En enkelt eftermiddag forvildede jeg mig optimistisk ud i min have og fik ordnet forskelligt. Solens stråler varmede lidt, og der var en blå, skyfri himmel. Det var som altid skønt og hyggeligt at være derude, men samtidig var det tillige en rigtig råkold fornøjelse.

Siden sidste blogindlæg ”154 Tungt brænde kommer til at falde!”, hvor der så at sige varslede onde tider, har der været ro på!

Sådan skal det helst være, og vi i opgangen satser på, at det er, hvad vi fremadrettet kan forvente!

Byggefolkene har meddelt, at de ikke mangler at lave særligt meget. Derefter er vores klare forventning, at der bliver meget mindre aktivitet i og omkring de kælderlokaler, der hidtil blev brugt til larmende, brandfarligt værksted.

Vores bygning blev renoveret før nabobygningen. Det var den rækkefølge, der blev lavet i forhold til renoveringsplanen. Nabobygningens kælder blev dog ”ordnet” før kælderen i vores bygning.

Det sidste, der mangler at blive lavet i vores kælder, er i de kælderlokaler, som retssagen omhandlede. Et af byggefolkene sagde, at de først er kommet i gang sent, fordi de ikke kunne få adgang til de pågældende lokaler?! Den ansatte sagde, at lejeren ikke havde villet udlevere sin nøgle?!

Der er mange modstridende oplysninger, og det kan være svært at komme til bunds i, hvad der er sandt og usandt.

Under retssagen påstod begge modparternes advokater, at boligforeningen havde inddraget lejerens nøgle til kælderlokalerne. Påstanden var altså, at lejeren ikke havde haft adgang, fordi nøglen angiveligt var i boligforeningens varetægt…

Allerede under den verserende retssag bad min advokat og jeg om dokumentation for, at nøglen skulle være inddraget. Det var relevant i forhold til, om der var blevet arbejdet og larmet i lokalerne.

Det burde være forholdsvis nemt for boligforeningen at dokumentere, hvis og såfremt nøglen var blevet inddraget fra lejeren.

Boligforeningens advokat meddelte dog over for Retten, at der ingen skriftlig dokumentation ville komme. Den eneste ”bevisførelse” ville være, at Alboas vidner ville udtale sig mundtligt herom…

Det kan undre, hvis der ikke er lavet noget papir på, HVIS nøglen rent faktisk ER blevet inddraget, eller HVIS låsen faktuelt ER blevet udskiftet?!

Når jeg – hvis jeg er nødsaget til det – afleverer en af mine nøgler, så bliver det skrevet ned i min lejerprofil, og nøglenummer eller nøgletype bliver registreret. Det skulle undre meget, hvis det samme ikke var tilfældet i den samme boligforening, i det samme boligområde og endda i den samme bygning…

Det er vist en ret gængs fremgangsmåde, så der er styr på formaliteterne.

Når jeg tænker tilbage på de år, hvor retssagen verserede, så er det tankevækkende, hvad der egentlig foregik. Gang på gang var jeg med min dokumentation og mine stålfaste beviser i stand til omgående at modbevise modparternes usande påstande.

Retssagen er heldigvis veloverstået, og jeg vælger – som det er nu – at betragte den som en saga forbi!

Meget falder på plads efterhånden. Min lejlighed er i januar 2025 langt om længe blevet færdigrepareret efter vandskaden i maj måned i 2023. Mit gulv i soveværelset er blevet lavet. Det kører efterhånden upåklageligt med vaskeriopkrævninger. Vores dørtelefonanlæg er atter tændt og giver os i opgangen en ekstra sikkerhed.

Jeg har opnået, hvad jeg opslidende hovedsageligt kæmpede for i over tre år – nemlig at få ro i mit hjem. Alt i alt virker mit hjem efterhånden til at være et hygge-domæne med plads til velvære og latter, som jeg fra starten af ønskede det.

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg, så havde flere i boligområdet bemærket, at der var lys i kælderlokalerne på forskellige tidspunkter – vel at mærke på tidspunkter hvor byggefolkene slet ikke var mødt ind endnu, eller hvor de for længst havde fået fri.

Det er mærkbart, at relativt mange i boligområdet støtter op om, at ret naturligvis skal være ret. Langt de fleste ønsker rent faktisk, at der skal være styr på tingene. Ordentlighed og regelrethed er, hvad der skal til for, at samtlige kan trives og komme overens.

Jeg har fået nogle tilkendegivelser fra ret uventet kant om, at jeg nok skal blive orienteret, hvis nogen igen begynder at bagtale og tilsvine mig. Ligeledes hvis nogen atter planlægger sammensværgelser imod mig eller lignende.

Naturligvis har jeg takket for venligheden, velviljen og omsorgen. Det har stor betydning for mig, at nogen vil hjælpe med at passe på mig.

Jeg har påpeget, at det er nødvendigt at kunne bevise, hvis noget foregår. Hvis en sag igen skal for en dommer i Retten eller generelt kræver advokaters indblanding, er det alfa og omega med endnu flere lydoptagelser og eventuelt også videooptagelser.

Desværre lod adskillige i boligområdet sig gribe med i processen og udsatte mig og mine ejendele for mangt og meget.

Mit håb er, at alle er rettænkende nok til at kunne se fornuften i, at nok er nok. Der er faldet dom i sagen, og der bør ikke være noget som helst behov for at bruge flere beskidte kneb for at forsøge at trumfe noget igennem.

Ligesom de uventede ”spioner” vil informere mig om, hvis noget som helst igen varsler onde tider, så har mange tilkendegivet, at de vil sørge for omgående at tage billeder og eventuelt lave videooptagelser, hvis de observerer lys eller anden aktivitet i kælderlokalerne lige under min lejlighed.

Jeg er taknemmelig for enhver, der udviser venlighed, ordentlighed og hjælpsomhed.

Samtidig maner jeg til ro, da jeg bestræber mig på, at det forskellige skal komme til at fylde mindst muligt i mit liv og i min hverdag.

Vi i opgangen undrer og ærgrer os over, at de store arbejdsmaskiner, de mangfoldige værktøjer og alle arbejdsmaterialerne stadig får lov til at være i lokalerne lige under vores lejligheder. Heldigvis er de brændbare væsker vist blevet fjernet efter Teknik og Miljøs indblanding. Adskillige har også spurgt ind til netop dét.

På sin vis burde vi i opgangen kunne være bedøvende ligeglade med, hvad der opbevares i nogle lokaler i kælderen. Men, med den historik der nu engang desværre er, så er vi på vagt i forhold til, hvis der igen bliver arbejdet og / eller larmet.

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune meddelte os dengang, at de ikke har hjemmel til at kræve det forskellige fjernet. Det skyldes, at kælderlokalerne netop er godkendt til opbevaring. Så byggemyndigheden har krævet, at der overhovedet ikke må arbejdes med noget som helst, og det er vi meget glade og taknemmelige for.

Boligforeningen har ladet lejeren opbevare det forskellige, men Alboa har også samtidig – frivilligt eller under tvang – lavet en ny kontrakt, der tydeligt foreskriver, at de to kælderlokaler KUN må bruges til opbevaring.

Rent juridisk og teknisk er vi altså dækket ind og kan føle os trygge.

Skulle der igen pludselig blive hyppig aktivitet i de to lokaler, der udelukkende må bruges til opbevaring, så ved vi, hvad vi hver især skal gøre.

Vi har lavet en strategisk handleplan, vi i løbet af et splitsekund kan igangsætte, hvis noget som helst ulovligt foregår.

Alle eller i hvert fald langt de fleste mennesker ønsker nok at have en velfungerende hverdag med livsglæde.

Ens hjem skulle gerne kunne være ens trygge, rolige base, hvor man kan hygge sig, sove, slappe af og lade op.

Sådan har jeg det i mit hjem nu, og det betyder usigeligt meget!

Spørgsmålene 1, 2 og 3 var med i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”. Spørgsmål 4 fremgik i blogindlægget fra sidste uge.

I dag var det første spørgsmål altså:

5. Hvordan kan det være, at lejeren får lov til fortsat at opbevare alle arbejdsmaskinerne og værktøjerne samt arbejdsmaterialerne i kælderlokalerne?

Som nævnt har Teknik og Miljø ikke mulighed for i henhold til lovgivningen at kræve det forskellige fjernet. Det finder byggemyndigheden heller ikke nødvendigt, da det er blevet gjort helt klart overfor boligforeningen og lejeren, at lokalerne KUN må bruges til opbevaring, og at der IKKE må arbejdes overhovedet.

Alboa har valgt at ændre det kontraktmæssige forhold og fremlagde den nye kontrakt for Retten. Det er listet op i kontrakten, hvad reglerne er. Der står også, hvad konsekvenserne kan være, hvis kontraktens indhold ikke overholdes.

Man kan sige, at sålænge der hverken arbejdes eller larmes, så rager det mig og øvrige en høstblomst, om der står legetøj, køkkensager eller værktøj i opbevaringsrummene.

Der er tale om mange, store arbejdsmaskiner. Ligeledes har mangfoldige værktøjer plads i opbevaringsrummene. Store mængder arbejdsmaterialer er ligeledes at finde i de to lokaler. Lejeren kan på ingen måde have mulighed for at opbevare det hele i sit eget hjem, som har nøjagtig samme størrelse som mit hjem. Det leder mig videre til det næste spørgsmål.

6. Hvis lejeren bliver nødt til at fjerne alt fra kælderlokalerne, hvor kan det så flyttes hen?

Det kan ikke komme på tale, at der tildeles lokaler til et lignende værksted i boligområdet. Der skal søges om byggetilladelse, og brandforhold og lydisolering er altafgørende faktorer. Samtidig er alle parter og beboere (selv chikanørerne og de øvrige medsammensvorne) nok udmærket godt klar over, hvor larmende et foretagende det reelt var.

Ligesom jeg og øvrige i opgangen ikke kunne og ville finde os i den evindelige, altoverdøvende larm, så vil andre såmænd nok heller ikke.

7. Du nævnte på et tidspunkt, at funktionen med transaktioner på skærmen i vaskeriet var blevet fjernet. Er den kommet tilbage?

Det korte svar er ”ja”. Man kan igen på skærmen i vaskeriet vælge at se ens transaktioner. Så fremgår de vasketure, man har benyttet og betalt for det sidste stykke tid.

Efter at jeg gennem længere tid havde påpeget, at der var uoverensstemmelser mellem transaktionerne på vaskerihjemmesiden og transaktionerne på skærmen i vaskeriet, så forsvandt muligheden for at se opkrævningerne pludselig på skærmen i vaskeriet?!

Det var et af de spørgsmål, jeg stillede til boliginspektøren, som jeg refererede til i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”.

Det næste spørgsmål er kommet foran i køen, da det har med det seneste blogindlæg at gøre.

8. Skal jeres regnskaber digitaliseres på grund af den nye lovgivning, eller er årsagen en anden?

Jeg kan kun udtale mig om, hvad jeg faktuelt kan bevise. Man kan gisne om meget og formode en helt masse, men forudsætningen for bloggens indhold er, at jeg skal kunne underbygge mine skrivelser med dokumenter, lydoptagelser, vidneerklæringer eller andre former for beviser.

Der har uden tvivl været en ret lemfældig regnskabsføring i boligområdet, hvor finanser kunne gives og tages på forgodtbefindende. Det gjorde afdelingsbestyrelsesformanden, som også er områdets revisor, helt klart. Vi var mange, der bevidnede det, og på lydoptagelser kan man også høre helt tydeligt, hvad der siges og i hvilket tonefald.

Hvorom alting er, så kan man ikke gøre så meget ved fortiden. Jeg og øvrige er blot tilfredse med, at der med digitaliseringen medfølger mere gennemsigtighed.

Fra den 1. januar 2025 er en ny bogføringslov trådt i kraft. Den gælder for alle virksomheder, hvis regnskabsår følger kalenderåret. Om Vejlby Vest er underlagt den nye lovgivning, skal jeg ikke kunne sige. Det er ikke nemt at få svar på spørgsmål, og der har ikke just været åbenhed og ej heller gennemsigtighed.

I hvert fald skrev afdelingsbestyrelsesformanden i det seneste beboerblad, at regnskaberne skal digitaliseres, så man kan håbe, at vi hører under den nye lovgivning og derfor fremadrettet vil være underlagt en vis form for kontrol udefra.

I går, fredag, fik jeg tilsendt et billede fra en beboer i en af boligforeningens andre afdelinger. Vedkommende kunne dokumentere, at der igen var blevet tisset på hoveddøren. Det er en ulækker og uhygienisk metode at benytte, og det er trist og barsk at være udsat for!

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 155 Tilbage og fremad er lige langt… first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Jeg har længe gruet for, at der igen ville blive arbejdet og larmet i de kælderlokaler lige under min lejlighed, der hidtil blev brugt til et ulovligt, brandfarligt værksted.

I disse måneder har autoriseret personale tilladelse til at ordne radiatorer og rør i samtlige kælderlokaler. Byggefolkene må færdes i lokalerne mellem klokken 7:00 og klokken 17:00 i hverdagene. Arbejdet står kun på i en tidsbegrænset periode, og de ansatte arbejder på at lave noget, der nødvendigvis skal ordnes.

Problematikken er, at der flere gange på andre tidspunkter har været tændt lys i de to kælderlokaler. Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at der igen er begyndt at ske forskelligt.

I den forløbne uge har jeg fået tilsendt tre billeder med tids- og datostempel på fra forskellige personer. Billederne beviser, at der har været lys og aktivitet i de kælderlokaler, som på ingen måde må bruges til nogen som helst form for arbejde!

Et af billederne af fra om natten?! Et andet er taget mellem klokken 17:00 og 18:00, som plejede at være ”ulvetimen”, hvor der blev larmet løs med store maskiner og forskellige værktøjer.

Kælderlokalerne må ifølge aftalen med Alboa, med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, med advokaterne og med dommerne i Retten kun bruges til opbevaringsrum!

Det betyder, at lejeren må hente noget og må ligeledes bringe noget.

Man må ifølge aftalen og den manglende byggetilladelse ikke opholde sig i kælderlokalerne i længere tid ad gangen!

Det handler ikke udelukkende om larm længere! Det er tillige yderst problematisk, at kælderlokalerne ej heller er brandsikret til et værkstedsformål!

Vi er 12 lejligheder lige ovenpå, hvor der bor mænd, kvinder, børn og en baby.

Man kan vel nærmest sige, at alt stritter på os i opgangen lige pt.

Ingen af os vil finde os i at høre på (mere) værkstedslarm!

Vi vil heller ikke udsættes for brandfare (længere)!

Desuden slår vi omgående meget hårdt ned på, hvis der igen leges ”gemmelege” – ligeledes hvis nogen igen begynder at chikanere og udøve hærværk!

Alle har en grænse – min (og de øvriges) er for længst nået!

Det larmende mareridt, der stod på i årevis, sidder dybt i flere af os i opgangen!

Der vil fremadrettet være en noget lavere tolerancetærskel!

Vi er heldigvis mange – også fra andre steder i boligområdet, der er opmærksomme.

Mest mærkværdigt er det, at der ofte bliver tændt lys i kælderlokalerne lige, når jeg har forladt mit hjem…

Meget kan altså tyde på, at jeg atter eller fortsat bliver overvåget og stalket.

Vi havde krisemøde i opgangen i går, hvor vores nye beboere også blev bedt om at begynde at dokumentere enhver form for aktivitet.

Indtil videre er planen, at vi hver især dokumenterer og holder et meget vågent øje morgen, middag, aften og nat – når vi har mulighed for det.

I forhold til værkstedshelvedet kan man vel med rette sige, at der virkelig kommer til at falde tungt brænde ned, hvis nogen starter på noget som helst igen!

I første omgang af mit levende mareridt dokumenterede jeg tålmodigt år efter år – i hele 3 år i streg!

Som jeg også gjorde opmærksom på inde i Retten, er min tålmodighed dog i enhver henseende sluppet op!

Jeg vil simpelthen ikke finde mig i mere af den slags nederdrægtighed!

Når vores ”arbejdsgruppe” har samlet lidt mere dokumentation og flere beviser, tager vi i første omgang kontakt til boliginspektøren. Vi vil se, om han prompte er i stand til at sørge for, at der øjeblikkeligt bliver sat en stopper for hvad end, der på traumatiserende og ødelæggende vis nok desværre er ved at starte op igen.

Hvis boliginspektøren ikke kan eller vil iværksætte en omgående løsning, der giver os ro og tryghed, går vi straks videre til Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Ligeledes vil vi – hvis boliginspektøren kommer til kort – også underrette advokaterne og dommeren i Retten.

Selvsagt skal samtlige informeres om, hvis der arbejdes i lokalerne uden en byggetilladelse. Ligeledes skal det påpeges, hvis nogen ikke overholder, hvad der står i Rettens afgørelse fra oktober måned 2024.

Vi i opgangen og øvrige vidner har helt fra starten af gjort både Alboa og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune opmærksomme på, at der konstant vil være en overhængende fare for, at lejeren af kælderlokalerne igen føler sig berettiget til at snige sig hen og arbejde, larme, forstyrre og udsætte os for brandfare, så længe der fortsat gives tilladelse til, at samtlige materialer, arbejdsmaskiner og værktøjer må opbevares i kælderlokalerne.

Der er nødt til at blive sat en stopper for galskaben!

Ved at stå sammen har man en større chance for at bekæmpe noget grusomt forkert!

Skulle det stik mod al fornuft og rimelighed blive nødvendigt med endnu en retssag, så er der heldigvis kommet endnu flere vidner til, der også er villige til at berette sandfærdigt i Retten.

Jeg har lyst til at skrige og bliver helt arrig og ked af det bare ved tanken om, hvis det hele starter forfra igen, men hvis situationen kræver det, så er jeg kampklar og er slet ikke i nærheden af at give op!

Vinterferien er godt i gang. Det er ret koldt udenfor. Ind imellem falder der enkelte snefnug, men der skal falde meget mere sne, hvis man skal kunne lægge sig ned i sneen og lave sneengle

Tak for de positive tilkendegivelser, jeg har modtaget siden sidste blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”. Mange har givet udtryk for at være glade for og tilfredse med, at jeg faktisk sidst med glæde kunne melde, at jeg intet negativt havde oplevet.

Desværre kan jeg så denne gang med sorg og frygt berette om, at der formodentlig er en ny og ubehagelig skandale under opsejling. Det er næsten ikke til at rumme…

Ro på, siger jeg til mig selv… Måske når det ikke at udvikle sig… Jeg krydser fingre…

Tillige med de positive tilkendegivelser er jeg også blevet kontaktet af flere, der stiller sig yderst uforstående over for, hvordan en klagesag over et larmende værksted kunne eskalere så voldsomt. Jeg undrer mig også!

Jeg forstår fuldt ud, at nogen måber, for jeg er virkelig også chokeret (og nok også stadigvæk en smule traumatiseret).

At mine klager over larm fra det forbudte, brandfarlige, larmende, nu lukkede værksted, der i tide og utide ødelagde freden og roen i mit hjem, kunne føre til, at jeg både blev chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret, er først og fremmest skræmmende, men samtidig giver det også stof til eftertanke.

Det faktum, at jeg sågar har modtaget dødstrusler, vidner om, at jeg – uden at ane det på forhånd – har stukket hånden dybt ned i en hvepserede, om man så må sige. Den såkaldte hvepserede, som man ikke uden konsekvenser roder rundt i, er kaldenavnet for et sammensurium af underhåndsaftaler, vennetjenester, uskrevne regler og lyssky affærer.

En af årsagerne til den voldsomme eskalering af klagesagen er uden tvivl, at jeg har været modig nok til at påberåbe mig rettigheder og stædig nok til at kæmpe for rettighederne.

Boligområdet ”Vejlby Vest” har gennem flere årtier været et forholdsvis isoleret og ret selvkørende, ”lille” samfund, hvor uskrevne regler har hersket. Gennem årene har nogle beboere (og måske også ansatte) tilegnet sig vaner og tilgange, som få eller ingen (før mig) har turdet stille spørgsmålstegn ved.

Det er meget sigende om tilstanden og tilgangen i det i visse henseender indspiste samfund, hvordan den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand, som også er revisor i området, hidtil er sluppet afsted med at sætte en særegen dagsorden. Han har uden tvivl haft rigelig frit spil og har ”regeret”, som det har passet ham.

Han er en af de afgørende årsager til, at jeg virkelig kæmper for at rydde op og rette op på visse ting i boligområdet.

Da han i sin tid tillod sig at sende en truende sms til mig, gik det for alvor op for mig, at han nok også før har forsøgt at true folk til tavshed. Sandsynligvis har han også været meddelagtig i at jage folk væk fra boligområdet, hvis de ikke – efter hans mening – har passet ind, eller hvis de ikke rent ud sagt har holdt kæft.

I sin sms til mig anerkendte han egentlig, at jeg også allerede dengang havde retten på min side. Samtidig gjorde han mig dog opmærksom på, at det kunne blive ubehageligt for mig at bo i boligområdet?! Hvad bilder han sig dog ind?

Jeg er ikke bange for ham! Jeg havde allerede lang tid før da mistet respekten for ham. Mange bække små, men dét, at han foran alle på et årligt afdelingsmøde i 2022 i mikrofonen foran alle fremmødte gjorde noget helt uacceptabelt, har også været af afgørende betydning.

Meget nonchalant og selvfed gjorde han opmærksom på, at der foregår ulovligheder i området. Helt ubekymret og med et skævt smil på læben sagde han, at sådan har det altid været. Han lagde ikke på nogen måde skjul på, at han er bedøvende ligeglad med lov- og regelbruddene. Han kom endda med udtalelser om, at vi – der måbede og var forargede – intet kunne stille op andet end måske at proppe ulovlighederne op i røven?!

Sådan noget pisser mig rent ud sagt af!

Jeg når ikke at besvare så mange spørgsmål i dette blogindlæg, men jeg kan forsøge i det mindste at besvare ét. Det bliver så spørgsmål 4. De første tre var med i blogindlæg ”153 Vinter afklaring.”.

4. Har du nogensinde fået svar på de spørgsmål, du igen stillede til boliginspektøren?

De spørgsmål, der refereres til, er de spørgsmål, jeg listede op i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”.

Det korte svar er, at jeg i hvert fald har fået svar på mit spørgsmål 10.

Jeg spurgte, om boliginspektøren og Alboas hovedkontor ville sørge for, at mit gulv i soveværelset langt om længe kunne blive lavet efter vandskaden i maj måned i 2023. Det har boliginspektøren været behjælpelig med at sørge for, og det er jeg taknemmelig for.

Jeg og de øvrige spørgsmålsstillere regner ikke længere med at få svar på vores spørgsmål. Vi håber dog på, at det trods alt har gjort en forskel, at vi har italesat noget malplaceret og forkert.

I forhold til spørgsmålene 5 og 6, der omhandlede den lemfældige regnskabsføring i boligområdet, så er der vist håb.

I det senest omdelte beboerblad skriver den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand, som også er revisor i Vejlby Vest, at regnskaberne skal digitaliseres. Han kommer vist også med en slags indrømmelse om, at det har været svært for ham at holde styr på det forskellige. Jeg har i skrivende stund ikke beboerbladet hos mig, men jeg kan citere ordret i næste blogindlæg.

Man kan håbe, at en digitalisering af regnskaberne skaber mere gennemsigtighed og derigennem mere ordentlighed. Især forhold som økonomi skal der altså meget gerne være styr på!

Med den bemærkning vil jeg slutte af for denne gang og ønske alle en rigtig god weekend.  

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 154 Tungt brænde kommer til at falde! first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter min mening sørger personalet for at holde området fint. Om sommeren sørger de forskellige for blandt andet at feje, klippe hæk og holde bedene fri for ukrudt. Om vinteren er de eksempelvis ansvarlige for at salte, rydde sne, sortere affald og fragte forskelligt til rette sted.

Ferier er ofte lig med hyggestunder i samvær med familie og venner. Det er rart at kunne se frem til.

Som jeg blandt andet skrev i blogindlæg ”152 Lokal tørke og fremgang.”, så jeg i fredags ligesom mange andre frem til at se håndbold. Det var en sand fornøjelse at se vores håndboldspillere brillere på banen gang på gang. Danmark vandt guld! De danske håndboldherrer er verdensmestre for fjerde gang i træk! Det er i hvert fald noget at være stolt af

Helbredsmæssigt er situationen langt fra optimal endnu, men der arbejdes på sagen. I næste uge skal jeg igen på sygehuset og have medicin ind i årerne. Det skulle gerne forløbe således, at jeg snart mærker væsentlig bedring.

Én dag ad gangen – et lille bitte skridt fremad er trods alt bedre end stilstand. Tålmodighed er en dyd…

Jeg er rigtig glad for at kunne melde, at jeg intet negativt har oplevet i boligområdet siden sidst! Det gør mig enormt glad, og mit håb er, at en ny stil er anlagt, så jeg blot kan bo og leve her i fred, ro og fordragelighed.

Det eneste nævneværdige minus er, at vi i opgangen også denne weekend har oplevet, at renoveringsfolkene gik på weekend (og måske endda på vinterferie) uden at tænde for vores dørtelefonanlæg igen. Det er sket en hel del gange på det sidste – desværre.

Det er sådan, at vi i opgangen hver måned betaler for den sikkerhed, det giver at have hoveddøren og kælderdøren til opgangen låst.

I forbindelse med renoveringsprocessen slukker de ansatte for dørtelefonanlægget, når de møder ind om morgenen. Derved kan de gå frem og tilbage uden at skulle låse op med en nøglebrik hver gang. Det er en vældig fin løsning, da de naturligvis skal have lov til at udføre deres arbejde ubesværet.

Men, det problematiske og ærgerlige ved det hele er, at de, der slukker for vores dørtelefonanlæg, gang på gang glemmer at tænde for det igen. Derved betaler vi for en ydelse, vi ikke får, og det er mindre trygt, end det ville være med dørtelefonanlægget tændt.

I sidste weekend var den gal! I forrige weekend var den også gal! Igen i denne weekend gik byggefolkene på weekend – og måske endda på vinterferie – uden lige at sørge for at slå den sikkerhedsforanstaltning til igen, som de selv har slukket for…

Nå, men hvorom alting er, så har vi i opgangen lidt sarkastisk joket med, at det i hvert fald er godt, at de ansvarlige for misseren trods alt ikke har ansvaret for iltapparaterne på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital…

Det er generende, men det koster trods alt ikke liv, at de glemmer at tænde for vores dørtelefonanlæg igen, men det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis de slukkede for en patients ilttilførsel…

Alle kan glemme en eller to gange, men når der er tale om adskillige, gentagne gange, så handler det om sjusk!

Heldigvis var det nyttigt, at jeg kontaktede boliginspektøren om, at dørtelefonanlægget igen var slukket for. Han tog kontakt til varmemesteren, som fredag aften kom og tændte, så dørene til opgangen igen er låste. Boliginspektøren har ligeledes sendt en stikpille til byggeledelsen om problematikken.

Dejligt, der er hjælp at hente, når noget ikke er, som det skal være

I sidste blogindlæg lovede jeg, at jeg denne gang vil besvare nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen.

Jeg er siden da blevet kontaktet af flere, der har bedt mig om at love, at jeg bevarer anonymiteten, og at jeg ikke udleverer specifikke data.

Naturligvis vil jeg sørge for ikke at udlevere hverken navne på spørgsmålsstillerne eller afsløre data om dem. Det lover jeg!

Jeg har fuld forståelse for, at det kan være en prekær situation at stå i, når man kæmper en kamp for retfærdighed!

Når jeg vælger at lave et blogindlæg, hvor jeg fokuserer på stillede spørgsmål og mine besvarelser, så er begrundelsen, at adskillige spørgsmål, flere situationer og mange problematikker er gengangere.

Mange, flere end man tror, føler sig alene og magtesløse i en uholdbar situation og aner ikke, hvad der kan stilles op.

Jeg har i løbet af dette håbløse forløb ofte haft en følelse af at falde højt oppe fra uden en faldskærm.

Det har til tider virket håbløst, og uretfærdigheden har konstant tynget og domineret.

Hvis jeg kan hjælpe andre med at få retfærdigheden til at ske fyldest på en mere skånsom måde, gør jeg det hellere end gerne.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg hverken er jurist eller advokat! Jeg er yderst veldokumenteret og har på trods af alt sørget for gennemgående at bibeholde en saglig tilgang. Undervejs har jeg tilegnet mig viden, og desværre har jeg efter tre års evindelig kamp en vis erfaring. Jeg har ingen reel ekspertviden på det juridiske område, men jeg kan dele ud af den viden og den tilgang, der fik mig relativt helskindet i mål.

Når jeg skriver ”relativt helskindet”, så er det for endnu engang at påpege, at Kampen for Retfærdighed har givet mig knubs og ar på sjælen. Men dag for dag oplever jeg, at skuldrene sænkes, og jeg får det bedre og bedre. Noget i mig er forandret for altid, men sådan er livet nu engang. Det, vi kommer igennem, kan være med til at skabe os. Jeg er med garanti blevet mere hårdfør i denne opslidende proces og har fået øjnene op for, at der uden tvivl er plads til forbedring i mange sammenhænge – også i lille, forholdsvis fredelige Danmark, hvor der umiddelbart virker til at være ret godt styr på tingene.

Naivitet kan være positivt og energigivende, men dét at være realistisk holder nok bedre i længden.

Måden, jeg har valgt at besvare nogle af de indkomne spørgsmål, er ved, at jeg først stiller spørgsmålet. Der bruger jeg kursiv skrift. Efterfølgende besvarer jeg hvert spørgsmål efter bedste evne.

Der er gennem tiden blevet stillet mange, relevante spørgsmål, så det kommer til at fylde og tage en del tid. Jeg vælger at dele spørgsmålstemaet op i flere blogindlæg.

Langt de fleste har som nævnt henvendt sig sagligt og høfligt. Enkelte henvendelser har været både latterlige og smålige – andre endda truende. Alt i alt har jeg gennem tiden sågar modtaget fire dødstrusler?!

Jeg inddrager de forskellige slags henvendelser for at belyse alvorligheden i, at det kan få omsiggribende konsekvenser for ens ve og vel, når man vælger at gå imod strømmen og kæmpe for sine rettigheder.

Uanset hvad, har det for mig og mit vedkommende været det hele værd!

Som man synger i den danske salme ”Altid frejdig, når du går”: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”.

Skridt for skridt eskalerede klagesagen omhandlende det larmende, brandfarlige, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted, der forpestede freden og roen i mit hjem.

Jeg endte med både at blive chikaneret, bagtalt, mobbet, truet, overfaldet, falsk anklaget, inkrimineret og injurieret?!

Jeg kæmpede vitterligt for nærmest alt, jeg har kært. Min person, mit hjem, min tryghed, mit ry, mine rettigheder, min straffeattest, min retssikkerhed, mit liv og min tilværelse.

Det er barske løjer, men det var (og er) desværre en nødvendig kamp at kæmpe.

Herefter går jeg i gang med at kommentere på de forskellige henvendelser:

• 1. Klagesagen omhandlende det larmende (nu for altid lukkede) værksted startede først i 2021, men du begyndte allerede i 2013 at dokumentere mere eller mindre alt i forhold til din boligforening. Hvorfor?

Generelt sørger jeg for at gemme og opbevare relevant dokumentation. Qua min sproglige kommunikationsuddannelse og særligt i specialeprocessen, hvor jeg skulle have belæg for enhver påstand, har jeg vænnet mig til at dokumentere og være i stand til at kunne bevise. Jeg fik en ærgerlig og lidt barsk start, da jeg flyttede ind i min første lejlighed i boligområdet i 2013. Én ting var at overtage en møgbeskidt lejlighed. En anden side af sagen var den ubehøvlede behandling og den uprofessionelle tilgang, jeg oplevede, min nye boligforenings kontordame havde. Problematikken fik mig op på mærkerne og gjorde, at jeg for en sikkerheds skyld sørgede for at dokumentere nærmest alt.

• 2. Det er udtrættende og virker helt uoverskueligt konstant at være nødt til at dokumentere og optage. Mener du virkelig, det er en nødvendighed, og hvis – har du så gode råd til, hvordan og hvorledes?

Jeg vil sige det sådan, at jeg nok ikke var kommet nogen vegne uden min dokumentation og mine beviser. Jeg har virkelig været i modvind og er ikke ligefrem blevet mødt med hverken venlighed eller velvillighed. Hvis man vil trumfe noget som helst igennem, som også har omsiggribende konsekvenser for andre, så er det strengt nødvendigt at kunne dokumentere og bevise i enhver sammenhæng!

I forhold til hvordan og hvorledes man kan bære sig ad, så er mit bedste råd nok, at man skal lave systemer og tilegne sig vaner. Man kan skaffe alverdens udstyr, og der findes et utal af remedier, men man behøver faktisk ikke at købe sig fattig i alt muligt spion-udstyr. Det dyreste for mig har været min tid. Det har virkelig krævet noget af mig at skulle dokumentere alt – i døgndrift endda. En overgang oplevede jeg også chikanetiltag om natten, så jeg havde aldrig fred.

Al begyndelse er svær, men man kan vænne sig til meget. Dét at være vanemenneske bliver en styrke i denne sammenhæng, da man til sidst blot kører på rutinen og gør, hvad man nu engang er blevet vant til og nødsaget til at gøre.

• 3. Da du i 2015 modtog en ekstra opkrævning på 11.866,30 kroner udover de 3.000 kroner, du allerede havde betalt a conto for el, hvorfor tror du, Alboa ignorerede al logik og din dokumentation?

Det er svært at svare på, men en syvdobling af mit elforbrug burde have fået den regnskabsansvarlige til i det mindste at undersøge, om der var tale om en fejl!

Som jeg nævnte i forbindelse med spørgsmål 1, så var der al balladen med den møgbeskidte lejlighed, jeg overtog i Næringen 54. Et par år efter kom så den ublu elregning, hvor mit forbrug angiveligt skulle være steget fra 948 enheder på et år til 7.463 enheder året efter?!

Den nedladende, ubehøvlede, arrogante regnskabsansvarlige var hverken til at hugge eller stikke i, og kontakten med ham var yderst ubehagelig.

Jeg antager, at stilen i hvert fald dengang var, at går den, så går den… Men den gik ikke, for jeg havde min dokumentation i orden og kunne bevise, at han tog fejl, og jeg havde ret!

I næste indlæg fortsætter jeg med at besvare spørgsmål og kommentere på indkomne henvendelser. Fortsæt endelig med at berette om, hvad I desværre er eller har været udsat for. Sammen er vi stærkere

Vi i boligområdet har netop modtaget Beboerbladet i vores postkasser. Jeg havde allerede selv lagt særligt mærke til et af punkterne i bladet. Ligeledes har jeg modtaget tre henvendelser om det samme. Også mere herom i det næste blogindlæg.

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend og en rigtig god vinterferie.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 153 Vinter afklaring. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

Efter at have været sygdomsramt uafbrudt i over 60 dage nu, er jeg i denne uge startet på intravenøs medicin. Medicinen skal gerne hjælpe med at få min Lupus / SLE i ro – mest mulig i hvert fald.

Jeg er fuld af håb og forsøger ihærdigt at væbne mig med tålmodighed. Det lyder måske banalt, men jeg glæder mig mega meget til at mærke færre sygdomssymptomer og føle mig mere frisk.

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg ”151 Ej en snorlige vej.”, så havde jeg en lidt underlig oplevelse forrige gang, jeg skulle vaske tøj. Som jeg skrev, er mit håb, at det var et enkeltstående tilfælde, som ikke kommer til at gentage sig.

Det kan føles lidt som om, nogen spænder ben for mig. Der sker forskelligt for mig, som ikke sker for mine omkringboende.

Er det tilfældighedernes spil, eller gør nogen sig fortsat umage for at genere mig og få ram på mig?

En optimist vil håbe, at det nok er helt tilfældigt, at det forskellige lige sker for mig. En realist vil sige, at der skal sættes en stopper for galskaben!

Som jeg påpegede i blogindlæg ”147 Spørgsmål og opfordringer.”, oplevede jeg i 2024 gang på gang, at mine vaskeri-reservationer blev slettet?! Når jeg spurgte andre beboere i forhold til problematikken, gav ingen andre udtryk for at opleve det samme…

Efter at jeg påpegede problemet og bad boliginspektøren og Alboas hovedkontor om hjælp, har jeg ikke bøvlet med netop dét problem længere.

Men, så udfordres jeg på andre måder.

Den ene gang kom jeg over i vaskeriet for at vaske. Jeg var glad for og lettet over, at mine vaskeri-reservationer ikke var blevet slettet. Glæden varede dog kun kort, for jeg kunne ikke starte vaskemaskinerne?! De var tændte men intet skete?!

Jeg tjekkede på skærmen flere gange. Det fremgik stadig, at jeg havde reserveret to vasketider.

Jeg havde puttet mit tøj i maskinerne, og jeg havde også doseret vaskepulver.

Min indsats var dog forgæves. Jeg gav op, tog mit stadig uvaskede tøj ud af maskinerne og slæbte mit vasketøj med tilbage i lejligheden igen.

Det var en ærgerlig oplevelse. Både fordi det var spildte kræfter, men også fordi jeg havde brug for at få vasket mit tøj.

Den første gang gjorde jeg ikke mere ved sagen. Kræfterne er grundet sygdom små for tiden, overskuddet er ikke altoverskyggende, og jeg vælger mine kampe.

Jeg lavede nye vaskeri-reservationer til om fredagen.

Jeg bar mit vasketøj over i vaskeriet. Jeg tjekkede på skærmen. Mine vaskeri-reservationer var heldigvis ikke blevet slettet. Tøjet kom ind i maskinerne, og vaskepulver blev doseret. Jeg indstillede graderne og trykkede start. Begge vaskemaskiner låste, men ingen af dem gik i gang?!

Irriteret og ærgerlig stod jeg lidt og ventede og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg valgte denne gang at skrive til boliginspektøren og varmemesterkontoret.

Det var den 17. januar 2025. Jeg skrev: ”Hej. Jeg står i vaskeriet og har netop tændt for vaskemaskinerne 1 og 3. De tager dog ikke vand ind?! Vil I sørge for, jeg ikke bliver opkrævet penge for de to forgæves vaske i dag? Og sørge for at problemet i vaskeriet bliver løst? Jeg tager mit tøj ud igen og får derfor ikke vasket. Der er tale om 9 kroner – 5 og 4. På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.

Boliginspektøren svarede mig hurtigt og venligt. Han gav udtryk for, at det var mega træls for mig. Han ville undersøge sagen og sørge for at kreditere beløbet.

Imens jeg var i gang med at tage mit tøj ud af vaskemaskinerne, kom en arbejdsmand ind i vaskeriet. Han er ansat i boligområdet i forbindelse med renoveringerne.

Efter vi havde sagt godmorgen til hinanden, forklarede jeg, at jeg ikke kunne vaske mit tøj. Han undrede sig noget over, hvorfor vandet var slukket for?!

Han sagde, det er ham, der står for at slukke og tænde, når det er nødvendigt i forbindelse med de stadig igangværende renoveringer i området.

Han havde ikke slukket for vandet, og han kunne ikke se nogen grund til slukningen.

Han krøb om bagved en af vaskemaskinerne og fik tændt for vandet. Han bad mig om at vente lidt, og så kunne jeg tænde for vaskemaskinerne og få vasket mit tøj.

Jeg takkede ham for hjælpen.

Både han og jeg undrede os over, hvem der dog havde slukket for vandet – og hvorfor…

Jeg skrev tilbage til boliginspektøren og varmemesterkontoret: ”Hej igen. En flink arbejdsmand kom lige forbi. Han har tændt for vandet. Nogen havde pillet ved noget bag vaskemaskinen ved vinduet. Vaskemaskinerne er i gang nu, så I kan se bort fra min henvendelse om det. Arbejdsmanden siger, det ikke er personale, der har pillet ved vandrørene?! Vores dørtelefonanlæg er igen blevet ødelagt i kælderen i Næringen 32. Vil I få en til at reparere det? På forhånd Tak og god weekend. Med venlig hilsen Malene”.

Boliginspektøren svarede kort efter og takkede for tilbagemeldingen. Han skrev også, at han ville sørge for, der blev kigget på vores ødelagte dørtelefonanlæg.

Jeg takkede for hans hjælp og ønskede ham en god weekend.

Jeg fik vasket mit tøj på trods af alt. Det står hen i det uvisse, hvem der havde slukket for vandet i vaskeriet?! Ligeledes er årsagen til det slukkede vand også ukendt?!

Som jeg skrev, må man håbe, der var tale om et enkeltstående tilfælde.

Første gang efter jul kunne jeg ikke tænde for maskinerne. Anden gang kunne jeg godt tænde, men der var slukket for vandet, så mit tøj kunne ikke blive vasket.

Flere har givet udtryk for, at jeg skal oplyse om og bede om hjælp, hvis der sker mere.

En af mine naboer sagde sågar, at det kunne være interessant at udspionere, hvem der eventuelt går ned i vaskeriet lige inden, jeg skal vaske.

Indtil videre er jeg dog optimistisk og satser på, at jeg fremadrettet kan vaske mit tøj uden de store forhindringer. Dét at vaske tøj er en ret basal nødvendighed ind imellem.

Når man er blevet overfaldet i vaskeriet, bliver det utrygt.

Når man oplever sabotage eller tilfældige sammentræf, bliver det besværligt.

Sidst jeg vaskede mit tøj, gik det hele let og smertefrit. Jeg reserverede på forhånd, jeg benyttede vaskemaskinerne, alt var trygt og godt, og jeg blev opkrævet korrekt efterfølgende. Sådan skal det helst være – også fremadrettet.

Vi fik en ny beboer i opgangen for nylig. Det er dejligt, hun giver udtryk for at føle sig godt taget imod. Hun er ligesom os andre allerede glad for at bo i opgangen.

Jeg sætter stor pris på vores gode naboskab i opgangen. Selvom vi ikke løber hinanden på dørene, så hilser vi pænt, hyggesnakker hvis der er tid, hjælper hinanden hvis det er nødvendigt, og vigtigst af alt så respekterer vi hinanden.

Man skal ikke undervurdere, hvor rart det er at have søde, venlige, hjælpsomme, omsorgsfulde naboer.

En i vores opgang var flyttet ind i en af de store lejligheder. Den var for stor til ham og hans ting. Han ville dog gerne blive i opgangen. Han var heldig at få tildelt en af de mindre lejligheder i opgangen. Han er glad for at bo her, og vi er glade for, at han er blevet boende i opgangen.

Desværre hersker der debatter om racisme. Det er trist, hvis nogen trynes og føler sig uvelkomne.

Vi er en blandet flok i vores opgang. Der er forskellige nationaliteter, baggrunde og aldersgrupper. Vi har hver især noget at bidrage med. Kulturelle forskelle beriger i min optik et fællesskab.

Selvom vi bor hver for sig og har vores egne lejligheder, så gør det mig glad at kunne følge med i, at et nabopar blev gift, en blev færdiguddannet, et andet par fik en baby osv.

Jeg har ikke valgt at blive alvorligt, kronisk, fysisk syg. Andre har ikke valgt, at de ville fødes i et krigsramt land.

Jeg er taknemmelig for mine gode naboer, og jeg gør gerne en ekstra indsats for, at alle er trygge og føler sig godt tilpas. Der skal nogen gange så lidt til.

Da jeg havde det allersværest i boligområdet og blev chikaneret på det groveste, oplevede jeg støtte og næstekærlighed fra omkringboende. En sådan hjælp fra uventet kant er uvurderlig!

I næste indlæg besvarer jeg nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet af jer, der følger med i bloggen. Man kan godt føle sig helt alene i kampens hede, og for nogle virker det mest nærliggende blot at give op og flytte.

Selvom det meste på sin vis ånder fred og idyl, som det er nu, så fortsætter jeg med at dokumentere. Hvis det viser sig, at nogen helt bevidst og med fuldt overlæg fortsætter med at genere og chikanere mig, så kan det være, endnu en retssag bliver nødvendig.

Uanset hvad er det fordelagtigt at være veldokumenteret, så det ikke blot er ord mod ord.

Til jer der kæmper en brav kamp – hold hovedet højt. I kæmper ikke alene!

Jeg vil ønske alle en fortsat god weekend.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 152 Lokal tørke og fremgang. first appeared on Kampen for Retfærdighed.

I weekenden var hele familien samlet om lørdagen, og om søndagen var jeg på stadion og se fodbold.

Heldigvis nåede jeg at komme afsted og deltage i hyggen, inden jeg blev ramt af helvedesild.

Helvedesild kunne lyde som endnu et chikanetiltag, men det er ”blot” et smertefuldt udslæt, der skyldes skoldkoppevirus.

Alt på programmet er aflyst indtil videre, og jeg holder mig hjemme. Både for ikke at risikere at smitte nogen, men også fordi jeg er skidt tilpas og har ondt.

Når man som jeg har et nedsat immunforsvar blandt andet på grund af Lupus / SLE, så rammes man vist lettere og lidt hårdere af sådan noget stads. Lægen satte mig omgående i behandling, og jeg supplerer med hovedpinetabletter og smertestillende. Det skal bare overstås, og heldigvis blev jeg ramt inden selve juleaften.

Måske er der nisser på spil, for vaskerisystemerne er helt holdt op med at opdatere?!

Jeg vaskede i sidste uge, og siden da er hverken systemet på skærmen i vaskeriet eller det på vaskerihjemmesiden blevet opdateret?!

Også her til morgen har jeg tjekket systemet på vaskerihjemmesiden. Der har ingen opdateringer været siden den 26. november 2024?!

Gad vide om Electrolux og Alboa er bevidste om situationen?

Jeg har stadig ikke fået svaret boliginspektøren på det brev, jeg modtog fra ham for snart mange dage siden.

Til dels skyldes det, at jeg er sygdomsramt, men mest af alt grubler jeg over, hvordan jeg kan formulere min skrivelse til ham mest korrekt og mindst konfliktoptrappende.

Desuden er jeg i dialog med de øvrige beboere, som også var medunderskrivere på vores henvendelser fra februar 2023, der aldrig blev besvaret.

Derudover er jeg også i kontakt med flere beboere – også fra andre af Alboas boligafdelinger. Omdrejningspunktet er hovedsageligt den artikel, der har stødt og forarget flere, som Alboa kort før retssagen lagde ud på hjemmesiden om Hård tone og trusler.

Mit svar til boliginspektøren kommer både til at dreje sig om fejlene i vaskerisystemet, om vores ubesvarede spørgsmål fra februar 2023 og om Alboas artikel.

Vi er flere, der mener, Alboa vender det hele på hovedet i artiklen. Den misforståede skrivelse kan være et tegn på, at i hvert fald Alboas direktør og bestyrelsesformand slet ikke har føling med, hvad der egentlig foregår i de forskellige af boligorganisationens boligafdelinger – eksempelvis i Vejlby Vest.

Alboas artikel handler i bund og grund om, at boligorganisationen på lidt truende vis gør opmærksom på, at der vil blive slået hårdt ned på beboere, der ikke agerer, som de skal og bør. Selve dét budskab er for så vidt godt nok, for Alboas lejere skal naturligvis opføre sig ordentlig og rette sig efter regler og i henhold til lovgivninger.

Der, hvor Alboas artikel bliver stødende, og hvor flere forarges, er i den henseende, at Alboa slet ikke på noget tidspunkt forholder sig til, at Alboas ledelse, ansatte og frivillige naturligvis også skal agere ordentligt?! At samtlige skal overholde gældende reglementer, og at ingen – hverken på Alboas side eller på beboernes side – må bryde love!

Den hårde tone er sandelig ikke kun en, der kommer fra beboere, som Alboa ellers beskriver i artiklen!

I Vejlby Vest kan der fra tid til anden herske en meget hård og nedladende tone. Afdelingsbestyrelsesformanden proklamerede som før nævnt til det årlige afdelingsmøde i 2022, at han er fuldt ud bevidst om, at der foregår ulovligheder i Vejlby Vest, og det har han ikke tænkt sig at gøre noget som helst ved. Han nævnte, at ulovlighederne kan proppes op i røven?!

Hvis det ikke er et malplaceret, hårdt og upassende sprog fra en af de personer, som i mange år udover at agere revisor i boligområdet også er afdelingsbestyrelsesformand og har været medlem af Alboas organisationsbestyrelse, så ved jeg snart ikke, hvad der ifølge Alboa kvalificerer sig til at være et uacceptabelt sprogbrug, som direktøren og bestyrelsesformanden giver udtryk for at ville slå hårdt ned på.

Ligeledes sendte den samme mand den førnævnte, truende sms til mig, da han erfarede, at jeg ikke ville holde mund og give op.

Flere af de nøgleansvarlige i boligområdet holder sig ikke tilbage fra at injuriere og direkte lyve.

Hvis I læser med, Alboa – der er helt sikkert plads til forbedringer – både fra beboernes side, men så sandelig også fra jeres side – det gælder både jer på hovedkontoret, de ansatte og de frivillige!

I stedet for at lægge artiklen med det misforståede budskab ud på hjemmesiden og på Linkedin, så havde det været meget klogere og langt mere brugbart og nyttigt, hvis boligorganisationen i stedet havde lagt op til nye retningslinjer, en pænere tone, mere regelrethed og gensidig respekt.

Det, at Alboa kommunikativt forstår at promovere sig positivt på egen hjemmeside og på Linkedin ((1) ALBOA – Almen Boligorganisation Aarhus: Oversigt | LinkedIn), ændrer ikke på, hvordan virkeligheden er – eller i hvert fald har været.

Jeg vælger, som jeg skrev om i sidste blogindlæg ”144 En ny begyndelse!” (indtil videre i hvert fald) at tro på, at alle har taget ved lære af processen med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og af den netop overståede retssag om det larmende, brandfarlige, forbudte, nu heldigvis for altid lukkede violinbyggerværksted.

Det nytter ikke at skilte med positivt betonede ord som ”trivsel”, ”ordentlighed” og ”fællesskab”, som Alboa gør, hvis man i realiteten fører en stil, der medfører mistrivsel, uordentlighed og forskelsbehandling!

Når man som boligorganisation tryner udvalgte beboere og forskelsbehandler, så sigter man ikke efter, at alle ens lejere skal trives!

Det er til hver en tid uordentligt, når man skriver og taler usandt, når man bryder regler, og når man udøver magtmisbrug!

Min tilværelse i boligområdet er igen blevet fredelig, og jeg forsøger kun at omgive mig med de venligtsindede, velmenende og rare folk.

Mit hjem er langt om længe blevet et sted, hvor jeg kan hygge, slappe af, sove, hvile, arbejde og lade op.

Men det er bestemt ikke takket være Alboas velvilje eller ordentlighed!

Det er udelukkende, fordi jeg har kæmpet en udmattende og langtrukket kamp i flere år, hvor jeg har set mig nødsaget til at indblande myndigheder, instanser, advokater og retsvæsenet, der kunne overrule Alboas og beboerklagenævnets makværk!

Naturligvis bebor flere af de modbydelige, nedrige og afsporede stadigvæk flere af lejemålene i Vejlby Vest. Sådan bliver det ved med at være. Sandheden er nok også, at flere af dem vil have svært ved at begå sig andre steder end i dette forholdsvis lukkede ”samfund”, hvor de har huseret i en lang årrække.

Jeg mærker efterhånden ikke særligt meget til chikanen, hetzen og mobningen. For tiden bemærker jeg mest af alt en af de mandlige ansatte i boligområdet.

Førhen sendte han altid et smil eller et vink, eller også kom han med en frisk bemærkning. Siden jeg så mig nødsaget til at kæmpe Kampen for Retfærdighed og anlægge retssag, skifter han mellem blankt at ignorere mig, eller også nedstirrer han mig…

Førhen har jeg altid anset ham for at være en godmodig drengerøv, man nok ikke skulle tage alt for alvorligt. Grundet hans barnlige, upassende ”medløber”-adfærd ser jeg efterhånden mere på ham som en tabertype, der mangler opdragelse!

Han er heldigvis ikke en, der nogensinde skal ind i mit hjem og ordne noget som helst, så jeg vil ikke spilde mange minutter på at ærgres over ham!

Forleden blev jeg opsøgt af en udenlandsk dame. Hun bad om hjælp til at læse et brev, hun havde modtaget i e-boks. Jeg har vist hilst på hende et par gange før i boligområdet, men ellers kender jeg hende ikke.

Hun forklarede, at hun ikke er tryg ved beboerrådgiveren, som ellers kan hjælpe med sådan noget. Hun havde hørt forskelligt fra flere om den pågældende beboerrådgiver. Hun var blevet anbefalet at opsøge mig.

Jeg hjælper gerne, hvor jeg kan. Jeg har hjulpet flere med forskelligt.

Jeg kommenterede kun kort på, at beboerrådgiveren også gør mig utryg, og at jeg er yderst utilfreds med hende.

Jeg hjalp den udenlandske dame med at logge ind, vi læste hendes brev, og så takkede hun og gik videre.

I min optik er beboerrådgiveren den allermest skyldige i det mareridt, jeg har gennemlevet. Hun har ikke handlet alene, men hun er rent faktisk ansat til at skulle ville folk det godt. Hun har om nogen misbrugt sin magt som en ulv i fåreklæder – det skaber utryghed!

Alboa profilerer sig med ordene ”trivsel”, ”ordentlighed” og ”fællesskab”.

Kære Alboa, jeg ved, I læser med i bloggen. Det må I naturligvis ligesom alle andre hjertens gerne.

Mit håb er, at I vil se ind ad, ligesom I kigger udad. Som jeg tidligere har påpeget og opfordret til, så skal samtlige – både beboere og Alboas hovedkontor, ansatte og frivillige – tale pænt, agere lovlydigt og stræbe efter trivsel, ordentlighed og fællesskab.

Ved fælles hjælp kan vi løfte opgaven med at kridte linjerne op til noget endnu bedre, hvor både Alboas folk og lejere kan trives og på en ordentlig måde være fælles om at skabe noget nutidigt med plads til alle og enhver, der har de allerbedste intentioner.

Tak, fordi du / I læser med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.

The post 145 Nisser på spil? first appeared on Kampen for Retfærdighed.