Tusind Tak til jer der har spurgt ind til min helbredssituation. Jeg har egentlig med fuldt overlæg undladt at komme ind på emnet, da jeg ikke har villet risikere at jinxe noget.

Som jeg nævnte i nogle blogindlæg, stod det i månedsvis ret skidt til. Der var mange dage med feber, smerter, ulidelig træthed, svimmelhed, kvalme, you name it… Det kan være ret drænende og udfordrende, når man ikke kan komme ovenpå. Selvom Lupus / SLE er en kronisk sygdom, så er der heldigvis – under normale omstændigheder – dage og perioder, hvor jeg ikke mærker særligt til sygdommen og dens fiksfakserier. Men i denne omgang kunne jeg ikke komme ovenpå uden hjælp, og heldigvis var der hjælp at hente.

Jeg får immunhæmmende medicin ind i årerne på sygehuset ind imellem, og jeg mærker allerede her efter få gange en markant forbedring. Dejligt!

Jeg er så taknemmelig for at bo i et land som Danmark, hvor man som syg og skadet kan blive undersøgt og få behandling. I USA eksempelvis er forholdene helt anderledes. Min autoimmune grundsygdom Lupus / SLE koster månedligt og årligt flere patienter i USA livet, fordi de ikke har en sundhedsforsikring og ej har midlerne til at blive undersøgt og tilkøbe behandling. Det er barsk og trist.

Godt nok er der måske ved at komme et slags A og B hold i Danmark i forhold til ventetider og økonomi til privathospitaler, men ingen bliver nægtet hjælp. Røntgen, scanninger og medicinsk assistance er alle og enhver forundt i Danmark. Det er prisværdigt og fordelagtigt, hvis man er så uheldig eksempelvis at komme til skade eller blive ramt af en fysisk, invaliderende sygdom.

Det var lige en intro om årstider, vejr, helbred og taknemmelighed.

I rækken af spørgsmål er jeg nået til det niende. Som ved de fleste af spørgsmålene er det svært at give et klart svar, men jeg vil som sædvanlig forsøge at svare bedst muligt.

9. Er det larmen, chikanen, mobningen, hetzen, overfaldet osv., der har gjort dig syg?

Jeg var i forvejen kronisk, fysisk syg, så lige dén del kan man ikke bebrejde de implicerede. Der er dog ingen tvivl om, at det levende helvede, jeg befandt mig i nonstop i over tre år i streg, ikke ligefrem har været helbredsfremmende!

Den ofte altoverdøvende, enerverende værkstedslarm var et kæmpe stort problem i sig selv. Imens værkstedslarmen fra de ikke lydisolerede kælderlokaler hærgede mit hjem i tide og utide, led jeg af søvnmangel, hvilket gjorde mig utilpas og udtrættet. Hovedpine havde ligeledes en hyppig forekomst grundet larmen fra de store arbejdsmaskiner og de mangfoldige værktøjer. Dét at fratage en person muligheden for søvn er et torturredskab, som desværre bruges i visse sammenhænge og regimer. Vi mennesker har brug for søvn og hvile, og når man gang på gang vækkes eller holdes vågen eksempelvis af dominerende larm, så har det i længden helbredsmæssige konsekvenser.

Chikanen, mobningen, hetzen og overfaldet har haft store konsekvenser for mig – både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg tror dog ikke reelt, man umiddelbart kan lægge de udfordringer og ondskabsfuldheder til grund for, at jeg har været igennem en længere periode med feber, næseblod, smerter osv. Sygdomssymptomer og sygdomsperioder er desværre en del af pakken så at sige, når man er kronisk, fysisk syg. Jeg håber, mine svar giver mening. Ellers spørg endelig igen og uddyb eventuelt, hvis der er behov for, noget præciseres.

10. Du har før beskrevet, at du nærmest levede et dobbeltliv, hvor du levede et normalt liv udenfor boligområdet samtidig med alt det ødelæggende og skræmmende, der foregik. Kan man overhovedet det?

Både ja og nej. Et dobbeltliv er nok også så meget sagt, men situationen i boligområdet var så surrealistisk, barsk, nedrig og ubegribelig, at det var et frirum for mig, når jeg oplevede den virkelige verden udenfor dette i mange tilfælde sammenspiste, dysfunktionelle, uordentlige sted.

Virkeligheden er blevet en anden i boligområdet nu, hvor der er kommet fokus på forskelligt, og nu hvor instanser, myndigheder og retsvæsenet har været blandet ind i at rydde lidt op og håndhæve lov og orden.

Som forventet har intet ændret sig i forhold til de mennesker, jeg betegner som de brodne kar. Nogle stirrer stadig ondt på mig, og nogle af ”de grimme tanter”, som er blevet vores fællesbetegnelse for dem, bagtaler mig stadig og har nok meget ondt et vist sted, fordi de ikke lykkedes med deres sammensværgelsesplan.

Da det hele spidsede til og stod allerværst til, mistede jeg på et tidspunkt lysten til at gå ud – simpelthen af frygt for hvad jeg ville blive udsat for. Men jeg kunne heller ikke holde ud at opholde mig i hjemmet, for det var inden det larmende, brandfarlige, forbudte værksted i kælderlokalerne lige under min lejlighed blev lukket ned, så i mit hjem var jeg nødsaget til morgen, middag, aften og nat at høre på enerverende værkstedslarm.

Det var en meget langvarig, uholdbar situation at befinde sig i, og når jeg kigger tilbage, klapper jeg lige mig selv på skuldrene for overhovedet at have holdt ud.

Jeg er og har været utrolig heldig med de mennesker, jeg har og har haft omkring mig i min opgang og i min omgangskreds. De hjalp mig med at fortsætte min hverdag med vaner og rutiner. Noget så simpelt som at få handlet kunne være en udfordring, for tænk hvis jeg igen fik kastet noget efter mig, hvis nogen råbte af mig, hvis nogen igen jagtede mig, hvis nogen atter højlydt antastede mig i Føtex…

Da det stod værst til, blev jeg udsat for alt muligt ødelæggende, generende og skræmmende. Først handlede mine naboer for mig. Derefter fulgtes vi ad. Senere stod de på lur og var klar til at gribe ind, hvis nogen begyndte på noget som helst.

Jeg er og vil altid være dybt taknemmelig for de mennesker, som af et godt hjerte hjalp mig igennem en helt ubegribelig svær tid. TAK til alle jer!

Der bor rigtig mange flinke, høflige og ordentlige mennesker i Vejlby Vest. Der bor dog også en hel del mennesker, som ikke just er hverken velfungerende, rettænkende eller velmenende. Jeg hilser stadig på langt størstedelen og sender et smil eller kommer med en venlig bemærkning om vejret eksempelvis.

De medskyldige er på ”listen”, og dem på ”listen” har jeg en helt anden tilgang til. Jeg holder mig hvis muligt langt fra dem, og skulle de konfrontere mig eller forsøge på noget, så håndterer jeg, hvad end de forsøger sig med!

Jeg skal nok forklare det med ”listen”, for det bliver relevant i forbindelse med et af dagens spørgsmål.

11. Møder du stadig overfaldsmanden?

Ja, ærgerligt nok møder jeg ham stadig ind imellem på udendørsarealer. Han bor i naboopgangen, så det kan næsten ikke undgås. Han handler dog indtil videre klogt, for han gør mig ikke noget, og han siger ikke noget til mig.

Overfaldssituationen har fået store konsekvenser for mig, for min færden og for min hverdag – stadig her flere år efter. Jeg tør stadig ikke gå i kælderen på egen hånd af frygt for at møde ham. Hans hidtil utilregnelige og voldsomme adfærd har skræmt mig og har sat dybe spor.

Ligesom ved alt andet er der dog lavet en handlingsplan i forhold til ham også. Det sker ikke én gang mere, at han gør mig noget som helst! Hvis han er dumdristig og modbydelig nok til igen at overfalde mig, så får det omsiggribende konsekvenser!

For nylig gik der noget op for mig. Nogle gutter fra min perifere omgangskreds spurgte, hvorfor jeg intet har nævnt overfor dem om overfaldet og overfaldsmanden. En bekendt havde nævnt hændelsen i en eller anden sammenhæng. De var ærgerlige over, at jeg ikke har rakt ud og bedt om hjælp. Jeg har været i selvskab med dem ret mange gange siden overfaldssituationen, men min tavshed lige om dét og om ham skyldes flere ting.

For det første er det hårdt og barsk at snakke om. Desuden vil jeg helst ikke fremstå som et offer. Det er pudsigt, at man oveni alle de andre følelser også kan være flov over at være blevet udsat for noget. Mest af alt har jeg nok været påpasselig med at opildne til noget som helst.

De unge fyre fra mit netværk er nogle søde guttermænd, som passer deres træning – ligesom de passer deres studier og jobs. Det vil ikke være en udfordring for dem at ”håndtere” overfaldsmanden, som ikke just er hverken stor eller trænet, men jeg vil allerhelst mane til ro og håber på, noget lignende aldrig gentager sig. Generelt er overfaldsmandens “mandsmod” vist kun i spil overfor kvinder…

Jeg nævner overfaldet i bloggen, fordi jeg også bruger bloggen til at kunne huske, bevise og dokumentere. Det er som sådan ikke hemmeligt, at jeg blev overfaldet. Det er på sin vis heller ikke skamfuldt, men hvor ville jeg gerne have været den traumatiserende oplevelse foruden.

Jeg er på ingen måde tilhænger af selvtægt! Når det så er sagt, så vil jeg hverken være jaget vildt eller leve i frygt resten af min tid i boligområdet! Jeg har planer om at bo her i rigtig mange år, og jeg opsøger ikke de brodne kar! Jeg undgår dem helst!

Skulle det forfærdelige ske, at jeg igen bliver overfaldet, så melder jeg naturligvis først og fremmest forholdet til politiet. Ofte dør sager dog hen, hvis bevisbyrden ikke kan løftes osv. Det var tilfældet sidst, så gerningsmanden slap ganske ustraffet fra at have udsat mig for noget traumatiserende. I lang tid gik han rundt med et smørret smil, som om han hoverede over, hvad han ustraffet var sluppet afsted med at udsætte mig for.

Politiet vil naturligvis være plan A. Men der også en plan B, som ikke vil være min første prioritet eller mit ønskede valg, men som jeg anser for en nødvendig nødplan.

12. Hvad er din værste frygt ved at gå i kælderen alene?

Erindringen om overfaldet sidder dybt inde i mig. Ligeledes gør frygten for, hvad han mere havde kunnet finde på, hvis vi ikke var blevet afbrudt. Han holdt mig til fange i vaskeriet efter hændelsen, og var den ældre, flinke herre, som blev min redningsmand, ikke kommet tilfældigt i kælderen… Jeg tør ikke tænke tanken til ende…

Min frygt er hovedsageligt at være alene med ham i kælderen. Hvad kan han finde på, ham, som af uforståelige årsager kalder sig selv ”den gode perker”?! I min optik er han ikke den gode noget som helst!

Det er hverken hans kropsbygning eller muskelstyrke, der skræmmer mig. Det er utilregneligheden og den voldsomme adfærd.

Når man først kan få sig selv til helt umotiveret at overfalde en sagesløs kvinde og holde hende til fange i et vaskeri ved højlys dag, så har man i hvert fald en afvigende adfærd! Typer som ham der ikke handler og tænker ”normalt” er nok dem, som i mange tilfælde oplever at blive afvist og undgået.

Jeg har gemt alle de sms’er, han skrev til mig. Det materiale indgik også som bevismateriale i retssagen. Det had, han har til andre, er måske med til at få ham til at gøre andre ondt?! Det er svært at sætte sig ind i, og det er ubehageligt at stå mål med!

Worst case scenario vil først medføre politianmeldelse. Kommer politiet til kort, iværksættes plan B.

Endnu et overfald kommer han IKKE til at slippe ustraffet fra! Men mit håb er uden tvivl, at han lader mig være, så intet at dette bliver en nødvendig realitet!

Jeg nupper lige et sidste spørgsmål.

13. Du skriver, du stadig dokumenterer og gemmer alt bevismateriale. De mennesker, der tog del i chikanen og mobbede dig osv., men som lader dig være nu, er de stadig registreret med navn og adresse?

Dette spørgsmål har jeg fået tre gange i forskellige versioner. Man kunne mistænke, at det er en eller flere af de ”skyldige”, som spørger, men det er helt ok. Bloggen er for alle, og naturligvis vil jeg også svare bedst muligt på dette spørgsmål.

Ja, intet er blevet slettet. Alt er gemt og gemmes løbende på flere forskellige lokationer – både fysisk, elektronisk og i udlandet. ”Listen” som jeg nævnte før, er en liste, hvor mistænkte og skyldige er registreret med flest mulige informationer. Navne, adresser, udseende, væremåder, opholdssteder, hændelser osv. Alle mulige oplysninger som vil kunne hjælpe politiet på vej til en opklaring.

Jeg sætter stor pris på, at næsten alle de ubehagelige lader mig være i fred nu. Ingen tvivl om det.

Men, og der er et aberdabei – når man gør sig selv medskyldig i alvorlige forseelser som chikane, mobning, hærværk, vold osv., så må man tage med, at man kan risikere at komme til at stå til ansvar.

Hvis der ikke sker mere, så vil ”listen” og alle de øvrige beviser blot blive opbevaret til evig tid. Skulle noget igen ske, så er det nemt blandt andet at hive ”listen” frem og udpege mistænkte, mulige gerningsmænd.

Til jer der måske fortryder, hvad I har gjort: Det at angre er et tegn på, at I ikke nødvendigvis er dårlige mennesker, fordi I har lavet noget ulovligt, ødelæggende og modbydeligt. Tænk jer rigtig godt om en anden gang og overvej, hvordan I ville tænke og føle, hvis det var jer selv, der blev udsat for alt det forskellige. Men ros til jer for trods alt at have dårlig samvittighed!

I går skinnede solen fra en flot, blå himmel. Her til morgen var det tåget, men fuglene fløjtede alligevel. Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 156 I medvind og medgang. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

En enkelt eftermiddag forvildede jeg mig optimistisk ud i min have og fik ordnet forskelligt. Solens stråler varmede lidt, og der var en blå, skyfri himmel. Det var som altid skønt og hyggeligt at være derude, men samtidig var det tillige en rigtig råkold fornøjelse.

Siden sidste blogindlæg ”154 Tungt brænde kommer til at falde!”, hvor der så at sige varslede onde tider, har der været ro på!

Sådan skal det helst være, og vi i opgangen satser på, at det er, hvad vi fremadrettet kan forvente!

Byggefolkene har meddelt, at de ikke mangler at lave særligt meget. Derefter er vores klare forventning, at der bliver meget mindre aktivitet i og omkring de kælderlokaler, der hidtil blev brugt til larmende, brandfarligt værksted.

Vores bygning blev renoveret før nabobygningen. Det var den rækkefølge, der blev lavet i forhold til renoveringsplanen. Nabobygningens kælder blev dog ”ordnet” før kælderen i vores bygning.

Det sidste, der mangler at blive lavet i vores kælder, er i de kælderlokaler, som retssagen omhandlede. Et af byggefolkene sagde, at de først er kommet i gang sent, fordi de ikke kunne få adgang til de pågældende lokaler?! Den ansatte sagde, at lejeren ikke havde villet udlevere sin nøgle?!

Der er mange modstridende oplysninger, og det kan være svært at komme til bunds i, hvad der er sandt og usandt.

Under retssagen påstod begge modparternes advokater, at boligforeningen havde inddraget lejerens nøgle til kælderlokalerne. Påstanden var altså, at lejeren ikke havde haft adgang, fordi nøglen angiveligt var i boligforeningens varetægt…

Allerede under den verserende retssag bad min advokat og jeg om dokumentation for, at nøglen skulle være inddraget. Det var relevant i forhold til, om der var blevet arbejdet og larmet i lokalerne.

Det burde være forholdsvis nemt for boligforeningen at dokumentere, hvis og såfremt nøglen var blevet inddraget fra lejeren.

Boligforeningens advokat meddelte dog over for Retten, at der ingen skriftlig dokumentation ville komme. Den eneste ”bevisførelse” ville være, at Alboas vidner ville udtale sig mundtligt herom…

Det kan undre, hvis der ikke er lavet noget papir på, HVIS nøglen rent faktisk ER blevet inddraget, eller HVIS låsen faktuelt ER blevet udskiftet?!

Når jeg – hvis jeg er nødsaget til det – afleverer en af mine nøgler, så bliver det skrevet ned i min lejerprofil, og nøglenummer eller nøgletype bliver registreret. Det skulle undre meget, hvis det samme ikke var tilfældet i den samme boligforening, i det samme boligområde og endda i den samme bygning…

Det er vist en ret gængs fremgangsmåde, så der er styr på formaliteterne.

Når jeg tænker tilbage på de år, hvor retssagen verserede, så er det tankevækkende, hvad der egentlig foregik. Gang på gang var jeg med min dokumentation og mine stålfaste beviser i stand til omgående at modbevise modparternes usande påstande.

Retssagen er heldigvis veloverstået, og jeg vælger – som det er nu – at betragte den som en saga forbi!

Meget falder på plads efterhånden. Min lejlighed er i januar 2025 langt om længe blevet færdigrepareret efter vandskaden i maj måned i 2023. Mit gulv i soveværelset er blevet lavet. Det kører efterhånden upåklageligt med vaskeriopkrævninger. Vores dørtelefonanlæg er atter tændt og giver os i opgangen en ekstra sikkerhed.

Jeg har opnået, hvad jeg opslidende hovedsageligt kæmpede for i over tre år – nemlig at få ro i mit hjem. Alt i alt virker mit hjem efterhånden til at være et hygge-domæne med plads til velvære og latter, som jeg fra starten af ønskede det.

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg, så havde flere i boligområdet bemærket, at der var lys i kælderlokalerne på forskellige tidspunkter – vel at mærke på tidspunkter hvor byggefolkene slet ikke var mødt ind endnu, eller hvor de for længst havde fået fri.

Det er mærkbart, at relativt mange i boligområdet støtter op om, at ret naturligvis skal være ret. Langt de fleste ønsker rent faktisk, at der skal være styr på tingene. Ordentlighed og regelrethed er, hvad der skal til for, at samtlige kan trives og komme overens.

Jeg har fået nogle tilkendegivelser fra ret uventet kant om, at jeg nok skal blive orienteret, hvis nogen igen begynder at bagtale og tilsvine mig. Ligeledes hvis nogen atter planlægger sammensværgelser imod mig eller lignende.

Naturligvis har jeg takket for venligheden, velviljen og omsorgen. Det har stor betydning for mig, at nogen vil hjælpe med at passe på mig.

Jeg har påpeget, at det er nødvendigt at kunne bevise, hvis noget foregår. Hvis en sag igen skal for en dommer i Retten eller generelt kræver advokaters indblanding, er det alfa og omega med endnu flere lydoptagelser og eventuelt også videooptagelser.

Desværre lod adskillige i boligområdet sig gribe med i processen og udsatte mig og mine ejendele for mangt og meget.

Mit håb er, at alle er rettænkende nok til at kunne se fornuften i, at nok er nok. Der er faldet dom i sagen, og der bør ikke være noget som helst behov for at bruge flere beskidte kneb for at forsøge at trumfe noget igennem.

Ligesom de uventede ”spioner” vil informere mig om, hvis noget som helst igen varsler onde tider, så har mange tilkendegivet, at de vil sørge for omgående at tage billeder og eventuelt lave videooptagelser, hvis de observerer lys eller anden aktivitet i kælderlokalerne lige under min lejlighed.

Jeg er taknemmelig for enhver, der udviser venlighed, ordentlighed og hjælpsomhed.

Samtidig maner jeg til ro, da jeg bestræber mig på, at det forskellige skal komme til at fylde mindst muligt i mit liv og i min hverdag.

Vi i opgangen undrer og ærgrer os over, at de store arbejdsmaskiner, de mangfoldige værktøjer og alle arbejdsmaterialerne stadig får lov til at være i lokalerne lige under vores lejligheder. Heldigvis er de brændbare væsker vist blevet fjernet efter Teknik og Miljøs indblanding. Adskillige har også spurgt ind til netop dét.

På sin vis burde vi i opgangen kunne være bedøvende ligeglade med, hvad der opbevares i nogle lokaler i kælderen. Men, med den historik der nu engang desværre er, så er vi på vagt i forhold til, hvis der igen bliver arbejdet og / eller larmet.

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune meddelte os dengang, at de ikke har hjemmel til at kræve det forskellige fjernet. Det skyldes, at kælderlokalerne netop er godkendt til opbevaring. Så byggemyndigheden har krævet, at der overhovedet ikke må arbejdes med noget som helst, og det er vi meget glade og taknemmelige for.

Boligforeningen har ladet lejeren opbevare det forskellige, men Alboa har også samtidig – frivilligt eller under tvang – lavet en ny kontrakt, der tydeligt foreskriver, at de to kælderlokaler KUN må bruges til opbevaring.

Rent juridisk og teknisk er vi altså dækket ind og kan føle os trygge.

Skulle der igen pludselig blive hyppig aktivitet i de to lokaler, der udelukkende må bruges til opbevaring, så ved vi, hvad vi hver især skal gøre.

Vi har lavet en strategisk handleplan, vi i løbet af et splitsekund kan igangsætte, hvis noget som helst ulovligt foregår.

Alle eller i hvert fald langt de fleste mennesker ønsker nok at have en velfungerende hverdag med livsglæde.

Ens hjem skulle gerne kunne være ens trygge, rolige base, hvor man kan hygge sig, sove, slappe af og lade op.

Sådan har jeg det i mit hjem nu, og det betyder usigeligt meget!

Spørgsmålene 1, 2 og 3 var med i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”. Spørgsmål 4 fremgik i blogindlægget fra sidste uge.

I dag var det første spørgsmål altså:

5. Hvordan kan det være, at lejeren får lov til fortsat at opbevare alle arbejdsmaskinerne og værktøjerne samt arbejdsmaterialerne i kælderlokalerne?

Som nævnt har Teknik og Miljø ikke mulighed for i henhold til lovgivningen at kræve det forskellige fjernet. Det finder byggemyndigheden heller ikke nødvendigt, da det er blevet gjort helt klart overfor boligforeningen og lejeren, at lokalerne KUN må bruges til opbevaring, og at der IKKE må arbejdes overhovedet.

Alboa har valgt at ændre det kontraktmæssige forhold og fremlagde den nye kontrakt for Retten. Det er listet op i kontrakten, hvad reglerne er. Der står også, hvad konsekvenserne kan være, hvis kontraktens indhold ikke overholdes.

Man kan sige, at sålænge der hverken arbejdes eller larmes, så rager det mig og øvrige en høstblomst, om der står legetøj, køkkensager eller værktøj i opbevaringsrummene.

Der er tale om mange, store arbejdsmaskiner. Ligeledes har mangfoldige værktøjer plads i opbevaringsrummene. Store mængder arbejdsmaterialer er ligeledes at finde i de to lokaler. Lejeren kan på ingen måde have mulighed for at opbevare det hele i sit eget hjem, som har nøjagtig samme størrelse som mit hjem. Det leder mig videre til det næste spørgsmål.

6. Hvis lejeren bliver nødt til at fjerne alt fra kælderlokalerne, hvor kan det så flyttes hen?

Det kan ikke komme på tale, at der tildeles lokaler til et lignende værksted i boligområdet. Der skal søges om byggetilladelse, og brandforhold og lydisolering er altafgørende faktorer. Samtidig er alle parter og beboere (selv chikanørerne og de øvrige medsammensvorne) nok udmærket godt klar over, hvor larmende et foretagende det reelt var.

Ligesom jeg og øvrige i opgangen ikke kunne og ville finde os i den evindelige, altoverdøvende larm, så vil andre såmænd nok heller ikke.

7. Du nævnte på et tidspunkt, at funktionen med transaktioner på skærmen i vaskeriet var blevet fjernet. Er den kommet tilbage?

Det korte svar er ”ja”. Man kan igen på skærmen i vaskeriet vælge at se ens transaktioner. Så fremgår de vasketure, man har benyttet og betalt for det sidste stykke tid.

Efter at jeg gennem længere tid havde påpeget, at der var uoverensstemmelser mellem transaktionerne på vaskerihjemmesiden og transaktionerne på skærmen i vaskeriet, så forsvandt muligheden for at se opkrævningerne pludselig på skærmen i vaskeriet?!

Det var et af de spørgsmål, jeg stillede til boliginspektøren, som jeg refererede til i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”.

Det næste spørgsmål er kommet foran i køen, da det har med det seneste blogindlæg at gøre.

8. Skal jeres regnskaber digitaliseres på grund af den nye lovgivning, eller er årsagen en anden?

Jeg kan kun udtale mig om, hvad jeg faktuelt kan bevise. Man kan gisne om meget og formode en helt masse, men forudsætningen for bloggens indhold er, at jeg skal kunne underbygge mine skrivelser med dokumenter, lydoptagelser, vidneerklæringer eller andre former for beviser.

Der har uden tvivl været en ret lemfældig regnskabsføring i boligområdet, hvor finanser kunne gives og tages på forgodtbefindende. Det gjorde afdelingsbestyrelsesformanden, som også er områdets revisor, helt klart. Vi var mange, der bevidnede det, og på lydoptagelser kan man også høre helt tydeligt, hvad der siges og i hvilket tonefald.

Hvorom alting er, så kan man ikke gøre så meget ved fortiden. Jeg og øvrige er blot tilfredse med, at der med digitaliseringen medfølger mere gennemsigtighed.

Fra den 1. januar 2025 er en ny bogføringslov trådt i kraft. Den gælder for alle virksomheder, hvis regnskabsår følger kalenderåret. Om Vejlby Vest er underlagt den nye lovgivning, skal jeg ikke kunne sige. Det er ikke nemt at få svar på spørgsmål, og der har ikke just været åbenhed og ej heller gennemsigtighed.

I hvert fald skrev afdelingsbestyrelsesformanden i det seneste beboerblad, at regnskaberne skal digitaliseres, så man kan håbe, at vi hører under den nye lovgivning og derfor fremadrettet vil være underlagt en vis form for kontrol udefra.

I går, fredag, fik jeg tilsendt et billede fra en beboer i en af boligforeningens andre afdelinger. Vedkommende kunne dokumentere, at der igen var blevet tisset på hoveddøren. Det er en ulækker og uhygienisk metode at benytte, og det er trist og barsk at være udsat for!

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 155 Tilbage og fremad er lige langt… first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter min mening sørger personalet for at holde området fint. Om sommeren sørger de forskellige for blandt andet at feje, klippe hæk og holde bedene fri for ukrudt. Om vinteren er de eksempelvis ansvarlige for at salte, rydde sne, sortere affald og fragte forskelligt til rette sted.

Ferier er ofte lig med hyggestunder i samvær med familie og venner. Det er rart at kunne se frem til.

Som jeg blandt andet skrev i blogindlæg ”152 Lokal tørke og fremgang.”, så jeg i fredags ligesom mange andre frem til at se håndbold. Det var en sand fornøjelse at se vores håndboldspillere brillere på banen gang på gang. Danmark vandt guld! De danske håndboldherrer er verdensmestre for fjerde gang i træk! Det er i hvert fald noget at være stolt af

Helbredsmæssigt er situationen langt fra optimal endnu, men der arbejdes på sagen. I næste uge skal jeg igen på sygehuset og have medicin ind i årerne. Det skulle gerne forløbe således, at jeg snart mærker væsentlig bedring.

Én dag ad gangen – et lille bitte skridt fremad er trods alt bedre end stilstand. Tålmodighed er en dyd…

Jeg er rigtig glad for at kunne melde, at jeg intet negativt har oplevet i boligområdet siden sidst! Det gør mig enormt glad, og mit håb er, at en ny stil er anlagt, så jeg blot kan bo og leve her i fred, ro og fordragelighed.

Det eneste nævneværdige minus er, at vi i opgangen også denne weekend har oplevet, at renoveringsfolkene gik på weekend (og måske endda på vinterferie) uden at tænde for vores dørtelefonanlæg igen. Det er sket en hel del gange på det sidste – desværre.

Det er sådan, at vi i opgangen hver måned betaler for den sikkerhed, det giver at have hoveddøren og kælderdøren til opgangen låst.

I forbindelse med renoveringsprocessen slukker de ansatte for dørtelefonanlægget, når de møder ind om morgenen. Derved kan de gå frem og tilbage uden at skulle låse op med en nøglebrik hver gang. Det er en vældig fin løsning, da de naturligvis skal have lov til at udføre deres arbejde ubesværet.

Men, det problematiske og ærgerlige ved det hele er, at de, der slukker for vores dørtelefonanlæg, gang på gang glemmer at tænde for det igen. Derved betaler vi for en ydelse, vi ikke får, og det er mindre trygt, end det ville være med dørtelefonanlægget tændt.

I sidste weekend var den gal! I forrige weekend var den også gal! Igen i denne weekend gik byggefolkene på weekend – og måske endda på vinterferie – uden lige at sørge for at slå den sikkerhedsforanstaltning til igen, som de selv har slukket for…

Nå, men hvorom alting er, så har vi i opgangen lidt sarkastisk joket med, at det i hvert fald er godt, at de ansvarlige for misseren trods alt ikke har ansvaret for iltapparaterne på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital…

Det er generende, men det koster trods alt ikke liv, at de glemmer at tænde for vores dørtelefonanlæg igen, men det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis de slukkede for en patients ilttilførsel…

Alle kan glemme en eller to gange, men når der er tale om adskillige, gentagne gange, så handler det om sjusk!

Heldigvis var det nyttigt, at jeg kontaktede boliginspektøren om, at dørtelefonanlægget igen var slukket for. Han tog kontakt til varmemesteren, som fredag aften kom og tændte, så dørene til opgangen igen er låste. Boliginspektøren har ligeledes sendt en stikpille til byggeledelsen om problematikken.

Dejligt, der er hjælp at hente, når noget ikke er, som det skal være

I sidste blogindlæg lovede jeg, at jeg denne gang vil besvare nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen.

Jeg er siden da blevet kontaktet af flere, der har bedt mig om at love, at jeg bevarer anonymiteten, og at jeg ikke udleverer specifikke data.

Naturligvis vil jeg sørge for ikke at udlevere hverken navne på spørgsmålsstillerne eller afsløre data om dem. Det lover jeg!

Jeg har fuld forståelse for, at det kan være en prekær situation at stå i, når man kæmper en kamp for retfærdighed!

Når jeg vælger at lave et blogindlæg, hvor jeg fokuserer på stillede spørgsmål og mine besvarelser, så er begrundelsen, at adskillige spørgsmål, flere situationer og mange problematikker er gengangere.

Mange, flere end man tror, føler sig alene og magtesløse i en uholdbar situation og aner ikke, hvad der kan stilles op.

Jeg har i løbet af dette håbløse forløb ofte haft en følelse af at falde højt oppe fra uden en faldskærm.

Det har til tider virket håbløst, og uretfærdigheden har konstant tynget og domineret.

Hvis jeg kan hjælpe andre med at få retfærdigheden til at ske fyldest på en mere skånsom måde, gør jeg det hellere end gerne.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg hverken er jurist eller advokat! Jeg er yderst veldokumenteret og har på trods af alt sørget for gennemgående at bibeholde en saglig tilgang. Undervejs har jeg tilegnet mig viden, og desværre har jeg efter tre års evindelig kamp en vis erfaring. Jeg har ingen reel ekspertviden på det juridiske område, men jeg kan dele ud af den viden og den tilgang, der fik mig relativt helskindet i mål.

Når jeg skriver ”relativt helskindet”, så er det for endnu engang at påpege, at Kampen for Retfærdighed har givet mig knubs og ar på sjælen. Men dag for dag oplever jeg, at skuldrene sænkes, og jeg får det bedre og bedre. Noget i mig er forandret for altid, men sådan er livet nu engang. Det, vi kommer igennem, kan være med til at skabe os. Jeg er med garanti blevet mere hårdfør i denne opslidende proces og har fået øjnene op for, at der uden tvivl er plads til forbedring i mange sammenhænge – også i lille, forholdsvis fredelige Danmark, hvor der umiddelbart virker til at være ret godt styr på tingene.

Naivitet kan være positivt og energigivende, men dét at være realistisk holder nok bedre i længden.

Måden, jeg har valgt at besvare nogle af de indkomne spørgsmål, er ved, at jeg først stiller spørgsmålet. Der bruger jeg kursiv skrift. Efterfølgende besvarer jeg hvert spørgsmål efter bedste evne.

Der er gennem tiden blevet stillet mange, relevante spørgsmål, så det kommer til at fylde og tage en del tid. Jeg vælger at dele spørgsmålstemaet op i flere blogindlæg.

Langt de fleste har som nævnt henvendt sig sagligt og høfligt. Enkelte henvendelser har været både latterlige og smålige – andre endda truende. Alt i alt har jeg gennem tiden sågar modtaget fire dødstrusler?!

Jeg inddrager de forskellige slags henvendelser for at belyse alvorligheden i, at det kan få omsiggribende konsekvenser for ens ve og vel, når man vælger at gå imod strømmen og kæmpe for sine rettigheder.

Uanset hvad, har det for mig og mit vedkommende været det hele værd!

Som man synger i den danske salme ”Altid frejdig, når du går”: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”.

Skridt for skridt eskalerede klagesagen omhandlende det larmende, brandfarlige, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted, der forpestede freden og roen i mit hjem.

Jeg endte med både at blive chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret?!

Jeg kæmpede vitterligt for nærmest alt, jeg har kært. Min person, mit hjem, min tryghed, mit ry, mine rettigheder, min straffeattest, min retssikkerhed, mit liv og min tilværelse.

Det er barske løjer, men det var (og er) desværre en nødvendig kamp at kæmpe.

Herefter går jeg i gang med at kommentere på de forskellige henvendelser:

• 1. Klagesagen omhandlende det larmende (nu for altid lukkede) værksted startede først i 2021, men du begyndte allerede i 2013 at dokumentere mere eller mindre alt i forhold til din boligforening. Hvorfor?

Generelt sørger jeg for at gemme og opbevare relevant dokumentation. Qua min sproglige kommunikationsuddannelse og særligt i specialeprocessen, hvor jeg skulle have belæg for enhver påstand, har jeg vænnet mig til at dokumentere og være i stand til at kunne bevise. Jeg fik en ærgerlig og lidt barsk start, da jeg flyttede ind i min første lejlighed i boligområdet i 2013. Én ting var at overtage en møgbeskidt lejlighed. En anden side af sagen var den ubehøvlede behandling og den uprofessionelle tilgang, jeg oplevede, min nye boligforenings kontordame havde. Problematikken fik mig op på mærkerne og gjorde, at jeg for en sikkerheds skyld sørgede for at dokumentere nærmest alt.

• 2. Det er udtrættende og virker helt uoverskueligt konstant at være nødt til at dokumentere og optage. Mener du virkelig, det er en nødvendighed, og hvis – har du så gode råd til, hvordan og hvorledes?

Jeg vil sige det sådan, at jeg nok ikke var kommet nogen vegne uden min dokumentation og mine beviser. Jeg har virkelig været i modvind og er ikke ligefrem blevet mødt med hverken venlighed eller velvillighed. Hvis man vil trumfe noget som helst igennem, som også har omsiggribende konsekvenser for andre, så er det strengt nødvendigt at kunne dokumentere og bevise i enhver sammenhæng!

I forhold til hvordan og hvorledes man kan bære sig ad, så er mit bedste råd nok, at man skal lave systemer og tilegne sig vaner. Man kan skaffe alverdens udstyr, og der findes et utal af remedier, men man behøver faktisk ikke at købe sig fattig i alt muligt spion-udstyr. Det dyreste for mig har været min tid. Det har virkelig krævet noget af mig at skulle dokumentere alt – i døgndrift endda. En overgang oplevede jeg også chikanetiltag om natten, så jeg havde aldrig fred.

Al begyndelse er svær, men man kan vænne sig til meget. Dét at være vanemenneske bliver en styrke i denne sammenhæng, da man til sidst blot kører på rutinen og gør, hvad man nu engang er blevet vant til og nødsaget til at gøre.

• 3. Da du i 2015 modtog en ekstra opkrævning på 11.866,30 kroner udover de 3.000 kroner, du allerede havde betalt a conto for el, hvorfor tror du, Alboa ignorerede al logik og din dokumentation?

Det er svært at svare på, men en syvdobling af mit elforbrug burde have fået den regnskabsansvarlige til i det mindste at undersøge, om der var tale om en fejl!

Som jeg nævnte i forbindelse med spørgsmål 1, så var der al balladen med den møgbeskidte lejlighed, jeg overtog i Næringen 54. Et par år efter kom så den ublu elregning, hvor mit forbrug angiveligt skulle være steget fra 948 enheder på et år til 7.463 enheder året efter?!

Den nedladende, ubehøvlede, arrogante regnskabsansvarlige var hverken til at hugge eller stikke i, og kontakten med ham var yderst ubehagelig.

Jeg antager, at stilen i hvert fald dengang var, at går den, så går den… Men den gik ikke, for jeg havde min dokumentation i orden og kunne bevise, at han tog fejl, og jeg havde ret!

I næste indlæg fortsætter jeg med at besvare spørgsmål og kommentere på indkomne henvendelser. Fortsæt endelig med at berette om, hvad I desværre er eller har været udsat for. Sammen er vi stærkere

Vi i boligområdet har netop modtaget Beboerbladet i vores postkasser. Jeg havde allerede selv lagt særligt mærke til et af punkterne i bladet. Ligeledes har jeg modtaget tre henvendelser om det samme. Også mere herom i det næste blogindlæg.

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend og en rigtig god vinterferie.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 153 Vinter afklaring. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter at have været sygdomsramt uafbrudt i over 60 dage nu, er jeg i denne uge startet på intravenøs medicin. Medicinen skal gerne hjælpe med at få min Lupus / SLE i ro – mest mulig i hvert fald.

Jeg er fuld af håb og forsøger ihærdigt at væbne mig med tålmodighed. Det lyder måske banalt, men jeg glæder mig mega meget til at mærke færre sygdomssymptomer og føle mig mere frisk.

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg ”151 Ej en snorlige vej.”, så havde jeg en lidt underlig oplevelse forrige gang, jeg skulle vaske tøj. Som jeg skrev, er mit håb, at det var et enkeltstående tilfælde, som ikke kommer til at gentage sig.

Det kan føles lidt som om, nogen spænder ben for mig. Der sker forskelligt for mig, som ikke sker for mine omkringboende.

Er det tilfældighedernes spil, eller gør nogen sig fortsat umage for at genere mig og få ram på mig?

En optimist vil håbe, at det nok er helt tilfældigt, at det forskellige lige sker for mig. En realist vil sige, at der skal sættes en stopper for galskaben!

Som jeg påpegede i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”, oplevede jeg i 2024 gang på gang, at mine vaskeri-reservationer blev slettet?! Når jeg spurgte andre beboere i forhold til problematikken, gav ingen andre udtryk for at opleve det samme…

Efter at jeg påpegede problemet og bad boliginspektøren og Alboas hovedkontor om hjælp, har jeg ikke bøvlet med netop dét problem længere.

Men, så udfordres jeg på andre måder.

Den ene gang kom jeg over i vaskeriet for at vaske. Jeg var glad for og lettet over, at mine vaskeri-reservationer ikke var blevet slettet. Glæden varede dog kun kort, for jeg kunne ikke starte vaskemaskinerne?! De var tændte men intet skete?!

Jeg tjekkede på skærmen flere gange. Det fremgik stadig, at jeg havde reserveret to vasketider.

Jeg havde puttet mit tøj i maskinerne, og jeg havde også doseret vaskepulver.

Min indsats var dog forgæves. Jeg gav op, tog mit stadig uvaskede tøj ud af maskinerne og slæbte mit vasketøj med tilbage i lejligheden igen.

Det var en ærgerlig oplevelse. Både fordi det var spildte kræfter, men også fordi jeg havde brug for at få vasket mit tøj.

Den første gang gjorde jeg ikke mere ved sagen. Kræfterne er grundet sygdom små for tiden, overskuddet er ikke altoverskyggende, og jeg vælger mine kampe.

Jeg lavede nye vaskeri-reservationer til om fredagen.

Jeg bar mit vasketøj over i vaskeriet. Jeg tjekkede på skærmen. Mine vaskeri-reservationer var heldigvis ikke blevet slettet. Tøjet kom ind i maskinerne, og vaskepulver blev doseret. Jeg indstillede graderne og trykkede start. Begge vaskemaskiner låste, men ingen af dem gik i gang?!

Irriteret og ærgerlig stod jeg lidt og ventede og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg valgte denne gang at skrive til boliginspektøren og varmemesterkontoret.

Det var den 17. januar 2025. Jeg skrev: ”Hej. Jeg står i vaskeriet og har netop tændt for vaskemaskinerne 1 og 3. De tager dog ikke vand ind?! Vil I sørge for, jeg ikke bliver opkrævet penge for de to forgæves vaske i dag? Og sørge for at problemet i vaskeriet bliver løst? Jeg tager mit tøj ud igen og får derfor ikke vasket. Der er tale om 9 kroner – 5 og 4. På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.

Boliginspektøren svarede mig hurtigt og venligt. Han gav udtryk for, at det var mega træls for mig. Han ville undersøge sagen og sørge for at kreditere beløbet.

Imens jeg var i gang med at tage mit tøj ud af vaskemaskinerne, kom en arbejdsmand ind i vaskeriet. Han er ansat i boligområdet i forbindelse med renoveringerne.

Efter vi havde sagt godmorgen til hinanden, forklarede jeg, at jeg ikke kunne vaske mit tøj. Han undrede sig noget over, hvorfor vandet var slukket for?!

Han sagde, det er ham, der står for at slukke og tænde, når det er nødvendigt i forbindelse med de stadig igangværende renoveringer i området.

Han havde ikke slukket for vandet, og han kunne ikke se nogen grund til slukningen.

Han krøb om bagved en af vaskemaskinerne og fik tændt for vandet. Han bad mig om at vente lidt, og så kunne jeg tænde for vaskemaskinerne og få vasket mit tøj.

Jeg takkede ham for hjælpen.

Både han og jeg undrede os over, hvem der dog havde slukket for vandet – og hvorfor…

Jeg skrev tilbage til boliginspektøren og varmemesterkontoret: ”Hej igen. En flink arbejdsmand kom lige forbi. Han har tændt for vandet. Nogen havde pillet ved noget bag vaskemaskinen ved vinduet. Vaskemaskinerne er i gang nu, så I kan se bort fra min henvendelse om det. Arbejdsmanden siger, det ikke er personale, der har pillet ved vandrørene?! Vores dørtelefonanlæg er igen blevet ødelagt i kælderen i Næringen 32. Vil I få en til at reparere det? På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.

Boliginspektøren svarede kort efter og takkede for tilbagemeldingen. Han skrev også, at han ville sørge for, der blev kigget på vores ødelagte dørtelefonanlæg.

Jeg takkede for hans hjælp og ønskede ham en god weekend.

Jeg fik vasket mit tøj på trods af alt. Det står hen i det uvisse, hvem der havde slukket for vandet i vaskeriet?! Ligeledes er årsagen til det slukkede vand også ukendt?!

Som jeg skrev, må man håbe, der var tale om et enkeltstående tilfælde.

Første gang efter jul kunne jeg ikke tænde for maskinerne. Anden gang kunne jeg godt tænde, men der var slukket for vandet, så mit tøj kunne ikke blive vasket.

Flere har givet udtryk for, at jeg skal oplyse om og bede om hjælp, hvis der sker mere.

En af mine naboer sagde sågar, at det kunne være interessant at udspionere, hvem der eventuelt går ned i vaskeriet lige inden, jeg skal vaske.

Indtil videre er jeg dog optimistisk og satser på, at jeg fremadrettet kan vaske mit tøj uden de store forhindringer. Dét at vaske tøj er en ret basal nødvendighed ind imellem.

Når man er blevet overfaldet i vaskeriet, bliver det utrygt.

Når man oplever sabotage eller tilfældige sammentræf, bliver det besværligt.

Sidst jeg vaskede mit tøj, gik det hele let og smertefrit. Jeg reserverede på forhånd, jeg benyttede vaskemaskinerne, alt var trygt og godt, og jeg blev opkrævet korrekt efterfølgende. Sådan skal det helst være – også fremadrettet.

Vi fik en ny beboer i opgangen for nylig. Det er dejligt, hun giver udtryk for at føle sig godt taget imod. Hun er ligesom os andre allerede glad for at bo i opgangen.

Jeg sætter stor pris på vores gode naboskab i opgangen. Selvom vi ikke løber hinanden på dørene, så hilser vi pænt, hyggesnakker hvis der er tid, hjælper hinanden hvis det er nødvendigt, og vigtigst af alt så respekterer vi hinanden.

Man skal ikke undervurdere, hvor rart det er at have søde, venlige, hjælpsomme, omsorgsfulde naboer.

En i vores opgang var flyttet ind i en af de store lejligheder. Den var for stor til ham og hans ting. Han ville dog gerne blive i opgangen. Han var heldig at få tildelt en af de mindre lejligheder i opgangen. Han er glad for at bo her, og vi er glade for, at han er blevet boende i opgangen.

Desværre hersker der debatter om racisme. Det er trist, hvis nogen trynes og føler sig uvelkomne.

Vi er en blandet flok i vores opgang. Der er forskellige nationaliteter, baggrunde og aldersgrupper. Vi har hver især noget at bidrage med. Kulturelle forskelle beriger i min optik et fællesskab.

Selvom vi bor hver for sig og har vores egne lejligheder, så gør det mig glad at kunne følge med i, at et nabopar blev gift, en blev færdiguddannet, et andet par fik en baby osv.

Jeg har ikke valgt at blive alvorligt, kronisk, fysisk syg. Andre har ikke valgt, at de ville fødes i et krigsramt land.

Jeg er taknemmelig for mine gode naboer, og jeg gør gerne en ekstra indsats for, at alle er trygge og føler sig godt tilpas. Der skal nogen gange så lidt til.

Da jeg havde det allersværest i boligområdet og blev chikaneret på det groveste, oplevede jeg støtte og næstekærlighed fra omkringboende. En sådan hjælp fra uventet kant er uvurderlig!

I næste indlæg besvarer jeg nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen. Man kan godt føle sig helt alene i kampens hede, og for nogle virker det mest nærliggende blot at give op og flytte.

Selvom det meste på sin vis ånder fred og idyl, som det er nu, så fortsætter jeg med at dokumentere. Hvis det viser sig, at nogen helt bevidst og med fuldt overlæg fortsætter med at genere og chikanere mig, så kan det være, endnu en retssag bliver nødvendig.

Uanset hvad er det fordelagtigt at være veldokumenteret, så det ikke blot er ord mod ord.

Til jer der kæmper en brav kamp – hold hovedet højt. I kæmper ikke alene!

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 152 Lokal tørke og fremgang. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Vejret udenfor gør, at det de fleste dage er mest indbydende at hygge indenfor med tændte stearinlys. I min optik byder hver af årets årstider på noget positivt og hyggeligt.

Køligt, fugtigt, ruskende, stormfuldt vejr samtidig med indendørs hyggestunder skal man ikke kimse ad. Sol, varme, lune aftener og udendørs arrangementer er bestemt også tiltalende.

Vejr og vind kan ingen af os styre – man må indrette sig efter forholdene. Da jeg arbejdede i Legoland, husker jeg blandt andet, at tyskere ofte sagde med et smil på læben: Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.

Når jeg indleder dette blogindlæg med at skrive om vejret, er det for at komme ind på forhold, der er uden for ens egen kontrol.

Jeg har desværre været en hel del igennem siden min indflytning i denne lejlighed – noget jeg bestemt ikke har fortjent og noget, som med garanti ikke stod i den lejekontrakt, jeg skrev under på, da jeg fik lejligheden tilbudt.

Jeg er rigtig glad for at bo i min lejlighed, og jeg sætter i endnu højere grad pris på det hele, efter jeg har fået ro i mit hjem. Det har taget tid, og vejen hertil har på ingen måde været snorlige.

For mig har Kampen for Retfærdighed helt sikkert været det hele værd. Men hvor ville jeg dog ønske, at de sidste års strabadser blot var et grimt mareridt.

”Når enden er god, er alting godt”, siger talemåden. Den Danske Ordbog forklarer, at en lykkelig slutning på et forløb overskygger de eventuelt negative sider, der måtte have været undervejs. Jeg er langt fra enig i, at alt er godt og kan ses positivt tilbage på, når afslutningen blot er god!

Det ondskabsfulde, forkerte, groteske, ydmygende og uretfærdige, jeg er blevet sat igennem, blot fordi jeg ikke ville høre på evindelig værkstedslarm i mit hjem i tide og utide, overskygges desværre ikke af noget som helst. Følelsen, traumerne og oplevelserne sidder dybt inde i mig. Jeg arbejder med mig selv i forhold til at få det forskellige på afstand og bearbejde de værste af hændelserne, men nogle, varige mén vil nok for altid være en del af mig.

Naturligvis er det rart og belejligt, når noget ender godt. Sådan skal det helst være.

Selvom det larmende, brandfarlige, forbudte værksted nu heldigvis er lukket for altid, og retssagen omhandlende situationen er veloverstået, så kan jeg ærgerligt nok ikke lukke bogen helt. Det kan jeg ikke, fordi nogle enkelte, få brodne kar fortsætter med at behandle mig forkert og uretfærdigt.

Måske satser de naivt på, at jeg flytter, hvis de blot chikanerer mig længe nok. Det spinkle håb kan de skyde en hvid pil efter.

Jeg flytter ikke! Jeg bliver ved med at kæmpe for mine egne og andres rettigheder! Som tyskerne siger: ”Ordnung muss sein!”. Der skal være styr på tingene!

Jeg skal også huske at fremhæve det positive. Som jeg nævnte i blogindlæg ”150 Punktum – streg.”, er boliginspektøren blevet meget hjælpsom, og vi er begyndt at kommunikere rigtig godt. Det sætter jeg stor pris på.

I onsdags kom to tømrere i min lejlighed. Det havde boliginspektøren sørget for.

Der blev sat en plade på min elboks. Som jeg viste billeder af i blogindlæg ”143 Måske retssag nummer 2?!”, så var der et ret stort, langt hul foroven i min elboks.

I forhold til hvad jeg skrev i dét blogindlæg, så er der sket forbedringer i visse henseender.

Min oplevelse er nu, at Alboas hovedkontor og boliginspektøren svarer mig hurtigt, pænt og høfligt. Jeg oplever at få hjælp fra den side, når jeg henvender mig. Det er rigtig rart.

Situationen er på nedslående vis en anden i mit boligområde. Varmemesterkontoret har en noget anderledes tilgang end de højere rangerende.

Derfor sørger jeg for fremadrettet altid at involvere boliginspektøren og eventuelt også Alboas hovedkontor, når jeg er nødsaget til at henvende mig til ejendomsfunktionæren eller ejendomsserviceteknikeren om noget som helst.

Det er vist fordelagtigt og desværre nødvendigt at sørge for, at selvbestemmelsen i Vejlby Vest sættes lidt under kontrol. Det kan stige nogen til hovedet, hvis de besidder for stor en magt.

Jeg skrev også i blogindlægget på daværende tidspunkt: ”Jeg foragter de mennesker, der med fuldt overlæg har krænket mine rettigheder og ydmyget mig”. Dertil vi jeg gerne korrigere: Jeg har intet tilovers for de, der fortsætter med at genere og chikanere mig.

En som boliginspektøren ser jeg på med meget anderledes øjne nu, hvor han behandler mig pænt og respektfuldt.

I onsdags blev der udført tømrerarbejde i min lejlighed fra klokken 7:30 om morgenen til over middag.

Boliginspektøren havde lavet en rekvisition og sørget for, at skaden i mit gulv langt om længe skulle laves.

Gulvet gik i stykker efter vandskaden i maj måned i 2023. Jeg har gang på gang skåret min fod, når jeg er kommet til at træde ned i hullet, hvor gulvet var gået i stykker.

Ejendomsfunktionæren, ejendomsserviceteknikeren og tømreren i Vejlby Vest kendte i lang tid til problemet, men ingen af dem gjorde noget for at hjælpe mig og udbedre skaden i min lejlighed.

Først da boliginspektøren kom på banen, kom der her i januar 2025 endelig gang i reparationen af mit gulv.

Nogle af jer har skrevet, hvordan jeg dog formår at udvise en sådan tålmodighed.

Når man først venter fra maj måned 2023 til juni måned 2024, før man igen desperat rykker, så er man meget tålmodig.

Når man så igen venter desperat fra juni måned til december måned 2024, før man rykker for at få hjælp, så er man yderst tålmodig.

Måske er udholdenheden dog mere et udtryk for, at man har været prisgivet, når magthaverne i ens boligområde, der skal sørge for reparationer og vedligeholdelse af lejemålene, nægter at hjælpe en og forsøger at fryse en ud.

En anden gang venter jeg ikke! Jeg inddrager fra starten af boliginspektøren, så der er en slags opsyn med, at de, der er ansat til at sørge for, at arbejdet udføres, ikke blot lader stå til.

Gennem tiden har mange af jer, der trofast læser og lytter med, skrevet til mig om, hvad I hver især på ulykkelig og uretfærdig vis også er eller har været udsat for. Fortsæt endelig med at berette og fortælle. Hvis jeg kan hjælpe, så gør jeg det!

Min erfaring er, at man ikke skal lide i stilhed. Man skal ikke kæmpe alene og lade sig tie ihjel. Ræk ud, inddrag relevante personer og instanser, dokumentér mest muligt, udvis ordentlighed på trods af alt, lav gerne alliancer med regelrette vidner, vær vedholdende og tag kampen op.

I min kamp for retfærdighed har jeg gennem tiden set mig nødsaget til både at inddrage fagpersoner, myndigheder, instanser og virksomheder.

Aarhus Retshjælp, Lejernes Landsorganisation, Danske Lejere, advokater, dommere, Østjyllands Brandvæsen, Østjyllands Politi, Aarhus Kommune, den daværende borgmester, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Alboas samarbejdspartnere Electrolux og Bytømreren, mit eget forsikringsselskab og boligforeningens forsikringsselskab.

Intet har været hverken let eller ligetil, forløbet har været enormt tids- og ressourcekrævende, og jeg har følt, jeg har løbet panden mod en mur massevis af gange.

Nogle tænker sikkert, om det ikke havde været nemmere blot at flytte.

Det havde hverken været nemt eller muligt for mig blot at flytte. Jeg havde ikke råd til endnu en flytning, og hvor skulle jeg flytte hen?

Desuden er jeg ikke typen, der bare giver op.

Den situation, jeg havnede i, var absurd, og jeg blev gjort uret i enhver henseende.

Jeg indså hurtigt, at jeg nok hverken var det første eller det eneste offer.

En eller flere skal tage kampen op og åbne munden for, at noget forandrer sig.

Jeg havde ventet flere år på at flytte i en lejlighed i stueplan med en lille have.

Som det er nu, nyder jeg mit hjem, og jeg er blevet rigtig glad for at bo her. Især efter jeg har fået fred og ro.

Jeg har planer om at bo her i mange flere år. Mit blommetræ i haven skal som minimum nå at vokse op og blive højere end mit stakit. Jeg plantede i sin tid blot nogle blommekerner, så det er godt, jeg er en ufattelig, tålmodig sjæl

En kvinde skrev på et tidspunkt til mig og bad om hjælp. Hun havde inden da ikke personligt læst med i min blog. Hun var havnet i en regulær shitstorm i forbindelse med sin boligsituation. Hun var af sine pårørende blevet anbefalet at læse min blog og eventuelt tage kontakt til mig. Hun skrev til mig og viste mig papirer, hun havde modtaget fra sin udlejer. Jeg modtog i sin tid lignende, usaglige, ubegrundede skrivelser fra min boligforening. Jeg rådgav hende bedst muligt og foreslog, hvad hun skulle skrive til sin udlejer. Nogle dage efter skrev hun begejstret og lettet til mig, at hendes udlejer var endt med at beklage den tilsendte skrivelse.

Lige der kan man sige: ”Når enden er god, er alting godt”.

Jo mere vi står sammen og hjælper hinanden, jo bedre klarer vi os sammen og hver for sig.

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

I næste indlæg skriver jeg om en lidt underlig oplevelse, jeg havde, da jeg sidst skulle vaske tøj. Jeg håber, det var et enkeltstående tilfælde, som ikke gentager sig.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 151 Ej en snorlige vej. first appeared on Kampen for Retfærdighed.