15 Mødet i beboerklagenævnet den 8. marts 2022

Da jeg ventede udenfor mødelokalet på DOKK1, hvor hverken boliginspektøren, spektaklet eller samleveren havde villet hilse på mig, nåede jeg at blive bekymret over, om mødet i beboerklagenævnet mon ville blive en slags gentagelse af dialogmødet med den skjulte dagsorden, hvor jeg hverken blev hørt, lyttet til eller forstået. Jeg nåede også at gruble over, hvorfor sagsbehandleren havde nægtet mig aktindsigt, og hvordan spektaklet og boliginspektøren overhovedet havde villet være bekendt at skrive så nedsættende om mig og usandt om faktiske forhold i deres skrivelser til beboerklagenævnet…

Når man googler ”beboerklagenævnet i Aarhus”, står der som det første ”beboerklagenævnet er en uvildig instans, der træffer afgørelser i uenigheder mellem lejer og udlejer”. Beboerklagenævnet består af en formand og to medlemmer. Formanden skal være jurist og beskikkes af Social-, Bolig- og Ældreministeriet efter indstilling fra Kommunalbestyrelsen. De to medlemmer skal være sagkyndige med hensyn til almene boligforhold og udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra henholdsvis de almene boligorganisationer og lejerforeninger i området.

Under mødet i beboerklagenævnet den 8. marts 2022 bestod nævnet af formanden, de to sagkyndige, der hver især repræsenterer henholdsvis lejer og udlejer, sagsbehandleren og en social sagkyndig. De to sidstnævnte har ikke stemmeret.

På beboerklagenævnets hjemmeside under punktet ”hvilke sager behandler beboerklagenævnet” står der ”BEBOERKLAGENÆVNET KAN IKKE TAGE STILLING TIL SAGER OM ERHVERVSLEJEMÅL”.

Et erhvervslejemål er et lejemål, der er omfattet af erhvervslejeloven. Erhvervslejeloven gælder for leje af lokaler, der udelukkende er udlejet til andet end beboelse. SPEKTAKLETS VÆRKSTED ER ET ERHVERVSLEJEMÅL, DA DET UDELUKKENDE ER UDLEJET TIL ANDET END BEBOELSE.

Boligforeningens driftschef havde den 26. januar 2022 sendt mig et brev, hvor han havde skrevet, at han hverken kunne eller ville hjælpe mig. Hvis jeg fortsat var utilfreds med larmen fra værkstedet, var min mulighed at betale gebyret på 149 kroner og indbringe sagen for byens beboerklagenævn.

Samme dag, jeg modtog brevet fra driftschefen, indbragte jeg sagen for byens beboerklagenævn, og jeg skrev i en besked til nævnet i e-boks ”MIN BOLIGFORENING TILLADER EN LEJER FRA EN ANDEN OPGANG AT HAVE VIOLINBYGGERVÆRKSTED UNDER MIN LEJLIGHED, OG JEG ER OFTE PLAGET AF LARM OG STØJ FRA DE STORE MASKINER OG TUNGT VÆRKTØJ”.

I og med at jeg skrev ”en lejer fra en anden opgang lejer lokaler under min lejlighed”, så burde beboerklagenævnet omgående have konstateret ”DET ER ET ERHVERVSLEJEMÅL. NÆVNET KAN IKKE TAGE STILLING I DENNE SAG”. De valgte dog at se bort fra dét faktum, at det er et erhvervslejemål, og så behandlede de i stedet sagen som om, at spektaklet bor i værkstedet?! DE BETEGNER HAM ENDDA OGSÅ SOM EN UNDERBO I DERES AFGØRELSE?!

Formanden, som er jurist og juridisk professor, må formodes at have fuldstændig styr på lovgivningen. Sagsbehandleren, som valgte i første omgang at nægte mig aktindsigt, han har, efter hvad jeg kan læse mig til, både en bachelor- og kandidatgrad i jura, så han har også uden tvivl været vidende om forskellen på et almenlejemål og et erhvervslejemål.

BEBOERKLAGENÆVNET KAN IKKE TAGE STILLING TIL SAGER OM ERHVERVSLEJEMÅL! Men hvorfor valgte nævnet så alligevel at behandle sagen? Og så på den måde de behandlede den og mig på?

Da vi kom ind i mødelokalet, valgte boliginspektøren, som ellers havde nægtet at hilse på mig udenfor lokalet, at hilse på formanden ved sådan lidt smart i en fart at sige ”pænt goddag”…

De tre dommere, sagsbehandleren og den social sagkyndige sad samlet ved et aflangt bord. Boliginspektøren satte sig ved et bord sammen med spektaklet og samleveren. Jeg sad, som souschefen efterfølgende kaldte det, helt alene ved et bord – ligesom på en øde ø. Jeg følte mig også alene under mødet.

Jeg havde medbragt mine noter samt nogle skrivelser, som souschefen havde foreslået, jeg skulle aflevere til nævnets medlemmer efter mødet. Skrivelser, hvor jeg kort præciserede sagens faktiske omstændigheder. Jeg havde desuden medbragt min optager. Ligesom jeg valgte at optage telefonsamtalen med boliginspektøren, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det kunne blive nødvendigt at være i stand til at dokumentere, hvad der var blevet sagt – af samme grund valgte jeg at optage mødet i beboerklagenævnet.

Mødet startede, og formanden var ordstyrer. Han startede med at sige, at han ikke havde nået at læse hele min klage. Jeg panikkede inde i mit hoved, for hvordan kunne han stille relevante spørgsmål og forstå sagens egentlige sammenhæng, hvis han ikke havde læst min klage? Ud fra måden mødet skulle vise sig at komme til at forløbe på, så antager jeg, at formanden nok til gengæld havde taget sig tid til at læse spektaklets og boliginspektørens usande og fejlfulde skrivelser til beboerklagenævnet…

Formanden bad mig om i korte træk at forklare, hvad jeg oplever, men jeg behøvede ifølge ham ikke at gå flere år tilbage. HVORDAN SKULLE JEG KUNNE GÅ FLERE ÅR TILBAGE, NÅR JEG PÅ DAVÆRENDE TIDSPUNKT KUN HAVDE BOET I MIN LEJLIGHED I UNDER ET ÅR?

Jeg startede med at give udtryk for min undren over i første omgang at være blevet nægtet aktindsigt, og jeg anfægtede boliginspektørens påstand om, at jeg burde have vist, at det larmende violinbyggerværksted ligger under min lejlighed.

Formanden svarede ”men det er sådan set også uden betydning, altså, for det vi skal have klarlagt, det er, om der kommer støj fra det rum, som er nedenunder din lejlighed, som overstiger det, som…”

Jeg brød ind for at påpege, at boligforeningen mener, at det er Husordenens punkt 16, der gælder, hvor spektaklet må arbejde og larme i 61 timer om ugen, men at der i Husordenens punkt 22 står, at man ikke må have støjende adfærd i kælderen.

Formanden sagde ”ja”.

Jeg fortsatte og sagde ”jeg forstår ikke – henne under spektaklets lejlighed, der er beboerrådgivningen, hvor der er lydisoleret. Hvorfor er der lydisoleret i en stille og rolig samtalebygning og ikke i et larmende værksted?”.

Formanden grinte og sagde, at det kunne han ikke svare på…

Han sagde så ”altså bygningen er indrettet, som den nu er indrettet, og hvis der skal laves om på det i relation til noget lydisolering, så er det jo faktisk noget, man skal vedtage på et beboerafdelingsmøde. Sådan er det”.

Jeg spurgte ”jamen, hvad er tilladelig støj i et hjem?”

Formanden svarede ”ja, jamen, det er vanskelig definerligt. Det er jo også vanskelig for os at forholde os til, fordi vi ikke er der. Vi bor jo ikke i din lejlighed, vi kan ikke høre, hvor meget det støjer. Så derfor gør vi, som vi altid gør i sådan nogle sager. Vi hører på, hvad I siger, og så prøver vi på, efter bedste evne, at træffe en afgørelse, som så forhåbentligt rammer det som…”.

ETHVERT VOKSENT MENNESKE VED VIST, AT DET ER VOLDSOMT GENERENDE AT HØRE PÅ LYDEN FRA EN BOREMASKINE, SÅ DE BEHØVER IKKE AT BO I MIN LEJLIGHED FOR AT FORSTÅ, AT DET ER ULIDELIGT AT HØRE PÅ BOREMASKINE OG ANDET I SIT HJEM I TIDE OG UTIDE!

Jeg forklarede dernæst om samtalen med boliginspektøren, hvor han havde sagt, at værkstedet ikke må bruges til erhverv, og at det sidestilles med erhverv, hvis værkstedet bruges fast to eller flere gange om ugen”.

Formandens svar på det var ”ja men, det er jo heller ikke noget, vi kan jo heller ikke, hvad skal man sige, få ført bevis for, hvornår spektaklet er i værkstedet, og præcis hvad der foregår. Vi prøver at danne os et overordnet billede. Ja, om det må være erhvervsmæssigt eller ej, det er sådan set noget beboerorganisationen må afgøre, fordi hvis det rum bliver brugt til noget, det ikke er lejet ud til, så kan boligorganisationen ophæve det lejemål. Eller det kan jo faktisk også opsiges selvstændigt, hvis man mener, der er grund til det. Men erhvervsmæssigt, normalt, for selvom man har lejet et lejemål til beboelse, så har vi en retspraksis, som siger, at man må godt i sådan et beboelseslejemål have hobbyaktiviteter og hjemmearbejde der. Hvad har vi… En retssag med en, der laver fotografiske tryk på hobbybasis i sin lejlighed. Sådan nogle ting er tilladeligt, fordi det ikke er, er det væsentlige. Men det, hvis man pludselig laver et dinner transportable firma, som leverer mad ud af huset i fem dage om ugen eller sådan noget, så er vi nok ovre i erhverv”.

FORMANDEN BLEV VED MED AT OMTALE VÆRKSTEDET SOM SPEKTAKLETS HJEM?! HAN BOR DER IKKE! HAN BOR TO OPGANGE VÆK! DET ER IKKE ET BEBOELSESLEJEMÅL!

Jeg sagde ”men, han bor jo to opgange væk, så han går to opgange hen, og så står han og larmer under mit lejemål. Det kan jo ikke være rimeligt”.

Formanden svarede blot ”ja ja, og det kan vi godt forstå, at du synes, men altså…”?!

Han negligerede mig, og jeg følte mig latterliggjort og nedgjort. Det var dialogmødet med den skjulte dagsorden om igen. Jeg blev hverken hørt, lyttet til eller forstået.

Beboerklagenævnet er den klageinstans, som helst skal kunne løse en tvist mellem en lejer og en udlejer, så tvisten ikke ender ud i en retssag. Beboerklagenævnets sagsbehandling får mig til at overveje, om spektaklet har ret i sin påstand om, at jeg er PACIFICERET I DET DANSKE RETSSYSTEM…

Jeg tør slet ikke tænke på, hvis den verserende retssag kommer til at foregå på samme måde inde i retten!

Som det næste henvendte formanden sig til spektaklet og sagde ”du bygger violiner”.

Spektaklet svarede ja og bedyrede, at han kun har bygget to violiner alt i alt fra 2008 til 2017.

Vi var i år 2022, men ingen spurgte ind til, hvor mange han havde bygget fra 2017 til 2022?! Jeg foreslog endda, at spørgsmålet skulle stilles… Spørgsmålet blev ikke stillet!

Formanden spurgte så, om spektaklet også bruger værkstedet til andet end at bygge violiner.

Spektaklet svarede ”der kan godt være mange småopgaver, ja”.

Jeg rakte hånden op og fortalte om instrumentet på bestilling, de to øvrige violiner og den varslede lydprøve under dialogmødet, som slet ikke gav et retvisende billede.

Formanden sagde bare ”ja ja, men igen, altså det rum her må jo godt bruges til visse aktiviteter. Det er ikke et rum, der skal være 100 procent stille i”.

Når jeg sagde noget, blev jeg spist af med ”ja ja…”. Det var meget ubehageligt.

Jeg forklarede, at DER STÅR I KONTRAKTEN, AT HAN IKKE MÅ LAVE NOGET I VÆRKSTEDET, DER KAN VÆRE TIL GENE, og at jeg aldrig ville have takket ja til lejemålet, hvis jeg havde kendt til værkstedet. Jeg fortalte, at ikke engang viceværten, der viste mig lejligheden og kælderen, havde nævnt noget som helst om værkstedet (den pågældende vicevært har senere fortalt, at han ikke anede noget om værkstedet. Han har været kørende vicevært i området i over 13 år. Værkstedet har i sandhed været hemmeligholdt!).

Jeg beskrev for nævnet, at jeg havde klaget til spektaklet selv i 3 måneder og derefter havde klaget til boliginspektøren. Jeg fortalte om larme-skemaet, og dét at spektaklet ikke engang overholder larme-skemaet, samt at han i skrivelsen til nævnet i sin udgave af larme-skemaet havde tilføjet en ekstra dag og flere arbejdstimer?!

Formanden svarede blot ”Ja ja… Hører du støj udover de tidspunkter, som er angivet i Husordenen”.

Jeg havde lyst til at skrige. Jeg havde aldrig mødt formanden eller nogen af de andre før. Hvad bilder han sig egentlig ind? Han må have følt sig højt hævet over mig… Som jeg skrev i ”1 Kampen for retfærdighed”: Det virker desværre til, at flere instanser, der er indblandet i hele denne misere, er vant til at være almægtige. Når man besidder en magt, skal og bør man være bevidst om ikke at misbruge den magt.

Formanden lyttede slet ikke til, hvad jeg sagde, og han virkede afvisende og irriteret, når jeg forsøgte at fremlægge bevismaterialer. Ligesom til dialogmødet med den skjulte dagsorden, så havde jeg næppe behøvet at deltage i mødet i beboerklagenævnet, for alt virkede til at være planlagt og aftalt på forhånd.

Læs mere om den resterende del af mødet i næste indlæg.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.