Getting your Trinity Audio player ready...

Da det lykkedes mig at få aktindsigt i modparternes udtalelser til beboerklagenævnet, læste jeg først spektaklets skrivelse. Jeg måtte lige synke et par ekstra gange. Det var ret groft, og der var meget forkert og komplet usandt. Jeg undrede mig over, at beboerklagenævnets sagsbehandler i ramme alvor havde vurderet, at det ikke var relevant for mig at få aktindsigt, fordi de andre parters skrivelser ifølge ham ikke indeholdt nye oplysninger?! Hvis han mente, at deres skrivelser ikke indeholdt nye oplysninger i forhold til min skrivelse, så er det en helt malplaceret vurdering. Hvis han mente, at deres skrivelser ikke indeholdt nye oplysninger i forhold til, hvad beboerklagenævnet havde fået oplyst om mig i sagen fra eksempelvis områdets beboerrådgiver, så er han måske lidt undskyldt…

Jeg tog ned til byens retshjælp med skrivelserne. Souschefen sagde ”de går efter dig”, ”der er meget, der taler for, at værkstedet ikke skal være der”, ”Alboa tillader det alligevel”…

Spektaklet startede med at skrive, at han på ingen måde kan forholde sig til de beskrevne klager. Han informerede dernæst om, at han selv arbejder på en møbelfabrik, og at han kender støjen fra en virksomhed og kravet om brugen af høreværn, når støjen overskrider 80 decibel. DET ER MIT HJEM, VI TALER OM. JEG SKAL HVERKEN TAGE HØJDE FOR DECIBEL ELLER BRUGE HØREVÆRN I MIT HJEM!

Efterfølgende skrev han, at han har haft værkstedet siden 2004. I kontrakten står der, at han har haft værkstedet siden 1998?! Han og samleveren har ikke styr på faktuelle forhold!

Han skrev også, at der aldrig tidligere har været klager over støj fra værkstedet. Den påstand stemmer dog ikke overens med spektaklets og samleverens udtalelser på de førnævnte lydoptagelser, hvor de fortæller om, at beboere før mig har kunnet høre og har været generet af larmen fra værkstedet…

Med den hårdhændede behandling jeg får, fordi jeg tillader mig at klage over larm fra værkstedet, så kan man forestille sig, at tidligere beboere har valgt enten at flytte eller har følt sig tvunget til at holde mund og finde sig i larmen.

Spektaklet skriver efterfølgende, at han flere gange har spurgt tidligere beboere, om det larmer fra værkstedet. Han spurgte mig, men han tog det ikke pænt, da jeg svarede ”ja, du larmer i værkstedet”. Han har ikke spurgt nogen af beboerne i opgangen, om det larmer fra værkstedet! Værkstedet har været hemmeligholdt! Han har dog bedt min nabo om at sige, at det ikke larmer fra værkstedet…

Det næste, han skriver, er ”mit værksted under klagers lejlighed er kun til hobby. Jeg bygger violin, cello og andre ting af træ, samt små reparationer til eget brug”.

For det første sagde han selv, da han viste mig værkstedet, at det pågældende instrument i værkstedet var på bestilling. For det andet arbejder han i værkstedet både med træ og med metal mange dage og adskillige timer hver evig eneste uge. Dét sidestilles ifølge boliginspektøren med at drive erhverv. For det tredje mener souschefen, at omfanget af brugen af værkstedet tyder mere på et bierhverv end på en hobbyvirksomhed!

Han skriver så ”jeg kan kun stå inde for de lyde, som jeg selv frembringer og hører ved brugen af håndværktøj samt diverse små maskiner. Med disse ting kan jeg ikke opnå den støj, som der i sagens akter beskrives”.

Først og fremmest er det logisk, at det VIL larme og være til gene, når der bruges boremaskine, hammer, nedstryger i metal, elektrisk sav og andet i ikke lydisoleret i forvejen lydt beton etagebyggeri. Derudover er der mange vidner til larmen, og boligforeningen har modtaget adskillige klager over larmen fra værkstedet!

Yderligere skriver han ”hvad Malene hører og opfatter må stå for hendes egen regning!”…

Efterfølgende står der, at han er bekendt med Husordenens regler… I Husordenen står der, at der ikke må støjes i kælderen, og i hans kontrakt står der, at han ikke må foretage sig noget som helst i værkstedet, der kan være til gene for afdelingens beboere! Han mener dog selv, at han må arbejde og larme fra klokken 8.00 til 19.00 alle hverdage og fra klokken 10.00 til 16.00 alle lørdage?!

Han digter ud af det blå, at der står i Husordenen, at der ikke må anvendes værktøj, der overskrider de tilladte støjgrænser?! Han må ifølge Husordenen og kontrakten slet ikke støje! Kælderlokalerne er udelukkende beregnet til opbevaring! I virkeligheden arbejder han i værkstedet under vores opgang præcis, når det passer ham, og det virker vitterligt til at rage ham en høstblomst, at han larmer og forstyrrer os i vores hjem!

Han fortsætter sin skrivelse med på nederdrægtig vis at skrive (jeg citerer ordret) ”som en gestus til Malene er der lavet en liste over, hvornår jeg benytter værkstedet Hvor moderat støj kan forekomme i korte perioder”?! Reelt skriver han, at der er lavet et larme-skema over mit hjem, så jeg ved bare lidt om, hvornår jeg kan forvente, at han larmer og forstyrrer mig i mit hjem… NEDERDRÆGTIGE, LARMENDE SPEKTAKEL!

Helt tragikomisk skriver han så, hvilke dage og tidspunkter det famøse larme-skema indeholder, men hverken dagene eller tidspunkterne stemmer overens med det oprindelige larme-skema. Han har tilføjet en ekstra dag og givet sig selv ekstra tid til at larme i?!

Det får mig til at tænke på, om tidligere beboere rent faktisk har forsøgt at klage over larmen fra værkstedet, så spektaklets hjemmelavede larme-skema er et larme-skema han genbruger fra en tidligere lejlighed…

Dernæst står der, at han og samleveren på ingen måde har et hverken privat, personligt eller venskabeligt forhold til nogen som helst ansatte i Alboa. Hvis man antager, at det er sandt, hvad får så boligforeningen, boliginspektøren og beboerrådgiveren til at være SÅ partiske og agere SÅ uprofessionelt? Under dialogmødet i december 2021 begyndte samleveren helt ude af kontekst pludselig at hyggesnakke med boliginspektøren om deres næste komsammen, hvor hun ville tage kage med… Jeg citerer igen spektaklet: ”Hvilke påstande og konklusioner Malene drager, må stå for hendes egen regning Fantasien fejler bestemt ikke noget!”

Spørgsmålet er vist, hvis fantasi der ikke fejler noget…

Spektaklet fortsætter sin skrivelse til beboerklagenævnet med at fortælle om områdets fritidsklub. DET ER IRRELEVANT! HANS HIDTIL HEMMELIGHOLDTE VÆRKSTED ER PRIVAT!

Han beskriver, at der er mange fritidsaktiviteter, og at de fleste aktiviteter ligger under boligblokkene, hvor der også kan forekomme støj. Jeg har læst om Fritidsklubbens aktiviteter på bagsiden af beboerbladet, men jeg ville aldrig takke ja til en lejlighed ovenpå et larmende foretagende (desuden er der også lydisoleret i Fritidsklubbens træværksted, hvor der IKKE må larmes med metal?!). Der står intet om spektaklets værksted på bagsiden af beboerbladet, for værkstedet er privat! Ligeledes havde jeg omgående takket nej til boligtilbuddet, hvis jeg på forhånd var blevet informeret om det underliggende, private, larmende værksted!

Som tidligere nævnt er værkstedet og nok også flere af de andre kælderforetagender i området ulovlige. Boligforeningen har aldrig søgt hverken Østjyllands Brandvæsen om et brandsyn eller Teknik og Miljø i Aarhus Kommune om byggetilladelse. I skrivende stund er boligforeningen i gang med at søge om lovliggørelse af de foretagender, der har eksisteret ulovligt i flere årtier…

I værkstedet, hvor der bruges store maskiner og værktøjer, og hvor der lakeres, er der ingen udsugninger, og der er ingen selvstændig elmåler og ej heller et hfi relæ, der kan slå fra i tilfælde af brand. Vi i opgangen er trætte af larmen fra værkstedet, og desuden bekymrer vi os over brandfaren!

Spektaklet informerer så om i skrivelsen, at samleveren har boet i området siden 1975 og han selv siden 1992. Han skriver ”det er klart at vi snakker sammen med de beboere, som har boet her lige så længe som os. I Vejlby Vest støtter og hjælper vi hinanden, når der opstår problemer”. Reelt skriver han, at de har sladret om mig til andre mangeårige beboere, og at jeg er problemet, der er opstået, og at de nok sammen skal håndtere det problem.

I gamle dage sendte man ”moralsk defekte” kvinder på Pigehjemmet på Sprogø. Det er et gruopvækkende kapitel i åndssvageforsorgens historie. På de omtalte lydoptagelser giver spektaklet og samleveren udtryk for, at de mener, jeg skal tvangsindlægges, men at jeg desværre er for velfungerende?! Det er en skræmmende tanke, at de nok havde haft held med at skaffe mig af vejen, hvis hele dette mareridt havde udspillet sig for cirka 60 år siden… Alt sammen blot fordi, jeg gerne vil have ro i mit hjem…

Bestyrelsesformanden / revisoren er også en af de mangeårige beboere i området, og han skrev som nævnt til mig i en SMS ”har du tænkt på, at man ikke nødvendigvis får et godt liv, selvom man har retten på sin side”. Man kan kun gisne om, hvorvidt det hele hænger sammen, men er en del af deres problemløsning mon at foranledige, at der eksempelvis hældes urin på min dør osv., eller hvem mon står for den del af chikanen, der skal motivere eller nærmere presse mig til at flytte?

Spektaklet fortsætter med ”Malenes evindelige klager angående støj, er ikke noget nyt. Malene har boet i opgang 54, før hun flyttede til opgang 32. Her har flere beboere i nummer 54 oplevet de samme problemer med evindelige klager over støj, som ingen andre end Malene selv kunne høre”.

For det første er det løgn, at jeg klagede alene over støj! For det andet er det usandt og nedladende at påstå, at jeg klagede over støj, som ingen andre end jeg selv kunne høre – JEG KLAGEDE SAMMEN MED ANDRE! For det tredje kan man undre sig over, hvorfra spektaklet har viden om, at jeg har klaget før i min gamle opgang. Har boliginspektøren mon også brudt sin tavshedspligt overfor spektaklet? Jeg er enig med souschefen i, at spektaklet sviner mig til og antyder, at jeg er sindssyg.

Han slutter sin skrivelse af med at skrive (atter engang citerer jeg ordret) ”jeg håber, at jeg bliver den absolut sidst, der skal stå mål til Malenes klager over støj. Om nødvendigt kan Boligklagenævnet kontakt mig for en mundtlig dialog og for af se mit værksted / hobbyrummet Og at der evt. bliver foretaget en ny lydprøve, på lige fod med den, som foreligger”.

Jeg klager kun, når det er nødvendigt at klage! Jeg har boet i min nuværende opgang siden maj måned 2021, og ikke én eneste gang har jeg været nødsaget til at klage over noget eller nogen som helst af beboerne. Hverken nuværende eller tidligere beboere!

Han kalder beboerklagenævnet for ”boligklagenævnet”. Har nogen mon klaget over larmen fra værkstedet før, hvor han har været involveret i en sag med et ”boligklagenævn”?

Det er grotesk, at han kun vil gå med til en ny lydprøve, hvis den kommer til at foregå ligesom den første. Den såkaldte lydprøve skal altså være varslet, der må ikke foretages decibel målinger, boliginspektørens og beboerrådgiverens ører skal vurdere støjniveauet, han skal igen have mulighed for at gemme de mest larmende maskiner og værktøjer af vejen inden den varslede lydprøve, og han skal endnu engang ikke slå særligt hårdt med hammeren… GROTESK!

Souschefen forsikrede mig om, at Arbejdstilsynet aldrig vil foretage lydprøver på en lignende måde. Hun påpeger, at det er amatørlydprøver uden gennemslagskraft nogen som helst steder. Jeg har dog senere erfaret, at de såkaldte lydprøver i sandhed har fået gennemslagskraft. Modparterne mener, de beviser en hel del?! Mere om det i senere indlæg.

Souschefen konkluderede ”det kan ikke passe, man skal være hørehæmmet for at bo i din lejlighed”. Hun undrede sig over, at spektaklet er undtaget fra at skulle tage hensyn og overholde regler.

I næste indlæg skriver jeg om boliginspektørens irrelevante og usande skrivelse til beboerklagenævnet.

Tak, fordi du / I læste med og muligvis er med til at sprede budskabet og gøre en forskel.