Tusind Tak til jer der har spurgt ind til min helbredssituation. Jeg har egentlig med fuldt overlæg undladt at komme ind på emnet, da jeg ikke har villet risikere at jinxe noget.

Som jeg nævnte i nogle blogindlæg, stod det i månedsvis ret skidt til. Der var mange dage med feber, smerter, ulidelig træthed, svimmelhed, kvalme, you name it… Det kan være ret drænende og udfordrende, når man ikke kan komme ovenpå. Selvom Lupus / SLE er en kronisk sygdom, så er der heldigvis – under normale omstændigheder – dage og perioder, hvor jeg ikke mærker særligt til sygdommen og dens fiksfakserier. Men i denne omgang kunne jeg ikke komme ovenpå uden hjælp, og heldigvis var der hjælp at hente.

Jeg får immunhæmmende medicin ind i årerne på sygehuset ind imellem, og jeg mærker allerede her efter få gange en markant forbedring. Dejligt!

Jeg er så taknemmelig for at bo i et land som Danmark, hvor man som syg og skadet kan blive undersøgt og få behandling. I USA eksempelvis er forholdene helt anderledes. Min autoimmune grundsygdom Lupus / SLE koster månedligt og årligt flere patienter i USA livet, fordi de ikke har en sundhedsforsikring og ej har midlerne til at blive undersøgt og tilkøbe behandling. Det er barsk og trist.

Godt nok er der måske ved at komme et slags A og B hold i Danmark i forhold til ventetider og økonomi til privathospitaler, men ingen bliver nægtet hjælp. Røntgen, scanninger og medicinsk assistance er alle og enhver forundt i Danmark. Det er prisværdigt og fordelagtigt, hvis man er så uheldig eksempelvis at komme til skade eller blive ramt af en fysisk, invaliderende sygdom.

Det var lige en intro om årstider, vejr, helbred og taknemmelighed.

I rækken af spørgsmål er jeg nået til det niende. Som ved de fleste af spørgsmålene er det svært at give et klart svar, men jeg vil som sædvanlig forsøge at svare bedst muligt.

9. Er det larmen, chikanen, mobningen, hetzen, overfaldet osv., der har gjort dig syg?

Jeg var i forvejen kronisk, fysisk syg, så lige dén del kan man ikke bebrejde de implicerede. Der er dog ingen tvivl om, at det levende helvede, jeg befandt mig i nonstop i over tre år i streg, ikke ligefrem har været helbredsfremmende!

Den ofte altoverdøvende, enerverende værkstedslarm var et kæmpe stort problem i sig selv. Imens værkstedslarmen fra de ikke lydisolerede kælderlokaler hærgede mit hjem i tide og utide, led jeg af søvnmangel, hvilket gjorde mig utilpas og udtrættet. Hovedpine havde ligeledes en hyppig forekomst grundet larmen fra de store arbejdsmaskiner og de mangfoldige værktøjer. Dét at fratage en person muligheden for søvn er et torturredskab, som desværre bruges i visse sammenhænge og regimer. Vi mennesker har brug for søvn og hvile, og når man gang på gang vækkes eller holdes vågen eksempelvis af dominerende larm, så har det i længden helbredsmæssige konsekvenser.

Chikanen, mobningen, hetzen og overfaldet har haft store konsekvenser for mig – både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg tror dog ikke reelt, man umiddelbart kan lægge de udfordringer og ondskabsfuldheder til grund for, at jeg har været igennem en længere periode med feber, næseblod, smerter osv. Sygdomssymptomer og sygdomsperioder er desværre en del af pakken så at sige, når man er kronisk, fysisk syg. Jeg håber, mine svar giver mening. Ellers spørg endelig igen og uddyb eventuelt, hvis der er behov for, noget præciseres.

10. Du har før beskrevet, at du nærmest levede et dobbeltliv, hvor du levede et normalt liv udenfor boligområdet samtidig med alt det ødelæggende og skræmmende, der foregik. Kan man overhovedet det?

Både ja og nej. Et dobbeltliv er nok også så meget sagt, men situationen i boligområdet var så surrealistisk, barsk, nedrig og ubegribelig, at det var et frirum for mig, når jeg oplevede den virkelige verden udenfor dette i mange tilfælde sammenspiste, dysfunktionelle, uordentlige sted.

Virkeligheden er blevet en anden i boligområdet nu, hvor der er kommet fokus på forskelligt, og nu hvor instanser, myndigheder og retsvæsenet har været blandet ind i at rydde lidt op og håndhæve lov og orden.

Som forventet har intet ændret sig i forhold til de mennesker, jeg betegner som de brodne kar. Nogle stirrer stadig ondt på mig, og nogle af ”de grimme tanter”, som er blevet vores fællesbetegnelse for dem, bagtaler mig stadig og har nok meget ondt et vist sted, fordi de ikke lykkedes med deres sammensværgelsesplan.

Da det hele spidsede til og stod allerværst til, mistede jeg på et tidspunkt lysten til at gå ud – simpelthen af frygt for hvad jeg ville blive udsat for. Men jeg kunne heller ikke holde ud at opholde mig i hjemmet, for det var inden det larmende, brandfarlige, forbudte værksted i kælderlokalerne lige under min lejlighed blev lukket ned, så i mit hjem var jeg nødsaget til morgen, middag, aften og nat at høre på enerverende værkstedslarm.

Det var en meget langvarig, uholdbar situation at befinde sig i, og når jeg kigger tilbage, klapper jeg lige mig selv på skuldrene for overhovedet at have holdt ud.

Jeg er og har været utrolig heldig med de mennesker, jeg har og har haft omkring mig i min opgang og i min omgangskreds. De hjalp mig med at fortsætte min hverdag med vaner og rutiner. Noget så simpelt som at få handlet kunne være en udfordring, for tænk hvis jeg igen fik kastet noget efter mig, hvis nogen råbte af mig, hvis nogen igen jagtede mig, hvis nogen atter højlydt antastede mig i Føtex…

Da det stod værst til, blev jeg udsat for alt muligt ødelæggende, generende og skræmmende. Først handlede mine naboer for mig. Derefter fulgtes vi ad. Senere stod de på lur og var klar til at gribe ind, hvis nogen begyndte på noget som helst.

Jeg er og vil altid være dybt taknemmelig for de mennesker, som af et godt hjerte hjalp mig igennem en helt ubegribelig svær tid. TAK til alle jer!

Der bor rigtig mange flinke, høflige og ordentlige mennesker i Vejlby Vest. Der bor dog også en hel del mennesker, som ikke just er hverken velfungerende, rettænkende eller velmenende. Jeg hilser stadig på langt størstedelen og sender et smil eller kommer med en venlig bemærkning om vejret eksempelvis.

De medskyldige er på ”listen”, og dem på ”listen” har jeg en helt anden tilgang til. Jeg holder mig hvis muligt langt fra dem, og skulle de konfrontere mig eller forsøge på noget, så håndterer jeg, hvad end de forsøger sig med!

Jeg skal nok forklare det med ”listen”, for det bliver relevant i forbindelse med et af dagens spørgsmål.

11. Møder du stadig overfaldsmanden?

Ja, ærgerligt nok møder jeg ham stadig ind imellem på udendørsarealer. Han bor i naboopgangen, så det kan næsten ikke undgås. Han handler dog indtil videre klogt, for han gør mig ikke noget, og han siger ikke noget til mig.

Overfaldssituationen har fået store konsekvenser for mig, for min færden og for min hverdag – stadig her flere år efter. Jeg tør stadig ikke gå i kælderen på egen hånd af frygt for at møde ham. Hans hidtil utilregnelige og voldsomme adfærd har skræmt mig og har sat dybe spor.

Ligesom ved alt andet er der dog lavet en handlingsplan i forhold til ham også. Det sker ikke én gang mere, at han gør mig noget som helst! Hvis han er dumdristig og modbydelig nok til igen at overfalde mig, så får det omsiggribende konsekvenser!

For nylig gik der noget op for mig. Nogle gutter fra min perifere omgangskreds spurgte, hvorfor jeg intet har nævnt overfor dem om overfaldet og overfaldsmanden. En bekendt havde nævnt hændelsen i en eller anden sammenhæng. De var ærgerlige over, at jeg ikke har rakt ud og bedt om hjælp. Jeg har været i selvskab med dem ret mange gange siden overfaldssituationen, men min tavshed lige om dét og om ham skyldes flere ting.

For det første er det hårdt og barsk at snakke om. Desuden vil jeg helst ikke fremstå som et offer. Det er pudsigt, at man oveni alle de andre følelser også kan være flov over at være blevet udsat for noget. Mest af alt har jeg nok været påpasselig med at opildne til noget som helst.

De unge fyre fra mit netværk er nogle søde guttermænd, som passer deres træning – ligesom de passer deres studier og jobs. Det vil ikke være en udfordring for dem at ”håndtere” overfaldsmanden, som ikke just er hverken stor eller trænet, men jeg vil allerhelst mane til ro og håber på, noget lignende aldrig gentager sig. Generelt er overfaldsmandens “mandsmod” vist kun i spil overfor kvinder…

Jeg nævner overfaldet i bloggen, fordi jeg også bruger bloggen til at kunne huske, bevise og dokumentere. Det er som sådan ikke hemmeligt, at jeg blev overfaldet. Det er på sin vis heller ikke skamfuldt, men hvor ville jeg gerne have været den traumatiserende oplevelse foruden.

Jeg er på ingen måde tilhænger af selvtægt! Når det så er sagt, så vil jeg hverken være jaget vildt eller leve i frygt resten af min tid i boligområdet! Jeg har planer om at bo her i rigtig mange år, og jeg opsøger ikke de brodne kar! Jeg undgår dem helst!

Skulle det forfærdelige ske, at jeg igen bliver overfaldet, så melder jeg naturligvis først og fremmest forholdet til politiet. Ofte dør sager dog hen, hvis bevisbyrden ikke kan løftes osv. Det var tilfældet sidst, så gerningsmanden slap ganske ustraffet fra at have udsat mig for noget traumatiserende. I lang tid gik han rundt med et smørret smil, som om han hoverede over, hvad han ustraffet var sluppet afsted med at udsætte mig for.

Politiet vil naturligvis være plan A. Men der også en plan B, som ikke vil være min første prioritet eller mit ønskede valg, men som jeg anser for en nødvendig nødplan.

12. Hvad er din værste frygt ved at gå i kælderen alene?

Erindringen om overfaldet sidder dybt inde i mig. Ligeledes gør frygten for, hvad han mere havde kunnet finde på, hvis vi ikke var blevet afbrudt. Han holdt mig til fange i vaskeriet efter hændelsen, og var den ældre, flinke herre, som blev min redningsmand, ikke kommet tilfældigt i kælderen… Jeg tør ikke tænke tanken til ende…

Min frygt er hovedsageligt at være alene med ham i kælderen. Hvad kan han finde på, ham, som af uforståelige årsager kalder sig selv ”den gode perker”?! I min optik er han ikke den gode noget som helst!

Det er hverken hans kropsbygning eller muskelstyrke, der skræmmer mig. Det er utilregneligheden og den voldsomme adfærd.

Når man først kan få sig selv til helt umotiveret at overfalde en sagesløs kvinde og holde hende til fange i et vaskeri ved højlys dag, så har man i hvert fald en afvigende adfærd! Typer som ham der ikke handler og tænker ”normalt” er nok dem, som i mange tilfælde oplever at blive afvist og undgået.

Jeg har gemt alle de sms’er, han skrev til mig. Det materiale indgik også som bevismateriale i retssagen. Det had, han har til andre, er måske med til at få ham til at gøre andre ondt?! Det er svært at sætte sig ind i, og det er ubehageligt at stå mål med!

Worst case scenario vil først medføre politianmeldelse. Kommer politiet til kort, iværksættes plan B.

Endnu et overfald kommer han IKKE til at slippe ustraffet fra! Men mit håb er uden tvivl, at han lader mig være, så intet at dette bliver en nødvendig realitet!

Jeg nupper lige et sidste spørgsmål.

13. Du skriver, du stadig dokumenterer og gemmer alt bevismateriale. De mennesker, der tog del i chikanen og mobbede dig osv., men som lader dig være nu, er de stadig registreret med navn og adresse?

Dette spørgsmål har jeg fået tre gange i forskellige versioner. Man kunne mistænke, at det er en eller flere af de ”skyldige”, som spørger, men det er helt ok. Bloggen er for alle, og naturligvis vil jeg også svare bedst muligt på dette spørgsmål.

Ja, intet er blevet slettet. Alt er gemt og gemmes løbende på flere forskellige lokationer – både fysisk, elektronisk og i udlandet. ”Listen” som jeg nævnte før, er en liste, hvor mistænkte og skyldige er registreret med flest mulige informationer. Navne, adresser, udseende, væremåder, opholdssteder, hændelser osv. Alle mulige oplysninger som vil kunne hjælpe politiet på vej til en opklaring.

Jeg sætter stor pris på, at næsten alle de ubehagelige lader mig være i fred nu. Ingen tvivl om det.

Men, og der er et aberdabei – når man gør sig selv medskyldig i alvorlige forseelser som chikane, mobning, hærværk, vold osv., så må man tage med, at man kan risikere at komme til at stå til ansvar.

Hvis der ikke sker mere, så vil ”listen” og alle de øvrige beviser blot blive opbevaret til evig tid. Skulle noget igen ske, så er det nemt blandt andet at hive ”listen” frem og udpege mistænkte, mulige gerningsmænd.

Til jer der måske fortryder, hvad I har gjort: Det at angre er et tegn på, at I ikke nødvendigvis er dårlige mennesker, fordi I har lavet noget ulovligt, ødelæggende og modbydeligt. Tænk jer rigtig godt om en anden gang og overvej, hvordan I ville tænke og føle, hvis det var jer selv, der blev udsat for alt det forskellige. Men ros til jer for trods alt at have dårlig samvittighed!

I går skinnede solen fra en flot, blå himmel. Her til morgen var det tåget, men fuglene fløjtede alligevel. Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 156 I medvind og medgang. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

En enkelt eftermiddag forvildede jeg mig optimistisk ud i min have og fik ordnet forskelligt. Solens stråler varmede lidt, og der var en blå, skyfri himmel. Det var som altid skønt og hyggeligt at være derude, men samtidig var det tillige en rigtig råkold fornøjelse.

Siden sidste blogindlæg ”154 Tungt brænde kommer til at falde!”, hvor der så at sige varslede onde tider, har der været ro på!

Sådan skal det helst være, og vi i opgangen satser på, at det er, hvad vi fremadrettet kan forvente!

Byggefolkene har meddelt, at de ikke mangler at lave særligt meget. Derefter er vores klare forventning, at der bliver meget mindre aktivitet i og omkring de kælderlokaler, der hidtil blev brugt til larmende, brandfarligt værksted.

Vores bygning blev renoveret før nabobygningen. Det var den rækkefølge, der blev lavet i forhold til renoveringsplanen. Nabobygningens kælder blev dog ”ordnet” før kælderen i vores bygning.

Det sidste, der mangler at blive lavet i vores kælder, er i de kælderlokaler, som retssagen omhandlede. Et af byggefolkene sagde, at de først er kommet i gang sent, fordi de ikke kunne få adgang til de pågældende lokaler?! Den ansatte sagde, at lejeren ikke havde villet udlevere sin nøgle?!

Der er mange modstridende oplysninger, og det kan være svært at komme til bunds i, hvad der er sandt og usandt.

Under retssagen påstod begge modparternes advokater, at boligforeningen havde inddraget lejerens nøgle til kælderlokalerne. Påstanden var altså, at lejeren ikke havde haft adgang, fordi nøglen angiveligt var i boligforeningens varetægt…

Allerede under den verserende retssag bad min advokat og jeg om dokumentation for, at nøglen skulle være inddraget. Det var relevant i forhold til, om der var blevet arbejdet og larmet i lokalerne.

Det burde være forholdsvis nemt for boligforeningen at dokumentere, hvis og såfremt nøglen var blevet inddraget fra lejeren.

Boligforeningens advokat meddelte dog over for Retten, at der ingen skriftlig dokumentation ville komme. Den eneste ”bevisførelse” ville være, at Alboas vidner ville udtale sig mundtligt herom…

Det kan undre, hvis der ikke er lavet noget papir på, HVIS nøglen rent faktisk ER blevet inddraget, eller HVIS låsen faktuelt ER blevet udskiftet?!

Når jeg – hvis jeg er nødsaget til det – afleverer en af mine nøgler, så bliver det skrevet ned i min lejerprofil, og nøglenummer eller nøgletype bliver registreret. Det skulle undre meget, hvis det samme ikke var tilfældet i den samme boligforening, i det samme boligområde og endda i den samme bygning…

Det er vist en ret gængs fremgangsmåde, så der er styr på formaliteterne.

Når jeg tænker tilbage på de år, hvor retssagen verserede, så er det tankevækkende, hvad der egentlig foregik. Gang på gang var jeg med min dokumentation og mine stålfaste beviser i stand til omgående at modbevise modparternes usande påstande.

Retssagen er heldigvis veloverstået, og jeg vælger – som det er nu – at betragte den som en saga forbi!

Meget falder på plads efterhånden. Min lejlighed er i januar 2025 langt om længe blevet færdigrepareret efter vandskaden i maj måned i 2023. Mit gulv i soveværelset er blevet lavet. Det kører efterhånden upåklageligt med vaskeriopkrævninger. Vores dørtelefonanlæg er atter tændt og giver os i opgangen en ekstra sikkerhed.

Jeg har opnået, hvad jeg opslidende hovedsageligt kæmpede for i over tre år – nemlig at få ro i mit hjem. Alt i alt virker mit hjem efterhånden til at være et hygge-domæne med plads til velvære og latter, som jeg fra starten af ønskede det.

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg, så havde flere i boligområdet bemærket, at der var lys i kælderlokalerne på forskellige tidspunkter – vel at mærke på tidspunkter hvor byggefolkene slet ikke var mødt ind endnu, eller hvor de for længst havde fået fri.

Det er mærkbart, at relativt mange i boligområdet støtter op om, at ret naturligvis skal være ret. Langt de fleste ønsker rent faktisk, at der skal være styr på tingene. Ordentlighed og regelrethed er, hvad der skal til for, at samtlige kan trives og komme overens.

Jeg har fået nogle tilkendegivelser fra ret uventet kant om, at jeg nok skal blive orienteret, hvis nogen igen begynder at bagtale og tilsvine mig. Ligeledes hvis nogen atter planlægger sammensværgelser imod mig eller lignende.

Naturligvis har jeg takket for venligheden, velviljen og omsorgen. Det har stor betydning for mig, at nogen vil hjælpe med at passe på mig.

Jeg har påpeget, at det er nødvendigt at kunne bevise, hvis noget foregår. Hvis en sag igen skal for en dommer i Retten eller generelt kræver advokaters indblanding, er det alfa og omega med endnu flere lydoptagelser og eventuelt også videooptagelser.

Desværre lod adskillige i boligområdet sig gribe med i processen og udsatte mig og mine ejendele for mangt og meget.

Mit håb er, at alle er rettænkende nok til at kunne se fornuften i, at nok er nok. Der er faldet dom i sagen, og der bør ikke være noget som helst behov for at bruge flere beskidte kneb for at forsøge at trumfe noget igennem.

Ligesom de uventede ”spioner” vil informere mig om, hvis noget som helst igen varsler onde tider, så har mange tilkendegivet, at de vil sørge for omgående at tage billeder og eventuelt lave videooptagelser, hvis de observerer lys eller anden aktivitet i kælderlokalerne lige under min lejlighed.

Jeg er taknemmelig for enhver, der udviser venlighed, ordentlighed og hjælpsomhed.

Samtidig maner jeg til ro, da jeg bestræber mig på, at det forskellige skal komme til at fylde mindst muligt i mit liv og i min hverdag.

Vi i opgangen undrer og ærgrer os over, at de store arbejdsmaskiner, de mangfoldige værktøjer og alle arbejdsmaterialerne stadig får lov til at være i lokalerne lige under vores lejligheder. Heldigvis er de brændbare væsker vist blevet fjernet efter Teknik og Miljøs indblanding. Adskillige har også spurgt ind til netop dét.

På sin vis burde vi i opgangen kunne være bedøvende ligeglade med, hvad der opbevares i nogle lokaler i kælderen. Men, med den historik der nu engang desværre er, så er vi på vagt i forhold til, hvis der igen bliver arbejdet og / eller larmet.

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune meddelte os dengang, at de ikke har hjemmel til at kræve det forskellige fjernet. Det skyldes, at kælderlokalerne netop er godkendt til opbevaring. Så byggemyndigheden har krævet, at der overhovedet ikke må arbejdes med noget som helst, og det er vi meget glade og taknemmelige for.

Boligforeningen har ladet lejeren opbevare det forskellige, men Alboa har også samtidig – frivilligt eller under tvang – lavet en ny kontrakt, der tydeligt foreskriver, at de to kælderlokaler KUN må bruges til opbevaring.

Rent juridisk og teknisk er vi altså dækket ind og kan føle os trygge.

Skulle der igen pludselig blive hyppig aktivitet i de to lokaler, der udelukkende må bruges til opbevaring, så ved vi, hvad vi hver især skal gøre.

Vi har lavet en strategisk handleplan, vi i løbet af et splitsekund kan igangsætte, hvis noget som helst ulovligt foregår.

Alle eller i hvert fald langt de fleste mennesker ønsker nok at have en velfungerende hverdag med livsglæde.

Ens hjem skulle gerne kunne være ens trygge, rolige base, hvor man kan hygge sig, sove, slappe af og lade op.

Sådan har jeg det i mit hjem nu, og det betyder usigeligt meget!

Spørgsmålene 1, 2 og 3 var med i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”. Spørgsmål 4 fremgik i blogindlægget fra sidste uge.

I dag var det første spørgsmål altså:

5. Hvordan kan det være, at lejeren får lov til fortsat at opbevare alle arbejdsmaskinerne og værktøjerne samt arbejdsmaterialerne i kælderlokalerne?

Som nævnt har Teknik og Miljø ikke mulighed for i henhold til lovgivningen at kræve det forskellige fjernet. Det finder byggemyndigheden heller ikke nødvendigt, da det er blevet gjort helt klart overfor boligforeningen og lejeren, at lokalerne KUN må bruges til opbevaring, og at der IKKE må arbejdes overhovedet.

Alboa har valgt at ændre det kontraktmæssige forhold og fremlagde den nye kontrakt for Retten. Det er listet op i kontrakten, hvad reglerne er. Der står også, hvad konsekvenserne kan være, hvis kontraktens indhold ikke overholdes.

Man kan sige, at sålænge der hverken arbejdes eller larmes, så rager det mig og øvrige en høstblomst, om der står legetøj, køkkensager eller værktøj i opbevaringsrummene.

Der er tale om mange, store arbejdsmaskiner. Ligeledes har mangfoldige værktøjer plads i opbevaringsrummene. Store mængder arbejdsmaterialer er ligeledes at finde i de to lokaler. Lejeren kan på ingen måde have mulighed for at opbevare det hele i sit eget hjem, som har nøjagtig samme størrelse som mit hjem. Det leder mig videre til det næste spørgsmål.

6. Hvis lejeren bliver nødt til at fjerne alt fra kælderlokalerne, hvor kan det så flyttes hen?

Det kan ikke komme på tale, at der tildeles lokaler til et lignende værksted i boligområdet. Der skal søges om byggetilladelse, og brandforhold og lydisolering er altafgørende faktorer. Samtidig er alle parter og beboere (selv chikanørerne og de øvrige medsammensvorne) nok udmærket godt klar over, hvor larmende et foretagende det reelt var.

Ligesom jeg og øvrige i opgangen ikke kunne og ville finde os i den evindelige, altoverdøvende larm, så vil andre såmænd nok heller ikke.

7. Du nævnte på et tidspunkt, at funktionen med transaktioner på skærmen i vaskeriet var blevet fjernet. Er den kommet tilbage?

Det korte svar er ”ja”. Man kan igen på skærmen i vaskeriet vælge at se ens transaktioner. Så fremgår de vasketure, man har benyttet og betalt for det sidste stykke tid.

Efter at jeg gennem længere tid havde påpeget, at der var uoverensstemmelser mellem transaktionerne på vaskerihjemmesiden og transaktionerne på skærmen i vaskeriet, så forsvandt muligheden for at se opkrævningerne pludselig på skærmen i vaskeriet?!

Det var et af de spørgsmål, jeg stillede til boliginspektøren, som jeg refererede til i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”.

Det næste spørgsmål er kommet foran i køen, da det har med det seneste blogindlæg at gøre.

8. Skal jeres regnskaber digitaliseres på grund af den nye lovgivning, eller er årsagen en anden?

Jeg kan kun udtale mig om, hvad jeg faktuelt kan bevise. Man kan gisne om meget og formode en helt masse, men forudsætningen for bloggens indhold er, at jeg skal kunne underbygge mine skrivelser med dokumenter, lydoptagelser, vidneerklæringer eller andre former for beviser.

Der har uden tvivl været en ret lemfældig regnskabsføring i boligområdet, hvor finanser kunne gives og tages på forgodtbefindende. Det gjorde afdelingsbestyrelsesformanden, som også er områdets revisor, helt klart. Vi var mange, der bevidnede det, og på lydoptagelser kan man også høre helt tydeligt, hvad der siges og i hvilket tonefald.

Hvorom alting er, så kan man ikke gøre så meget ved fortiden. Jeg og øvrige er blot tilfredse med, at der med digitaliseringen medfølger mere gennemsigtighed.

Fra den 1. januar 2025 er en ny bogføringslov trådt i kraft. Den gælder for alle virksomheder, hvis regnskabsår følger kalenderåret. Om Vejlby Vest er underlagt den nye lovgivning, skal jeg ikke kunne sige. Det er ikke nemt at få svar på spørgsmål, og der har ikke just været åbenhed og ej heller gennemsigtighed.

I hvert fald skrev afdelingsbestyrelsesformanden i det seneste beboerblad, at regnskaberne skal digitaliseres, så man kan håbe, at vi hører under den nye lovgivning og derfor fremadrettet vil være underlagt en vis form for kontrol udefra.

I går, fredag, fik jeg tilsendt et billede fra en beboer i en af boligforeningens andre afdelinger. Vedkommende kunne dokumentere, at der igen var blevet tisset på hoveddøren. Det er en ulækker og uhygienisk metode at benytte, og det er trist og barsk at være udsat for!

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 155 Tilbage og fremad er lige langt… first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter min mening sørger personalet for at holde området fint. Om sommeren sørger de forskellige for blandt andet at feje, klippe hæk og holde bedene fri for ukrudt. Om vinteren er de eksempelvis ansvarlige for at salte, rydde sne, sortere affald og fragte forskelligt til rette sted.

Ferier er ofte lig med hyggestunder i samvær med familie og venner. Det er rart at kunne se frem til.

Som jeg blandt andet skrev i blogindlæg ”152 Lokal tørke og fremgang.”, så jeg i fredags ligesom mange andre frem til at se håndbold. Det var en sand fornøjelse at se vores håndboldspillere brillere på banen gang på gang. Danmark vandt guld! De danske håndboldherrer er verdensmestre for fjerde gang i træk! Det er i hvert fald noget at være stolt af

Helbredsmæssigt er situationen langt fra optimal endnu, men der arbejdes på sagen. I næste uge skal jeg igen på sygehuset og have medicin ind i årerne. Det skulle gerne forløbe således, at jeg snart mærker væsentlig bedring.

Én dag ad gangen – et lille bitte skridt fremad er trods alt bedre end stilstand. Tålmodighed er en dyd…

Jeg er rigtig glad for at kunne melde, at jeg intet negativt har oplevet i boligområdet siden sidst! Det gør mig enormt glad, og mit håb er, at en ny stil er anlagt, så jeg blot kan bo og leve her i fred, ro og fordragelighed.

Det eneste nævneværdige minus er, at vi i opgangen også denne weekend har oplevet, at renoveringsfolkene gik på weekend (og måske endda på vinterferie) uden at tænde for vores dørtelefonanlæg igen. Det er sket en hel del gange på det sidste – desværre.

Det er sådan, at vi i opgangen hver måned betaler for den sikkerhed, det giver at have hoveddøren og kælderdøren til opgangen låst.

I forbindelse med renoveringsprocessen slukker de ansatte for dørtelefonanlægget, når de møder ind om morgenen. Derved kan de gå frem og tilbage uden at skulle låse op med en nøglebrik hver gang. Det er en vældig fin løsning, da de naturligvis skal have lov til at udføre deres arbejde ubesværet.

Men, det problematiske og ærgerlige ved det hele er, at de, der slukker for vores dørtelefonanlæg, gang på gang glemmer at tænde for det igen. Derved betaler vi for en ydelse, vi ikke får, og det er mindre trygt, end det ville være med dørtelefonanlægget tændt.

I sidste weekend var den gal! I forrige weekend var den også gal! Igen i denne weekend gik byggefolkene på weekend – og måske endda på vinterferie – uden lige at sørge for at slå den sikkerhedsforanstaltning til igen, som de selv har slukket for…

Nå, men hvorom alting er, så har vi i opgangen lidt sarkastisk joket med, at det i hvert fald er godt, at de ansvarlige for misseren trods alt ikke har ansvaret for iltapparaterne på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital…

Det er generende, men det koster trods alt ikke liv, at de glemmer at tænde for vores dørtelefonanlæg igen, men det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis de slukkede for en patients ilttilførsel…

Alle kan glemme en eller to gange, men når der er tale om adskillige, gentagne gange, så handler det om sjusk!

Heldigvis var det nyttigt, at jeg kontaktede boliginspektøren om, at dørtelefonanlægget igen var slukket for. Han tog kontakt til varmemesteren, som fredag aften kom og tændte, så dørene til opgangen igen er låste. Boliginspektøren har ligeledes sendt en stikpille til byggeledelsen om problematikken.

Dejligt, der er hjælp at hente, når noget ikke er, som det skal være

I sidste blogindlæg lovede jeg, at jeg denne gang vil besvare nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen.

Jeg er siden da blevet kontaktet af flere, der har bedt mig om at love, at jeg bevarer anonymiteten, og at jeg ikke udleverer specifikke data.

Naturligvis vil jeg sørge for ikke at udlevere hverken navne på spørgsmålsstillerne eller afsløre data om dem. Det lover jeg!

Jeg har fuld forståelse for, at det kan være en prekær situation at stå i, når man kæmper en kamp for retfærdighed!

Når jeg vælger at lave et blogindlæg, hvor jeg fokuserer på stillede spørgsmål og mine besvarelser, så er begrundelsen, at adskillige spørgsmål, flere situationer og mange problematikker er gengangere.

Mange, flere end man tror, føler sig alene og magtesløse i en uholdbar situation og aner ikke, hvad der kan stilles op.

Jeg har i løbet af dette håbløse forløb ofte haft en følelse af at falde højt oppe fra uden en faldskærm.

Det har til tider virket håbløst, og uretfærdigheden har konstant tynget og domineret.

Hvis jeg kan hjælpe andre med at få retfærdigheden til at ske fyldest på en mere skånsom måde, gør jeg det hellere end gerne.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg hverken er jurist eller advokat! Jeg er yderst veldokumenteret og har på trods af alt sørget for gennemgående at bibeholde en saglig tilgang. Undervejs har jeg tilegnet mig viden, og desværre har jeg efter tre års evindelig kamp en vis erfaring. Jeg har ingen reel ekspertviden på det juridiske område, men jeg kan dele ud af den viden og den tilgang, der fik mig relativt helskindet i mål.

Når jeg skriver ”relativt helskindet”, så er det for endnu engang at påpege, at Kampen for Retfærdighed har givet mig knubs og ar på sjælen. Men dag for dag oplever jeg, at skuldrene sænkes, og jeg får det bedre og bedre. Noget i mig er forandret for altid, men sådan er livet nu engang. Det, vi kommer igennem, kan være med til at skabe os. Jeg er med garanti blevet mere hårdfør i denne opslidende proces og har fået øjnene op for, at der uden tvivl er plads til forbedring i mange sammenhænge – også i lille, forholdsvis fredelige Danmark, hvor der umiddelbart virker til at være ret godt styr på tingene.

Naivitet kan være positivt og energigivende, men dét at være realistisk holder nok bedre i længden.

Måden, jeg har valgt at besvare nogle af de indkomne spørgsmål, er ved, at jeg først stiller spørgsmålet. Der bruger jeg kursiv skrift. Efterfølgende besvarer jeg hvert spørgsmål efter bedste evne.

Der er gennem tiden blevet stillet mange, relevante spørgsmål, så det kommer til at fylde og tage en del tid. Jeg vælger at dele spørgsmålstemaet op i flere blogindlæg.

Langt de fleste har som nævnt henvendt sig sagligt og høfligt. Enkelte henvendelser har været både latterlige og smålige – andre endda truende. Alt i alt har jeg gennem tiden sågar modtaget fire dødstrusler?!

Jeg inddrager de forskellige slags henvendelser for at belyse alvorligheden i, at det kan få omsiggribende konsekvenser for ens ve og vel, når man vælger at gå imod strømmen og kæmpe for sine rettigheder.

Uanset hvad, har det for mig og mit vedkommende været det hele værd!

Som man synger i den danske salme ”Altid frejdig, når du går”: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”.

Skridt for skridt eskalerede klagesagen omhandlende det larmende, brandfarlige, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted, der forpestede freden og roen i mit hjem.

Jeg endte med både at blive chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret?!

Jeg kæmpede vitterligt for nærmest alt, jeg har kært. Min person, mit hjem, min tryghed, mit ry, mine rettigheder, min straffeattest, min retssikkerhed, mit liv og min tilværelse.

Det er barske løjer, men det var (og er) desværre en nødvendig kamp at kæmpe.

Herefter går jeg i gang med at kommentere på de forskellige henvendelser:

• 1. Klagesagen omhandlende det larmende (nu for altid lukkede) værksted startede først i 2021, men du begyndte allerede i 2013 at dokumentere mere eller mindre alt i forhold til din boligforening. Hvorfor?

Generelt sørger jeg for at gemme og opbevare relevant dokumentation. Qua min sproglige kommunikationsuddannelse og særligt i specialeprocessen, hvor jeg skulle have belæg for enhver påstand, har jeg vænnet mig til at dokumentere og være i stand til at kunne bevise. Jeg fik en ærgerlig og lidt barsk start, da jeg flyttede ind i min første lejlighed i boligområdet i 2013. Én ting var at overtage en møgbeskidt lejlighed. En anden side af sagen var den ubehøvlede behandling og den uprofessionelle tilgang, jeg oplevede, min nye boligforenings kontordame havde. Problematikken fik mig op på mærkerne og gjorde, at jeg for en sikkerheds skyld sørgede for at dokumentere nærmest alt.

• 2. Det er udtrættende og virker helt uoverskueligt konstant at være nødt til at dokumentere og optage. Mener du virkelig, det er en nødvendighed, og hvis – har du så gode råd til, hvordan og hvorledes?

Jeg vil sige det sådan, at jeg nok ikke var kommet nogen vegne uden min dokumentation og mine beviser. Jeg har virkelig været i modvind og er ikke ligefrem blevet mødt med hverken venlighed eller velvillighed. Hvis man vil trumfe noget som helst igennem, som også har omsiggribende konsekvenser for andre, så er det strengt nødvendigt at kunne dokumentere og bevise i enhver sammenhæng!

I forhold til hvordan og hvorledes man kan bære sig ad, så er mit bedste råd nok, at man skal lave systemer og tilegne sig vaner. Man kan skaffe alverdens udstyr, og der findes et utal af remedier, men man behøver faktisk ikke at købe sig fattig i alt muligt spion-udstyr. Det dyreste for mig har været min tid. Det har virkelig krævet noget af mig at skulle dokumentere alt – i døgndrift endda. En overgang oplevede jeg også chikanetiltag om natten, så jeg havde aldrig fred.

Al begyndelse er svær, men man kan vænne sig til meget. Dét at være vanemenneske bliver en styrke i denne sammenhæng, da man til sidst blot kører på rutinen og gør, hvad man nu engang er blevet vant til og nødsaget til at gøre.

• 3. Da du i 2015 modtog en ekstra opkrævning på 11.866,30 kroner udover de 3.000 kroner, du allerede havde betalt a conto for el, hvorfor tror du, Alboa ignorerede al logik og din dokumentation?

Det er svært at svare på, men en syvdobling af mit elforbrug burde have fået den regnskabsansvarlige til i det mindste at undersøge, om der var tale om en fejl!

Som jeg nævnte i forbindelse med spørgsmål 1, så var der al balladen med den møgbeskidte lejlighed, jeg overtog i Næringen 54. Et par år efter kom så den ublu elregning, hvor mit forbrug angiveligt skulle være steget fra 948 enheder på et år til 7.463 enheder året efter?!

Den nedladende, ubehøvlede, arrogante regnskabsansvarlige var hverken til at hugge eller stikke i, og kontakten med ham var yderst ubehagelig.

Jeg antager, at stilen i hvert fald dengang var, at går den, så går den… Men den gik ikke, for jeg havde min dokumentation i orden og kunne bevise, at han tog fejl, og jeg havde ret!

I næste indlæg fortsætter jeg med at besvare spørgsmål og kommentere på indkomne henvendelser. Fortsæt endelig med at berette om, hvad I desværre er eller har været udsat for. Sammen er vi stærkere

Vi i boligområdet har netop modtaget Beboerbladet i vores postkasser. Jeg havde allerede selv lagt særligt mærke til et af punkterne i bladet. Ligeledes har jeg modtaget tre henvendelser om det samme. Også mere herom i det næste blogindlæg.

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend og en rigtig god vinterferie.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 153 Vinter afklaring. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Tak til jer der venligt har mindet mig om, at det er længe siden, jeg sidst har lagt et blogindlæg ud.

Jeg er klar over, det er trukket i langdrag denne gang.

Desværre hænger jeg lidt i bremsen, da jeg stadigvæk langt fra er på toppen helbredsmæssigt.

Som jeg blandt andet skrev om i blogindlæg ”148 Julestatus.”, så er min autoimmune sygdom ret hård ved mig for tiden. Den vil ikke rigtig slippe grebet om mig. De tiltagende symptomer begyndte allerede midt på måneden i november, og indtil videre er der ikke bedring i sigte.

Energiniveauet er i bund, jeg er feberramt de fleste dage, mine smerter i muskler og led er slemme, næseblod er næsten en daglig begivenhed, og hovedpine har en hyppig forekomst. Godt, jeg trods alt har fået ro i mit hjem!

Mange kronisk syge kan nok nikke genkendende til, at man nærmest per automatik sætter en rask facade op. Når man bevæger sig ud, sørger man for, at ingen med det blotte øje kan se, at man burde ligge i sin seng eller måske endda burde være indlagt…

Jeg skal nok få det godt og komme ovenpå igen. Jeg har været turen igennem massevis af gange. Denne gang slipper min Lupus / SLE ikke lige grebet, så lægerne er i gang med at vurdere, hvilken medicinsk behandling der bedst muligt kan hjælpe mig til at få det bedre. Jeg har fået taget nogle prøver, og flere forundersøgelser mangler.

Som jeg nævnte i sidste indlæg, er det en tålmodighedstest samtidig med at være en udholdenhedstest, når man i månedsvis dag efter dag ikke oplever bedring.

Kronisk sygdom forklarer jo i sig selv ret klart ”konceptet” eller situationen med vedvarende helbredsudfordringer, men visse perioder er værre end andre.

Min læge og jeg jokede forleden lidt med, at man måske burde have et barometer over hovedet, der kunne vise omverdenen, hvor smerteplaget, feberramt og træt, man reelt går rundt og er. Et sådant barometer ville i hvert fald være en øjenåbner for nogen…

Heldigvis er mit humør som sædvanlig godt, og jeg er som altid fuld af gåpåmod. Jeg er utålmodig, lettere medtaget og ulidelig træt, men glad og fuld af taknemmelighed for de gode mennesker, jeg har i mit liv, og som jeg omgiver mig med i min hverdag.

Jeg nød virkelig juledagene.

Igen i år var jeg i kirke med min familie om eftermiddagen den 24. december. Næsten hver gang jeg er i kirke, siger præsten et eller andet i sin prædiken, som inddrager eller hænger sammen med noget, jeg har oplevet eller har haft med at gøre. Sådan har de fleste kirkegængere det nok – en eller anden sætning eller fortælling kan man som regel relatere særligt til.

I år nævnte præsten under julegudstjenesten noget om, at selv advokater og andre rige med masser af penge ikke kan købe sig til lykke og oprigtig kærlighed.

De sidste tre år har jeg haft med højtlønnede advokater at gøre. Det var en nødvendighed med advokaters indblanding, fordi jeg nægtede at give op og holdt på min ret. Om advokaterne er lykkelige, det aner jeg ikke. Jeg oplevede dem på ingen måde som kærlige mennesker.

Jeg er ikke rig – ikke økonomisk rig i hvert fald. Jeg har dog en følelse af at være beriget i mange henseender. Jeg føler mig blandt andet heldig med min familie, mine venner, naboer, chefer, ledere, kolleger, holdkammerater, læger, sygeplejersker, behandlere og mit netværk generelt.

Den følelse, jeg eksempelvis har, når jeg hygger mig og griner med min familie, er virkelig rar.

Teksten i Jodle Birges sang ”Rigtige venner” er spot on. Rigtige venner kan hverken købes for penge eller for guld. Man kan ikke købe sig til rigtige venner. Rigtige venner er komplet ligeglade med stilling, status og rigdom. Rigtige venner stiller op, hvis alt går galt. Jeg har nogle rigtige venner, der følger med i medgang og modgang.

Mine venner var omsorgsfulde og passede ekstra på mig, da jeg i sin tid blev alvorligt, livstruende syg. De støttede mig også og var med hele vejen, da jeg i forbindelse med værkstedshelvedet og retssagen blev voldsomt chikaneret, mobbet, truet og beskyldt for mangt og meget.

Mine venner og jeg har gennem årene været igennem forskelligt sammen – på godt og ondt. De svære tider styrker venskaber. Jeg kan have det sjovt, slappe af og hygge mig med mine venner.

Min familie og mine venner har uvurderlig værdi!

I mine relationer vægter jeg humor, næstekærlighed, omsorg, gensidig respekt, empati, forståelse, ordentlighed og integritet.

Alle oplever sorg og modgang. Det er (desværre) en del af livet. Jeg savner stadig min højtelskede far hver evig eneste dag. Jeg ville ønske, han ikke var blevet syg. Alle de gode minder har jeg heldigvis, og jeg tror på, han følger med i mit liv og min hverdag oppe fra himlen. Han vil altid have en særlig plads i mit hjerte.

Væksthus for Ledelse skriver i en artikel, at modgang gør stærk. At man bliver klogere og bedre rustet til næste udfordring hver gang, man oplever noget, der er ekstra svært.

Jeg kan tilslutte mig tesen om, at man bliver stærkere af ikke altid at have medgang. Min teori er dog, at man – hvis man gennem længere tid oplever uendelig, voldsom modgang – enten bliver brølstærk og finder en (måske) hidtil ukendt kampgejst frem, eller også knækker man og går helt i stykker – inderst inde i hvert fald.

I tre år i streg har jeg været under et ulideligt pres. Jeg er blevet tæppebombet med chikanetiltag, hærværkshændelser, usaglige og komplet usammenhængende løgnehistorier, falske beskyldninger og trusler. Jeg frygtede gennem længere tid for mit liv. Her bagefter undrer jeg mig over, hvordan jeg dog har kunnet holde til det forskellige…

En af mine bedste veninder spurgte mig for nylig, om jeg egentlig føler, at jeg er helt ok efter hele forløbet med værkstedshelvedet og retssagsprocessen.

Jeg kunne hverken give hende et klart nej eller et klart ja. Jeg er uden tvivl mærket af, hvad jeg har været udsat for. Om der er tale om en PTSD-lignende tilstand, tror jeg ikke ligefrem. Men en eller anden form for skade er der desværre sket.

Nogle af de ubehagelige hændelser er ved at gå lidt i glemmebogen. Andet – for eksempel overfaldet – står stadigvæk helt frisk i erindringen. Noget af det traumatiserende, forkerte, uretfærdige og absurde har jeg nok ubevidst helt fortrængt. Måske fordi jeg ikke kunne rumme det…

Min veninde er en af de personer, der har været med hele vejen igennem. Hun var flere gange til stede i min lejlighed, da værkstedslarmen gang på gang spolerede freden og roen. Hun bevidnede flere af chikanetiltagene og hærværkshændelserne. Hun har gang på gang været med til at læse advokaternes svadaer igennem. Hun har læst flere af Alboas upassende skrivelser til mig. Hun fulgte mig til politistationen dagen efter overfaldet. Hun var til stede i Retten. Hun var en af de første, jeg ringede til, da min højtelskede mor forrige år var ude for en slem ulykke. Krisen med min mors ulykke håndterede jeg samtidig med alt andet, der foregik.

Måske kan man konkludere, at man bliver stærk, når man er nødt til at være det?!

Min veninde var en af de støtter, der lagde øre til hver evig eneste gang, jeg blev anklaget for eller truet med et eller andet. Hun har ingen juridisk baggrund, men hun har siddet på biblioteker i Aarhus og læst i tørre lovbøger. Vi har læst op på paragraffer. Hun har været med til at lave skemaer, logbøger, lister, billedtemaer og kronologiske rækkefølger.

Hun og min mor, som heller ikke har nogen juridisk uddannelse, er blot nogle af de, der har stået last og brast med mig igennem hele helvedet.

Jeg husker stadig, min mor ringede en tidlig morgen og sagde, hun lige havde lavet en planche. Hun havde forbundet alle parter i sagen og undersøgt, om de før havde arbejdet sammen, om de kendte hinanden på anden vis, hvilken forbindelse der eventuelt var imellem dem, og om der kunne foreligge inhabilitet. Jeg var og er til stadighed imponeret og taknemmelig!

De fleste kan nok nikke genkendende til at være blevet syg lige efter en veloverstået eksamensperiode. Man har i en periode været presset og har tilsidesat andre opgaver og behov. En eksamensperiode varer gerne i relativ kort tid. Specialeprocessen har naturligvis en længere varighed, men der lærer man at prioritere og distribuere sin tid og de forskellige opgaver.

Den proces og det mareridt, jeg blev tvunget ud i, da jeg overtog mit lejemål i Næringen 32, varede i lidt over 3 år. 3 år er 1095 dage.

I over tre år fandt jeg mig i mangt og meget, hvor jeg blev truet, mobbet, chikaneret, overfaldet og oplevede hærværk på mit hjem, mine ting og ejendele.

3 år hvor jeg uafbrudt så mig nødsaget til at dokumentere ALT både i min lejlighed og ude omkring.

Sagen omkring det larmende, brandfarlige, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede værksted er heldigvis vel afsluttet.

Desværre er Kampen for Retfærdighed ikke slut. Jeg bliver fortsat chikaneret og behandlet upassende og forkert af flere forskellige!

Imens det hele stod på, var det hårdt og belastende. Ingen tvivl om det! Men der var kun én vej, da jeg først valgte at kæmpe Kampen for Retfærdighed, og det var fremad.

Her bagefter har jeg som før nævnt en stolthed og en taknemmelighedsfølelse. Jeg er stolt af, at jeg trodsede helt urimelige odds og opnåede mere eller mindre alt, jeg kæmpede for. Mine vidner og de venligtsindede mennesker, der hjalp mig igennem helvedet, har min dybeste taknemmelighed.

På mange måder er jeg stadig det samme menneske. Men, og der er et kæmpe stort men – jeg har mistet tillid, og jeg er blevet mere hård. Min tillid generelt og især til det danske retssystem har fået et kæmpe knæk. Min hidtil inkarnerede tro på ordentlighed og retskaffenhed i Danmark, den er mere eller mindre pist forsvundet.

Tiden læger alle sår, siger ordsproget. Både ja og nej… Tid kan hele i den forstand, at man får, hvad end nu udfordringen har været, på afstand.

Man siger, at problemer og bekymringer ikke varer evigt ved. Problemer kan sagtens vare ved, hvis der ikke sættes en stopper for, hvad end problemet er. Det er 100 procent sikkert, at mit problem med den evindelige værkstedslarm, der forpestede freden og roen i mit hjem i tide og i utide, var fortsat uendeligt, hvis jeg ikke havde kæmpet imod med næb og klør!

I forhold til bekymringer så oplever vi nok alle ind imellem at have bekymret os unødigt på forhånd. I forhold til problematikken med værkstedshelvedet og chikanen imod mig, bekymrede jeg mig ikke på forhånd, for jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg flyttede ind i min lejlighed. Det hidtil hemmeligholdte, forbudte, brandfarlige og larmende værksted i de ikke lydisolerede kælderlokaler lige under min lejlighed var årsag til, at mit liv og min tilværelse blev sat over styr i over 3 år.

Præsten sagde som tidligere nævnt under julegudstjenesten, at selv advokater og andre rige med masser af penge ikke kan købe sig til lykke og oprigtig kærlighed.

Ville jeg takke nej til at få en masse penge foræret – selvfølgelig ikke. Ville jeg nægte at tage imod en lækker yacht eller et guldkort med uanede mængder penge på – med garanti nej. Men, skulle jeg vælge mellem mit nuværende liv med alt det indebærer og et liv som rig, magtfuld advokat, hvor jeg eksempelvis skulle lyve, true og bedrage for at vinde sager, så ville jeg helt sikkert til hver en tid ”nøjes” med alt det, jeg har.

Vi er en spillefamilie. Vi spiller mange brætspil. Det gør jeg også med mine venner. Jeg elsker at vinde, og jeg kæmper gerne bravt for at komme først hjem i Ludo. Jeg slår alle de brikker hjem, jeg kan komme afsted med. Men, jeg vil ikke vinde ved at snyde! Så er det ikke en reel sejr!

Advokatverdenen kan på ingen måde sammenlignes med et hyggeligt og sjovt brætspil, men i forhold til at vinde og tabe så vil jeg til hver en tid konkludere: Hvis man vinder en sag ved at lyve, bedrage og true, så tæller det ikke som en reel sejr!

De der stjæler i supermarkeder og i andre butikker – får de slet ikke dårlig samvittighed?

En af mine venner er butiksvagt. Han siger, det ofte er gengangere, der bliver taget i at stjæle gang på gang. Ifølge ham er flere af den opfattelse, at lykkedes det, så er det bare fedt. De bliver ikke ligefrem ædt op af dårlig samvittighed.

Den tilgang kan nok sammenlignes med, hvis en advokat flere gange har haft held med at vinde retssager ved at fordreje sandheden, plante eller fjerne beviser eller true og måske endda opnå at få modparten til at give op.

Hvordan måler man på en succesrate? Kontoen eller de mange konti bugner nok af svimlende, høje beløb, men integritet og hæderlighed er næppe i højsædet. Og uanset mængden af penge kan man hverken købe sig til lykke eller oprigtig kærlighed!

Når det kommer til uvurderlig værdi, er målestokken nok forbeholdt hvert enkelt individ.

Dårlig samvittighed kan nage, hvis moral og etik er i højsædet.

Nogle mennesker er bedøvende ligeglade og fryder sig blot over endnu engang at være sluppet afsted med, hvad end det nu engang drejer sig om.

I næste indlæg opdaterer jeg omkring situationen med de forkerte vaskeriopkrævninger. Ligeledes skriver jeg om situationen med mit soveværelsesgulv, som til stor gene for mig stadig ikke er blevet lavet efter vandskaden i 2023.

Helt tilbage i juni måned 2024 – før sommerferien – havde jeg områdets faste, ældre tømrer, Henrik fra Bytømreren inde i min lejlighed. Jeg havde mindet ham om, at mit gulv stadig ikke var lavet efter vandskaden i maj måned 2023. Han kiggede på mit gulv og vurderede, at det ikke ville tage lang tid at lave. Naivt gik jeg samme dag og ventede på, at han nok ville komme lige og lave det. Det skete desværre ikke…

Mange dage og måneder er gået siden, og mit gulv er stadig ikke lavet?!

Jeg afventer i skrivende stund at få en tilbagemelding fra boliginspektøren. Mere om det i næste indlæg.

Jeg satser på snarest at blive mere frisk. Jeg krydser fingre for, at lægerne hurtigst muligt tryller lidt, så min Lupus / SLE bliver sat skakmat – så længe som muligt.

Endnu engang rigtig godt nytår.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 149 Uvurderlig værdi. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Alt mit tøj og mine jakker samt frakker blev heldigvis reddet efter vandskaden. Personalet fra BELFOR skadeservice har været yderst hjælpsomme, høflige og servicemindede. Alt har været tiptop. Det betyder alverden i en meget besværlig situation.

Desværre kunne hverken min ipad eller min computer reddes på grund af fugtskader. Via min elektronikforsikring har jeg fået nogle penge i erstatning, men begge enheder var af ældre dato, hvilket naturligvis forringer deres værdi i sådan en sammenhæng. Det er ikke relevant, at begge enheder før vandskaden virkede optimalt.

Pengene fra erstatningen rækker langt fra til at købe tilsvarende enheder, men sådan er det nu engang.

Uanset hvad så er det dejligt og positivt, at renoveringen efter vandskaden i maj måned langt om længe er helt overstået!

I indlæg ”49 Status på det hele efter den akutte vandskade og utilpashed kan få en stemplet som alkoholiker?! Del 1” skrev jeg blandt andet om, at jeg under taksatorens besøg benyttede lejligheden til at vise ejendomsfunktionæren nogle skader, der er kommet på ydersiden af mit store skab i gangen, efter at vandet i timevis blev ved med at løbe ned i min lejlighed.

Jeg blev ærgerlig men ikke overrasket over ejendomsfunktionærens reaktion. Han afviste blankt, at skaderne på det store skab i gangen er kommet efter den akutte vandskade i min lejlighed…

Dette til trods for at man sagtens kunne se, at det beskidte vand også var løbet ned ad skabslågerne – lige under de pågældende skader på skabet…

Selvom ejendomsfunktionæren under ingen omstændigheder ville anerkende, at skaderne på skabet er kommet, efter at vandet i over 15 timer løb ned i min lejlighed, så lovede han mig mundtligt, at jeg ikke vil komme til at hæfte for de pågældende skader på skabet i forbindelse med en eventuel fraflytning.

En mundtlig garanti kan jeg dog ikke bruge til noget som helst!

Min tillid til ham kan efterhånden desværre ligge på et meget lille sted – det er én ting.

Den anden ting er, at han er en ældre herre, som nok på et tidspunkt lader sig pensionere, og derfor vil han ikke være tilstede, når jeg engang vælger at flytte herfra. Det er altafgørende at få enhver vigtig aftale på skrift!

Den 14. juni sendte jeg en mail til boligforeningen med overskriften ”Registreret i lejermappe og info”. Jeg sendte billeder af skaderne udenpå skabet og bad om at få registreret skaderne i min lejermappe, så jeg ikke kan risikere at komme til at hæfte for nogle skader, jeg på ingen måde har været skyld i.

I min mail forklarede jeg boligforeningen, at ejendomsfunktionæren under taksatorens besøg påstod, at skaderne ikke er kommet efter vandskaden?! Jeg nævnte, at han dog havde sagt, at jeg ikke vil komme til at hæfte for skaderne. Jeg pointerede overfor boligforeningen, at ejendomsfunktionæren nok for længst er pensioneret, når jeg engang flytter herfra. Jeg bad om at få skaderne registreret i min lejermappe for god ordens skyld.

Mange dage gik, og jeg fik intet svar på min mail…

Den 23. juni fik jeg en mail af hende fra ledelsessekretariatet, som skrev til mig efter vandskaden: ”Hvis der er så vådt i din lejlighed, som du siger…” Det var en nedrig kommentar! I stedet for at komme i min lejlighed og rent faktisk få syn for sagen, så overlod boligforeningen mig helt til mig selv i en fugtig og medtaget lejlighed. Jeg fik også i dén sammenhæng en ussel behandling!

Den mail, jeg fik fra damen i ledelsessekretariatet denne gang, var ganske høflig. Hun spurgte om, hvordan jeg ønskede at få penge retur for den udgift, jeg havde haft til affugteren i min lejlighed.

Jeg svarede hende, at jeg gerne ville have beløbet modregnet i min husleje for august. Desuden skrev jeg: ”Jeg har stadig ikke fået svar på den mail, jeg sendte til jer om, at jeg gerne vil have skaderne på mit skab registreret i min lejermappe. Kan du svare i forhold til den mail?”

Hun svarede igen høfligt tilbage, at hun desværre havde overset den mail. Hun orienterede mig om, at hun havde videresendt min mail til boliginspektøren, og så ønskede hun mig en god weekend.

4 dage senere, den 27. juni, modtog jeg en mail fra boliginspektøren – dog slet ikke om det emne, jeg havde ventet.

Han skrev følgende (jeg citerer ordret):

”Har nu talt med såvel ejendomsfunktionæren, tømreren og gulvlæggeren, på hvem jeg kan forstå følgende“.

”Skabet i entreen ud for badeværelset blev fugt-skadet, og der er rekvireret ét nyt, der desværre er i restordre. Iflg. tømreren er du oplyst om dette, og aftalen er, at de kontakter dig, så snart skabet er kommet hjem”.

”Iflg. gulvlæggeren skulle linoleumsbelægningen i køkkenet skiftes, men som jeg forstår det, har du 2 gangen med relativ kort varsel udsat denne udførelse. Aftalen er nu som jeg forstår det, til udførelse engang efter sommerferien”.     

”Jeg journaliserer denne mailtråd under dit lejemålsnummer, dersom der senere skulle opstå spørgsmål til emnet skab / skabe. Så er det i hvert fald nu registreret, at du har gjort opmærksom på skader i skab”.

Jeg var meget uforstående overfor indholdet i boliginspektørens mail. Det skulle komme til at vise sig, at jeg havde ganske god grund til at undre mig…

Hverken tømreren eller gulvlæggeren kunne nikke genkendende til at have været i kontakt med boliginspektøren!

Boliginspektøren skrev ellers ordret i sin mail til mig: ”Har nu talt med såvel ejendomsfunktionæren, tømreren og gulvlæggeren”… Han havde hverken talt med tømreren eller gulvlæggeren ifølge dem! Usandhed på usandhed på usandhed…

Tømreren havde desuden ingen viden om, at skabet skulle have været i restordre. Af samme grund havde han naturligvis ikke informeret mig om det pågældende. Aftalen var på intet tidspunkt, at jeg skulle kontaktes, når skabet kom hjem. Tømreren og jeg havde allerede, inden jeg tog afsted på mit ophold, aftalt en dato, hvor han ville komme i min lejlighed og påbegynde renoveringen.

Gulvlæggeren var ligesom jeg komplet uvidende om, hvis jeg hele 2 gange med relativ kort varsel skulle have udsat udførelsen af hans arbejde i min lejlighed?! Vi aftalte ligesom med tømreren allerede en dato i august, inden jeg tog afsted på mit ophold!

Efter at have taget et par dybe indåndinger skrev jeg tilbage til boliginspektøren:

”Gulvlæggeren og jeg har kun lavet en ny aftale én gang, så jeg er uforstående overfor, hvis gulvlæggeren har informeret dig om, at der er tale om to gange?!”

”Jeg må kontakte ham herom og følge op på den fejlinformation, han må have givet dig”.

”Når tiden nærmer sig den aftale, jeg har med tømreren, så må jeg kontakte ham og spørge til, om skabet er kommet hjem”.

”Jeg hører gerne fra dig angående det store skab i gangen”.

Boliginspektøren svarede mig herpå:

”Det var ved samtale med ejendomsfunktionæren jeg blev oplyst om mangler samt udsættelse af arbejder”.

Men boliginspektøren skrev jo i første omgang til mig i sin mail, at han havde talt med BÅDE ejendomsfunktionæren OG tømreren OG gulvlæggeren… Pludselig havde blot ejendomsfunktionæren informeret ham?!…

Der er en hel del, der ikke stemmer overens!

At jeg skulle have udsat en aftale to gange med relativ kort varsel er ingenlunde sandt! Det passer dog godt ind i det billede, de gerne vil tegne af mig – en besværlig lejer…

Måske er det sandt, at det er ejendomsfunktionæren, som har fejlinformeret boliginspektøren omkring dette. Muligvis passer det slet ikke… Efter mange skrivelser i øst og vest, så kan man efterhånden slet ikke vide sig sikker…

Jeg tror dog på ærgerlig vis hellere end gerne på, at ejendomsfunktionæren gør en indsats for at udstille mig som en besværlig lejer. Det er vel også til dels om noget i den stil, han skal afgive vidneudsagn i Retten. Altså i sagen om larm fra violinbyggerværkstedet i kælderen lige under min lejlighed…

Ejendomsfunktionæren er godt nok aldrig tilstede, når der arbejdes og larmes i værkstedet, men vidneudsagn det skal han afgive i Retten. Ligeledes skal boliginspektøren og beboerrådgiveren – to andre Alboa-ansatte som heller aldrig er tilstede, når der arbejdes og larmes i værkstedet… Det hele foregår på en meget underlig og forkert måde!

Jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvordan jeg kan være til besvær. Jeg overholder mine aftaler, jeg betaler min husleje til tiden hver evig eneste gang, jeg bor her stille og roligt, og jeg kommunikerer venligt med både naboer og personale!

Da jeg modtog boliginspektørens mail om et skab i restordre og ændrede aftaler, så jeg mig nødsaget til at kontakte gulvlæggeren om, hvorvidt vores oprindelige aftale i august var ændret.

Gulvlæggeren blev overrasket over mit opkald, for han havde ikke været i kontakt med boliginspektøren, og vores aftale stod stadig uændret i hans kalender.

Har boliginspektøren mon snakket med en anden gulvlægger fra et andet firma? Jeg undrer mig…

Jeg erfarede senere hen, at tømreren også var meget uforstående overfor, at han skulle have talt med boliginspektøren omkring noget som helst, og han havde ingen viden om, at mit skab skulle have været i restordre…

Med mange usande skrivelser gennem tiden in mente så tyder meget på, at boliginspektøren har for vane at spise folk af med en sludder for en sladder, og det er han vant til at slippe afsted med.

Der er uden tvivl plads til forbedringer, om man så må sige…

Boliginspektøren kan heldigvis også agere på en ordentlig og professionel måde.

Samme dag sendte han mig en mail med en bekræftelse på, at skaderne på mit skab i gangen er kommet i forbindelse med vandskaden i min lejlighed.

I dokumentet står der ”Skader på dobbeltfløjet garderobeskab i entre”. Desuden står der:

”Boligorganisationen bekræfter herved informationen om, at der ifm. vandskaden og udbedringen af denne, er forårsaget kosmetiske skader på dobbeltfløjet garderobeskab i entreen”.

Det taler trods alt til boliginspektørens fordel, at han godt kan se logikken i, at skaderne på skabet naturligvis er kommet i forbindelse med vandskaden – stik imod ejendomsfunktionærens vurdering…

Efter mailen med bekræftelsen modtog jeg 3 minutter senere endnu en mail fra ham med en ny udgave af bekræftelsen. I mailen skrev han: ”Nu med lille tilføjelse / opdatering”. I den endelige udgave havde han tilføjet: ”Skader du som beboer naturligvis ikke hæfter for ved en senere fraflytning”.

Så langt så godt – 2 skridt i den rigtige retning. 1. Min lejlighed er nu færdigrenoveret efter vandskaden, og 2. så har jeg en skriftlig bekræftelse på, at jeg ikke kan komme til at hæfte for de skader på skabet, som kom i forbindelse med vandskaden i min lejlighed.

Og ja, skaderne på det store skab i gangen kom i forbindelse med vandskaden uanset, hvad ejendomsfunktionæren påstår. Jeg er under ingen omstændigheder kravlet op på det øverste trin på en høj stige for at beskadige mit skab! Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?…

Der er sket endnu et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi har fået aktindsigt fra Aarhus Kommune, og det sidste nye i sagen har gjort os i opgangen fulde af håb!

I næste indlæg skriver jeg blandt andet om, hvad boliginspektøren skrev til Teknik og Miljø, som havde bedt om svar på, om afdelingen ville betale for at få en certificeret brandrådgiver ud. Ydermere skulle boliginspektøren indsende dokumentation for, at der findes en tilstrækkelig lydmæssig adskillelse mellem værkstedet og boligarealerne…

Allerede nu kan jeg afsløre, at byggesagsbehandleren som en respons på boliginspektørens partshøring gav en endelig frist på 1 uge… Den frist udløber den 8. september – i overmorgen!

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 55 Skridt i den rigtige retning… first appeared on Kampen for Retfærdighed.