6 Dialogmødet med den skjulte dagsorden

Man bør som hovedregel lytte til sin mavefornemmelse… Jeg fik helt ret i, at jeg ikke skulle være gået med til at afholde et dialogmøde. Spektaklet og samleveren mødte op sammen, de hilste på boliginspektøren og beboerrådgiveren, men ikke på mig, og så var stemningen ligesom lagt. Samleveren blev tilbage i beboerrådgivningen i nummer 34, imens vi andre gik hen i værkstedet i kælderen i nummer 32.

Da vi kom ind i værkstedet, forklarede spektaklet først lidt om, hvad han bruger værkstedet til, og så tog han en sandpapirsklods og stod med den lidt ude i luften, hvorefter han sagde ”der kan I se, det larmer ikke”. Helt paf gjorde jeg opmærksom på, at det naturligvis ikke blot var en sandpapirsklods, han normalt larmede med i værkstedet. Beboerrådgiveren gjorde mig straks opmærksom på, at jeg skulle passe på med ikke at være konfliktoptrappende… Jeg blev hurtig klar over, at de øvrige fire deltagere på forhånd havde aftalt, hvad der skulle foregå, og hvordan dialogmødet skulle forløbe, og jeg var ganske enkelt en brik i puslespillet.

Jeg blev alligevel forhåbningsfuld, da boliginspektøren fortalte os i værkstedet, at han tidligere havde arbejdet som tømrer, og at han godt var klar over, hvor meget de forskellige maskiner og værktøjer kunne larme – eksempelvis nedstrygeren i metal. Mit håb svandt dog efter en stund.

Vi gik i gang med de såkaldte lydprøver. Først gik boliginspektøren og jeg op i min lejlighed. På vejen derop kommenterede han på, at det ville undre ham, hvis den store mængde, dyrt træ i værkstedet blot er til spektaklets eget forbrug. Vi kom op i min lejlighed, men vi kunne ikke høre en eneste lyd fra værkstedet. Jeg sagde, at han på ingen måde arbejdede eller brugte maskinerne og værktøjerne som vanligt, siden vi slet ingenting kunne høre. Det kommenterede boliginspektøren ikke på…

Vi gik ned i værkstedet igen, hvor beboerrådgiveren, der havde opholdt sig i værkstedet sammen med spektaklet, smilte lidt skævt og sagde ”han slog ikke hårdt med hammeren?!” Det virkede så åbenlyst, at der var tale om slet spil, men vi fortsatte med de såkaldte lydprøver…

Beboerrådgiveren og jeg gik op i min lejlighed. Igen kunne ingen af os høre noget som helst fra værkstedet. Beboerrådgiveren insinuerede, at larmen, jeg mente at kunne høre, kom fra et andet sted, og hun foreslog, at jeg kunne forsøge at overdøve larmen med fjernsyn eller musik. Jeg forsikrede hende om, at larmen uden tvivl kom fra værkstedet og forklarede, at jeg flere gange var gået i kælderen og havde stået foran døren ind til værkstedet for netop at sikre mig, at larmen kom derfra. Det havde hun ingen kommentarer til…

Efterfølgende fortsatte mødet i beboerrådgivningen, hvor samleveren ventede på os. Som det første blev de øvrige fire mødedeltagere enige om, at de såkaldte lydprøver havde bevist, at ingen larm fra værkstedet kunne høres i min lejlighed?!

Alligevel blev boliginspektøren, beboerrådgiveren, spektaklet og samleveren enige om, at der skulle laves et larme-skema over mit hjem, så jeg vidste, hvornår jeg kunne forvente ekstra larm i mit hjem?! Jeg protesterede, men jeg blev overhørt.

Spektaklet og samleveren sagde under mødet, at de havde holdt øje med mig, og at de havde ret godt styr på, hvornår jeg var hjemme, og hvornår jeg forlod mit hjem. Jeg påpegede, at det var krænkende at blive holdt øje med af fremmede på den måde i ens hjem, men det var der ingen, der tog notits af…

Det var ubehageligt at deltage i mødet. I forbindelse med det larmeskema, de havde besluttet at lave, spurgte beboerrådgiveren mig som noget af det første, om vi kunne aftale, at spektaklet måtte arbejde og larme ekstra mange timer i værkstedet hver anden mandag, for der havde han senior-fridag fra sit arbejde som møbelsnedker. Spektaklet og samleveren sagde, at de havde observeret, at jeg ofte tog afsted om mandagen. Min respons var, at jeg ikke er afsted hver mandag, og at jeg ville være træt af ikke at kunne være i mit hjem på grund af larm. Igen blev min udtalelse ignoreret… Jeg havde næppe behøvet at deltage i mødet, for alt var planlagt og aftalt på forhånd.

Da de henover hovedet på mig havde lavet det famøse larme-skema, foreslog beboerrådgiveren, at jeg kunne printe skemaet ud og hænge det på mit køleskab, så jeg havde et overblik over, hvilken tidsplan der var gældende for hvilken uge og hvilken dag?!

Jeg var grædefærdig og helt opgivende. Jeg nævnte, at boliginspektøren under telefonsamtalen havde påpeget, at der ikke må drives erhverv fra værkstedet. Jeg gentog desuden, hvad han havde sagt om den store mængde, dyrt træ, da vi var på vej op i min lejlighed. Helt nonchalant afviste boliginspektøren dog at have sagt nogen af delene?!

Spektaklet og samleveren forsikrede os om, at alle instrumenter, der fremstilles i værkstedet, er til eget forbrug. Han har haft værkstedet i flere årtier, og han arbejder fast mange dage og timer hver uge. Det må være blevet til mange instrumenter gennem årene! Jeg foreslog, at han skulle fremvise instrumenterne. Vi havde kun set et par stykker, som han var i gang med at fremstille i værkstedet, og jeg havde set, hvad han var i gang med at fremstille, da han første gang havde inviteret mig med ned i værkstedet, så de mange færdige instrumenter havde han vel i sin lejlighed beliggende lige ovenpå beboerrådgivningen…

Spektaklet blev irriteret og afviste blankt at fremvise nogen som helst instrumenter… Det kom han heller ikke til, for det, mente beboerrådgiveren, var et konfliktoptrappende forslag…

Det var op ad bakke til dialogmødet, og jeg blev mere og mere klar over den skjulte dagsorden.

Spektaklet og samleveren kaldte mig en løgner og påstod, at jeg klager over larm fra værkstedet, selv når han ikke er i værkstedet. Han bedyrede også, at han aldrig arbejder i værkstedet om søndagen. Jeg påpegede, at jeg har vidner, og at jeg kan fremvise sms’er, hvor han selv har skrevet om søndags-arbejde i værkstedet. Igen mente beboerrådgiveren dog, at jeg var konfliktoptrappende…

Mødet fik ende, og jeg gik slukøret og fortabt hjem. Udsigten til i fremtiden at skulle leve i mit hjem efter en tidsplan, hvor jeg skulle forvente maskin- og værktøjslarm flere dage hver uge var en frygtelig tanke. Det var desværre i forvejen præmissen, jeg havde boet i min lejlighed under, men jeg havde inderligt håbet, at der ville komme en løsning til dialogmødet. Det kom der ikke!

Jeg var ked af det og følte mig narret af boliginspektøren. Han var vendt på en tallerken i løbet af de tre dage, der var gået siden vores telefonsamtale, hvor han havde lovet mig, at jeg ikke ville skulle leve i mit hjem efter et skema, og hvor han havde stillet mig i udsigt, at jeg ville få lov til at fremlægge mine beviser, så spektaklet var nødsaget til at rette ind.

Boliginspektøren og beboerrådgiveren burde være objektive og tilgodese begge parter. De havde dog på ingen måde mine interesser med i deres overvejelser og var begge åbenlyst partiske. De skal også begge vidne til fordel for spektaklet i retten.

Jeg kommer mere ind på det i et senere indlæg, men efter dialogmødet begyndte jeg at blive chikaneret på forskellig vis, og jeg har virkelig fået at mærke, hvad prisen er for at klage over en af de mangeårige beboere i området.

I næste indlæg skriver jeg om det hårrejsende referat fra dialogmødet.

Tak, fordi du / I læste med og måske er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.