Getting your Trinity Audio player ready...

Som nævnt i ”22 Boliginspektøren lyver over for endnu en myndighed, og jeg tilsvines”, så skrev boliginspektøren et brev til mig den 28. april 2022 om, at boligforeningen aldrig har modtaget klager over min adfærd eller om, at jeg skulle have overtrådt Husordenens regler. Jeg flyttede til boligområdet den 15. oktober 2013. Boliginspektøren har siden skriftligt bekræftet, at der til stadighed ingen klager er kommet over mig.

Alligevel skrev boligforeningens HR-konsulent den 25. august 2022 et brev til mig, hvori der blandt andet står, at jeg muligvis overtræder min lejekontrakt, og som en konsekvens deraf kan opsiges i mit lejemål. De skriver nogle paragraffer, men her den 22. april 2023 har boligforeningen stadigvæk ikke villet forklare for mig, hvad paragrafferne betyder, eller hvordan jeg kan forbedre mig, hvis de i ramme alvor mener, jeg overtræder min lejekontrakt og har en adfærd, der kan føre til opsigelse af mit lejemål?!

Jeg og øvrige klager over larm fra det larmende violinbyggerværksted i kælderen. Der er også vidner til larmen, som ikke bor i opgangen, og enhver kan vel nærmest forestille sig, hvor meget det larmer, når der bruges store maskiner og larmende remedier, samt når der ramler store brædder ned på et betongulv. Der er på ingen måde lydisoleret, og jeg i stuelejligheden er meget generet af den larm fra værkstedet i tide og utide, som også kan høres og forstyrrer i øvrige stuelejligheder og på 1. sal samt på 2. sal.

Boliginspektøren VIL ikke anerkende, at det larmer fra værkstedet. Vi i opgangen og andre i boligområdet undrer os over, om det hænger sammen med, at boliginspektøren udmærket har været klar over, at værkstedet er og i alle år har været et ulovligt foretagende, og at han har prøvet at lukke munden på os for at dække over det ulovlige…

Udover at jeg sammen med andre klager over larmen fra det larmende, ulovlige værksted i kælderen lige under vores lejligheder, så har jeg flere gange henvendt mig til boligforeningen om boliginspektørens adfærd og tilgang til sagsbehandling. Jeg har påpeget, at han lyver og bryder sin tavshedspligt. Jeg har tilbudt at fremlægge beviser for mine påstande. Jeg havde håbet på, boligforeningen ville hjælpe boliginspektøren tilbage på rette vej…

Boligforeningen vil ikke høre tale om, at boliginspektøren lyver og bryder sin tavshedspligt. De er slet heller ikke interesseret i at se mine og øvriges beviser herfor?! Er det så ligesom med larmen? De ved godt, det larmer og forstyrrer os i vores hjem, men de vil ikke tage sig af det?! Kender de mon alt til boliginspektørens adfærd og tilgang til det hele?

HR-konsulenten skriver først og fremmest i brevet, at det ikke er Alboas opfattelse, at boliginspektøren har brudt sin tavshedspligt?!

Boliginspektøren har faktuelt flere gange brudt sin tavshedspligt!

Blandt andet bryder han sin tavshedspligt flere gange under telefonsamtalen den 17. december 2021, hvor han flere gange påpeger sin tavshedspligt, men alligevel mener godt lige at kunne afsløre forskellige fortrolige detaljer. Det går klart igennem på lydoptagelsen!

Desuden skyldes en del af den chikane og mobning, jeg er udsat for, at nogle beboere sidder inde med oplysninger om mig, de ikke burde være i besiddelse af.

Spektaklet, samleveren og den selvudnævnte politibetjent fra min gamle opgang har nogle informationer, hvor de i stor stil fordrejer sandheden, og de burde slet ikke have den viden. Blandt andet gør samleveren på den ene lydoptagelse nar af noget, jeg har skrevet i en e-mail til boliginspektøren. Den viden har hun fra boliginspektøren!

Spektaklet og samleveren refererer på lydoptagelserne også til, at boliginspektøren under et møde i januar 2022 skal have sagt om mig, at han egentlig ikke må udtale sig om det grundet sin tavshedspligt, men at han vist godt kan afsløre, at de ikke kan have en som mig boende i boligområdet?! En som mig? En der tillader sig at klage, når det er berettiget? En der fanger ham i hans løgne og brud på tavshedspligt?

Den ordlyd, at han som boliginspektør egentlig ikke må sige det grundet sin tavshedspligt, men at han vist godt kan afsløre…” er meget lig, hvordan han siger til mig, da han under telefonsamtalen bryder sin tavshedspligt over for mig og afslører samleveren og beboerrådgiveren…

Flere i boligområdet har efter års mistanke samt tvivl, og i takt med alt der foregår og på grund af chikanen mod mig, fået bekræftet, at tingene slet ikke kører ordentligt i området. Flere stiller sig undrende overfor, at boligforeningen – i stedet for at forholde sig til facts og beviser – står fast på påstanden om, at boliginspektøren ikke bryder sin tavshedspligt…

Vi var en flok, der endte med at skrive et brev til boligforeningen for at udelukke enhver tvivl om boliginspektørens brud på sin tavshedspligt. Vi skrev og spurgte boligforeningen, om de havde haft indbrud i deres arkiver, eller om de var blevet hacket. Dette ville kunne forklare det, vi opfatter som databrud. Og boliginspektøren går vældig meget op i GDPR lovgivningen ellers. Når det er belejligt i hvert fald…

Eksempelvis var GDPR lovgivningen hans begrundelse for, at jeg ikke måtte få udleveret spektaklets kontrakt inden mødet i beboerklagenævnet. Han kunne have valgt at anonymisere kontrakten for at overholde GDPR lovgivningen, for det var kontraktindholdet, jeg og souschefen fra Aarhus Retshjælp var interesseret i!

Faktum er, at han ikke ville vise mig kontrakten, fordi reglerne i kontrakten strider imod, hvad boliginspektøren påstår, der må foregå. I kontrakten står der, at der ikke må laves noget i kælderlokalerne, som kan være til gene for omkringboende. Lyden fra boremaskine, hammer, sav og andet ER til gene for os i opgangen!

Boliginspektøren mener derimod, at spektaklet må arbejde og dermed larme i 61 timer om ugen?! 61 timer… Det er voldsomt mange timer hver evig eneste uge, hvor vi i opgangen aldrig ved, om vi kan regne med ro i vores hjem…

Til Teknik og Miljø i Aarhus Kommune skriver han dog tværtimod ”som et absolut max på to timer ad gangen”, da han beskriver omfanget i værkstedet…

Der er noget, der slet ikke hænger sammen!

Han skriver det pågældende til Teknik og Miljø for at få lovliggjort værkstedet i kælderen. Heldigvis virker det til, at sagsbehandleren er yderst professionel og har godt styr på det forskellige. Han har også modtaget adskillige dokumenter fra os i opgangen, og muligvis har han gennemskuet boliginspektørens usandheder.

Jeg og andre undrer og ærgrer os til stadighed over, at vores boliginspektør vil være alt dette bekendt… Også rent menneskeligt…

Som svar på vores henvendelse om, hvorvidt boligforeningen havde haft indbrud i deres arkiver eller var blevet hacket, skrev HR-konsulenten ”Alboa har ikke på noget tidspunkt fundet tegn på indbrud, hverken i fysiske eller digitale arkiver”.

Ergo har spektaklet, samleveren og den selvudnævnte politibetjent altså ikke selv tiltusket sig den fortrolige viden!

Gad vide i hvor mange tilfælde boliginspektøren bryder sin tavshedspligt… Det virker til at være omfattende…

Henover sommeren larmede spektaklet løs i værkstedet – også i mange timer på søndage. Det var meget generende og ødelæggende for os i opgangen. Især da spektaklet i en periode nok havde ferie fra sit job på møbelfabrikken, for i de dage blev der arbejdet og larmet i ekstra mange timer i værkstedet.

I brevet står der ”Vi har ingen ikke allerede fremsatte kommentarer til støj fra kælderrummet, idet vi afventer en retslig afgørelse på denne tvist”.

Boligforeningens ansatte var altså fuldt ud klar over, at jeg i mit hjem også henover sommeren blev forstyrret af larm fra værkstedet i tide og utide i mange timer ad gangen, men det ville de heller ikke på det tidspunkt tage sig af.

HR-konsulenten fremkommer som det næste i brevet med truslen om opsigelse af mit lejemål. Hun skriver ”Det er Alboas opfattelse, at dine mange henvendelser og indholdet af disse kan have karakter af chikane, og vi skal derfor med denne skrivelse gøre dig opmærksom på, at disse chikanerier, herunder førnævnte bemærkninger og beskyldninger om ansatte der lyver, bør ophøre, idet forholdet efter vores opfattelse kan indebære en overtrædelse af din lejekontrakt og i øvrigt almenlejelovens paragraf 85 stykke 1 nr. 4, jævnfør samme lovs paragraf 81 stykke 1 nr. 4 og 11”.

Mine henvendelser drejede sig om den evindelige larm fra værkstedet og indeholdt spørgsmål, som jeg og andre stillede til forskelligt i området, der ikke burde foregå. Boligforeningen ville ikke lade mig fremlægge mine beviser for, at boliginspektøren lyver og bryder sin tavshedspligt, men i stedet kalder de mine henvendelser for chikanerier?!

Larmen fra værkstedet var og er boligforeningens ansatte bedøvende ligeglade med! Selvom de mangfoldigt er blevet informeret om, at spektaklet, der bor to opgange væk (hvor der i modsætning til under vores lejligheder ER lydisoleret?!), forstyrrer og ødelægger freden i vores hjem ofte og i lang tid ad gangen… Det er ikke til at begribe, at alt dette rent faktisk foregår!

Vi i opgangen har en følelse af, at vi for boligforeningen er nogle ligegyldige beboere, som bare skal betale vores husleje, men som ingen rettigheder har…

Summa summarum fik jeg en trussel om opsigelse af mit lejemål i stedet for, at boligforeningen forholdt sig til brudene på Husordenens regler, kontraktbrudene, brudene på tavshedspligten og magtmisbruget.

Det kaldes vel et magtmisbrug, når boliginspektøren lyver for at gennemtvinge sin vilje… I dette tilfælde er det ham magtpåliggende, at værkstedet i kælderen skal være der, og at spektaklet skal have lov til at fortsætte med at arbejde, larme og forstyrre. Han er villig til at gå langt for det… Alt for langt…

I næste indlæg kommer jeg meget mere ind på truslen i brevet, og hvad jeg har læst mig til, at paragrafferne nok betyder. Boligforeningen har på trods af mine gentagne henvendelser, hvor jeg har bedt dem om at forklare paragraffernes betydning for mig, til stadighed valgt aldrig at svare mig på det?!

Som lejer skal man i henhold til lovgivningen have mulighed for at forbedre sig, hvis man gør noget forkert, men uden at vide, hvad det er, man gør forkert, er det en umulig opgave. Hverken jeg selv, folk i opgangen eller mange andre i boligområdet kan nikke genkendende til, at jeg skal have en adfærd, som på nogen mulig måde kan være til gene for nogen som helst!

Jeg havde skriftligt informeret boligforeningen om lydoptagelserne, hvor spektaklet og samleveren afslører nogle ret graverende ting – både om boliginspektøren, om beboerrådgiveren og om beboerklagenævnet.

HR-konsulenten skriver i brevet ”de omtalte lydoptagelser af samtaler mellem beboerne i afdelingen ændrer ikke på, at vi finder, at sagsbehandlingen er foretaget i henhold til Alboas forretningsgange”. De havde ligeledes været komplet ligeglade med min lydoptagelse fra den 17. december 2021, som beviser, at boliginspektøren bryder sin tavshedspligt! Han gør det endda flere gange under telefonsamtalen!

”Sagsbehandlingen er foretaget i henhold til Alboas forretningsgange”… Hvis sagsbehandlingen i denne sag om den evindelige larm fra værkstedet i kælderen under vores lejligheder er i overensstemmelse med regelsættet i boligforeningen, så bør det hele gås efter i sømmene…

Boligforeningen har modtaget adskillige selvstændige og fælles-klager over larm fra værkstedet, som er skrevet af beboere i opgangen på 2. sal, på 1. sal og i stueetagen. DE VIL IKKE ERKENDE PROBLEMET! I stedet fastholder de blot deres påstand om, at jeg som den eneste nogensinde klager over larmen fra værkstedet?! DET ER USANDT!

Jeg vil benytte lejligheden til at takke for de kommentarer, jeg får i kontaktformularen på siden. Jeg er til hver en tid modtagelig for ris, ros, forslag til emner og information om lignende eller andre sager. Jeg vil løbende forholde mig til indkomne kommentarer og tage emnerne op i mine indlæg.

Enhver er velkommen til i fanen ””Få besked når der er et nyt blogindlæg!” at skrive sig op med sin e-mailadresse og modtage en e-mail hver gang, der er et nyt blogindlæg.

En læser har foreslået mig at tjekke min boligforening på Trustpilot.

Anmeldelser af Almen Boligorganisation Aarhus | Læs kundernes anmeldelser af alboa.dk (trustpilot.com)

Det har jeg gjort. Jeg kan læse mig til, at jeg ikke som den eneste får med grovfilen, og at andre ligesom mig har oplevet forskellige ærgerlige og grove ting fra boligforeningens side.

Men det er folks hjem og derved liv, de varetager og er ansvarlige for… Barsk og groft!

Mere om brevet og indholdet i det i mit næste indlæg.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.