|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det er den 11. september i dag. En dato der for mange står stærkt i erindringen på grund af det frygtelige terrorangreb i USA i 2001.
Som jeg skrev i sidste indlæg, fik vi i opgangen i torsdags en mail fra boliginspektøren om, at vores rettidigt stillede forslag ikke ville være gældende til den kommende generalforsamling?! Han begrundede det med, at vi havde underskrevet ”Beboere i Næringen 32”. Det havde vi gjort, fordi det er alle os beboere i Næringen 32, der har stillet forslaget.
Vi skrev prompte tilbage, at forslaget er indkommet rettidigt, og at det skal behandles. Vi skrev samtidig, at vi ville genindsende forslaget allerede samme dag med alle vores underskrifter på. Det gjorde vi!
Efter at have modtaget vores genindsendte forslag til generalforsamlingen med alle vores underskrifter på, bekræftede boliginspektøren i fredags modtagelsen af forslaget.
Vi føler os dog stadig ikke sikre på, at vores forslag kommer med til generalforsamlingen. Man ved desværre aldrig i denne boligforening og i dette boligområde…
Det har været en dejlig weekend med en masse positivt. Først og fremmest har der været ro i og fra værkstedet – helt fantastisk!
Jeg er begyndt at hækle igen. Det gjorde jeg meget førhen, men efter at have været tvunget til at høre på evindelig larm fra værkstedet lige under mit hjem evig og altid, endte jeg på et tidspunkt med at opgive den aktivitet.
Jeg plejede også at lægge puslespil, meditere og læse, men meget har desværre været lagt helt på hylden, fordi man jo hverken kan koncentrere sig om de forskellige aktiviteter eller nyde det, der skulle være kvalitetstid, hvis man samtidig skal høre på boremaskine, nedstryger i metal, hamreslag, industristøvsuger eller andet meget larmende.
Dét at bage har ligeledes været en hyggelig beskæftigelse for mig ret ofte førhen. I går bagte jeg for første gang i over 1,5 år. Mit køkken ligger ligesom soveværelset også lige ovenpå de lokaler, hvor spektaklet hidtil har larmet løs, når det passede ham. Det har på ingen måde været en fornøjelse at opholde sig i køkkenet, når spektaklet har arbejdet og larmet i værkstedet. Der var desværre tale om rigtig mange timers larm hver evig eneste uge! Og man kunne glemme alt om at høre musik, for larmen fra værkstedet overdøvede musikken. Det samme gælder for at se fjernsyn og høre nyheder. Ligeledes kunne man godt glemme alt om at snakke i telefon, når spektaklet larmede løs.
Det er virkelig gået op for mig i hvor høj grad, spektaklet har styret og domineret mit hjemmeliv. Hvor er det trist!
I går fandt jeg mine bageting frem, og så fik jeg bagt en masse muffins. Anledningen er min fødselsdag om nogle dage. Jeg hyggede mig, og jeg tændte ikke engang for hverken musik eller andet. Jeg nød bare roen i mit hjem, og det var skønt at kunne høre fugle fløjte, og børn der legede udenfor.
Alt sammen enormt positivt, og jeg ved, jeg bestemt ikke er den eneste i opgangen, der virkelig sætter pris på, at spektaklet ikke længere må arbejde, larme og forstyrre os!
I aftes stod jeg i min have, og til min gru så jeg for første gang i flere måneder min overfaldsmand. Han stirrede på mig, imens han gik ned ad trappen ved siden af min have. Heldigvis befandt jeg mig i min aflåste have, så han kunne ikke umiddelbart gøre mig noget, men det onde blik fik mit hjerte til at galoppere. Det var præcis det samme blik, han sendte mig i vaskeriet, da han gav mig fuckfingre og kaldte mig ”kælling”. Og da han stirrede på mig, imens jeg ringede til politiet, efter han havde overfaldet mig.
Jeg skyndte mig at underrette forskellige om, at han er tilbage. Jeg var ellers lige begyndt at føle mig tryg.
I mange måneder forlod jeg ikke mit hjem uden mindst 2 overfaldsalarmer og aflytning.
Mit håb er, at overfaldsmanden blot kortvarigt opholder sig i området, og at han igen forlader området – eller måske endda flytter. Uanset hvad vil jeg rigtig gerne have, at han lader mig helt være i fred! Jeg ønsker ikke at have noget som helst med ham at gøre!
I dag er der 14 dage til generalforsamlingen, så man må formode, at vi hver især modtager regnskaber osv. i dag. En generalforsamling kan risikere at blive krævet udskudt, hvis særlige frister ikke overholdes.
Vi må vente og se. Det hele virker til at køre lidt på bedste beskub herude…
Fredag aften gik jeg op for at handle. Det var en lun aften, og jeg mødte kun en dame med en hund og efterfølgende en mand fra området. Jeg fik lov til at ae hunden, og jeg hyggesnakkede lidt med damen.
Lidt nede af stien hilste jeg på manden, som til min store overraskelse responderede med kommentaren ”åh så høflig…”. Jeg stoppede op, for den kommentar har jeg ikke fået i virkelig lang tid. Med kommentaren menes der, at nu har spektaklet og samleveren informeret om, hvordan jeg ifølge dem i virkeligheden er, så når jeg hilser pænt, er det åbenbart påtaget høflighed?!
Desværre bor der en hel del meget letpåvirkelige mennesker i området, som tager rygter fuldt ud for gode varer. Spektaklet og samleveren bilder folk alt muligt ind om mig. Blandt andet at jeg bør tvangsindlægges, men at jeg desværre er for velfungerende…
I min optik er både spektaklet og samleveren farlige for deres omgivelser. Man pådutter ikke bare et menneske psykisk sygdom og forsøger at få det tvangsindlagt, fordi det pågældende menneske holder på sin ret! Hvor mange mennesker har de mon gennem tiden fået smidt ud af deres hjem eller fået tvangsindlagt? Det er en uhyggelig tanke…
Efter mandens kommentar med ”åh så høflig…”, smilte jeg til ham og udbrød ”jamen tak og i lige måde”. Han fortsatte og sagde: ”Nu har de vundet over dig! Nu må han arbejde løs i det værksted! Du har fra starten af ALDRIG haft en chance!”
Jeg studsede over kommentaren. Vi har jo netop fået medhold af Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, og nej – han må overhovedet slet ikke arbejde i det værksted mere! Værkstedet er ulovligt på grund af brandfare og larm! Det har ikke på noget tidspunkt været et lovligt foretagende!
Manden virkede krigerisk og hoverende – på trods af at han slet ikke kender mig…
Jeg valgte en helt anden taktik end hans. Jeg sagde stille og roligt til ham, at jeg var noget overrasket over hans udmelding, og så orienterede jeg ham om, at spektaklet bliver opsagt i værkstedet pr. 15. september.
Jeg takkede ham for, at han havde fortalt mig om de rygter, der kører i området, og inden jeg ønskede ham en god weekend, udtrykte jeg lige en ekstra gang min taknemmelighed, sendte ham et smil og gik afsted. Da jeg skulle til at dreje fra, kiggede jeg mig tilbage. Han stod stadig samme sted og kiggede måbende efter mig.
Det er uden tvivl ikke videre behageligt, når jeg bliver overfuset af nogen. Man vænner sig aldrig rigtig til det – jeg gør i hvert fald ikke. Man tilegner sig dog nogle strategier for at kunne være i det.
Heldigvis er det fåtallet, som agerer på den måde efterhånden. Langt de fleste i boligområdet hilser pænt, og mange stopper op for at hyggesnakke.
I næste indlæg skriver jeg om, hvad der rører sig.
Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.