Getting your Trinity Audio player ready...

Vi er flere af Alboas lejere, der virkelig undrer os over, hvad Alboas retningslinjer reelt er.

I Husordenen i Vejlby Vest står der: ”Klager over støj og larm behandles i overensstemmelse med ”retningslinjer vedtaget i ALBOA for klagesagsbehandling” samt efter gældende lovgivning for klagesagsbehandling. Klagesagsbehandlingen håndteres af inspektøren. Gentagne skriftlige og berettigede klager over støj og larm kan føre til at et lejemål opsiges / ophæves i yderste konsekvens, hvis henstillinger fra administrationen ikke hjælper”.

Vi er klar over, at det er boliginspektøren, der håndterer eller makulerer indkomne klager. Så langt er vi med.

Mangfoldige gange har vi set os nødsaget til at klage over den værkstedslarm, der ødelagde og forpestede freden og roen i vores hjem.

Vi skrev slavisk ned, hvad vi var tvunget til at høre på i vores lejligheder. Vi noterede, hvad der blev larmet med på hvilke dage. Ligeledes gjorde vi rede for, hvor mange timer der blev larmet med de store maskiner og de forskellige værktøjer. De, der var hjemme i opgang 32 i Næringen og bevidnede larmen den pågældende dag, skrev under. Vi sendte næsten alle vores klager både til direktøren, til bestyrelsesformanden, til driftschefen, til boliginspektøren, til ejendomsfunktionæren, til beboerrådgiveren og til Alboas hovedkontor.

Alligevel blev vi mødt af en mur?! Larmen fortsatte i årevis, og der var ingen hjælp at hente fra nogen som helst af Alboas ansvarlige?!

Vores husleje ville de gerne inkassere, men rettigheder, medmenneskelighed og forståelse kunne vi skyde en hvid pil efter!

En hel opgang var plaget af larm og frygtede brandfaren fra det værksted beliggende under vores lejligheder i kælderen, som blev lejet af en mand, der selv bor to opgange væk?!

Flere valgte at flytte på grund af den evindelige, ofte altoverdøvende værkstedslarm.

Vi, der blev tilbage, var yderst frustrerede over og uforstående i forhold til, at vores udlejer vedvarende negligerede vores henvendelser og helt bevidst fortsatte med at udsætte os for det uudholdelige, potentielt farlige og ulovlige?!

På et tidspunkt valgte vi direkte skriftligt at spørge vores boliginspektør om, hvad Alboas retningslinjer egentlig er. På daværende tidspunkt var vi allerede adskillige gange blevet afvist og havde modtaget affærdigende kommentarer med: ”Vi har modtaget jeres klage. Den vil blive behandlet i henhold til Alboas retningslinjer”.

Boliginspektøren afviste at svare os på, hvad Alboas retningslinjer egentlig er?!

Ikke engang i dén henseende kunne han tilgodese os og behandle os med respekt?!

I stedet henviste han til, at vi kunne læse nærmere på Alboas hjemmeside.

Vi gik ind på Alboas hjemmeside ALBOA.

Vi blev dog ikke klogere på situationen. Selvom vi ledte rundt på hjemmesiden, fremgik det i hvert fald ikke tydeligt, hvad Alboas retningslinjer er…

Problemet med værkstedslarmen blev på ulykkelig og krænkende vis ved med at være en hæmsko for, at vi kunne hygge os, trives, slappe af og sove i vores hjem.

Vi fandt frem til en hjemmeside for Danmarks Almene Boliger. Der kunne man læse om, hvordan en almen boligorganisation anbefales at håndtere indkomne klager (Håndtering af klagesager | BL – Danmarks Almene Boliger).

Der står: ”Klagesager og konflikter er en naturlig del af livet i den almene boligsektor. Ved at tage konflikterne alvorligt og løse dem konstruktivt, kan boligorganisationen bidrage til at styrke fællesskabet og skabe et tryggere og mere harmonisk miljø for alle beboere. Klagesager kan være komplekse at håndtere på en måde så alle involverede bliver tilfredse. Samtidig kan klagesager være omkostningstunge og tidskrævende for boligorganisationen, hvis de ikke håndteres hensigtsmæssigt. Derfor er det vigtigt at have gode redskaber til håndtering af klager og konflikter”.

Man kan uden at blinke konstatere, at ingen af Alboas ansvarlige håndterede klagesagen omkring det larmende, brandfarlige, ulovlige, nu heldigvis lukkede violinbyggerværksted hensigtsmæssigt!

I stedet for at erkende alvoren i konflikten, hvor en beboer fra en helt anden opgang fik lov til at chikanere en hel opgang med evindelig larm, valgte Alboa i årevis at lade stå til og tilgodese én beboer fremfor en hel flok i hvert deres hjem?!

Alboa forsøgte på intet tidspunkt at løse konflikten konstruktivt!

I stedet opdigtede beboerrådgiveren og boliginspektøren lydprøver, der angiveligt havde ”bevist”, at søjleboremaskinen, industristøvsugeren, nedstrygeren i metal, rystepudseren, den lille sav med streng, dekoratørsaven, stiksaven, vinkelsliberen, boremaskinen, saven, filen, skæremaskinen og hammeren alle var lydløse remedier, der på ingen måde kunne forstyrre mig i mit hjem lige ovenpå de ikke lydisolerede kælderlokaler?!

I stedet for at formane til ro og orden og samtidig håndhæve Husordenens og Almenlejelovens regler og paragraffer, lavede beboerrådgiveren og boliginspektøren et larmeskema over mit hjem?!

Beboerrådgiveren opfordrede mig til at forlade mit hjem, hvis jeg ikke kunne holde larmen fra værkstedet i kælderen ud?!

Hverken boliginspektøren eller beboerrådgiveren bidrog til at styrke fællesskabet og skabe et tryggere og mere harmonisk miljø for alle beboere!

I stedet er de to ikke objektive, partiske ”sagsbehandlere” for altid hovedansvarlige for at have ladet stå til, for at lyve og bedrage og for at eskalere konflikten og skabe splid mellem deres betalende lejere!

Hverken boliginspektøren eller beboerrådgiveren havde noget som helst ønske om at gøre mig tilfreds eller tryg og glad i mit hjem!

Da jeg græd og tryglede dem om ikke at lave et larmeskema over mit hjem, ignorerede de blankt mine bønner?!

Jeg husker tydeligt, at jeg til dialogmødet i december 2021 spurgte beboerrådgiver, Channie Klaris: ”Jamen, ville du selv høre på larm i dit hjem?”.

Hun trak blot på skuldrene og svarede mig nonchalant: ”Nu er det jo ikke mit hjem, det drejer sig om, Malene”.

Jeg blev paf, målløs og endnu mere ulykkelig.

Den kvinde, der er uddannet socialrådgiver, og som er ansat til at tage sig af samtlige beboere i Vejlby Vest, trynede mig og forsøgte ikke engang at lægge skjul på, hvilken agenda hun havde gang i…

Den skødesløse og arrogante måde, boliginspektøren og beboerrådgiveren valgte at behandle mig på, da jeg tryglede om hjælp, blev med årene en omkostningstung og tidskrævende affære for Alboa.

Boligorganisationens yderst uhensigtsmæssige håndtering af konflikten omhandlende værkstedslarm fik ikke kun store konsekvenser for mig og min tilværelse. Også øvrige beboere i opgangen har lidt unødig gene.

Alboa har ligesom vi i opgang 32 i Næringen været nødsaget til at bruge en hel del tid på konflikten. Godt nok er de fleste af vores klager over larmen blevet ignoreret, men boliginspektøren har alligevel måttet bruge tid på at svare os hver især ind imellem. At han så gang på gang har valgt ikke rigtig at forholde sig til selve problemet, det gør ikke tidsforbruget mindre…

Interesse- og brancheorganisationen BL – Danmarks Almene Boliger skriver som nævnt på hjemmesiden i forhold til klagesagsbehandling, at klagesager udover at være tidskrævende også kan være omkostningstunge, hvis de ikke håndteres hensigtsmæssigt.

Alboa havde uden tvivl kunnet spare en hel del penge, hvis de ansvarshavende havde sagsbehandlet korrekt og havde taget hånd om problemet med værkstedslarm fra starten af.

En god start ville have været, hvis boliginspektøren og beboerrådgiveren begge havde betragtet sagen objektivt og upartisk.

Dét, at de begge gik langt over stregen for at tilgodese en mangeårig beboer, har udover at koste Alboa relativt mange penge også forårsaget en hel del interne konflikter.

Desuden har Alboas omdømme lidt (endnu mere) skade.

Måske er udfordringen for den store almene boligforening i bund og grund, at flere beboere efterhånden tør åbne munden op om, hvad der nok hidtil er foregået i det skjulte…

En økonomisk udgift i forbindelse med klagesagen omkring det nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted har været betalingen til Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Da vi søgte aktindsigt, kunne vi i akterne læse, at byggesagsbehandleren gjorde boliginspektøren, som også var Alboas sagsbehandler i dén sammenhæng, opmærksom på, at prisen for medgået tid var over 800 kroner i timen.

Sagsbehandlingen stod på i månedsvis, hvor boliginspektøren flere gange undlod at gøre det, byggesagsbehandleren krævede. Derfor trak sagsbehandlingen ud, og processen har uden tvivl ikke kun kostet Alboa håndører.

Man kan på sin vis kalde det for penge ud ad vinduet, for Alboa opnåede ikke den lovliggørelse af værkstedsforetagendet, som der ihærdigt blev kæmpet for!

En anden økonomisk udgift for Alboa har været advokatsalær. Jeg så mig nødsaget til at sagsøge Alboa i starten af 2022. I de år og måneder der er gået siden, har Alboas advokat været på sagen.

Ligeledes har boligorganisationen måttet punge ud til sagsomkostninger i forhold til Retten.

Endvidere har Alboa efter turen i Retten været nødsaget til at betale mig husleje tilbage som kompensation for det, jeg er blevet udsat for.

Man kan aldrig økonomisk kompensere et menneske nok i forhold til, når man har udsat det for evindelig larm, brandfare og chikane i flere år, men pengene har jeg gerne taget imod.

De ar på sjælen, Alboas malplacerede makværk har været med til at give mig, dem kan jeg ikke købe mig væk fra. Der vil være en helingsproces, hvor jeg skal komme mig over det forskellige.

Jeg håber på, jeg med tiden igen kan opbygge tillid til systemet og måske på længere sigt endda til Alboas ansvarlige…

Interesse- og brancheorganisationen for Almene Boliger påpeger, at det er vigtigt at have gode redskaber til håndtering af klager og konflikter.

I Alboas egen artikel Hård tone og trusler står der godt nok, at Alboas medarbejdere har fået træning i konflikthåndtering. Det er naturligvis et plus for boligorganisationen. Måske bør det dog også indgå i træningen af medarbejderne, at de i første omgang skal undgå at agere, så de eskalerer konflikter.

I min sag håndterede boliginspektøren og beboerrådgiveren med fuld opbakning fra Alboas ledelse konflikten med larm så håbløst og nådesløst, at jeg kun var efterladt med to valg. Jeg kunne enten vælge at give op – simpelthen pakke mine ting og flytte. Eller også kunne jeg kæmpe og trumfe. Jeg traf det sidstnævnte valg.

Det har desværre kostet mig tre år af mit liv med mange frustrationer og udfordringer. Men jeg har sejret og fået det værksted i kælderen, der forpestede mit hjemmeliv, lukket.

Samtidig med at jeg er fuld af foragt over for de mennesker, der har chikaneret mig, injurieret mig samt sagsbehandlet skødesløst og komplet forkert, er jeg også fuld af taknemmelighed.

Jeg vil altid være taknemmelig for de mennesker, der har udvist ordentlighed, og som har kæmpet sammen med mig.

Det har været en nådesløs og hård proces, men som Væksthus for Ledelse skriver på hjemmesiden: “Modgang gør stærk. Modgang styrker din evne til at stå stærkt, når du oplever udfordringer. Hver gang du gennemgår noget, der er ekstra svært, bliver du klogere og bedre rustet til næste udfordring“.

I næste blogindlæg fortæller jeg om selve retssagen.

Næste indlæg kan læses senest på onsdag, den 20. november 2024.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.