Getting your Trinity Audio player ready...

I mandags, den 25. september 2023, blev det årlige møde i Vejlby Vest holdt. Det var IKKE en generalforsamling, hvilket for nogle åbenbart er en vigtig ”detalje”?! Det var ganske enkelt et afdelingsmøde – dog med nøjagtig samme regelsæt og dagsorden som på en generalforsamling…

Som jeg skrev i indlæg ”61 En nok direkte smertefuld aften venter…”, så er det årlige møde på en mandag klokken 19:00 til nogen gange 22:00 eller 23:00 (på en hverdagsaften) ikke ligefrem en begivenhed, man ser frem til.

Det burde i teorien være en aften, størstedelen af beboerne i boligområdet prioriterede at komme til. Ethvert emne på dagsordenen vedrører ens boligområde og dermed ens bolig, MEN… Tonen og fremgangsmåden gør, at disse møder på ingen måde er hyggestunder, hvor man er afslappet og nyder selskabet!

Der er omkring 700 lejligheder i boligområdet – ergo ville mange mennesker potentielt kunne møde op til det årlige møde. Relativt få møder dog op. Vi talte ikke det nøjagtige antal af fremmødte i mandags, men vi er ret sikre på, at der var under 100 deltagere til mødet.

Som det første punkt blev en dirigent og en referent valgt. Det er som regel altid de samme to personer – en fra afdelingsbestyrelsen er dirigent, og afdelingsbestyrelsesformanden er referent. Det styrer de vist ganske fint.

Afdelingsbestyrelsesformanden startede med at berette om forskelligt.

Hovedsageligt fortalte han om de forskellige huslejestigninger, vi har i vente. De kommende huslejestigninger skyldes de allerede igangværende renoveringer af badeværelser og udskiftninger af radiatorer. Desuden omlægning af varmerør og indførsel af egenbetaling på vandforbrug.

Det har hidtil været relativt billigt at bo i boligområdet, og det er sikkert stadigvæk forholdsvis billigt. MEN, hvis man tager højde for, hvad nogle af os lejere står mål med og bliver udsat for fra Alboas side – eksempelvis timevis af larm fra et værksted, som man ingen anelse havde om før sin indflytning – så burde Alboa refundere MANGE af de penge, jeg og øvrige har betalt i husleje!

Umiddelbart kommer de samlede huslejestigninger til at være cirka 1.000 kroner om måneden. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det, for med de mange vandskader og forældelse af diverse, så er det nødvendigt med fornyelse!

Afdelingsbestyrelsesformanden fortsatte sin beretning med at komme ind på emnet ”Leje af garager og kælderlokaler”.

Det er sådan, at det er muligt at leje en garage og et kælderlokale i boligområdet. Det er vist mest de mangeårige beboere, der er heldige med disse goder, for når alt er booket, er der naturligvis intet ledigt.

Der er kø til at få lov til at leje garager og kælderrum, og de, der har boet her længst, står naturligvis forrest i køen. Altså hvis de ikke allerede lejer en garage og / eller et kælderlokale – eller som i spektaklets tilfælde – to kælderlokaler – et mindre og et større.

Priserne er MEGET favorable! Spektaklet har for eksempel betalt 300 kroner for de to lokaler, og så har han kunnet bruge lige så meget el, han havde lyst til. Hele elforbruget i værkstedet og i andre lejede kælderlokaler har hidtil kørt over fællesudgifter.

Det er lidt vildt, når man tænker på, hvor mange timer spektaklet plejede at arbejde i værkstedet og bruge maskiner osv. Med de til tider skyhøje elpriser der er, så er spektaklet og øvrige lejere virkelig sluppet heldigt fra at betale for eget elforbrug.

Vi foreslog sidste år til afdelingsmødet, at lejere af kælderrum selv skal betale for ethvert elforbrug, hvilket naturligvis kun er rimeligt. Vi fik dog en rigtig hård medfart for overhovedet at have stillet forslaget, og budskabet var, at vi kunne glemme alt om at få det indført.

På mødet endte det med, at afdelingsbestyrelsen trods alt gik med til, at de ville undersøge forholdene. MEN, i referatet fra mødet, som afdelingsbestyrelsesformanden udfærdigede, stod der noget om, at vores forslag var blevet stemt ned, og at der ikke ville blive gjort mere ved den sag.

Om det skyldes, at Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har kigget lidt på forholdene og manglende byggetilladelser i boligområdet, eller hvad årsagen er dertil, så nævnte afdelingsbestyrelsesformanden under mødet i år, at afdelingsbestyrelsen trods alt har set nærmere på præmisserne for leje af garager og leje af kælderlokaler.

Prisen for leje af garage vil stige med 50 kroner. Det vides ikke umiddelbart, hvad det oprindeligt har kostet at leje en garage?! Vi er lidt usikre på, om prisstigningen er pr. år eller pr. måned, men det må vi kunne læse nærmere om, når referatet fra mødet bliver runddelt. Det blev nævnt, at det var den første prisstigning på leje af garage siden 2006.

Vi ved ikke, hvad det generelt koster at leje et kælderlokale.

Spektaklet har som nævnt alt i alt betalt 300 kroner for 2 lokaler og frit elforbrug.

Han blev opsagt i værkstedet pr. 15. september 2023 – hvis det altså passer, hvad boliginspektøren skrev til byggesagsbehandleren i Teknik og Miljø. Årsagen til opsigelsen er, at der ikke foreligger en byggetilladelse, og brand- og lydforhold er ikke i orden.

Det tyder ikke på, at spektaklet rent faktisk er blevet opsagt, hvis man tager i betragtning, hvad boliginspektøren skrev til os i sit brev fra den 11. september – læs eller genlæs eventuelt indlæg ”59 Har boliginspektøren hovedet under armen? Meget tyder på det…”. I brevet skrev han om den kommende retssag osv.

Det er altså stadig planen, at sagen skal for Retten om det værksted, som på det tidspunkt slet ikke længere eksisterer… Det er lidt svært at forstå, men det er der så meget, der er…

Vi bliver forhåbentligt klogere på facts fra afdelingsmødet, når referatet kommer ud, for vi er usikre på, om der også kommer prisstigning på leje af kælderlokale?!

Afdelingsbestyrelsesformanden sagde, at afdelingsbestyrelsen havde fået sin mistanke bekræftet, da de havde undersøgt nærmere, hvad der foregår i de forskellige kælderlokaler.

Han sagde, at de fleste lejere blot bruger kælderlokalerne til opbevaring, hvilket gør, at elforbruget i de lokaler selvsagt er lavt.

Han nævnte så, at en har en kummefryser i et kælderlokale, og at nogle driver værksteder i kælderlokalerne.

Han nævnte ikke, at en i et lejet kælderlokale har en elektrisk togbane. Den elektriske togbane fortalte boliginspektøren mig om, da vi snakkede i telefon sammen den 17. december 2021. Det med den elektriske togbane kan man også tydeligt høre på lydoptagelsen, jeg lavede af vores telefonsamtale. En elektrisk togbane er nok heller ikke billig i elforbrug… Hvor mange andre foretagender blev der mon ikke oplyst om på mødet i mandags?

Da afdelingsbestyrelsesformanden nævnte, at nogle driver værksteder, må man formode, at han ikke medregner spektaklet som en af dem. Ifølge boliginspektørens skrivelse til byggesagsbehandleren i Teknik og Miljø blev spektaklet jo opsagt i værkstedet pr. 15. september 2023!

I hvert fald har afdelingsbestyrelsen besluttet, at de, der driver værksteder, hver især skal betale 50 kroner alt i alt for deres samlede elforbrug. 50 kroner er godt nok billigt sluppet! Også i denne sammenhæng er vi usikre på, om det er pr. år eller pr. måned, men det vil på ingen måde overraske mig, hvis det er pr. år!

Uanset hvad må man sige, det er en yderst favorabel pris for uanede mængder el – særligt i disse tider, hvor el er en rigtig dyr affære…

At afdelingsbestyrelsesformanden fortæller, at en lejer af et kælderlokale har en kummefryser stående, det undrer os. Der står jo netop i Husordenen i Vejlby Vest, at man ikke må have kummefryser i kælderlokaler!

Noget andet er, at afdelingsbestyrelsesformanden til mødet sidste år snakkede om kummefrysere i flertal… Det var i sammenhæng med, at han ville proppe ulovligheder i området op et sted, hvor der ikke er lys…

Vi påpegede ikke den del med den ulovligt placerede kummefryser. Vi orkede ganske simpelt ikke konflikten med afdelingsbestyrelsesformanden og resten af ”det grå guld”, som er den betegnelse, afdelingsbestyrelsesformanden sidste år brugte om sig selv og boligområdets øvrige, mangeårige beboere.

Hvis vi havde påpeget det faktum, at det ifølge reglerne i Husordenen er forbudt at have en kummefryser i et kælderlokale, så ville vi med stor sandsynlig være blevet overfuset. Det kunne måske også opildne til konflikt på den måde, at det kunne motivere afdelingsbestyrelsesformanden til ligesom sidste år at sige: ”Ja, det er ulovligt, det har altid været ulovligt, hvad vil I gøre ved det? Proppe det op et sted hvor der ikke er lys?”

Størstedelen af garagerne og kælderlokalerne er vist udlejet til mangeårige beboere og medlemmer af enten afdelingsbestyrelsen eller Fritidsklubben.

På et tidspunkt under mødet i år kom afdelingsbestyrelsesformanden, som også er boligområdets revisor, med en kommentar, som fik mængden af mangeårige beboere i området til at bryde ud i latter. Han sagde med et lidt skævt smil på læben: ”Regler i Husordenen overholdes, når noget er vedtaget”. Det er påfaldende, at det simpelthen er en stående joke…

Vi var nogle fremmødte, der bestemt ikke grinte af afdelingsbestyrelsesformandens kommentar. Jeg fortrak ikke en mine, men havde der været en taleboble over mit hoved, der havde afsløret, hvad jeg tænkte, så var der uden tvivl blevet en meget ubehagelig stemning til mødet igen i år!

I år blev afdelingsbestyrelsesformanden ikke rigtig konfronteret, så han formåede at holde en ret pæn tone under hele mødet.

I næste indlæg skriver jeg om resten af afdelingsmødet.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.