Getting your Trinity Audio player ready...
|
I denne uge er der frist for, at boliginspektøren i samarbejde med boligforeningen skal fremsende materiale via Byg og Miljø og oprette en ansøgning om byggetilladelse til det ulovlige værksted i kælderen i Næringen 32.
Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har igen skrevet til boliginspektøren, at lovliggørelse skal ske, da Byggeri ikke vurderer, at en tidligere godkendelse til voksenundervisning muliggør en anvendelse af lokalet til værkstedsbrug.
Nej, hr boliginspektør – et værksted med larmende maskiner og støjende værktøjer er ikke det samme som voksenundervisning, hvor en underviser taler til og med eleverne!
Boliginspektøren har også flere gange ihærdigt pointeret overfor Teknik og Miljø, at boligforeningen jo vandt over mig i beboerklagenævnet, så sagen om lovliggørelse af det ulovlige værksted burde efter hans mening med dén begrundelse være ude af verden…?!
Boliginspektøren nærmest praler af at have vundet sagen om larm fra værkstedet i beboerklagenævnet. Han nævner belejligt ikke, at Alboa havde et af sine egne organisationsbestyrelsesmedlemmer med som dommer i beboerklagenævnet, da sagen blev behandlet den 8. marts 2022. Beboerklagenævnet kan slet ikke behandle sager om erhvervslejemål! Værkstedet er et erhvervslejemål, da det er udlejet til andet end beboelse! Desuden kan man på en pæn måde konkludere, at beboerklagenævnet ikke havde, om man så må sige, forberedt sig til på nogen mulig fyldestgørende måde at behandle sagen om larm fra værkstedet!
Boliginspektøren fastholder også hårdnakket, at jeg er den første, der nogensinde har klaget over larm fra det forbandede, larmende værksted, hvorfra larmen kan høres helt op på 2. sal?! Spektaklet og samleveren afslører selv på de førnævnte lydoptagelser, at tidligere beboere i min lejlighed også har kunnet høre larmen fra værkstedet og har været generet af den!
Han lyver og bedrager for at gennemtvinge sin vilje og få ret! Han har modtaget mange klager over larmen fra værkstedet fra forskellige med flere underskrifter på, men han VIL ikke anerkende, at vi rent faktisk er adskillige, der oplever, at freden og roen i vores hjem bliver ødelagt tit og ofte af larmen fra værkstedet… Han agerer simpelthen så subjektivt og uprofessionelt!
Byggeri skriver desuden til boliginspektøren, at Byggeri har grund til at tro, at enheden i kælderen i Næringen 32 ikke er lydmæssigt tilstrækkeligt godt adskilt fra lejligheden over enheden. Byggeri uddyber og forklarer, at det skyldes de klager, som Byggeri har modtaget fra beboerne i opgangen.
Byggeri har modtaget de selvsamme klager, som boliginspektøren og boligforeningen har. Den store forskel på sagsbehandlingen er blot, at Byggeri ikke ignorerer vores velskrevne og udførlige klager over larmen fra værkstedet.
Boliginspektøren og boligforeningen skal – for at kunne oprette en ansøgning – redegøre for værkstedets lydmæssige kvalitet, ligesom der skal redegøres for brandmæssige forhold.
Da vi er mange i området, der totalt har mistet tilliden til boliginspektøren på grund af hans løgne og svigfulde sagsbehandling, så er vi nogle i opgangen, som har tilrettelagt den igangværende uge, så vi på skift ”holder vagt” i opgangen og i vores lejligheder.
Der er endnu ikke på noget som helst tidspunkt foretaget nogen som helst lydprøver af de larmende maskiner og støjende værktøjer i værkstedet! Det kan nås endnu, da der først er frist i slutningen af denne uge – vi holder et vågent øje!
Hvis nogen skulle finde på at gøre et forsøg på at lave såkaldte lydprøver i stil med det amatøragtige makværk, der blev lavet til dialogmødet med den skjulte dagsorden i december 2021 – hvor den ikke objektive boliginspektør og den partiske beboerrådgiver brugte deres ører til at vurdere, at spektaklet ikke larmede, fordi han vidste, han blev lyttet til – så vil vi optage, filme og bevidne ethvert skridt i processen!
Vi har desværre en stærk fornemmelse af, at boliginspektøren endnu engang vil lyve overfor Byggeri. Vi mistænker, at han blot vil snyde og angive nogle fiktive decibelmålinger af larmen fra værkstedet, som i hans optik skal være dokumentation for dén larm, som skal være acceptabel for os i opgangen at skulle tåle…?!
35 timer om ugen er det timeantal, han har skrevet til Byggeri i sin 7-siders ansøgning. Til os i opgangen skrev han, at spektaklet må arbejde og larme i 61 timer om ugen, og på et tidspunkt skrev han til Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, at der som et absolut max. er tale om larm i 2 timer ad gangen… Løgn på løgn på løgn…!
I næste uge anmoder vi på ny om aktindsigt, og så må vi håndtere, hvad end boliginspektøren denne gang har fundet på…
Som jeg flere gange har nævnt, så misbruger spektaklet sin magt som nøgleansvarlig og nægter mig at låne nøglen til Fritidsklubbens træværksted i Nyringen 79, fordi jeg sammen med andre klager over larmen fra hans private værksted i kælderen i Næringen 32?!
Jeg har beskrevet, hvordan jeg i månedsvis forgæves gjorde en indsats for at låne nøglen til det værksted, som jeg er tvunget til at være med til at betale for via min husleje. Jeg har også beskrevet, hvordan både boligforeningen, boliginspektøren, beboerrådgiveren, afdelingsbestyrelsesformanden og mange beboere til den årlige generalforsamling i 2022 blot vendte det blinde øje til spektaklets magtmisbrug.
Formanden for Fritidsklubben trådte som den eneste i karakter og tvang spektaklet til at låne mig nøglen – både første og anden gang.
Da Fritidsklubbens årlige generalforsamling i 2023 nærmede sig, var vi en flok beboere, der stillede forslag om, at spektaklet skulle udskiftes med en anden nøgleansvarlig. Vi var flere, der tilbød selv at overtage rollen som nøgleansvarlig for Fritidsklubbens træværksted, så magtmisbruget kunne stoppes, og så samtlige beboere i Vejlby Vest ville kunne låne nøglen til Træværkstedet.
Den 30. januar 2023 mødte vi op i god tid og fandt os nogle pladser. Officielt var vi inviteret til at deltage i generalforsamlingen, men vi følte os ikke velkomne. Vi satte os ved et stort bord, og der var ledige pladser tilovers ved vores bord. I stedet for at de øvrige satte sig ved vores bord, begyndte de at bære borde og stole ind i lokalet og flytte deres jakker væk fra de ledige pladser ved vores bord.
Flere, jeg ellers hyppigt hilser pænt på i området og gennem årene mangfoldige gange har hyggesnakket med, undlod at hilse på mig til generalforsamlingen?! Jeg blev set på men ikke hilst på?! Det mærkværdige er, at de selvsamme personer stadig den dag i dag hilser pænt og hyggesnakker, når jeg møder dem i eller omkring området…
Det var som om, de skulle vise til generalforsamlingen, at de i hvert fald fulgte trop i hetzen mod mig og udstødelsen af mig. Var de mon bange for selv også at blive udstødte? Eller har de selv noget i klemme, hvis de har kummefrysere i kælderrum stik imod Husordenens regler? Eller får de ligesom spektaklet også deres elforbrug i et lejet kælderlokale betalt via fællesudgifter…?
Jeg hilser stadig pænt på dem og svarer også på deres kommentarer til vind og vejr, men jeg undrer mig over dobbeltheden! De ignorerede mig blankt foran alt og alle, men de hilser pænt og hyggesnakker med mig, når der ikke umiddelbart er andre tilstede… Det vidner ikke om et velfungerende naboskab og ej heller om et trygt fællesskab!
Generalforsamlingen gik i gang, da alle havde indfundet sig på deres pladser. Placeringen mindede lidt om mødet i beboerklagenævnet, hvor jeg – som souschefen ved byens gratis retshjælp beskrev det – sad alene som på en øde ø, og de øvrige sad sammen i flokke. Vores flok sad til generalforsamlingen ved ét bord, og de øvrige sad stuvet sammen – meget symbolsk for: ”Vi holder ikke med jer – spektaklet skal have lov til at fortsætte sit magtmisbrug, for det er sådan, det altid har været, og sådan skal det blive ved med at være!”
Formanden for afdelingsbestyrelsen startede mødet med at præsentere sig selv og spektaklet som regnskabsansvarlige for Fritidsklubbens regnskaber. Vi fik hurtigt den opfattelse, at spektaklet på ingen måde aner noget som helst om de pågældende regnskaber, men at han blev tildelt den rolle for at fremhæve, at han er betydningsfuld, og at han netop af samme grund skulle forblive nøgleansvarlig for Træværkstedet…
Til Fritidsklubbens årlige generalforsamling sagde formanden for afdelingsbestyrelsen ikke én eneste gang ”ja, det er ulovligt, det har altid været ulovligt, hvad vil I gøre ved det? Proppe det op et sted hvor der ikke er lys?” Han skal trods alt have ros for sin mere saglige fremtræden…
Han gennemgik regnskaberne – uden spektaklets indblanding. Vi studsede over og spurgte ind til, at intet regnskab for Træværkstedet figurerede nogen som helst steder. Der er søm og skruer – som de udvalgte brugere, som rent faktisk af det magtsyge spektakel får lov til at låne nøglen – frit kan bruge af, og der stilles maskiner til rådighed. Alt sammen koster penge!
Vi spurgte til Træværkstedets regnskab. Svaret var, at der ingen økonomi er i forbindelse med dén facilitet?!
Vi påpegede de mange kasser med søm og skruer og maskinerne. Afdelingsbestyrelsesformanden, som til denne generalforsamling agerede revisor, forklarede os, at spektaklet kommer til ham, når han har brug for nogle finanser?! Vi spurgte så til, hvor de finanser bliver taget fra, men det fik vi ikke et svar på?!
Ejendomsfunktionæren brød ind og argumenterede for, at sømmene og skruerne nok er nogle, som arbejdsfolk har efterladt?! Hvorfor skulle nogen dog efterlade en masse kasser fulde af nye søm og skruer? Det fik vi heller ikke svar på…
Da vi kom til vores forslag, præsenterede jeg på vegne af os, hvorfor vi havde stillet forslaget om, at spektaklet skulle udskiftes som nøgleansvarlig.
Spektaklet påstod derefter, at han aldrig havde blokeret mit telefonnummer, og at jeg havde sparket på hans dør?!
Der gik et lyn igennem mig – jeg blev paf og rasende! Én ting er, at han lyver om ikke at have blokeret mit telefonnummer – han lyver jo om alt muligt…
En anden ting er at anklage mig for at sparke på en dør! Det er ham, der udviser en aggressiv adfærd ved at smække en dør hårdt i hovedet på mig og en anden. Det er ikke mig, der får afløb for aggressioner på dén måde! LØGNAGTIGE MANDSPERSON!
Flere har tværtimod rost mig for min til stadighed rolige og saglige håndtering af den evindelige larm fra værkstedet og spektaklets gemmelege! Når spektaklet larmer i værkstedet, så jeg er jaget vildt i ethvert rum i mit hjem, tramper jeg nogen gange i mit gulv og råber i desperation, at han skal stoppe med at larme.
Jeg har ALDRIG sparket på nogen som helst dør! Jeg har ventet tålmodigt foran døren ind til værkstedet, når spektaklet gang på gang har larmet løs for derefter at lege sine latterlige gemmelege!
Han blev også meget tavs, da jeg prompte spurgte ind til, hvilken dør jeg angiveligt skulle have sparket på, og hvornår det skulle være sket… HAN ER ET ONDSKABSFULDT FJOLS!
I næste indlæg skriver jeg om, hvordan generalforsamlingen videre forløb og om, hvordan boliginspektøren skrev en – efter min mening – lidt flabet e-mail til mig på Kristi Himmelfartsdag i 2021. Han var vist fortørnet og bitter over, at han og ejendomsfunktionæren havde måttet bruge tid på at sørge for, at min lejlighed – som reglerne og lovgivningen foreskriver – blev rengjort inden min indflytning!
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.