Getting your Trinity Audio player ready...

For god ordens skyld kan jeg oplyse om, at jeg til stadighed ingen respons har fået fra nogen som helst i Alboa. Efterhånden kan ingen vist blive overrasket over den kendsgerning… Alligevel kan man ikke lade være med at undre sig, da Alboa som udlejer har en vis forpligtelse overfor sine lejere. Jeg er betalende lejer i Alboa!

Jeg gik netop ind på hjemmesiden ”Vejlbyvest.dk” og søgte efter punktet ”generalforsamling”. Selvom de årlige møder for alle beboere nu blot kaldes ”afdelingsmøder” og ikke ”generalforsamlinger”, så er hjemmesiden med de daværende vedtægter til stadighed ikke blevet opdateret. Det bad jeg og øvrige beboere ellers skriftligt afdelingsbestyrelsesformanden om at sørge for – allerede i september 2023.

Det bør være de gældende vedtægter, der står på boligområdets hjemmeside!

I september måned 2023 kom jeg i en regulær shitstorm af kaliber, fordi jeg henholdt mig til de skrevne vedtægter. Jeg tillod mig på boligområdets Facebookside ”Vejlby Vest” at påpege, at vedtægterne ikke var blevet overholdt.  For at beskrive det mildt så blev min skrivelse ikke taget pænt imod. Jeg modtog efterfølgende trusler, jeg blev svinet til på beboersiden, og et bestyrelsesmedlem i Fritidsklubben valgte ydermere at injuriere mig. Med mindre man vil udsættes for trusler, injurier, hærværk og omfattende rygtespredning, så skal man rent ud sagt holde sin kæft og indordne sig. Det gør jeg ikke! Jeg kæmper for mine og andres rettigheder! Flere er heldigvis begyndt at følge trop, så vi kan kæmpe sammen.

Når man går ind på hjemmesiden ”Vejlbyvest.dk” under punktet ”generalforsamling” står der ordret: ”En gang årligt afholdes den ordinære generalforsamling for alle beboere i Vejlby Vest. Her er der mulighed for at komme med forslag til afdelingen, stemme om hvem der skal være i bestyrelsen, høre årsberetningen og ikke mindst tage stilling til det kommende budget, som fastlægger huslejen det efterfølgende år. Rent formelt: Alle beboere skal have en invitation inklusiv en dagsorden 4 uger inden den ordinære generalforsamling. Alle beboere kan fremsætte forslag til generalforsamlingen. Disse skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen”.

Et par bemærkninger til teksten: Der står rigtig nok, generalforsamlingen afholdes for alle beboere i boligområdet. MEN, det årlige møde må af en eller anden grund for alt i verden ikke længere kaldes en generalforsamling – jeg fik så at sige lært min lektie i forbindelse med den omfattende shitstorm, jeg blev udsat for på beboernes facebookside. Og reelt er mødet ikke for alle beboere! Det er mest af alt for de mangeårige beboere – ”det grå guld” som den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand ynder at kalde sig selv og sine ligestillede. Møderne foregår ikke med god stemning – med mindre man tier stille, makker ret og indordner sig. Mange beboere bliver ganske simpelt væk fra forsamlingerne på grund af ærgerlige erfaringer – netop med den dårlige stemning og en hård tone.

Den 13. september 2023 studsede jeg og flere andre beboere over, at vi netop ikke havde fået en invitation med en dagsorden senest 4 uger inden det planlagte møde – som vedtægterne til stadighed foreskriver på boligområdets hjemmeside. Vi havde læst i et blad, at det årlige møde skulle afholdes den 25. september 2023. 12 dage før skrev jeg om problematikken på boligområdets Facebookside. Som før nævnt er den omtalte shitstorm nok ikke præcis nok en beskrivelse. Mere rammende er nok udskamning, mobning, ydmygelse og injurierende skrivelser.  

Den 12. september 2023 skrev jeg og øvrige beboere en mail til afdelingsbestyrelsesformanden. Vi sendte vores skrivelse fra min e-mailadresse, men vi gjorde opmærksom på, at vi var flere, der gerne ville have et svar.

For lige at præcisere – det handler om den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand, som skrev en lidt truende sms til mig i august 2022. Afdelingsbestyrelsesformanden, som først i løbet af sommeren 2023, valgte at stoppe med at sidde i Alboas organisationsbestyrelse. Han har altså siddet i organisationsbestyrelsen sammen med lejerrepræsentanten, som var inhabil under mødet i beboerklagenævnet. Ligeledes er driftschefen i Alboa også i organisationsbestyrelsen. Han har heller ikke just en venligsindet tilgang til mig.

”Kongen af Vejlby Vest”, som nogle lidt sarkastisk omtaler afdelingsbestyrelsesformanden, har forskellige roller i Alboa. Han er også områdets revisor, og han sidder vist også i byggestyrelsen i forbindelse med de igangværende renoveringer i boligområdet…

En ældre herre gav under det årlige afdelingsmøde skuffet og sorgbetynget udtryk for, at han ikke havde oplevet at kunne få hjælp fra afdelingsbestyrelsesformanden, da han oplevede problemer under renoveringsprocessen i sit lejemål. Udfordringen havde været, at afdelingsbestyrelsesformanden også var en del af byggestyrelsen. Derfor var han splittet imellem, hvem han skulle holde med. Vi hørte ikke mere til den sag, for kort efter udløb den ældre herres taletid i mikrofonen, da ordstyreren tydeliggjorde, at personlige angreb mod afdelingsbestyrelsesformanden ikke hørte sig til…

I vores skrivelse til afdelingsbestyrelsesformanden den 12. september 2023 skrev vi:

”Hej. Jeg skriver til dig på vegne af flere beboere i Vejlby Vest også. Du bedes holde en høflig tone, da vi naturligvis skriver høfligt til dig. Der står i vedtægterne for Vejlby Vest, at alle beboere skal have en invitation inklusiv en dagsorden 4 uger inden den ordinære generalforsamling. Ifølge Alboas omdelte medlemsblad er der generalforsamling den 25. september i år. Ingen af os beboere har dog fået hverken en invitation eller en dagsorden. I dag er der kun 13 dage til generalforsamlingen. Vi har rådspurgt en advokat, som har oplyst os om, at generalforsamlingen i så fald bør omberammes, og beslutninger truffet på generalforsamlingen vil være ugyldige. Med venlig hilsen Malene og øvrige beboere i Vejlby Vest – hvis det ønskes, kan vi sagtens lave en underskriftindsamling”.

Den mangeårige, inkarnerede Alboa-mand skrev dagen efter tilbage. Ikke til mig og de øvrige medunderskrivere, men til MIG – nævnt med for- og efternavn. Det er typisk ham at ty til personlige angreb i stedet for at forholde sig sagligt. Han gjorde nøjagtig det samme, da vi var flere, der henvendte os og spurgte ind til regnskaberne i området. Der var endda fremsendt skrivelse med underskrifter, men igen valgte han at angribe mig personligt. Gamle, magtsyge bæst!

Den 13. september, hvor han udelukkende skrev til mig personligt, var han til vores store overraskelse faktisk høflig og saglig. Det ligner ham ikke, så vi vidste med det samme, at det var på beregning. Sin skrivelse havde han valgt samtidig også at sende til en ansat i ledelsessekretariatet i Alboa. Derfor udelod han trusler og tilsvinelser…

Hele hans svar er udelukkende skrevet til mig. For ham er det en æressag at gøre det til en krig mellem ham og mig, hvor jeg og øvrige egentlig bare forsøger at få ham og øvrige til at agere i henhold til den gældende Husorden og den gældende lovgivning.

Han skriver, at henvendelsen baserer sig på en misforståelse. Han påstår, at vi allerede har diskuteret det året før?! Han forklarer, at der er kommet nye vedtægter. Lidt smart i en fart forklarer han så, at en endelig dagsorden med indkomne forslag jo af gode grunde ikke kan fremgå af dagsordenen, før fristen for indgivelse af forslag er overstået… Det er ligesom logik for burhøns, flabede afdelingsbestyrelsesformand! Hvad han ikke VIL fatte er, at vores henvendelse går på de skrevne vedtægter, som vi har henholdt os til! De vedtægter på boligområdets hjemmeside, han til stadighed har valgt at lade være med at opdatere til de gældende…

Han konkluderer sin skrivelse med, at alt så vist er i god overensstemmelse med vedtægterne… Måske, men ikke de skrevne vedtægter på boligområdets hjemmeside!

Traditionen tro slutter han sin skrivelse af med lige at skulle have noget ud mellem sidebenene. Han skriver (jeg citerer ordret): ”PS: Jeg synes det er meget ubehageligt og også lidt træls, at du lige begynder din henvendelse med at påstå at jeg plejer at være uhøflig i tonen?! Jeg har været uenig med dig ind imellem og sagt det højt, men det er ikke at være uhøflig – det er at deltage i en beboerdemokratisk dialog. Med venlig hilsen”.

Det er nærmest tragikomisk, at han anfægter det faktum, at han plejer at være uhøflig i tonen!

  1. Han har i flere tilfælde skrevet nedladende til mig og har sågar skrevet en lidt truende sms til mig?!
  2. På det årlige afdelingsmøde annoncerede han i mikrofonen flere gange, at han ville proppe de åbenlyse ulovligheder i boligområdet op et sted, hvor der ikke er lys?!
  3. Under det årlige afdelingsmøde i 2023 gjorde han i mikrofonen grin med, at regler i Husordenen er til for at blive overholdt?! Det burde på intet tidspunkt være en joke! Husordenens regler er til for, at samtlige beboere kan bo i boligområdet under samme regelsæt. Men det ER desværre en stående joke, for reglerne bliver på ingen måde overholdt – ikke af udvalgte, ofte mangeårige beboere i boligområdet i hvert fald!

Faktuelt står der i Husordenen, at der ikke må forefindes kummefrysere i de privatudlejede kælderlokaler. Elforbruget betales hovedsageligt over fællesudgifter?! På trods af den skrevne regel i Husordenen, så har afdelingsbestyrelsesformanden både under afdelingsmøderne i 2022 og i 2023 åbenlyst annonceret, at han har kendskab til, at flere private lejere rent faktisk HAR kummefrysere stående i de privatudlejede kælderlokaler?! Men man kan lige vove på at stille spørgsmålstegn ved den kendsgerning, for så står man for skud…

4. Jeg har fået indblik i skrivelser, han har sendt til andre beboere i boligområdet, som har turdet henvende sig til ham som formand for afdelingsbestyrelsen og anmode om hjælp til en problematik. Han ynder at true med at gå af. Jamen gå dog endelig langt om længe af som afdelingsbestyrelsesformand! Vi tager det ikke som en trussel. Du giver os nærmere håb…

I de skrivelser, jeg har fået fremvist, benytter afdelingsbestyrelsesformanden ikke engang tilnærmelsesvis en beboerdemokratisk tilgang! På trods af hvad han påstår overfor den ansatte i ledelsessekretariatet! Han beskrev også sig selv som havende en beboerdemokratisk tilgang i en artikel, hvor han nærmest hyldede sig selv i forbindelse med sin udtrædelse af organisationsbestyrelsen i Alboa.

På trods af at afdelingsbestyrelsesformanden valgte kun at svare mig, så skrev vi tilbage som en samlet flok. I vores mail, den 13. september 2023, står der:

”Hej. Tak for din grundige og høflige mail. Vedtægterne skal opdateres på Vejlbyvest.dk. Vi vedhæfter et billede derfra, hvor vi har fundet de vedtægter, vi har henholdt os til. Mht. tonen så er vi desværre en hel del beboere – både nuværende og tidligere, som desværre slet ikke oplever dig som demokratisk eller for den sags skyld behagelig i mange sammenhænge. Du skriver ofte nærmest truende og meget nedladende, og på generalforsamlingerne snakker du om ulovligheder, som du vil proppe op i din røv?! Det er usagligt og ubehageligt! Derfor skrev vi fra start af og bad om en høflig tone – for at undgå flere angreb og lignende. Du gør garanteret på mange måder en stor indsats. Vi er dog flere, der på ingen måde oplever en demokratisk tilgang fra dig – ej heller i boligområdet generelt. Men tak for dit svar og fortsat god dag. Venlige hilsner fra Malene og øvrige beboere”.

Vi nærmer os slutningen af januar 2024. Vedtægterne på boligområdets hjemmeside er stadig hverken ændret eller opdateret?!

Man kan derfor konkludere, at den mangeårige afdelingsbestyrelsesformand nok vil proppe vores anmodning om opdatering af vedtægterne op et sted, hvor der ikke er lys – ligesom han vil med de åbenlyse ulovligheder i boligområdet…

Vi sendte naturligvis også vores svar til selvsamme kvinde i ledelsessekretariatet, som han havde sendt sin skrivelse til.

Afdelingsbestyrelsesformanden svinger lidt mellem at kalde det årlige møde for ”afdelingsmødet” og ”generalforsamlingen”. Jeg blev ellers forsøgt sat godt og grundigt på plads af flere beboere i boligområdet, fordi jeg kaldte det for en generalforsamling, da jeg påpegede, at de skrevne vedtægter ikke var blevet overholdt.

Heldigvis bor der mange søde, ordentlige, regelrette og høflige mennesker i boligområdet. Desværre bærer visse opslag på Facebooksiden ikke ligefrem præg af saglighed, objektivitet eller venlighed.

Jeg var ikke just chokeret over den voldsomme shitstorm. Alligevel gjorde den mig ærgerlig. Endnu engang fik jeg og øvrige bekræftet, at boligområdet bliver styret, som det nu engang på ærgerlig vis gør.

Særligt en kvinde var uhøflig og i angrebsmode. Jeg er så blevet informeret om, at hun er ansat i Alboa. Så giver det straks bedre mening. Ikke at det gør hendes modbydeligheder ok!

Det nøgleansvarlige bestyrelsesmedlem i Fritidsklubben, som injurierede mig på beboernes Facebookside, hvor der er omtrent 700 medlemmer, han skal nok komme til at stå til ansvar. Det er bare et spørgsmål om tid!

Det årlige møde i Fritidsklubben er på mandag. Det var en gruopvækkende og hårudtrækkende oplevelse at deltage i det møde sidste år. Spektaklet injurierede mig foran ALLE fremmødte. Han er et ondskabsfuldt, nedrigt, løgnagtigt, injurierende fjols! Mere om det i næste indlæg.

Det er lørdag i dag. Jeg nyder freden og roen, og det er skønt at kunne slappe af i sit hjem uden at skulle være tvunget til at høre på evindelig larm fra store maskiner og støjende værktøjer!

I næste indlæg kommer jeg blandt andet ind på endnu et mærkværdigt punkt i spektaklets nye kontrakt – altså den, hvor lokalerne i kælderen UDELUKKENDE må bruges til opbevaring. Selvsamme kontrakt med et forkert lokalenummer på. Og det vil overraske yderst meget, hvis det rent faktisk skulle vise sig at være spektaklet selv, der har skrevet under med blokbogstaver i stedet for med sin sædvanlige skråskrifts-underskrift…

Næste indlæg kan senest læses på onsdag, den 31. januar 2024.

Fortsat god weekend til alle.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.