|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Da formanden spurgte mig, om jeg hører støj udover de tidspunkter, som er angivet i Husordenen, tænkte jeg for mig selv ”det ville du kende svaret på hr formand, hvis du havde gidet forberede dig til mødet og læse min klage…
Jeg svarede ”ja” til hans spørgsmål og uddybede, at spektaklet har arbejdet i værkstedet flere søndage, og at jeg kan bevise det med sms’er. Jeg nævnte også, at spektaklet larmer videre, selvom han bliver bedt om at stoppe med at larme.
Det er helt horribelt, at beboerklagenævnets formand holder med boligforeningen og spektaklet og mener, at der må arbejdes og larmes i værkstedet i 61 timer om ugen (plus de timer spektaklet vælger at arbejde udover de 61 timer?!).
Han burde om nogen med sin baggrund som juridisk professor forholde sig til Husordenens og kontraktens regler.
Formandens reaktion på mit svar var ”ja, jeg skal lige høre. Det er jo sådan et hobbyrum, der bliver lejet ud, ik’. Altså, opfatter du det sådan, at der slet ikke må komme støj derfra?”
Jeg kunne have sagt hvad som helst under det møde. Formanden virkede til at være bedøvende ligeglad med, at der står i Husordenen og i kontrakten, at der ikke må støjes, og at det ikke må kunne være til gene…
Han spurgte så, om andre i opgangen kan høre støjen. På daværende tidspunkt kendte jeg kun til min nabo. Nu ved jeg, vi i hvert fald er seks ud af 12 lejligheder, der er generet af larmen.
Jeg havde med vilje ikke henvendt mig til folk i opgangen om larmen fra værkstedet, fordi jeg ikke ville være konfliktoptrappende, som er ordet, beboerrådgiveren ynder at bruge, når man fremlægger bevismaterialer…
Jeg svarede ”ja” og fortalte om min nabo og om, at jeg ikke kan finde et sted i min lejlighed, hvor jeg kan få ro, når han larmer i værkstedet.
Formanden spurgte så til, hvor lang tid det står på. Han spurgte til, om det er hele dagen.
Jeg fortalte, at spektaklet snart går på pension, og at samleveren har varslet, at det så bliver fuld tid. Vi i opgangen kender til hans arbejdsiver, når han har ferie – det bliver til rigtig mange timer. Morgen til aften – ulidelig larm! Jeg beskrev dagene og tidspunkterne ud fra sms-tråden, som jeg havde medsendt som bilag sammen med min klage til beboerklagenævnet.
Spektaklet reagerede med ”øh, det er godt nok overdrevet”. Formanden spurgte ikke mere ind til det men spurgte i stedet, hvilke værktøjer spektaklet bruger. Han svarede håndværktøj, så han udelod belejligt maskinerne og de elektriske remedier…
Spektaklet sagde herefter, at det godt kan blive til små to timer i værkstedet om lørdagen?! Sandheden er, at han gerne står der i timevis og arbejder og larmer løs. I stedet for at kunne nyde at det er weekend, er især lørdagene i vores hjem et mareridt, for det er store arbejds- og larmedag for spektaklet…
Han påstod derefter, at der er perioder, hvor han ikke er i værkstedet?! Vi i opgangen vil gerne opleve de perioder, hvor han rent faktisk holder sig henne i sin lejlighed og giver os fred i vores hjem… Det har vi tilgode endnu!
Formanden sagde så (jeg citerer ordret) ”okay, ja, I har jo diskuteret det her længe, og har forsøgt at henvende jer til hinanden uden at at det er lykkedes. Jeg tror, vi har fået et godt billede af, hvordan vi oplever situationen, og hvad det er, der foregår”.
Jeg tænkte for mig selv ”I har ingen anelse om, hvad der foregår!”
Han spurgte så spektaklet ”bruger du tit en elektrisk stiksav?”
Spektaklet svarede nej til hverken at have en stiksav eller en vinkelsliber. På de førnævnte lydoptagelser indrømmer spektaklet og samleveren, at de har løjet i beboerklagenævnet, for han har en stiksav. Vinkelsliberen har de ikke udtalt sig om efterfølgende.
Formanden spurgte til søjleboremaskinen – hvor meget den larmer – og påpegede, at der må være forskel på, om han borer i træ eller i metal.
Spektaklet svarede, at han ikke har lavet decibelmålinger, men han mener ikke, den kan larme voldsomt?! Det gør den! Vi er jo ikke på en arbejdsplads. Vi er i vores hjem!
Formanden sagde derefter til spektaklet ”nej, men du skal også tænke på, når du bruger den, så forventer du en lyd. Malene, som bor ovenover, hun ved ikke, at det kommer, Så derfor forventer hun ikke noget, og så pludselig kommer der noget, der lyder højt måske”.
Spektaklet svarede ”ja ja, men, det kan også godt undre mig lidt, at de første par måneder Malene boede i lejligheden, der hørte jeg ikke noget til hende.
For det første var jeg meget væk i løbet af sommeren. For det andet kendte jeg ikke til værkstedet, som var blevet hemmeligholdt. Jeg hørte larmen, men vidste ikke, hvor larmen kom fra. Samme situation som for de øvrige i opgangen, som heller ikke hidtil har kunnet placere, hvor den evindelige larm kommer fra.
Formanden spurgte så boliginspektøren til lydniveauet under de såkaldte lydprøver. Han svarede ”jamen altså, det kunne høres, men altså som noget svagt i baggrunden” og så påstod boliginspektøren, at alt andet end søjleboremaskinen var afprøvet?! EN LODRET LØGN!
Boliginspektøren begyndte efterfølgende at forklare om erhverv i området. Han havde jo netop sagt til mig i telefonen, at der ikke må drives erhverv, og det står også i kontrakten, at der ikke må drives erhverv!
Jeg forsøgte at byde ind med nogle facts, men ligesom til dialogmødet blev jeg ikke hørt eller i hvert fald ikke lyttet til.
Formanden konkluderede så, at værkstedet er et hobbyrum, hvor der må laves lidt af hvert. I starten af mødet kaldte han det en lejlighed?!
Den social sagkyndige kom på banen og spurgte ind til lydisolering. Han og boliginspektøren snakkede lidt frem og tilbage om muligheden for det, og hvad det ville koste. Boliginspektøren sagde, at værkstedet er cirka 40 m2, og at det nok ville koste cirka 11.000 kroner. Han tilføjede dog, at han ikke mente, at lydisolering ville kunne fjerne larmen?! DE VED JO GODT, DET LARMER, OG AT HAN FORSTYRRER I VORES HJEM!
Den social sagkyndige havde desværre ikke stemmeret. Han virkede ellers som den eneste under mødet til at betragte sagen objektivt. Måske kunne han have gjort en forskel…
Souschefen havde bedt mig om at anfægte de varslede lydprøver, da de på ingen måde tegnede et korrekt billede af, hvor meget det larmer fra værkstedet, og hvor tydeligt det kan høres i min lejlighed lige ovenpå. Jeg sagde ”må jeg komme med en tilføjelse til? De lydprøver, der blev lavet til dialogmødet, dem vil jeg gerne anfægte”.
Formanden afbrød mig og sagde ”ja ja, men det er din opfattelse”.
Jeg forklarede, at beboerrådgiveren under dialogmødet endda havde påpeget, at spektaklet under de såkaldte lydprøver ikke engang slog særligt hårdt med hammeren. Lydprøverne var varslet. Jeg sagde, ”der skal foretages lydprøver, hvor han ikke ved, han bliver aflyttet, og hvor værktøjerne rent faktisk bliver brugt, som de skal. Han arbejdede og larmede slet ikke som vanligt”.
Formandens reaktion på det var ”så vil jeg spørge dig, spektakel. Arbejdede du på en anden måde under det dialogmøde eller?”
Spektaklets svar var ”overhovedet ikke”.
Formanden spurgte dernæst ”brugte du værktøjerne på en anden måde?”
Spektaklet svarede ”jeg lavede præcis det, der er blevet klaget over”.
Det virkede som en hel parodi. Formanden stillede ledende spørgsmål.
Formanden lukkede mødet med ”godt, vi har hørt, hvad vi skal bruge for at kunne træffe en afgørelse”, og han informerede om, at vi ville modtage afgørelsen i e-boks.
Han forklarede kort spektaklet om nævnets sanktionsmuligheder.
Vi rejste os, og jeg gik op til nævnet med mine medbragte papirer, hvor jeg havde forkortet og præciseret sagens afgørende facts.
Da jeg sad i bussen hjemad, var jeg helt rundt på gulvet og chokeret. Mødet i beboerklagenævnet havde været en surrealistisk oplevelse. Da jeg kom hjem, lyttede jeg til lydoptagelsen fra mødet. Jeg havde håbet på, jeg bagefter ville sige ”nåh, det var ikke så slemt alligevel”. Jo, det var slemt! Har spektaklet ret? Er jeg pacificeret i det danske retssystem?
I næste indlæg skriver jeg om den tiltagende chikane efter mødet i beboerklagenævnet og om beboerklagenævnets afgørelse.
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.