Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den længerevarende problematik omkring for høje vaskeriopkrævninger er desværre på ingen måde løst endnu.
Jeg ved og kan dokumentere, at jeg i mange tilfælde er blevet opkrævet for meget for at vaske i hvert fald siden oktober 2023. Når jeg er blevet det, er andre beboere nok også. Ellers skulle fejlopkrævningerne specifikt være målrettet mig, og det kan naturligvis ikke være tilfældet…
Allerede i slutningen af januar 2024 kontaktede jeg boligforeningen og bad om udspecificerede vaskeriregninger. Det gjorde jeg, fordi jeg oplevede at betale mere for at benytte boligforeningens vaskeri end forventet.
En flink kvinde i udlejningsafdelingen sendte mig efter telefonisk aftale udspecificerede vaskeriregninger for oktober, november og december i 2023.
Min daglige dokumentation af nærmest alt indebærer, at jeg helt præcist kan redegøre for, hvor jeg har vasket, ved hvor mange grader og hvornår.
Det er sørgeligt og krævende, at jeg er nødsaget til at dokumentere mere eller mindre alt, der foregår. Det er en konsekvens af hele mareridtet med stalking, mobning, hetz, chikane, trusler, overfald og falske anklager.
Ved at føre en grundig log er jeg i stand til prompte at kunne modbevise eventuelle falske anklager, modparterne eller andre medløbere fremkommer med.
Eksempelvis tjekkede jeg omgående efter i dagbogen, efter at spektaklet og hans advokat i forfalsket materiale ind til Retten har fået det til at fremstå, som om jeg skal have begået omfattende hærværk på det larmende spektakels kælderdør?! Jeg vidste naturligvis, at jeg selvfølgelig ikke havde begået noget som helst hærværk! Hvorfor skulle jeg gøre det? Men ved at tjekke i min log kunne jeg præcist beskrive, hvad jeg havde lavet, sammen med hvem, hvorhenne og hvornår.
Efter modtagelsen gennemgik jeg de udspecificerede vaskeriregninger for det sidste kvartal i 2023. Jeg bemærkede hurtigt, at jeg ret ofte blev opkrævet for en 60 graders vask, selvom jeg kun havde vasket ved 40 grader?!
Fordi jeg generelt oplever en mangelfuld, usaglig, modbydelig, løgnagtig, til tider truende eller intimiderende og som regel affærdigende sagsbehandling fra visse på Alboas side, søgte jeg allerede dengang juridisk assistance i forbindelse med, hvordan jeg klogest skulle håndtere problematikken med for høje vaskeriopkrævninger.
Under normale omstændigheder burde jeg blot kunne informere min varmemester (også kaldet ejendomsfunktionær) og eller min boligforening om, at jeg var blevet opkrævet for meget. Så ville de formodentlig beklage situationen, give mig mine penge tilbage og sørge for at få rettet fejlen hurtigst muligt.
På normal vis ville det være sagsgangen, bekræftede juristen mig også i.
Jeg har dog ærgerligt nok virkelig ikke en oplevelse af, at det forskellige foregår, som det skal og bør i Alboa- og Vejlby Vest-regi…
Jeg forklarede allerede i foråret juristen om sagen og fremviste min dokumentation. Vedkommende var lidt paf over, at jeg mente, det var nødvendigt ligefrem at dokumentere sådan noget. Juristen havde en stærk formodning om, at boligforeningen relativt hurtigt ville give mig mine penge tilbage og sørge for at få rettet fejlen med de for høje opkrævninger hurtigst muligt.
Allerede under mødet sagde jeg med ærgrelse i stemmen, at jeg nok nærmere ville møde en mur og blive ignoreret eller affærdiget, og at det sandsynligvis ville kræve en enorm indsats fra min side at få løst problemet.
Juristen kiggede overrasket på mig og forsikrede mig om, at der juridisk set naturligvis skal gøres noget ved problemet hurtigst muligt. Vedkommende studsede noget over, hvis det virkelig kunne have sin rigtighed, at jeg skulle møde modgang i forhold til min henvendelse.
Jeg informerede kortfattet om flere eksempler på den helt malplacerede, løgnagtige, ignorante, modbydelige, usaglige og partiske sagsbehandling, jeg desværre har oplevet fra Alboas side, siden min flytning til boligområdet i 2013.
Med løftede øjenbryn instruerede juristen mig om, at jeg i så fald skulle fortsætte med at dokumentere hver gang, jeg benyttede en af vaskemaskinerne i boligforeningens vaskeri. Aftalen var, at jeg efter noget tid skulle tage kontakt til de rette om problemet.
Præcis hvad vi aftalte, har jeg gjort!
Jeg kan sågar fremsende et Excel-regneark med et overblik over, hvad, hvornår og ved hvilke grader jeg reelt har vasket fra oktober 2023 til og med nu i september 2024. Ligeledes viser de røde tal på regnearket, hvad jeg faktuelt er blevet opkrævet for meget.
En tidslinje over forløbet viser, at jeg sørgeligt nok som forventet lidt møder en mur og bliver ignoreret og affærdiget…
Den 1. august kontaktede jeg både Alboa og områdets ejendomsfunktionær og gjorde opmærksom på, at jeg næsten hver gang blev opkrævet for meget for at vaske. Jeg vedhæftede billeder for at vise, at jeg havde valgt et 40 graders program til 5 kroner og ikke et 60 graders program til 7 kroner, som jeg var blevet opkrævet for.
Boligforeningen fik jeg ingen respons fra?!
Den mangeårige ejendomsfunktionær svarede samme dag, at han havde videresendt min mail til Alboas support hos Electrolux. Han skrev, ”vi vender tilbage, når vi har hørt derfra”.
Mange dage gik. I mellemtiden blev jeg flere gange opkrævet for 60 graders vaske, selvom jeg kun havde vasket ved 40 grader?!
Den 22. august rykkede jeg ejendomsfunktionæren for, om han havde hørt fra Alboas support endnu.
Han svarede samme dag, at en supportmedarbejder fra Electrolux ugen før havde været i vaskeriet i Næringen 33, som er det vaskeri, jeg egentlig burde benytte. Det vaskeri tør jeg dog ikke bruge, efter jeg blev overfaldet der i november 2022!
Han skrev, at supportmedarbejderen ville komme igen indenfor en uge og tjekke det vaskeri, jeg benytter.
Jeg svarede ham samme dag og skrev: ”Ok, tak. Jeg afventer at høre nærmere. Jeg har fået udspecificerede regninger helt tilbage fra oktober til og med juli i år. Der er en hel del gange, hvor jeg bliver opkrævet for en 60 graders vask, selvom jeg ikke benytter en 60 graders vask. Jeg er i gang med at gennemgå min dokumentation og opkrævningerne. Vi skrives ved, når du ved nærmere. Med venlig hilsen Malene”.
Min naive forventning var, at ejendomsfunktionæren ville vende tilbage til mig, når Alboas support havde været i vaskeriet. Jeg hørte dog ikke fra ham?!
Den 2. september rykkede jeg ham for en afklaring. Jeg skrev: ” Hej. Du vendte aldrig tilbage til mig i sidste uge. Du havde lovet at give mig en tilbagemelding, når medarbejderen fra Electrolux havde været i vaskeriet, hvor jeg vasker, for at finde ud af, hvorfor jeg næsten hver gang bliver opkrævet 7 kroner for en 60 graders vask, selvom jeg kun vasker en 40 graders vask til 5 kroner. Jeg vaskede så sent som i torsdags, og der skete samme fejl igen. Jeg afventer at høre fra dig. Med venlig hilsen Malene”.
Den 4. september klokken 8:10 skrev ejendomsfunktionæren til mig: ”Hej Malene. Vores support har nu været og tjekke systemet, og han fandt en fejl – der var en forskydning i prislisten – en fejl som nu er rettet. Med venlig hilsen”.
Klokken 8:45 samme dag skrev jeg til ham: ”Hej. Hvad gør vi i forhold til de penge, jeg har betalt for meget gennem tiden? Med venlig hilsen Malene”.
Klokken 8:48 skrev jeg en tilføjelse til ham i endnu en mail: ”Forresten, jeg forstår ikke det med en forskydning. For det er sket meget ofte, men ikke hver gang. Ville en sådan forskydning ikke forårsage samme fejl hver gang? Med venlig hilsen Malene”.
Klokken 9:19 sendte jeg endnu en mail til ham: Hej igen. Jeg har netop drøftet sagen med andre. Du skriver, at jeres support fandt en fejl – en forskydning i prislisten. Det er dog ikke kun prisen, der har fejlet, og det er som nævnt ikke sket hver gang. Men for det meste! Jeg har løbende dokumenteret siden oktober 2023. Når jeg vasker ved 40 grader, opkræves jeg efterfølgende 7 kroner. Når jeg ser de udspecificerede regninger, er min 40 graders vask registreret som en 60 graders vask. Dermed er det ikke blot prisen, systemet fejler med. I ventetiden har jeg snakket med andre beboere, som undrer sig over, om de også har betalt for meget. Hvad er planen i forhold til, at jeg og øvrige skal have de for mange betalte penge tilbage? Og hvad tænker du i forhold til, at det ikke blot er en prisfejl? Med venlig hilsen Malene”.
Klokken 10:06 skrev han blot til mig: ” Det er deri forskydningen ligger – systemet registrerer en 60 graders vask i stedet for en 40 graders vask – og dermed bliver prisen jo forkert. Med venlig hilsen”.
Klokken 10:11 skrev jeg: ”Jeg læser, hvad du skriver – forstår dog ikke, at fejlen ikke er sket hver gang så?! Du svarede ikke i forhold til, hvordan jeg og øvrige får de for mange betalte penge tilbage? Mvh. Malene”.
Klokken 11:30 skrev han til mig: ” Hej igen. Ang. pengene må skal du henvende dig til Alboa / evt. boliginspektøren. Angående problemet med at forstå – synes jeg vi kan stille os tilfreds med, at det ikke skulle kunne gentage sig – fejlen er rettet. Med venlig hilsen”.
Jeg sad tilbage med en følelse af: ”Fordi jeg siger det, så er det sådan, og nu lukker vi dén sag!”…
Jeg var dog slet ikke tryg ved hans affærdigende forklaring. Det skulle vise sig, at der slet heller ikke er kommet styr på tingene!
I fredags, to dage efter ejendomsfunktionæren skrev til mig, at fejlen var rettet, og den ikke skulle kunne gentage sig, vaskede jeg atter tøj. Samme fejl skete igen! Begge gange jeg vaskede, blev jeg opkrævet 2 kroner for meget!
Jeg har nærmest vænnet mig til også at filme og tage billeder af vaskesystemet, af selve vaskeriet, af de forskellige maskiner fra flere vinkler og af skærmen på den pågældende vaskemaskine. Jeg har endda overvejet, om jeg endda også er nødt til at tage en selfie med maskinen, men det har jeg dog ikke gjort endnu… Intet af dette burde være nødvendigt! Men en selfie vil være overflødig bevismateriale, for vasketuren er betalt for med min vaskeribrik!
Da jeg havde hængt mit nyvaskede tøj til tørre i den bagende sol, skrev jeg klokken 12:01 igen til den mangeårige ejendomsfunktionær: ”Jeg har netop i dag vasket to 40 graders vaske, som skulle koste 5 kroner stykket. Jeg er dog igen igen blevet opkrævet 7 kroner pr. vask?! Der skal gøres noget ved problemet snarest muligt, og årsagen er nok alligevel ikke den forskydning, du skrev til mig om. Jeg laver et overblik henover weekenden, så jeg kan oplyse præcist, hvor meget jeg er blevet opkrævet for meget siden oktober 2023. Jeg afventer at høre fra dig i forhold til, hvad der vil blive gjort ved problemet med for høje opkrævninger. Ligeledes vil jeg anbefale mine naboer og bekendte i boligområdet om også at begynde at holde øje. Det er tvivlsomt, at jeg som den eneste bliver opkrævet for meget næsten hver gang. Med venlig hilsen Malene”.
Jeg forventer at få en respons fra ejendomsfunktionæren. Han bør i hvert fald svare mig og gøre en ihærdig indsats for at rette op på problemet.
Jeg har en træls følelse af at blive spist af, affærdiget og negligeret…
Allerede den 1. august sendte jeg som skrevet både dokumentation til ejendomsfunktionæren og til selve Alboas hovedkontor, hvor jeg beviste, at jeg var blevet opkrævet for meget for at vaske. Alligevel fremgår den for høje opkrævning på den tilsendte regning, og de penge, jeg (og nok også øvrige) har betalt for meget for at vaske, er til stadighed hos Alboa?!
Det er på ingen måde acceptabelt, at ejendomsfunktionæren blot har skrevet til mig, at fejlen nu er rettet, og at den sag så er lukket! Intet er afsluttet, før fejlen virkelig ER rettet! Ej heller før jeg og øvrige får de for mange betalte penge tilbage!
Normalt opkræves hver lejer månedligt et samlet beløb for vaskeri.
Det er kun, hvis man specifikt beder om en udspecificeret regning, at man kan få indblik i, hvad man præcist er blevet opkrævet for.
Mange bemærker nok ikke engang, hvis de betaler 10, 20 eller 30 kroner for meget om måneden.
Ligeledes er jeg garanteret den eneste ud af Alboas 7.200 lejere, der rent faktisk dokumenterer med billeder og videooptagelser hver gang, jeg benytter vaskeriet.
Grundet flere tilfælde med beskidt spil, løgne og usaglig sagsbehandling fra Alboas side, ser jeg mig desværre nødsaget til at dække mig ind i enhver henseende i forhold til Alboas sagsbehandlere!
Siden min tilflytning til boligområdet i 2013, har visse Alboa-ansatte udsat mig for mangt og meget. Min bedømmelse er, at tilgangen til sagsbehandling er malplaceret og skandaløs!
Jeg kan give ret mange eksempler på situationer, Alboas sagsbehandlere burde have håndteret helt anderledes!
I næste blogindlæg kan jeg nævne nogle af de mest grelle eksempler på, hvordan jeg som lejer er blevet behandlet uretfærdigt og forkert.
I forhold til de igangværende renoveringer i vores lejligheder, så går det stadigvæk fremad. I løbet af ugen blev de gamle radiatorer eksempelvis fjernet. De nye radiatorer blev stillet i hvert rum fredag eftermiddag, men de er ikke monteret endnu. Ergo står de frit fremme i de forskellige rum i lejligheden. I mit køkken og i soveværelset er radiatorerne høje og slanke. Jeg frygter, de kan vælte. En af arbejdsmændene kiggede på mig, da de havde placeret radiatoren i soveværelset. Han sagde: ”Be very careful, very heavy”. Han bad mig altså om at være meget forsigtig, fordi radiatoren er meget tung.
Jeg forklarede ham, at jeg bor her under renoveringerne, og at jeg derfor skal kunne sove i lejligheden. Han så overrasket ud. Han var venlig, og han flyttede efterfølgende radiatoren længere ind mod væggen.
Det er nok ikke optimalt, at vi bor i lejlighederne, imens der pågår renoveringer i alle rum i vores hjem. Det er omsiggribende!
Det er en billig løsning, men det er ikke en optimal en af slagsen!
Jeg bor trods alt alene, og jeg sørger for at gå forsigtigt omkring de fritstående radiatorer. Det er værre for vores par og børnefamilien i opgangen, hvor flere i samme lejlighed skal være påpasselige med ikke at vælte de tunge radiatorer. Vi er mange, der virkelig håber, radiatorerne bliver monteret allerede i morgen.
Det er lidt udfordrende at opholde sig i lejemålet, imens renoveringerne står på. Det er som om, hverdagen – i hjemmet i hvert fald – er sat på standby. Man kan ikke rigtig komme i sine skuffer, for sengen er skubbet hen foran. Den ene dør er spærret af, fordi spisebordet er placeret foran for at give plads til den nye radiator og arbejdet dermed. Mange ejendele er pakket i kasser, og det kan være svært at finde sine ting.
Desuden er det svært at holde hjemmet bare forholdsvist rent, fordi arbejdsfolk vader ind og ud med sko på. Gulvene i lejligheden og i opgangen er ikke just rene. Desuden ligger der ekstra støv og savsmuld rundt omkring. Henover weekenden står der endda affaldsposer med byggeaffald stablet fra gulv til loft i opgangen. Man skal smyge sig forbi de mange sække, hvis man skal i kælderen efter noget.
Det hele er lidt besværligt, men jeg er sikker på, alle gør deres bedste.
Vi er ikke engang halvvejs i processen endnu…
Jeg glæder mig til at få mit hjem tilbage – til at kunne låse min dør. Til at fremmede ikke færdes i lejligheden mange gange dagligt. Jeg ser frem til at kunne gøre hovedrent.
Men, arbejdsfolkene skal naturligvis have tid og ro til at ordne det forskellige, og det bliver forhåbentligt godt i enden.
Jeg sørger for løbende at tilbyde de forskellige noget koldt at drikke, da man kan se, de sveder tran. Det er i mange tilfælde tungt arbejde, og der er trange kår i lejlighederne, fordi vi beboere jo har vores ting alle steder på deres arbejdsplads, som samtidig er vores hjem.
Det hele skal nu nok gå…
Det er mega godt vejr udenfor, og det er skønt. Efterårsvejret venter lige om hjørnet, men indtil videre kan man nyde solen og varmen. Sommerkjolerne er stadig i brug, og dem vasker jeg altså kun ved 30 eller 40 grader – ikke ved 60 grader, som systemet gerne opkræver mig for?!
Næste blogindlæg kan læses senest på mandag, den 16. september 2024.
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.