Getting your Trinity Audio player ready...
|
I aften skal det årlige afdelingsmøde afholdes. Det er IKKE en generalforsamling, er vi blevet gjort opmærksomme på. Dette fordi vi har påpeget, at vi ikke mener, vedtægterne på boligområdets hjemmeside bliver overholdt.
De vedtægter, vi henholder os til, er vedtægterne, man kan læse, hvis man går ind på ”Vejlbyvest.dk” og læser om ”Generalforsamlingen”.
Der står: ”Generalforsamlingen”.
”En gang årligt afholdes den ordinære generalforsamling for alle beboere i Vejlby Vest. Her er der mulighed for at komme med forslag til afdelingen, stemme om hvem der skal være i bestyrelsen, høre årsberetningen og ikke mindst tage stilling til det kommende budget, som fastlægger huslejen det efterfølgende år”.
”Rent formelt:”
”- Alle beboere skal have en invitation inklusiv dagsorden 4 uger inden den ordinære generalforsamling”.
”- Alle beboere kan fremsætte forslag til generalforsamlingen. Disse skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen”.
Uanfægtet hvad der står i vedtægterne på boligområdets hjemmeside, så afholdes der så vidt vides ingen generalforsamlinger i Vejlby Vest længere – altså for beboere i Nyringen og i Næringen.
Møderne kaldes nu for afdelingsmøder, men det er umiddelbart samme regelsæt og dagsorden på møderne, der gælder?!
- Der er mulighed for at komme med forslag til afdelingen (som dog for det meste stemmes ned allerede på forhånd).
- Der skal stemmes om, hvem der skal være i bestyrelsen (det er dog nærmest afgjort på forhånd, at de faste bestyrelsesmedlemmer går igen og igen).
- Man hører årsberetningen og er med til at tage stilling til det kommende budget, som fastlægger huslejen det efterfølgende år (man skal dog passe på med at stille spørgsmålstegn ved de forskellige tal i regnskaberne – det giver MEGET dårlig stemning).
Mødet i aften er i hvert fald ikke en generalforsamling! Men er der mon en grund til, at vedtægterne ikke bliver opdateret, hvis de ikke længere gælder? Vi gjorde allerede afdelingsbestyrelsesformanden opmærksom på den problematik den 13. september 2023. Intet i vedtægterne er rettet eller fjernet endnu?! Og er der mon en særlig grund til, at der ikke afholdes generalforsamlinger overhovedet?
Størstedelen af beboerne i Vejlby Vest vælger belejligt at blive væk fra det årlige afdelingsmøde. Det er langtrukket, der er en hård tone, der er ikke reelt tale om et demokrati, og hvis blikke kunne dræbe, ville jeg og flere være døde allerede nu…
Hvorom alting er, så deltager jeg og øvrige nødtvungent i aften. Vi har nogle spørgsmål, vi gerne vil have besvaret, og vi har stillet et forslag.
Et af vores spørgsmål går på posten ”Beboerrådgivning” i regnskabet. Til afdelingsmødet sidste år, som jeg vist desværre fejlagtigt er kommet til at betegne som en generalforsamling, besvarede afdelingsbestyrelsesformanden – som også er områdets revisor – mit spørgsmål med informationen om, at beløbet på 575.000 kroner var beboerrådgiverens løn. Hun er kun ansat på 35 timer om ugen. Hendes løn er meget høj i forhold til den gennemsnitlige løn for en i hendes stilling.
I år er beløbet på 582.000 kroner. Hvis det altså er sandt, at hele beløbet er hendes løn, så har hun fået en lønforhøjelse på 7.000 kroner siden sidste år, og hun ligger ifølge statistikker på omkring 100.000 kroner over den gennemsnitlige løn for en i hendes stilling.
I aften vil vi spørge ind til posten ”Beboerrådgivning” igen, for det kan jo være, at ordstyreren – som også er afdelingsbestyrelsesformand og revisor – har været lidt hurtig på aftrækkeren, da han svarede på mit spørgsmål sidste år.
Vi undrer os også over posten ”Diverse udgifter” på 230.000 kroner. Sidste år fik vi i første omgang ikke et svar, da vi spurgte ind til beløbet, men senere fik vi en forklaring på, at beløbet blandt andet dækker over penge til begravelsesblomster. Vi må se, om vi kommer et svar nærmere i aften.
Vores forslag til mødet i aften går på, at det forslag, som blev vedtaget til afdelingsmødet i 2019, skal håndhæves. Forslaget gik på et rygeforbud i områdets forsamlingshus.
Der var en del protester imod, at forslaget overhovedet skulle behandles?!
Men det blev behandlet på trods af protester, for det var stillet rettidigt!
Et stort flertal stemte for, at et rygeforbud skulle indføres.
Men blev der reelt indført et rygeforbud?
Afdelingsbestyrelsesformanden skrev selv i beboerbladet i november 2019:
”Forslag om rygeforbud i VEST’N. Forslaget var stillet med udgangspunkt i en bankoproblemstilling. Et ændringsforslag om, at spørgsmålet skulle sendes tilbage til Fritidsklubben / Banko til nærmere afklaring blev afvist. Der var en længere debat om spørgsmålet, og der kom et ændringsforslag om, at rygeforbuddet skulle omfatte alle tre lokaler i afdelingen, som er ”åbne”, og hvor der kommer mange forskellige beboere – dvs. i VEST’N, NY & NÆ og HOTEL 51. I aktivitetslokalerne i øvrigt må aktiviteterne selv finde en løsning. Forslaget omfattende alle 3 lokaliteter blev vedtaget”.
Det er 4 år siden, at forslaget om et rygeforbud i boligområdets forsamlingshus blev vedtaget.
Den 2. september i år havde nogle beboere lejet forsamlingshuset til et arrangement. De kunne efterfølgende berette om, at man skal kigge langt efter ”Rygning forbudt”-skilte i forsamlingshuset. De har lavet en panorama-video af festen, som viser mange vinkler i forsamlingshuset, og man kan på videoen ikke få øje på ét eneste ”Rygning forbudt”-skilt.
Det lyder godt at sige, at vi har et demokrati, og vores mangeårige afdelingsbestyrelsesformand skriver og siger om sig selv, at han har en beboerdemokratisk tilgang.
Vi er dog mange, der ikke oplever et demokrati, og afdelingsbestyrelsesformanden har i flere tilfælde været ubehagelig, nærmest truende og er villig til at tryne forskellige.
Han var en af dem, der virkelig protesterede imod, at forslaget om ”Rygning forbudt i beboerhuset” overhovedet skulle tages op på mødet i 2019.
Hvis det går, som vi desværre allerede kan forudse, så bliver vores forslag om, at det forslag, der allerede i 2019 blev vedtaget, skal håndhæves, nedstemt af den flok, der betegner sig selv som ”det grå guld” – det er gruppen af mangeårige beboere, der hersker i boligområdet. Hurra for demokratiet… Eller noget…
I aften bliver vi klogere på, om afdelingsbestyrelsesformanden igen nævner sin røv i forbindelse med, hvor han vil proppe ulovligheder hen… Jeg håber det virkelig ikke…
Det er i hvert fald på ingen måde en aften, man ser frem til på nogen måde!
Som en svarede, da jeg spurgte, om han regnede med at komme til mødet i aften: ”Nej, fandme nej, så hellere melde mig frivilligt til samfundstjeneste”…
Andre ruller med øjnene og nærmest fnyser, når man spørger. Svaret er i mange tilfælde: ”Nej tak, det har jeg prøvet…” eller ”Niks, jeg har oplevet, hvordan det foregår!”
I næste indlæg kan jeg skrive noget om, hvordan i aften forløber.
Det er også spændende at se, om James James-flokken møder op. Altså dem der har forenet sig i en Facebook-gruppe for at køre hetz på mig…
Jeg håber, alle har haft en god weekend. Her har weekenden været stille og rolig. Jeg har slappet af og har fået ordnet forskelligt. Der har været fuldstændig ro i og fra værkstedet, og det sætter man virkelig pris på, når man gang på gang har oplevet at være jaget vildt i sit hjem på grund af voldsom larm fra lokalerne i kælderen lige under min og øvriges lejligheder.
Vi har løbende søgt om at få fuld aktindsigt i boliginspektørens kommunikation med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Det er lidt nedslående at læse, hvordan boliginspektøren skriver om mig. Desuden er det horribelt, hvor langt han har været villig til at gå for at forsøge at gennemtvinge, at spektaklet kunne få lov til at arbejde videre og larme i værkstedet.
Boliginspektøren har under hele processen været fuldt ud informeret om, at spektaklets larm i værkstedet har været til stor gene for mig og for øvrige i opgangen. Han har modtaget MANGE klager over spektaklets larm! Alligevel har han ihærdigt på alle mulige måder forsøgt at få værkstedet lovliggjort…
Først påstod han, at jeg først begyndte at klage over larmen fra værkstedet cirka 4,5 måned efter min indflytning. Det er komplet usandt. Det ved han udmærket godt! Jeg forsøgte i flere måneder at henvende mig til spektaklet selv, før jeg klagede til boligforeningen.
Så skrev han, at dialogmødet i december 2021 havde til formål at forstå parternes individuelle ønsker og behov. NEJ! De lyttede slet ikke til mig, de trynede mig og lavede et larme-skema over mit hjem. Desuden foregik mødet helt horribelt – læs mere i indlæggende ””6 Dialogmødet med den skjulte dagsorden” og ”7 Det hårrejsende referat fra dialogmødet”.
Han skriver yderligere løgnagtigt om, at boligorganisationen siden marts 2022 har modtaget 40 til 50 mails med klager, som beskriver, hvilke gener der er for klageren. ”KLAGERNE” BOLIGINSPEKTØR! Det er flertal, for vi er flere i opgangen, der har været plaget af larmen fra det forbandede værksted i kælderen! Og boliginspektør – når I nu har modtaget så mange klager, så burde I uden tvivl have reageret og ageret på en helt anden måde!
Spektaklet bor selv 2 opgange væk!
Kan I virkelig ikke selv indse det sindssyge i, at I lader en mand fra en helt anden opgang gå hen og larme og forstyrre flere beboere i deres hjem?
I sit første høringssvar til Teknik og Miljø skriver boliginspektøren, at der ganske rigtigt forekommer støj fra almindelige manuelle som elektriske håndværktøjer.
Spektaklet har alverdens maskiner og værktøjer i de to lokaler brugt til værksted. HAMMER, SAV, FIL, VINKELSLIBER, INDUSTRISTØVSUGER og meget andet.
I sit hårrejsende referat fra dialogmødet skriver den partiske beboerrådgiver: ”Vi har i dag lavet lydprøver med forskelligt håndværktøj. Der er afprøvet følgende værktøj, som har gennemtrængende lyd: NEDSTRYGER I METAL, HAMMER PÅ AMBOLT, LILLE SAV MED STRENG i træ”.
Boliginspektøren vælger selv at medsende retspapirer, der beviser, at boligforeningens advokat har skrevet, at de lydprøver, der blev foretaget under dialogmødet i 2021 ikke dokumenterer gener af den karakter, som angives af sagsøger. NEJ, de såkaldte lydprøver dokumenterer ikke noget som helst, for der blev aldrig foretaget lydprøver! Det hele er løgn og latin!
Boliginspektøren indrømmer også i et senere høringssvar til Teknik og Miljø, at der aldrig er foretaget lydprøver. Denne indrømmelse kommer han kun med, fordi byggesagsbehandleren kræver at få tilsendt dokumentation for de lydprøver, han påstår, der er lavet.
Først prøver boliginspektøren at tørre påstanden om lydprøver af på mig?! Han glemmer dog, at han selv har medsendt papirer, der beviser, at han og øvrige sågar bruger de påståede lydprøver som dokumentation ind til Retten… Det er jo helt galimatias!
Til os skrev boliginspektøren, at spektaklet måtte arbejde 61 timer om ugen i værkstedet. Til Teknik og Miljø skrev han ordret: ”Varigheden for anvendelsen vurderer ALBOA som kortvarig. I tid maksimalt 1,5 til 2,0 time, og dette som et absolut maks”.
Dette skrev han på trods af, at han havde modtaget flere klager, hvor jeg og øvrige i opgangen beskrev, at spektaklet havde arbejdet og larmet i værkstedet i mange timer – også på søndage…
Der er meget, der ikke stemmer overens. Boliginspektøren skrev til byggesagsbehandleren, at der under dialogmødet kun blev afprøvet en hammer på ambolt?! Det er stik imod, hvad beboerrådgiveren, som også skal vidne til fordel for spektaklet inde i Retten, skrev i det hårrejsende referat fra dialogmødet…
Måske modparterne skulle begynde at snakke sammen og koordinere deres løgne… Men løbet er vist kørt for dem. Hold nu op hvor har jeg meget dokumentation. Sikke mange modsigelser og sågar selvmodsigelser…
Boliginspektøren nævner også specifikt, at der forefindes en SØJLEBOREMASKINE. Spektaklet og samleveren indrømmer på de førnævnte lydoptagelser, at der også er en STIKSAV i værkstedet. Netop stiksaven løj spektaklet dog om inde i beboerklagenævnet. Dette indrømmer spektaklet og samleveren på lydoptagelserne. Læs eller genlæs eventuelt indlæggene ”17 Den tiltagende chikane og beboerklagenævnets afgørelse” og ”20 Fritidsklubbens træværksted, magtmisbrug plus beviser nægtet og fjernet”.
Boliginspektøren skriver i sin ansøgning om retslig lovliggørelse af værkstedet, at støjen fra værkstedet i 35 timer om ugen også vil kunne komme fra anvendelse af STIKSAV og DEKORATØRSAV, BOREMASKINE og RYSTEPUDSER.
Han skriver (jeg citerer ordret): ”Skulle afdelingen opnå en retslig lovliggørelse (af værkstedet) vil lejeren / brugeren blive præsenteret for yderligere et skærpet krav til kontrakten / allonge, hvor der vil være begrænsning i forhold til anvendelsen af såvel elektriske som almindelige håndbetjente værktøjer. Der vil blive beskrevet, at rummets anvendelse, og i den forbindelse til maskinelle aktiviteter, vil være begrænset til udførelse på hverdage mellem 10:00 og 17:00. I weekenden og på helligdage må der ikke udøves aktiviteter der ved anvendelsen af værktøjer kan medføre gener for de omkringboende”.
Boliginspektøren skriver altså, at boligorganisationen vil BEGRÆNSE spektaklet til at måtte larme med elektriske værktøjer og maskiner i 35 timer om ugen?! Han VED, vi i lejlighederne ovenpå værkstedet er plaget af larmen fra værkstedet!
Vi er flere i lejlighederne i opgangen, der opholder os i hjemmet i dagtimerne også. Nogle arbejder hjemmefra, en er gravid og venter baby om kort tid, andre er i en situation, hvor de tilbringer mest tid i hjemmet. Alle, der har hørt på en boremaskine i kort tid, kan velsagtens forestille sig, hvordan det er at bo ovenpå et larmende værksted i lydt betonbyggeri, hvor der på ingen måde er lydisoleret! Boremaskine i 35 timer om ugen???
Hvis boliginspektøren havde haft held med at gennemtvinge sin vilje, så er min første tanke: Stakkels os i opgangen! Og hvordan skal det gå med en lille nyfødt, der tvinges til at høre på boremaskine og andet i timevis ad gangen… Det er skammeligt, at boliginspektøren er SÅ fokuseret på at tilgodese 1 beboer frem for en hel flok i en hel opgang!
Endvidere skriver boliginspektøren til byggesagsbehandleren i et høringssvar, at boligorganisationen ikke har kendskab til, at værkstedet skulle opvarmes ved anvendelse af petroleumsovn, men udover det har han ingen kommentarer til den del. Han svarer ikke myndigheden på, hvordan værkstedet så opvarmes i de mange timer, han har tænkt sig, spektaklet skal have lov til at arbejde og larme løs…
61 timer skrev han til os, et absolut max. på 2 timer skrev han til byggesagsbehandleren, i et efterfølgende høringssvar skrev han om 35 timer til byggesagsbehandleren…
I næste indlæg skriver jeg mere om, hvordan afdelingsmødet er gået. Det kan jo være, der kommer nogle sandheder frem i aften. Usande rygter kommer der uden tvivl – sådan er det desværre her i området. Men måske kommer det frem, om boliginspektøren har sagt spektaklet op pr. 15. september eller, at han ikke har…
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.