|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I dette indlæg skriver jeg om, hvordan chikanen, hetzen og mobningen har tvunget mig ud i at tage diverse sikkerhedsforanstaltninger.
Som jeg skrev om i ”20 Fritidsklubbens træværksted, magtmisbrug plus beviser nægtet og fjernet” betaler alle beboere i Vejlby Vest automatisk via huslejen for at være med i områdets fritidsklub. Alle beboere bør dermed kunne benytte faciliteterne og deltage i aktiviteterne. Spektaklet er nøgleansvarlig for områdets træværksted. Fordi jeg sammen med andre klager over larmen fra hans private værksted i kælderen i Næringen 32, nægter spektaklet mig at låne nøglen til områdets træværksted i Nyringen 79 – en af de faciliteter, som jeg ellers er tvunget til at betale for.
Efter mange måneders kamp, hvor jeg både havde henvendt mig om problemet med spektaklets magtmisbrug til boligforeningen, beboerrådgiveren, afdelingens bestyrelsesformand og Fritidsklubbens formand, erfarede jeg, at Fritidsklubbens formand som den eneste ikke ville lade stå til og tillade spektaklet at misbruge sin magt.
I et senere indlæg fortæller jeg mere om, hvordan det gik, da jeg gerne ville låne nøglen til Træværkstedet for anden gang. Jeg kan afsløre, at spektaklet smækkede sin hoveddør hårdt i, da jeg og en anden beboer kom for, som aftalt med Fritidsklubbens formand, at hente nøglen til Træværkstedet.
Jeg valgte at tage problemet op på den årlige generalforsamling den 26. september 2022.
Jeg fik på generalforsamlingen at vide, at det var et problem, der skulle tages op i selve Fritidsklubben. Min mulighed var at tage problemet op på det næste møde i Fritidsklubben. På daværende tidspunkt nævnte de et møde i oktober måned.
Da dagen for mødet i oktober nærmede sig, var vi flere, der gerne ville møde op, men vi var ikke informeret om tid og sted. Det viste sig, at det blev til et lukket møde kun for Fritidsklubbens bestyrelse.
Men inden vi vidste besked om det, satte jeg følgende opslag op på beboersiden. Mit håb var at gøre folk opmærksomme på problemet og få folk til at møde op til mødet.
Nogle forsøgte at deltage i mødet, som dog viste sig at være et lukket møde.
En ”James James” skrev en ærgerlig og nedladende kommentar til mit opslag. Jeg undrede mig over navnet og valgte at tjekke profilen ud. Der var ingen venner, ingen opslag og ingen billeder. Det er altså en falsk profil udelukkende oprettet for anonymt at kunne genere mig.
Jeg kunne have ignoreret den nedrige tilsvinelse, men jeg valgte at skrive følgende opslag og bede vedkommende om at stå ved, hvem han eller hun er i stedet for at benytte sig af en falsk profil.
Som jeg skrev om i ”26 Ubesvarede spørgsmål og søvnmangel på grund af chikane”, så valgte jeg at lave et opslag på beboersiden om, at jeg flere gange havde oplevet at blive holdt vågen på grund af dørfis. Min forhåbning var, at opslaget ville få ”mafiaen”, som nogle betegner dem som, til at lade mig være i fred.
Igen kom James James på banen og lavede et ”Ha ha” ansigt til mit opslag, som det kan ses på billedet.
Den indtil videre anonyme person bagved profilen ”James James” er en af dem, som har tvunget mig ud i diverse sikkerhedsforanstaltninger.
Jeg har hidtil altid oplevet boligområdet som fredeligt. Efter jeg har klaget over larmen fra værkstedet, fremstår området dog desværre mindre idyllisk for mig.
Som nævnt i ”14 Det sidste af boliginspektørens skrivelse og dagen for mødet i beboerklagenævnet”, så begyndte jeg at opleve usædvanlige ting i tiden efter dialogmødet med den skjulte dagsorden. En ældre dame kaldte mig ud af det blå ”kælling”?! En anden sagde til mig ”uh, du vil så gerne fremstå som sød og høflig”?! Min postkasse blev flere gange fyldt med blandt andet toiletruller og gamle, våde aviser?! Nogle, som plejede at hilse pænt på mig og snakke om vind og vejr, ignorerede mig blankt, og enkelte kaldte mig endda øgenavne?! Én fnyste sågar højlydt ind i hovedet på mig?! Samleveren forsøgte at få folk til at sende falske klager over mig, så jeg kunne blive smidt ud af min lejlighed, og særligt en fyr fra naboopgangen begyndte at opsøge mig og være ubehagelig overfor mig. Det var også ham, som desværre endte med at overfalde mig. Mere om overfaldet og den pågældende beboers ubehageligheder i det næste indlæg.
Efter overfaldet og besøget hos politiet derefter, er jeg endt med at skifte vaskeri, så jeg ikke risikerer, at han gør mig noget igen. Jeg tør ikke gå i vores kælder mere på grund af ham, hvilket desværre betyder, at jeg kun har adgang til mit kælderrum og tingene i det, hvis jeg har nogen med, som kan passe på mig.
Når jeg forlader min lejlighed, har jeg altid minimum to overfaldsalarmer på mig. Jeg har desuden en sms-tråd med nogle venner, hvor vi har en aftale om, at hvis de modtager en blank besked eller blot et tegn, så er der noget galt, og jeg har brug for hjælp. Når jeg vasker mit tøj i det vaskeri, jeg benytter nu, så har jeg videoovervågning sat til, og desuden har jeg en lydoptager og tre overfaldsalarmer med.
Politiet kan ikke gøre noget ved overfaldsmanden med mindre, det kan bevises, hvad han gør. Videoovervågningen kan desværre ikke beskytte mig mod at blive overfaldet igen, men så kan videoerne i det mindste dokumentere, hvem der har gjort det, og hvad der er sket. Videoerne lagres automatisk et andet sted, så de kan ikke slettes af gerningsmanden.
Jeg er stadig utryg ved at skulle vaske tøj. Selvom det er i en anden bygning og i et andet vaskeri. Vaskerierne minder om hinanden, og det sidder i mig, hvordan han efter overfaldet blev stående i døråbningen ind til vaskeriet, stirrede på mig og ventede på, at jeg skulle afslutte samtalen med politiet.
De fleste går blot i vaskeriet, starter vaskemaskinerne og kommer efter tøjet, når vasketiden er ovre. Jeg er desværre nødsaget til at blive i vaskeriet, da jeg flere gange har oplevet, at maskinerne ellers er blevet stoppet manuelt midt i vasketuren, eller også er mit tøj blevet taget ud af vaskemaskinerne og smidt.
Alt dette er åbenbart min straf for at klage over en af de mangeårige beboere og for at holde på min ret.
Jeg tager mine forholdsregler og passer ekstra godt på mig selv.
Udover mørklægningsgardinerne, som jeg var nødsaget til at få, fordi jeg blev observeret og holdt øje med, så har jeg fået installeret alarmer og videoovervågning i mit hjem. Jeg har også været nødt til at klistre min brevsprække til med gaffatape, efter der to gange er blevet hældt urin på min dør og ind ad min brevsprække.
Jeg er klar over, at sikkerhedsforanstaltningerne ikke nødvendigvis redder mig fra, hvad de forskellige kan finde på at udsætte mig og mit hjem for, men så bliver hændelserne i det mindste dokumenteret.
Flere har spurgt mig ”kan du virkelig holde til det?”. Politiet har sagt, at mennesker, der kan finde på at gøre sådan noget mod andre, som regel først stopper, når man flytter eller opgiver den kamp, som har givet anledning til chikanen og volden.
Jeg giver dog ikke op! Hvem bliver det næste offer så?
Heldigvis er folk i opgangen flinke til lige at holde et vågent øje og være klar, hvis jeg kommer sent hjem.
Tak for gode mennesker, og tak for de mennesker, som holder sig neutrale og danner sig deres egne indtryk.
I næste indlæg skriver jeg om overfaldet i vaskeriet og om, hvordan gerningsmanden havde opsøgt mig inden overfaldet.
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.