76 Et deja-vu…

Den 3. december, i forgårs, fik jeg oplevelsen af et deja-vu. Jeg fik instinktivt følelsen af, at jeg allerede havde haft den pågældende oplevelse før…

Jeg gik rundt og nød den hvide sne et sted langt væk fra min hjemby. Men det var hundekoldt, så jeg ledte efter et varmt sted at opholde mig indenfor. Jeg genkendte ikke bygningen, jeg søgte ly i, i første omgang – nok mest af alt fordi jeg benyttede en anden indgang end sidst.

Pludselig befandt jeg mig i et genkendeligt lokale, vist ved det samme bord med en lignende stol. I et splitsekund gik jeg fra at være i julestemning og nyde dagen iblandt glade mennesker til på ærgerlig vis at huske den magtesløshed og afmagt, jeg dag efter dag oplevede, når spektaklets enerverende larm i værkstedet gjorde mig til jaget vildt i mit hjem.

Den 28. juni 2023 deltog jeg i et stemningsfuldt arrangement på selvsamme lokation – jeg hyggede mig med selskabelige mennesker.

Den gode stemning blev dog (midlertidigt i hvert fald) afbrudt af et opkald fra en beboer i opgangen. Hun berettede om, at spektaklet den pågældende onsdag aften larmede løs i violinbyggerværkstedet, og at det allerede da havde stået på i timevis. Det larmende helvede skulle vise sig at fortsætte til over midnat…

Hvor er det skammeligt, forargeligt, aggressivt, usympatisk og uetisk, at spektaklet helt bevidst udsatte os i opgangen ovenpå værkstedet for det, der svarer til psykisk terror – evindelig larm i timevis…

Og det er ydermere foragteligt for ikke at tale om barnligt, ynkeligt og tarveligt, at han for at toppe den tragiske ærgerlighed og ondskab også legede gemmeleg, når man forsøgte at henvende sig til ham for at bede ham om at stoppe med at larme…

Jeg følte virkelig med min overbo, da hun ringede til mig den aften i sommers. Hun var ganske forståeligt frustreret og vred over at være tvunget til at høre på evindelig larm i sit hjem – vel at mærke helt oppe på 2. sal.

Dét at larmen fra værkstedet også kunne være SÅ forstyrrende og generende flere etager over min lejlighed, sætter tingene i perspektiv…

Det maner enhver tvivl i jorden om, hvorvidt der overhovedet er et gran af sandhed i modparternes påstande om, at opdigtede lydprøver angiveligt skal have bevist, at larmen fra værkstedet ikke kunne høres i min lejlighed i stueetagen – lige ovenpå det forbandede værksted – i på ingen måde lydisoleret i forvejen meget lydt betonbyggeri…

Én ting er, at de forskellige har løjet om lydprøverne i et desperat forsøg på at bevare det ulovlige, brandfarlige og larmende værksted… En anden ting er, at de er sluppet afsted med det et langt stykke hen ad vejen… Beboerklagenævnet stillede ingen spørgsmål?! I forbindelse med den verserende retssag slap de også afsted med det?! Først da jeg og øvrige i opgangen kontaktede Østjyllands Brandvæsen og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, blev der sat en stopper for vanviddet… Det lykkedes dog heller ikke i første forsøg og ej heller i løbet af kort tid!

Det er tankevækkende, at retssikkerheden i Danmark rent faktisk er baseret på SÅ skrøbeligt og uholdbart et grundlag!

Jeg har vitterligt været jaget vildt i mit hjem – i ethvert rum i min lejlighed – hver evig eneste gang, spektaklet på skruppelløs vis larmede løs i værkstedet i kælderlokalerne lige under min lejlighed!

Jeg kunne levende sætte mig ind i, at min overbo også den aften endte med at blive ked af det i ren og skær afmagt over den chikane, spektaklet udsatte hende for i timevis og endda til langt over normal sengetid på en hverdagsaften…

Den 28. juni var det lunt vejr – selv hen på aftenen. Sol og sommer prægede bybilledet. Den 3. december lå der sne, og det var frostvejr. På trods af komplet diametrale modsætninger i forhold til årstid, vejr, vind, påklædning osv., kom følelsen af et deja-vu omgående, så snart jeg trådte ind i lokalet.

Oplevelsen af et deja-vu gav mig et flashback til en urimelig og ødelæggende situation, og et kort øjeblik blev jeg overvældet af blandede følelser.

Påmindelsen om det levende helvede med larm og psykisk terror ramte mig som et lyn… Magen til belastende, irriterende og ondskabsfuldt menneske skal man vist lede længe efter – her mener jeg spektaklet! Men jeg kunne lige så godt i samme ombæring også nævne samleveren boliginspektøren, beboerrådgiveren, ejendomsfunktionæren, driftschefen, direktøren, beboerklagenævnets medlemmer, advokaterne og andre medskyldige, som har puttet vand på spektaklets mølle og har tilladt ham at fortsætte det åbenlyse vanvid!

Samtidig blev jeg ramt af en kolossal følelse af ren og skær lettelse! Jeg tog en dyb indånding og smilte ved tanken om, at der ikke mere vil komme hverken larm eller arbejdsstøj fra de lokaler i kælderen, som førhen på ærgerlig vis blev brugt til et for omgivelserne altødelæggende violinbyggerværksted.

Det er en kæmpe sejr! Jeg og øvrige har formået at bekæmpe slet spil og underhåndsaftaler med saglighed og dokumentation!

Kampen for retfærdighed er dog endnu ikke slut – slet ikke desværre!

Meget er sket, og intet af det kan gøres ugjort!

De implicerede parter skal stilles til ansvar! Mest af alt for at umuliggøre eller i det mindste på kraftigste vis besværliggøre, at de medsammensvorne får held med i en anden sammenhæng med fuldt overlæg at ødelægge liv og hjem!

Beboeren, som boede i lejligheden ovenpå min på 1. sal, er ikke længere nøgleindehaver?! Om han selv valgte at opsige lejemålet og flytte, eller om han blev smidt ud, det ved jeg ikke… Der har været lidt forvirring omkring hele situationen?!

Men hvorom alting er, så har håndværkere på det seneste renoveret lejligheden på 1. sal.

Det kan høres, når en lejlighed bliver renoveret – det har flere beboere i opgangen bemærket. Men larmen i den forbindelse er midlertidig og har et forståeligt formål. Desuden har støjniveauet ikke været noget nær så slemt og belastende som den frygtelige, monotone, vedvarende og ødelæggende larm, der evig og altid kom fra spektaklets værksted – også på tidspunkter, hvor man ikke lige forventer, at nogen kan finde på at larme med hverken boremaskine, hammer, fil, sav, nedstryger i metal, industristøvsuger, stiksav eller andet!

En veninde ringede forleden til mig for at hyggesnakke. Jeg sad i mit køkken, da jeg tog telefonen. Min veninde bemærkede straks de forskellige lyde og larmen og udbrød instinktivt og meget vredt: ”ÅH NEJ! – ER DET NU HAM, DER LARMER I VÆRKSTEDET IGEN?”

Jeg kunne heldigvis berolige hende med, at spektaklets tid med et værksted i kælderen i Næringen 32 ER fortid!

Tillige forsikrede jeg hende om, at der falder brænde ned, hvis spektaklet bare én eneste gang på noget som helst tidspunkt skulle forsøge at snige sig hen i de to kælderlokaler for at arbejde og larme igen. Hammeren falder prompte, hvis han vover pelsen! Myndigheder vil omgående blive kontaktet! Action vil blive krævet! Han vil blive konfronteret!

Vi er flere, der simpelthen ikke vil finde os i mere af den slags!

Min venindes reaktion er let forståelig! Hun har ligesom familiemedlemmer, venner, veninder og kolleger adskillige gange været på besøg hos mig i Næringen 32 i stuelejligheden og har oplevet, hvordan hun heller ikke kunne finde fred i ét eneste rum i min lejlighed, når det forbistrede bæst arbejdede og larmede løs i værkstedet. Ligeledes har vi mangfoldige gange oplevet at blive afbrudt midt i en telefonsamtale, fordi larmen fra værkstedet har overdøvet vores stemmer.

Det er absurd og vanvittigt, at alt dette har stået på i mange år – stik imod al fornuft og ordentlighed!

Jeg bliver sur, vred, oprørt, fortørnet, stresset og skuffet blot ved tanken om, hvad ejendomsfunktionæren, boliginspektøren, driftschefen, den HR-ansatte, boligforeningens direktør, beboerklagenævnets medlemmer, spektaklet, samleveren, advokaterne og øvrige implicerede har været medskyldige i at forårsage!

De har hver og en spillet en på afskyelig vis afgørende rolle i at tillade et levende helvede med overdøvende larm for de forskellige uvidende beboere, der helt uanende om spektaklets værksted flyttede ind i en lejlighed i opgang 32 i Næringen.

Jeg er selv ulykkeligvis et af ofrene.

Jeg var lykkelig over efter flere års ventetid at overtage en stuelejlighed med et lyst køkken og en lille have.

MEN, som en sidegevinst (hvis man overhovedet kan og vil benytte et ord som ”gevinst” om det forbandede, forbudte, brandfarlige og larmende værksted i lokalerne lige under min lejlighed) blev jeg helt uforvarende udsat for et levende helvede med evindelig larm, psykisk terror, vold, overvågning, stalking, hærværk, mobning, hetz og trusler.

Desuden har jeg stået og står til stadighed mål med komplet usaglig og uprofessionel sagsbehandling fra Alboas implicerede ansattes side…

Som jeg nævnte i indlæg ”51 Onsdag den 28. juni 2023 blev en mareridtsaften for nogle beboere i opgangen – spektaklet larmede i værkstedet til over midnat!”, så kan den posttraumatiske stressforstyrrelse PTSD opstå efter psykiske belastninger.

Der er ingen tvivl om, at jeg i en eller anden grad har været og nok desværre stadigvæk er mærket efter alt det, jeg med fuldt overlæg er blevet udsat for. Et tydeligt tegn er blot som et eksempel, at jeg efter overfaldet i november sidste år stadig ikke på egen hånd tør gå i kælderen i min bygning – hverken for at benytte vaskeriet eller for at aflevere eller hente noget i mit opbevaringsrum.

Meget traumatiserende er hændt mig, siden jeg første gang tillod mig at klage over larm fra det værksted, spektaklet havde i kælderen, lige under min lejlighed.

Chikane-tiltagende har i nogle år alle været med til at ødelægge min tilværelse. Jeg har været hårdt ramt – bange, vred, opgivende, forarget, grædefærdig, stresset…

Søvnmangel har ofte påvirket min hverdag negativt. Man kan af naturlige årsager umuligt hverken sove, hvile eller slappe af for den sags skyld, når man vedvarende hører på høje maskinlyde og dominerende brag fra brugen af værktøj.

Monotone, høje, generende lyde fra værkstedet på alle mulige tidspunkter af døgnet – alle ugens 7 dage… Det var frygteligt!

Søvnberøvelse er en simpel, men særdeles effektiv torturform, der efter nogle dage kan få store konsekvenser for den udsatte. Jeg var udsat for evindelig larm i flere år. Hvis jeg havde brug for søvn og hvile, var jeg oftest nødsaget til at søge ly andetsteds end i min lejlighed, for desværre kunne enhver lyd fra værkstedet høres i mit hjem.

Lydene og larmen kunne endda høres og opleves generende helt op på 2. sal. Det sætter det hele i et skarpere perspektiv…

MEN, SPEKTAKLETS VÆRKSTED ER FORTID!

Alt i alt er jeg OK! Heldigvis har jeg formået at leve et såkaldt dobbeltliv – jeg har i hvert fald formået at dele tingene op. Når jeg ikke var nødsaget til at opholde mig i mit hjem eller i boligområdet, hvor jeg på groveste vis blev chikaneret og spredt rygter om, så var jeg livsglade, lattermilde Malene – ligesom jeg er nu.

Desværre medførte larmen fra værkstedet og chikanen mod mig, at jeg i månedsvis mest muligt bestræbte mig på ikke at opholde mig i mit hjem eller i boligområdet.

Det nemmeste havde naturligvis været at flytte… Og sikke en fordelagtig løsning for spektaklet og minsandten tillige en lukrativ løsning for boligforeningen! Jeg vil først kunne få mit fulde indskud tilbage, når jeg har boet i min lejlighed i 8,4 år. Dermed kunne ALBOA nyde godt af at beholde mit indskud og samtidig narre en ny, intetanende til at flytte ind i lejligheden lige ovenpå det forbandede, ødelæggende værksted…

Hvis næste offer ikke valgte at flytte på grund af larm og misbehandling, så kunne de medsammensvorne tage forskellige midler i brug – ligesom de har gjort i mit tilfælde. Urin på dør, overfald, tyveri af pakke, rygtespredning til naive, imbecile medløbere, som så kunne deltage i den igangværende proces med at ødelægge et menneskes omdømme – disse er blot nogle af de nævneværdige eksempler på ondskab og råddenskab!

En nær ven gjorde mig for nylig opmærksom på, at jeg nok desværre har bygget usynlige mure op omkring mig for at beskytte mig selv. Han mente det ikke som kritik. Mere som en venlig påmindelse om at de mure bør brydes ned, så jeg ikke behøver at være på vagt konstant. Jeg er ikke nødsaget til konstant at have paraderne oppe længere.

Hvor har han ret – de usynlige mure skal fjernes! Jeg skal stadig passe på mig selv – ligesom enhver anden skal – men nu har jeg ro i mit hjem, jeg har allerede vundet nogle af kampene, og jeg tangerer til at have nærmest James Bond-agtige metoder, hvor jeg ganske diskret mestrer at dokumentere og bevise, hvis nogen forsøger at gøre mig ondt eller udsætte mig for (flere) uretfærdigheder.

Privatlivets fred blev krænket på utroligt mange områder i al den tid, hvor spektaklet (og ofte også samleveren) evig og altid opholdt sig i værkstedet. Det er MEGET lydt i bygningen. Det gør nok også ondt endnu værre, at betongulvet i mit køkken er revnet flere steder pga. tidligere vandskader. Gulvmanden, som lagde nyt gulv på efter vandskaden, jokede lidt med, at han håbede, jeg havde en sød og stille underbo, for da betonen er revnet, og da der på ingen måde er lydisoleret, så går enhver lyd tydeligt igennem. Ligeledes kunne det lugte ”giftigt” i mit køkken og i soveværelset, når spektaklet brugte kemikalier i værkstedet.

Det er skræmmende at tænke på, at jeg og øvrige udover larmen tilmed har været udsat for brandfare på grund af det ulovlige værksted…

I udklippet (som boliginspektøren sendte til byggesagsbehandleren i Teknik og Miljø med spektaklets nye kontrakt på opbevaringsrum med et forkert lokalenummer på) står der klart og tydeligt, at der IKKE må opbevares brændbare væsker i lokalerne længere!

I forhold til at mit privatliv i høj grad blev krænket, (indtil jeg formåede at sætte en stopper for ulovlighederne) var det også bemærkelsesværdigt, at spektaklet ALTID holdt inde med at larme, når han i værkstedet i kælderen kunne høre min telefon eller tablet i lejligheden ovenpå ringe. Om pauseringen af larmen mest af alt var med henblik på at kunne aflytte mine telefonsamtaler, eller om intentionen i højere grad var, at endnu flere personer ikke måtte kunne bevidne det larmende helvede, det må stå hen i det uvisse…

Hvad ydermere angår krænkelse af privatlivets fred, så væmmes jeg ved tanken om, at den partiske beboerrådgiver skrev i sit hårrejsende referat fra dialogmødet med den skjulte dagsorden, at jeg gerne ville sende spektaklet en sms, når jeg forlod mit hjem?!

NEJ! NEJ! NEJ! Gu vil jeg da ej sende den magtliderlige stalker en sms, når jeg forlader mit hjem! Jeg hverken skal eller vil stå til regnskab overfor nogen som helst i dén sammenhæng!

I dag venter en travl dag med forskellige gøremål. Jeg vil dog prioritere også at nå at julehygge.

God dag derude!

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.