Getting your Trinity Audio player ready...

Status er pt., at jeg hverken har hørt tilbage fra ejendomsfunktionæren, Electrolux-supportmedarbejderen eller boliginspektøren i forhold til de for høje vaskeriopkrævninger.

Den mangeårige ejendomsfunktionær har ikke svaret mig siden den 4. september 2024?!

Den dag skrev han til mig, at Alboas support fra Electrolux havde været og tjekke systemet. Han havde fundet en fejl. Fejlen var en forskydning i prislisten. ”En fejl som nu er rettet” skrev han til slut.

Allerede to dage efter, den 6. september, skrev jeg til ejendomsfunktionæren, at fejlen desværre ikke var rettet. Jeg havde samme dag vasket to 40 graders vaske, som skulle koste 5 kroner stykket. Jeg var dog atter blevet opkrævet 7 kroner pr. vask.

Ejendomsfunktionæren undlod helt at svare på min henvendelse?!

Electrolux-supportmedarbejderen ringede til mig i sidste uge. Han har ikke svaret på mine to mails, jeg efterfølgende har sendt med dokumentation. Måske skyldes hans manglende respons, at han har givet sagen tilbage til Alboa efter at have gået mine vaskeriregninger igennem?!

Boliginspektøren har stadig tid til at svare på det spørgsmål, jeg stillede ham i torsdags. Alboa har ifølge selvsamme inspektør en politik om at besvare indkomne henvendelser inden for 5 hverdage.

Han skrev til mig, at Electrolux – ligesom jeg – er kommet frem til, at jeg er blevet opkrævet 50 kroner for meget for at vaske. De penge bliver trukket fra min huslejeopkrævning i november. Læs eller genlæs eventuelt “129 Forvirringen vokser…“.

Jeg takkede for hans mail og skrev: ”De 24 lejligheder, der ligesom jeg kan benytte vaskeriet i Næringen 30, kan de også forvente at få penge tilbage? Fejlen med vaskemaskine 3 har jo i hvert fald stået på siden oktober måned 2023. Tak for snarligt svar. Med venlig hilsen Malene”.

Hvis forklaringen på de for høje vaskeriopkrævninger er den, som ejendomsfunktionæren skrev til mig den 4. september – altså en forskydning i prislisten – så er min stærke formodning, at boligforeningen vil give samtlige, berørte lejere deres for mange betalte penge tilbage.

Jeg satser på at høre fra boliginspektøren i denne uge. Han skriver nok, at samtlige, Alboa er kommet til at opkræve for meget for at vaske, får deres for mange betalte penge refunderet.

Der er stadigvæk fuld gang i renoveringerne i vores lejligheder. Det går ret godt fremad, og kommunikationen med de forskellige er god. Alle hilser pænt og har et smil på læben. Det er interessant at følge med i de fremskridt, der sker dag for dag. En hyggesludder med de forskellige får renoveringsprocessen til at være endnu mere positiv.

I den forgangne uge kom de sidste fliser på ude på badeværelset. Det bliver flot!

Ligeledes blev der sat nye bundplader på i køkkenskabene. Der er også kommet nye rør under køkkenvasken. Desuden er radiatoren i stuen vist ved at være, som den skal. Forskelligt ordnes løbende.

I denne uge er planen vist, at der skal males i hvert fald på badeværelserne. Loftet på badeværelset bliver vist også lavet. Arbejdet påbegyndes nok i hvert fald.

Muligvis bliver radiatorerne i soveværelset og i køkkenet også langt om længe monteret. I flere uger har de stået frit på gulvet i rummene.

Det kan føles som en langsommelig proces i nogle henseender, men det handler med garanti ikke om mangel på vilje fra de ansattes side!

Meget skal gå op i en højere enhed. Der er en nødvendig rækkefølge, forskellige faggrupper skal på banen, der er gang i flere opgange på én gang, tiden er knap, der skal de rigtige materialer til, og alle virker til at knokle for at opnå det bedst mulige resultat.

Kæmpe ros til byggefolkene herfra!

Om fredagen går de fleste af arbejdsfolkene velfortjent lidt tidligere på weekend efter en slidsom arbejdsuge. Jeg havde været ude at handle og kom hjem en lille time før, der plejer at blive ro på renoveringerne om fredagen. Jeg kunne ikke låse min dør op?! Heldigvis var den flinke murer til stede i opgangen. Han var hjælpsom og fik med vold og magt min dør op. En liste havde sat sig i klemme?! Vi bøvlede lidt med døren. Da den først var åbnet, kunne vi ikke rigtig lukke den igen. Det var ej heller muligt at betjene låsen. Den gik for stramt.

Jeg skrev til ejendomsfunktionæren. Man kan ikke ringe udenfor åbningstiden. Men da de også går relativt tidligt på weekend om fredagen, vidste jeg ikke, om min mail ville blive læst før efter weekenden.

Mureren og jeg blev enige om, at jeg for en sikkerheds skyld skulle kontakte den byggeansvarlige. Jeg kunne jo ikke risikere ikke at kunne bruge min hoveddør henover weekenden.

Jeg ringede til den byggeansvarlige. Han er venlig og humørfyldt og altid klar til at hjælpe.  Han sendte omgående en tømrer over for at ordne min dør.

Den søde tømrer kom kort tid efter, og jeg kan nu igen åbne og lukke min dør. Ligeledes er låsen ikke stram længere.

Det viste sig, at min mail til varmemesterkontoret var blevet læst – blot ikke besvaret. Boligområdets nye ejendomstekniker kom og tjekkede dørlisten og smurte den også.

Hvor er jeg glad for, jeg ikke først kom hjem, da de ansatte var gået på weekend…

I sidste uge var jeg til et 50-års jubilæum i min hjemby. Det var en fornøjelse! Det var hyggeligt at genopfriske skønne minder. Jeg nød i fulde drag at mødes med mange af de fantastiske mennesker, jeg har tilbragt en masse tid med, da jeg var yngre. Ligeledes føltes det som et kæmpe privilegie at kunne være med til at fejre et menneske, der har spillet en stor rolle i min barn- og ungdom. Jeg hyggede mig, udnyttede tiden, overnattede dernede og kom først retur dagen efter.

Da jeg kom tilbage til min lejlighed torsdag sidst på dagen, var vandet i min hane iskoldt. Jeg var i kontakt med flere fra opgangen. Det var samme problem i hvert fald i hele vores opgang. Vi plejer at modtage en SMS fra Kredsløb, hvis der er et akut problem eller et varslet vedligehold af fjernvarmen. Kredsløb havde ikke informeret om hverken det ene eller det andet.

Torsdag klokken 22:22 skrev jeg til varmemesterkontoret: ”Hej. Jeg er netop kommet hjem. Der er kun koldt vand i hanen i lejligheden?! Håber, det kan ordnes inden weekenden. Med venlig hilsen Malene, Næringen 32, stuen 1”.

Fredag morgen klokken 05:56 skrev boligområdets nye ejendomstekniker: ”Hej Malene. Tak for din mail. Kredsløb er ved at ændre noget på fjernvarmerørene, og den manglende varme hænger sammen med dette. Det er altså helt ude af vores hænder. Du kan ringe til Kredsløb på 77 88 10 10 imellem kl 8 og 15. Med venlig hilsen”.

Klokken 07:58 svarede jeg ham: Godmorgen. Tak for din mail. Vi plejer blot at få besked, hvis der mangler varmt vand. God weekend. Med venlig hilsen Malene”.

Klokken 09:42 ringede jeg – som ejendomsteknikeren havde foreslået mig – til Kredsløb. Klokken 09:43 bankede et andet opkald på. Jeg kendte ikke nummeret. Jeg ventede i godt 8 minutter på at komme igennem til Kredsløb og endte med at trykke 1 for at blive ringet op af den første ledige medarbejder.

Imens jeg ventede på et opkald fra Kredsløb, ringede jeg tilbage til det nummer, jeg modtog et opkald fra 09:43. Til min store overraskelse viste det sig, at det var Kredsløb, der havde ringet til mig fra det andet nummer?!

Medarbejderen var høflig og serviceminded. Hun kunne dog fortælle, at Kredsløb ingen fejlmelding havde?! Vi burde have varmt vand i Næringen?! Hun bad mig kontakte min boligforening. Jeg fortalte hende, at jeg havde kontaktet varmemesterkontoret allerede dagen før. Jeg forklarede, at ejendomsteknikeren havde skrevet til mig, det var ude af Alboas hænder, fordi Kredsløb skulle være i gang med at ændre noget på fjernvarmerørene, og at den manglende varme skulle hænge sammen med dette. Det kunne hun ikke lige nikke genkendende til, men hun ville undersøge sagen og ringe tilbage.

I mellemtiden blev jeg ringet op af endnu en af Kredsløbs ansatte. Han ringede, fordi jeg havde trykket 1 for at blive ringet op af den første ledige medarbejder. Jeg informerede ham lige kort om, at jeg havde talt med en af hans kvindelige kolleger. Imens vi talte, nævnte han, at endnu en beboer fra Næringen netop havde ringet om det samme problem. Medarbejderen kunne heller ikke finde frem til, at vi skulle mangle varmt vand i Næringen, men han ville også undersøge sagen og vende tilbage efter en drøftelse med sin kollega.

Klokken 10:58 ringede en tredje medarbejder fra Kredsløb. Han havde undersøgt sagen og kunne ikke finde frem til, at Kredsløb havde gang i noget som helst arbejde i Næringen. Han tilbød at komme ud og undersøge sagen. Jeg fortalte ham, at jeg netop havde læst på boligområdets Facebook-side, at en anden beboer i Næringen nu efter to dage havde fået varmt vand igen. Jeg åbnede for hanen, vandet var nu lunkent. Vi blev enige om, at det varme vand nok lige skulle løbe igennem rørene. Han tilbød endnu engang at komme ud og undersøge sagen, så jeg og øvrige ikke skulle risikere at undvære varmt vand hele weekenden. Imens vi snakkede, blev vandet dog varmere og varmere. Jeg takkede for hans hjælp og ønskede ham en god weekend.

Klokken 11:20 ringede endnu en medarbejder fra Kredsløb. De forskellige kunne ikke forstå, hvis Kredsløb skulle have noget at gøre med, at vi ikke havde haft varmt vand i Næringen. Jeg takkede for opkaldet og for den store hjælp. Jeg informerede om, at vi nu heldigvis havde varmt vand igen.

Kredsløb – Fjernvarme, affald og genbrug Kredsløb (kredslob.dk)

Kredsløbs ansatte skal virkelig have stor ros for deres hjælp. Jeg ved ikke, hvor mange opkald de endte med at få fra forskellige beboere.

Sikke en redelighed… Vi har heldigvis varmt vand i Næringen igen. Hvad der reelt var årsagen til manglen på varmt vand, kommer vi nok ikke nærmere.

Men hvor er det dejligt at blive mødt af servicemindede medarbejdere!

Lørdag klokken 08:10 modtog jeg en SMS fra Kredsløb. Det er et varsel om, at der den 24. september fra 04:30 til 21:30 hverken er varme eller varmt vand i Næringen. Der står, man skal lukke for hovedhanerne imens.

Netop en SMS fra Kredsløb undrede jeg mig over ikke at have modtaget, da der ingen varmt vand var i sidste uge. Men selvfølgelig sendte den kommunale virksomhed ingen SMS herom, idet Kredsløb intet kendskab havde til, at der overhovedet var et problem.

Selvom Kredsløb intet havde med problematikken at gøre, ydede samtlige indblandede en stor indsats for at løse problemet.

Med kommunikation og gensidig respekt kan man komme langt. Problemer kan hurtigere løses. Løsninger kan findes, og der kan komme ro på eventuelle krisesituationer. Ved fælles hjælp kommer man som regel længere.

De færreste problemer forsvinder, selvom man på respektløs vis forsøger at tie dem ihjel!

Næste indlæg kan læses senest på fredag, den 27. september 2024.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.