret ulovligt, da hun – som den lovlige lydoptagelse beviser – har indrømmet nok at have udtalt sig løgnagtigt på en måde, der har fået mig til at fremstå som psykisk syg?! Det er magtmisbrug i enhver henseende!” Og selv hvis jeg havde været psykisk syg, eller hvis hun rent faktisk lå inde med en eller anden faktuel viden om mig, så er hun i enhver henseende underlagt tavshedspligt!
I min skrivelse fokuserer jeg på at tydeliggøre, at jeg udmærket godt ved, hvad der foregår i forhold til Alboas magtmisbrug osv. Min kontakt med lejere fra andre afdelinger, boliginspektøren også ”styrer”, vidner om, at hans tilgang til sagsbehandling i Vejlby Vest overfor udvalgte beboere tydeligvis desværre ikke er særegen.
Som noget af det sidste skriver jeg: ”I og jeres advokat har gennem tiden beskyldt mig for meget løgnagtigt og komplet usagligt… At Alboas driftschef i sin tid foreslog mig at gå til beboerklagenævnet, det er nærmest tragikomisk. Lejerrepræsentanten i beboerklagenævnet sidder i organisationsbestyrelsen i Alboa, og hun er afdelingsbestyrelsesformand i Rundhøj, hvor boliginspektøren også er boliginspektør. Hun var i enhver henseende inhabil og agerede også derefter, og det hele virkede som aftalt spil – også i beboerklagenævnet, ligesom det i høj grad gjorde under dialogmødet, den 20. december 2021, hvor løgnen om de opdigtede lydprøver opstod!”
Jeg slutter min skrivelse til de ansvarlige i Alboa den 19. januar 2024 af med at skrive: ”Jeg og andre vil kæmpe for at stille jer til ansvar. Mit håb er at få sat en stopper for jeres magtmisbrug og det ulovlige, der foregår. Hvis jeg bare kan beskytte én anden imod at blive udsat for, hvad I har gjort for at skræmme, ødelægge, intimidere og nedgøre mig, så er min indsats det hele værd!“
Jeg står stadigvæk fuldt ud ved, hvad jeg har skrevet! Jeg gør intet uovervejet eller overilet!
Det næste, der sker fremadrettet, er vist, at dommeren skal tage stilling til, hvad Landsretsadvokaten har sendt ind. Eller også skal min advokat skrive en respons som modspil dertil?! Jeg er ikke helt klar over processen.
Desuden formoder jeg, at Retten snarest tager stilling til den underliggende beskyldning mod mig, som spektaklets advokat kom med allerede den 11. marts. Det er i forbindelse med hendes bilag A, jeg har meldt hende og spektaklet til politiet for dokumentfalsk og forfalskning af bevismidler.
Jeg har aldrig troet, det ville være nemt at være part i en retssag. Den slags skal man kun involvere sig i, hvis man virkelig ser sig nødsaget til det!
Det var desværre en altafgørende nødvendighed for mig, da jeg ellers fortsat skulle høre på altoverdøvende værkstedslarm i mit hjem i op til 61 timer om ugen?! Det kan og vil ingen holde ud!
Jeg havde som nævnt ikke regnet med, at det ville blive piece of cake at tage del i en retssag. Jeg gik dog vitterligt ud fra, at advokater benyttede sig af dokumenter, beviser, saglighed og sandhed. Hvor tog jeg dog fejl!
Næste blogindlæg kan læses senest på fredag, den 17. maj.
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.