Getting your Trinity Audio player ready...

Det er i dag onsdag den 31. maj. Den akutte vandskade skete torsdag den 25. maj. Jeg har siden været overladt til mig selv.

Tømreren henvendte sig godt nok fredag formiddag for at igangsætte en affugter i min lejlighed – 15 timer og 31 minutter efter, at vandskaden blev meldt…

Han har garanteret blot gjort, hvad han har fået besked på.

Det er ikke gavnligt for mit helbred, at jeg opholder mig i lejligheden. Jeg hoster tiltagende, jeg er skidt tilpas, og min vejrtrækning er besværet. Luften i lejligheden er tæt, det er meget varmt, og jeg må ikke lufte ud, da det vil mindske affugterens effekt.

Jeg har heldigvis opholdt mig hos familie i nogle dage, men den første nat og de sidste to nætter har hverken været behagelige eller ubesværede. Jeg ser vist desværre frem til endnu en nat, hvor jeg må sidde op og hige efter at kunne få vejret… Måske bliver der endda tale om mange flere drænende nætter… Alboa har ikke travlt med at hjælpe mig…

På trods af at jeg har taget ekstra astma- og anfaldsmedicin, måtte jeg i går søge lægehjælp, og jeg er nu sat i yderligere behandling.

Jeg ved desværre, at det kan blive en langvarig affære, når jeg først begynder at hoste og får besværet vejrtrækning. Det var et hyppigt problem, da jeg boede i min gamle opgang 54. En af sygdomsperioderne i Næringen 54 varede i over 7 måneder, hvor jeg var konstant syg med hoste og vejrtrækningsbesvær…

Tømreren sagde i fredags, at de ville komme tirsdag. Der kom dog slet ingen?! Heller ikke i dag, onsdag?!

Jeg kontaktede på ny mit forsikringsselskab i går, tirsdag, for at høre, hvordan jeg skal forholde mig i forhold til vandskaden osv. Der er rodet, beskidt og fugtigt i min lejlighed efter den akutte vandskade. Både mit vinter- og sommertøj var i skabene i gangen, hvor vandet ovenfra også sivede ned i.

Jeg og en anden tog hurtigst muligt det forskellige ud af mine over- og underskabe, og fordi det hele gik så stærkt, smed vi tøj og ting rundt på mit stuegulv og i min sofa. Desværre opdagede jeg efter noget tid, at der også lå vand efter vandskaden på mit stuegulv, så vores indsats var til dels forgæves…

Om natten forsøgte jeg at fjerne pletter og skidt fra mit tøj og mine frakker med Vanish og Biotex. Desuden var der også kommet vand eller i hvert fald fugt i min ipad og min computer…

Mit forsikringsselskab har brug for oplysninger fra Alboa for at kunne komme videre i sagsbehandlingen og for at kunne vurdere, om jeg kan blive genhuset.

Det er nu fyraften for personalet på dag 6 efter, at vandrøret bristede og forårsagede den akutte vandskade, og jeg har stadig ikke fået oplyst skadesnummeret, så jeg kan give det videre til mit forsikringsselskab…

Den flinke tømrer kiggede som nævnt forbi min lejlighed med en affugter dagen efter den akutte vandskade – derudover har ingen fra Alboa opsøgt mig?!

Selvom tømreren sagde i fredags, at de ville komme tirsdag, kom der ingen! Der har været personale i de øvrige lejligheder, men ikke i min…

I går, 5 dage efter den akutte vandskade, skrev jeg en e-mail, som jeg sendte til både ejendomsfunktionæren, boliginspektøren, driftschefen og selve Alboa. Af bitter erfaring ved jeg, at jeg ofte bliver ignoreret af de ledende i boligforeningen, så jeg er så at sige nødsaget til at skyde med spredehagl, når jeg har brug for et svar!

Jeg skrev, at jeg har meldt den akutte vandskade i min lejlighed til mit forsikringsselskab, og at de har brug for følgende oplysninger:

  1. De vil gerne have en beskrivelse af skaderne i min bolig.
  2. De skal vide, hvilket forsikringsselskab, der har tegnet forsikring for bygningen samt skadesnummeret, navn og telefonnummer til en kontaktperson hos bygningsselskabet.
  3. De skal bede om dokumentation for bygningsforsikringen og for, at de dækker skaden.
  4. De skal bede om et estimat på reparationsperioden, fra taksator eller reparatør.

I den pågældende e-mail gjorde jeg opmærksom på, at jeg er kronisk syg, og at jeg også bøvler med mine lunger, samt at det ikke er godt for mit helbred at bo i en lejlighed, hvor der er over 30 grader, og hvor jeg ikke må lufte ud på grund af affugteren. Jeg skrev også: ”Luften er tæt, og jeg er begyndt at hoste”.

Jeg skrev til dem klokken 10.27. Klokken 10.42 fik jeg en e-mail fra ledelsessekretariatet om, at der er bestilt fugtfirma, som skal komme og lave en fugtrapport. De vil give besked, inden de kommer. I den samme e-mail informerede medarbejderen mig om, at min skade var ved at blive anmeldt… Ved at blive anmeldt? Først 5 dage efter at den akutte vandskade skete…?!

Til slut skrev hun: ”Indtil omfanget er kendt, kan jeg desværre ikke sige noget om en tidshorisont. Men det afklares snarest muligt”.

Klokken 11.44 svarede jeg hende, at jeg ville give mit forsikringsselskab besked på, at skaden var i gang med at blive anmeldt.

Jeg skrev: ”Jeg håber ikke, at det blot er skaden i min lejlighed, der først anmeldes nu!”

Jeg tilføjede: ”Jeg er meget skidt tilpas på grund af den dårlige og tætte luft. Jeg har tiltagende hoste og er i kontakt med min læge derom. Jeg har i forvejen sensible lunger. Mit håb er, at der hurtigst muligt sker fremskridt i processen”.

Jeg havde i mellemtiden også været i kontakt med mit forsikringsselskab, som ville sørge for at sende skadeservice, som kunne tage sig af mit beskidte og måske beskadigede tøj og overtøj – desuden min ipad og min computer.

I mit svar til ledelsessekretariatet skrev jeg, at mit tøj ville blive afhentet, og at jeg endnu ikke havde dannet mig et fuldt overblik over skaderne.

Jeg skrev endvidere: ”Det undrer mig, at tømreren kom med en affugter klokken 11.32 fredag formiddag. Det var 15 timer og 31 minutter efter, at vandskaden blev meldt… Til mit store held havde Belfor skadeservice allerede sørget for en affugter til min lejlighed torsdag aften. Det var tømreren noget overrasket over…”

I min skrivelse bad jeg om at få et estimat på, hvor lang ventetid der er på, at et fugtfirma kommer ud.

Jeg informerede om, at jeg nok ville blive nødt til at overnatte et andet sted, da det havde været en lang nat med vejrtrækningsbesvær og indtag af øgede doser astma- og anfaldsmedicin. Luften er meget varm og tæt i min lejlighed pga. fugten og affugteren plus de lukkede vinduer.

Jeg spurgte: ”Har I en tom lejlighed eller et rum stående, jeg kan benytte, indtil de værste skader er udbedret?”

Mit forsikringsselskab kan ikke gøre noget som helst i forbindelse med genhusning, før de får et skadesnummer og ved mere om omfanget.

De har her 6 dage efter vandskaden stadig ikke kunnet få et skadesnummer… Gad vide om der omgående blev oprettet skadesnumre på vandskaderne i de øvrige to lejligheder?

Personalet har været i fuld gang og har i hvert fald sørget for at udbedre skaderne i lejligheden på 2. sal.

Jeg er helt overladt til mig selv?! Nok en del af straffen for at jeg klager over larmen fra violinbyggerværkstedet…

Jeg har skrevet og spurgt om, hvorvidt der omgående blev oprettet skadesnumre på de to øvrige lejligheder i opgangen, men jeg har ikke fået et svar på det…

Kort efter svarede ledelsessekretariatet mig, at jeg var nødt til at tale med varmemesteren om den konkrete skadeshåndtering. Jeg modtog den pågældende e-mail klokken 11.54, hvori der stod: ”Skaden er ikke oprettet internt i vores system endnu, men varmemesteren er jo allerede i gang med at skadeshåndtere, kan jeg forstå”.

Jeg var godt klar over, at han allerede tidligt om morgenen havde været i lejligheden på 2. sal, og at han også klokken 10.40 havde været i opgangen, men han havde ikke på noget tidspunkt henvendt sig til mig. Kalder man mon dét manglende eller ineffektiv skadeshåndtering?

Hende fra ledelsessekretariatet skrev til mig: ”Det er godt, du har en indboforsikring. Det er dem, som skal hjælpe dig med eventuel erstatning af ødelagt indbo. Hvis det afgøres, at der skal ske en genhusning, er det også din indboforsikring, som kan hjælpe dig. Du kan med fordel allerede nu tale med dem om det og forhøre dig om, hvordan de forholder sig”.

Jeg havde forhørt mig, mit forsikringsselskab gør, hvad de kan, men de mangler et skadesnummer for at kunne komme videre i processen, og i dag på 6. dag kan jeg stadig ikke give dem et skadesnummer, for Alboa kan ikke oplyse mig om et skadesnummer på vandskaden, som skete for 6 dage siden?!

Jeg svarede hende prompte, at ejendomsfunktionæren slet ikke havde kontaktet mig!

Lige efter sendte jeg ejendomsfunktionæren en e-mail, og jeg satte også selve boligforeningen på som modtager. Jeg skrev: Vil du give mig en status på den konkrete skadeshåndtering?”

Han svarede mig en lille times tid efter: ”Der er bestilt en fugttekniker til at foretage fugtmålinger i dit og de 2 øvrige lejemål. De har lovet at ringe tilbage med et tidspunkt for et besøg. Jeg venter stadig – vender tilbage, når jeg har hørt fra dem”.

Jeg havde i mellemtiden haft videokonsultation med min læge, som satte mig i en ekstra medicinsk behandling, da den øvrige astma- og anfaldsmedicin ikke havde hjulpet tilstrækkelig på vejrtrækningsproblemerne og hostene.

I min næste e-mail til ejendomsfunktionæren skrev jeg tak for svaret og orienterede om kontakten med lægen og den ekstra medicin og skrev: ”Mit forsikringsselskab kan ikke tilbyde mig genhusning eller andet, før de har oplysninger fra jer. Vi ved ikke, hvornår fugtfirmaet når frem”. Jeg spurgte igen til, om jeg kunne sove andetsteds, indtil affugteren skal fjernes.

Jeg skrev: ”Mine lunger og jeg har det ikke godt, og jeg fik at vide, at jeg helst skulle holde vinduerne lukket, imens affugteren kører, hvilket er dag og nat. Det er varmt i lejligheden, og luften er meget tæt og dårlig”.

Klokken 14.26 svarede han mig, at han ikke havde hørt fra fugtfirmaet, og at jeg nok skulle kontakte administrationskontoret om muligheden for genhusning.

Jeg skrev til den pågældende medarbejder i administrationen, som var den selvsamme, der havde svaret mig fra ledelsessekretariatet. Jeg spurgte om muligheden for genhusning og indsatte en kopi af, hvad jeg havde skrevet til ejendomsfunktionæren om mit helbred osv.

Hun svarede mig blandt andet: ”Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til genhusning, førend vores forsikringsselskab evt. godkender, at en genhusning er nødvendig”.

Hun foreslog mig, at jeg evt. kunne leje et af hotelværelserne, som beboere kan leje i boligområdet, men at Alboa ikke ville kunne betale for det. Hun skrev, at jeg skulle forhøre mig hos varmemesteren om, hvorvidt jeg kunne få lov til at åbne vinduer og lufte ud.

Jeg har ikke lige råd til at betale for et hotelophold. Jeg skal jo også betale min husleje!

Jeg svarede prompte, at jeg ville give beskeden videre til min læge og til mit forsikringsselskab. Jeg snakkede med en anden forsikringsmedarbejder denne gang. De havde netop i teamet drøftet min situation, og han sagde, det er for ringe, at der efter 5 dage stadig ikke var gjort noget, og at der ikke engang var oprettet et skadesnummer.

En sød dame fra skadeservice var i min lejlighed for at besigtige, hvor meget tøj osv. der skulle afhentes. Hun bemærkede også den tætte og varme luft i lejligheden.

Jeg blev tiltagende dårligere, der var 35 grader i lejligheden, jeg hang til sidst ind over et bord og hostede samtidig med, at jeg gispede efter vejret. Min læge havde nævnt, at jeg skulle love at ringe 112, hvis det blev helt slemt, men jeg kunne simpelthen ikke overskue at forlade en synkende skude, som min lejlighed pt. er…

Jeg skrev til damen i ledelsessekretariatet klokken 15.59: ”Da mit helbred er det vigtigste, har jeg slukket for affugteren og lufter nu ud og får frisk luft ind”.

Jeg fik intet svar. Jeg satte mig ud i haven, og jeg mærkede heldigvis ret hurtigt en markant bedring.

Her til morgen fik jeg en e-mail fra damen i ledelsessekretariatet. Hun skrev, at det var en meget dårlig idé at slukke for affugteren, da bygningen kan tage yderligere skade.

Hun var slet ikke bekymret for mit helbred?!

Jeg havde naturligvis ikke slukket for affugteren. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle starte den op igen, men sikke en ligegyldighed boligforeningen udviser i forbindelse med vandskaden i min lejlighed…

I stedet for lige kort at smide en bemærkning omkring, at hun i det mindste håbede, at jeg var ok, så skrev hun i stedet, at jeg i sidste instans kan pålægges en ekstra udgift, såfremt processen med at fjerne fugt er blevet forhalet pga. manglende affugtning / slukket affugter?!

Det er i hvert fald ikke empati, visse ansatte i Alboa får deres høje lønninger for…

Havde jeg ikke fået noget frisk luft ind, så var jeg nok kollapset endnu engang… Ligesom i torsdags… Og hvordan ville det så udspille sig?

Gad vide om Alboa kan pålægges en ekstra udgift, fordi ejendomsfunktionæren ikke gjorde, hvad han kunne for at begrænse omfanget af vandskaden?

Mon Alboa kan pålægges et erstatningsansvar for mine ting, hvis mit forsikringsselskab nægter at betale for skader fra en vandmængde, der kunne være blevet begrænset, hvis ejendomsfunktionæren ikke havde nægtet at skaffe sig adgang til den ubeboede lejlighed på 1. sal?

Jeg er skidt tilpas, og min helbredstilstand er forværret. Kan Alboa mon stilles til ansvar for det på grund af den manglende vilje til at handle?

Tiden må vise, hvad udfaldet af alt dette bliver… Jeg håber, jeg og min lejlighed snart bliver ok igen!

Jeg svarede medarbejderen i ledelsessekretariatet tilbage: ”Jeg kan godt forstå, I er bekymrede for jeres bygning. Jeg og mine læger er også bekymrede for mit helbred!”

Endnu engang bad jeg om at få oplyst et skadesnummer, som jeg kan give videre til mit forsikringsselskab, så de kan undersøge, om det er en mulighed at sørge for, at jeg i det mindste kan overnatte et andet sted, hvor der ikke er fugtigt, hvor jeg må lufte ud, og hvor en affugter ikke udtørrer og varmer lejligheden op.

Jeg gjorde opmærksom på, at jeg hoster tiltagende meget og er skidt tilpas.

Jeg skrev til slut: ”Der skal igangsættes en løsning hurtigst muligt! Vandskaden skete for 6 dage siden!

Jeg har i dag – 6 dage efter den akutte vandskade i min lejlighed skete – stadig ikke kunnet oplyse mit forsikringsselskab om et skadesnummer…

Det er barsk og trist at være i kløerne på et boligselskab, hvor ligegyldighed, forskelsbehandling, magtmisbrug og manglende empati hersker…

Vi i Næringen 32 har længe – udover at være meget generet af larmen fra værkstedet i kælderen – været bekymrede over brandfaren og om, hvor galt det rent faktisk kan gå i tilfælde af en brand.

På vores beboerside skrev en kvinde forleden, at hun og hendes mand i et stykke tid har drøftet adgang for ambulancer i Vejlby Vest. Hun skrev, at de har haft brug for ambulance 2 gange, og at ambulancerne begge gange ikke har kunnet komme ind i boligområdet og ej heller har kunnet finde frem til deres hus. Hun nævner, at ambulancefolkene hver gang har kommenteret på, hvor dårlig adgang der er.

Hun spørger om, hvorvidt andre i boligområdet også bekymrer sig derom. En svarer hende, at der ikke er en logisk rækkefølge i husnumrene i boligområdet. Det er sandt! Hun giver eksemplet, at hun i sin lejlighed i nummer 74 kan se nummer 77, nummer 70 og nummer 52?! Hun skriver, det er forvirrende, og at det ingen mening giver. Hun har helt ret!

En beboer kommenterer på, at det ofte er tiden, der tæller, når man tilkalder en ambulance, hvilket uden tvivl også er tilfældet, når man tilkalder brandvæsnet!

Flere beboere skriver frem og tilbage om, at håbet er, at nogen vil tage det alvorligt, og at det er et stort problem, at redningsmandskab skal bruge så meget tid på at finde husene inde i midten af boligområdet.

Næringen 32 ligger heller ikke ud til vejen, så det vil også kræve tid og en ekstra indsats for redningsmandskab at komme os i opgangen til undsætning…

En spørger på beboersiden, om der ikke er en brandvej fra matrialegården og børnehaven, som redningsfolk kan bruge, men hun får svaret, at den vej er spærret af med en bom, så biler ikke blot kan køre ind i boligområdet.

En kvinde foreslår, at varmemesteren og afdelingsbestyrelsen i fællesskab skal lave en god beredskabsplan. Der er mange husstande i boligområdet, og der er tale om mange skæbner, så hvis der ikke er lavet en letoverskuelig beredskabsplan, så bør det omgående ske!

En kvinde skriver om, at hun i aktiv fødsel måtte gå ambulancen i møde, og at hun kun lige akkurat nåede frem…

Det påpeges af en, og det bør uden tvivl være sådan, at redningsmandskab SKAL have adgang til boligområdet uden at skulle blive lukket ind af andre!

I næste indlæg skriver jeg mere om det videre forløb i forbindelse med vandskaden og generne i den forbindelse. Desuden afventer vi i skrivende stund at se, om vi igen får aktindsigt i, om Teknik og Miljø har svaret på boliginspektørens ansøgning om retslig lovliggørelse af det ulovlige, larmende og brandfarlige værksted i kælderen i Næringen 32.

Han argumenterer i sin ansøgning på patetisk vis for, at værkstedet bør kunne få dispensation og blive lovliggjort – han mener dispensation i forhold til lydforhold og brandsikkerhed?! Hvis han kan få en retslig lovliggørelse, lover han til gengæld at ”begrænse” spektaklet til ”kun” at måtte bruge boremaskine i 35 timer om ugen…

Han er bedøvende ligeglad med, at vi er flere beboere, hvis hjem og hjemmeliv bliver forpestet af larmen fra værkstedet. 35 timer er godt nok lang tid at høre på en boremaskine!

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.