Getting your Trinity Audio player ready...

Retten havde stillet et krav til boligforeningens advokat. Han skulle senest den 6. maj 2024 indlæse det bilag 48, han havde undladt at fremkomme med på minretssag.dk. Ud fra hans skrivelser den 11. marts indeholdt bilag 48 angiveligt afgørende beviser mod mig.

Det virker til stadighed mere som en tom trussel end et afgørende bevis! Min advokat gjorde ham allerede få dage efter den 11. marts opmærksom på, at bilag 48 ikke var at finde på minretssag.dk. Det fik ham ikke til fluks at sende det manglende bevis ind…

Ej heller da Retten, den 22. april, gjorde ham opmærksom på manglen, valgte han omgående at rette op på sin fejl og sende det angiveligt afgørende bevis ind…

Retten stillede udelukkende krav om, at han senest den 6. maj skulle indlæse det bilag 48, han havde skrevet om allerede den 11. marts.

Advokaten med møderet for Landsretten benyttede dog lige lejligheden til i stedet for et bilag 48 både at indsende et processkrift og 2 andre bilag?!

Jeg kunne godt gå i dybden med, hvad Landsretsadvokaten denne gang har påstået og løjet om. Men det ødelægger weekendhyggen, og helt ærligt så er det udtrættende og møgirriterende gang på gang at skulle forholde sig til hans yderst usaglige og usande ytringer! Muligvis stræber han endda efter at forarge og genere med sine trusler og selvmodsigelser?!

Elever og studerende går for tiden til eksamener. Det gør mig glad, når de møder op og har været ihærdige med deres eksamensforberedelser. Det imponerer mig ligeledes, at de rent faktisk tager en uddannelse og hver især lader sig blive udfordret af nyt og ukendt stof. Ikke alle får lige gode karakterer. Sådan er det nu engang! Men jeg hylder hver eneste, der har gjort sit bedste.

Qua sin titel som advokat må boligforeningens advokat på et eller andet tidspunkt have forberedt sig grundigt og argumenteret sagligt. Han er en aldrende mand. Med årene må han have tilegnet sig de metoder, han på nuværende tidspunkt benytter sig af. Efter mine antagelser ville hans tilgang til sagsbehandling nok ikke umiddelbart give topkarakterer på et juridisk fakultet…

Jeg har (efterhånden lidt modvilligt) læst Landsretsadvokatens skrivelser i sit seneste processkrift. Efterfølgende har jeg gennemgået samtlige aktindsigter og kommunikationen mellem boliginspektøren og byggesagsbehandleren i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Ligeledes har jeg fundet brugbare mails og øvrige relevante dokumenter frem fra mine arkiver. Når jeg har dannet overblik og lavet en logisk rækkefølge med korrekt dato og tidsforløb, sender jeg det hele til min advokat. Når jeg påpeger, at jeg (naturligvis) hverken vil ændre på datoer eller tidsforløb, så skyldes det, at spektaklet og dennes advokat jo desværre benytter sådanne metoder. Læs eller genlæs eventuelt indlæg ”97 Politianmeldt og ellers intet nyt!”.

Ét af de to bilag, Landsretsadvokaten indlæste til Retten, er en byggetilladelse fra 1984. Lokalerne i kælderen blev på daværende tidspunkt godkendt til stille og rolig voksenundervisning i foto.

Boliginspektøren benytter lignende metoder som advokaten, hvilket fremgår tydeligt af kommunikationen mellem byggesagsbehandleren og boliginspektøren…

Boliginspektøren skrev på et tidspunkt til byggesagsbehandleren, at han og øvrige i Alboa godt mente, det larmende violinbyggerværksted i kælderen i Næringen 32 kunne sidestilles med stille og rolig voksenundervisning i foto?!

Voksenundervisning i foto er velsagtens, hvor deltagerne lærer at bruge et kamera. De tilmeldte tilegner sig viden om kompositioner, indhold og form, æstetisk oplevelse og betydning for beskuere.

I det larmende og brandfarlige violinbyggerværksted forlystede spektaklet sig (til stor gene for omkringboende) mange timer hver evig eneste uge med boremaskine, stiksav, industristøvsuger, hammer, sav, fil, nedstryger i metal og øvrige larmende maskiner og støjende værktøjer.

At boliginspektøren og Alboa overhovedet kan få sig selv til at påstå noget så grotesk, som at voksenundervisning i foto kan sidestilles med et larmende og brandfarligt violinbyggerværksted, det vidner i høj grad om deres partiskhed og uprofessionalisme!

Byggesagsbehandleren gjorde boliginspektøren (som var Alboas sagsbehandler) opmærksom på, at Teknik og Miljø IKKE mener, de to foretagender kan sidestilles! Byggesagsbehandleren skrev også, at det larmende violinbyggerværksted afveg væsentligt fra voksenundervisning i foto. Han påpegede blandt andet larmen, den manglende lydisolering, brandfaren og den manglende brandsikring.

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har altså for længst pointeret over for Alboa som boligorganisation, at byggetilladelsen fra 1984 på ingen måde er gyldig i forhold til et larmende og brandfarligt værksted!

Alligevel forsøger Landsretsadvokaten sig… Han indlæste den 2. maj 2024 byggetilladelsen fra 1984. Han argumenterer i sit processkrift – også fra den 2. maj – for, at byggetilladelsen til stadighed er gældende?! Han mener endda, at spektaklet sågar må undervise i reparation af musikinstrumenter i de ikke lydisolerede og ej brandsikrede lokaler?!

Man kan konkludere, at boliginspektøren og boligforeningens advokat ignorerer blankt, hvad myndigheden ”Teknik og Miljø” har informeret om og har afgjort i forhold til.

Én ting er, at boliginspektøren og de øvrige implicerede er fuldstændig ligeglade med den evindelige og ødelæggende larm, vi i opgangen er udsat for, når spektaklet får frit slag i kælderlokalerne. En anden ting er, at modparterne i så fald også må se stort på, at vi i opgangen – hvis der fortsat føres larmende og brandfarligt værksted – kan brænde ihjel. Jeg bor i stuelejligheden lige ovenpå, så jeg vil nok blive det første offer, hvis der udbryder brand i spektaklets kælderlokaler.

Hvor er det egentlig grusomt, skræmmende og frygteligt at være udsat for…

Modparterne kæmper fortsat for et foretagende, de er helt klar over, ikke er brandsikret! Det er ej heller godkendt i forhold til støjgenerne fra maskinerne og alt værktøjet – og industristøvsugeren, som også larmer. Det er meget lydt i dette betonbyggeri!

Samtidig falder mistanken igen på, om spektaklets nyeste kontrakt overhovedet er gældende?! Læs eller genlæs eventuelt indlæg ”74 1-årsdagen for overfaldet og dokumentation på spektaklets nye kontrakt”. Byggesagsbehandleren har konkluderet, at kontrakten er gældende! Uanset hvad modparterne må have udtænkt at snedige kneb osv., så er kontrakten altså gældende! Spektaklet må IKKE arbejde i kælderlokalerne længere! Lokalerne må udelukkende bruges til pulterrum / opbevaringsrum!

Spektaklet, boliginspektøren, beboerrådgiveren, spektaklets advokat og boligforeningens advokat har alle løjet om, at der skal være foretaget lydprøver. Der er IKKE foretaget lydprøver! I sit seneste processkrift fra 2. maj lyver boligforeningens advokat endnu engang om, at Alboa angiveligt skal have ladet foretage undersøgelser i forhold til støjen?!

Dette er til dig, truende Landsretsadvokat, hvis du læser med i bloggen: ”Svar dog langt om længe på hvilke undersøgelser du henviser til, der skal være foretaget i forhold til spektaklets støj med maskiner og værktøjer i kælderen i Næringen 32! Ligeledes har du i en tidligere skrivelse ind til Retten skrevet, at der er foretaget undersøgelser i kælderlokalerne?! Der er ikke foretaget nogen som helst undersøgelser! Da min advokat bad dig om dokumentation for den påstand, ignorerede du det blankt og har ikke nævnt de påståede undersøgelser siden?! Det er blandt andet noget af det, jeg kommer til at nævne, når jeg kontakter advokatklagenævnet om dig! Slutteligt vil jeg opfordre dig til at gøre alvor af dine trusler i stedet for konstant blot at true mig”.

Der kommer hyppigere indlæg det næste stykke tid, da der er en hel del at skrive om.

Næste blogindlæg kan læses senest på tirsdag, den 7. maj.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.